Hugge hånd og fod af?

Prædiken til 22. søndag efter trinitatis, 2020. Holdt i Fuglslev Kirke og i Ebeltoft Kirke og i Dråby Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.« Amen.



Nu er der stadigvæk næsten to måneder til nytår, men det lader til, at stikord, der passende kan dække over dette år, kunne være systemisk racisme, corona og sexisme.


Nu vil jeg ikke gå ind i de enkelte temaer, da der kan tales længe om både systemisk racisme, coronakrise og sexisme.


Men alle tre områder minder mig om – eller får mig til at tænke på spørgsmålet, hvad vi egentlig forventer af hinanden?


Og hvad vi forventer af os selv.


Jeg synes nemlig, der har været en tendens til, at vi måler alverdens ting, som vi ikke lige forstår, op mod os selv. Hvad synes jeg selv, er rigtigt eller forkert. Uden man rigtigt tager hensyn til andre.


Dagens evangelietekst er en usædvanlig skarp reminder om, at vi ikke er verdens centrum. Vores holdninger, vores synes’ninger, er ikke verdens centrum. Der er noget, der er meget større end os selv, som vi skal bøje os under. Sandheden for eksempel. Sandheden, som den kommer til udtryk i Jesu egen forkyndelse.


Vi har det sidste halve års tid hørt udsagn som – jeg synes ikke, at det er grænseoverskridende eller krænkende at sige det eller gøre det eller det. Om det så er ord eller handlinger, det kommer an på, er ikke det afgørende. Men selve tanken om, at det er os selv, der afgør, om noget er rigtigt eller forkert, er tankevækkende.


Jeg har tidligere stillet spørgsmålet, hvordan er det egentlig, vi ønsker at omgås hinanden, og i kølvandet på de sidste måneders sexisme-debat kan man gentage spørgsmålet, hvordan er det egentlig, vi ønsker at omgås hinanden.


Og hvad vil det sige, når Jesus taler om det, der kan bringe os til fald. Hvis vores øje bringer os til fald, skal vi rive det ud.


For mig at se er det en meget bastant måde at sige, at vi skal opføre os ordentlig. Og kan vi ikke det – opføre os ordentligt – så skal vi gøre, hvad vi kan, for at rette ind.


Men nok så interessant, så taler Jesus om børn, både i begyndelsen og mod slutningen af teksten. Han bruger børnene som vores forbillede. Vi skal lære af børnene.


Vi skal lære af børnene, og fremfor alt, må vi ikke bringe disse små til fald. Og det gode spørgsmål er, om det i virkeligheden ikke er det, vi gør hele tiden. Bringer disse små til fald. Jeg tænker, at barnet her er billede på både umiddelbarhed og ydmyghed. Altså det, som skal til, hvis man vil udleve kristentroen helt umiddelbart og ligetil. Men hvor længe er vi faktisk i stand til det? For lige så snart, vi lærer at reflektere og tænke over tingene, begynder vi også at overveje ting, før vi handler, og når måske aldrig til den gode handling. Måske begynder vi på lange diskussioner om, hvem næsten egentlig er, i stedet for blot at handle.


Når mennesket reflekterer og tænker over tingene, bliver vi også mere rationelle, måske også mere kyniske. I stedet for bare at hjælpe flygtninge, så taler vi om, at det bedst kan betale sig at hjælpe i de såkaldte nærområder, så vi selv bliver fri for dem. I stedet for at lytte, når nogen føler sig krænket over et ord, så siger vi, at det har vi altid gjort, det vil vi have ret til at fortsætte med, for vi mener intet ondt med det. Når nogen taler om grænseoverskridende adfærd, så siger vi, at en hånd på et lår da ikke kan være så slemt, og hvor snerpet kan man da være.


Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af, siger Jesus faktisk. Og det er lige så rigtigt, som når han siger, at vi skal handle til fordel for vores næste. Eller elske vores næste, som vi normalt siger.


Jesus ved udmærket, at vi hverken hugger hånd eller fod af. Han ved udmærket, at vores selvcentrering betyder, at vi bruger os selv, som målestok for, hvad vi kan tillade os. Men hvordan ønsker vi faktisk at omgås hinanden? Hvordan bevæger vi os faktisk mod det rene kærlighedens fælleskab med Gud og næsten. Gudsriget, som vi også kalder det.


For nok skal vi tage vare på vores næstes behov. Nok skal vi fejre livet, når der er lejlighed til det. Men vi skal også – helt elementært – opføre os ordentligt. Hvis vores øje, hvis vores hånd eller fod bringer os til fald i den henseende, så skal vi hugge dem af. For det er næstens tarv, der er i centrum, ikke vores egen.


Heldigvis ved Jesus både, hvor åndsvage vi mennesker kan finde på at opføre os. Og at vi faktisk er i stand til at nå til en erkendelse af, at vi er gået for langt. Vi har svigtet vores næste.


For Menneskesønnen er netop kommet for at frelse sådan nogen som os. De fortabte. Os, der har en ganske god ide om, hvordan vi bør opføre os. Men alligevel ikke gør det. Fordi vi tror, vi er verdens centrum. Fordi vi glemmer ydmygheden.


Jesus ved godt, at vi ikke hugger hånd eller fod af. Han ved, at vi har tilgivelse behov. Og derfor taler han dunder til os – men ender alligevel med at glæde sig, når vi til sidst ikke kan lade være at hengive os til Jesus. Fordi han elskede os først.


Amen.

Anne Linnet-tema: En forårsdag?

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, 2020. Holdt i Trige Kirke.


Tekstlæsning, fra ”Mild, lattermild og gavmild”


Jeg har undret mig over dit væsen,
Og det lyse sind du altid har,
Du er mild, du er lattermild og gavmild,
Du gør dagen dyb og dyrebar.

Gådefuldt er overskudet hos dig,
Og ingenting kan det forklares ved,
Du er mild, du er lattermild og gavmild,
Alting møder du med kærlighed.

Alt bliver større når det ses med dine øjne,
Alt forandres og små mirakler sker,
Du er mild, du er lattermild og gavmild,
Du fornyer hvad dine øjne ser.

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« Amen.

 


Det er vist ikke nogen stor hemmelighed, at Anne Linnets tekster først og fremmest handler om kærlighed.


Vel at mærke ikke kun happy-go-lucky-kærlighed. Den rosenrøde, romantiske kærlighed. Det er i lige så høj grad den besværlige kærlighed. Den smertelige kærlighed. Ja, fristes jeg næsten til at sige, den hverdagsagtige kærlighed, som netop ikke altid er så entydig.


Der er få som Anne Linnet, der kan beskrive kærligheden mellem mennesker. Både den intense kærlighed, den svundne kærlighed, og den kærlighed, der bare er.


Og jeg tænker, at vi er rigtig mange, som, når livet går os på, først og fremmest tyr til vores elskede.


Og man kan endda hævde, at det måske er det største problem i Anne Linnets tekstunivers, at der tilsyneladende ikke rigtigt er plads til Gud. For hvad sker der, hvis livet er blevet træls, - eller betrængt – og man ikke kan gå til Gud?


Det er et virkeligt godt spørgsmål, og dagens evangelietekst er jo anderledes direkte og anderledes kontant, for her siger Jesus: Kom til mig, og jeg vil give jer hvile.


Der er ganske vist flere steder hos Anne Linnet, hvor der er en hvilen i sig selv, selvom det ikke nødvendigvis er det samme som lykken.  


I sangen ”Forårsdag” lyder det til sidst ”Men du ved det sikkert allerinderst inde / Selvom jeg sjældent bruger store ord / Du ved, at du er den der gennem livet, / Og stadig i mit hjerte bor. / Jeg ved at al min sidste tid skal leves, / Jeg ved at tiden tæller hjertets slag, / At alt det vi har grædt igennem livet / Det svinder på en forårsdag.”

Her er det fristende at overveje, hvor konkret forårsdagen skal tages. Hvornår er det forår? Fra marts til juni? Næppe. Jeg er overbevist om, at det kan blive forårsdag når som helst i Anne Linnets univers. Man skal nok passe på en religiøs tolkning, selvom en sådan sætning – som Løgstrup ville sige det – selvom et sådan sætning om en forårsdag ligger en religiøs tydning nær.


Det er da også tankevækkende at lytte til – og synge – salmen ”Størst af alt er kærlighed”. Det er Anne Linnets bidrag til et projekt, der i 2013 hed Lydspor fra Bibelen, og er skrevet over kærlighedens højsang, som jo er fra Paulus’ breve i Det Nye Testamente. Og i denne tekst er kærlighedens altoverskyggende betydning helt helt klar. Der er ikke rigtigt nogen mening med noget som helst, hvis der ikke er kærlighed. Ja, selv døden må leve med, at størst af alt er kærligheden.


Det er dog også værd at bemærke, at Gud reelt er skrevet ud. Det er den andens kærlighed, vi ikke kan leve uden.

Der er ikke rigtigt nogen Gud hos Anne Linnet, der siger: Kom til mig, og jeg vil give jer hvile. Med mindre man altså tænker, at Anne Linnets forårsdag ligger en religiøs tydning nær, og forårsdagen på den måde bliver et stort billede på en religiøs afklaring, en religiøs afklarethed med tilværelsen.


På den baggrund kan jeg ikke lade være at tænke, at evangeliet til i dag er helt utroligt tydeligt. Alle os, der føler os tynget af et eller andet. Om det er sorg over en afdød. Om det er presset fra vores sekulære præstationssamfund, der går os på. Om det er et skænderi, vi ikke helt er kommet os over. Der kan være mange grunde til, at man føler sig tynget af sorg eller andre bekymringer. Her er Jesu budskab til os helt klart: Kom til mig, og jeg vil give jer hvile.


Her skal vi dog også huske på, hvordan vi tænker kærlighed og tro indenfor folkekirken. For selvom det helt uden diskussion er hos Jesus den ultimative hvile findes, så er det jo en væsentlig pointe i lutherdommen, at det er igennem vores medmennesker, at kristendommen, relationen til Gud, realiseres.


Og her har Anne Linnet sådan set fat i den lange ende, for hos hende kan man ganske enkelt ikke få noget meningsfuldt liv uden kærlighed i en relation til et andet menneske. Kærligheden er livets fundament. Vi kan ikke fungere uden.


At Anne Linnet bestemt ikke er fremmed overfor det religiøse viser hendes samarbejde med præsten Johannes Møllehave. Der er en ydmyghed overfor tilværelsen i ”Time og dag og uge”, som Johannes Møllehave har skrevet. Ikke bare overfor kærligheden som sådan, men overfor selve tilværelsen. Og så har Anne Linnet som bekendt også sunget julesangen, ”Lille Messias”.


Meget sigende udtalte Anne Linnet for mange år siden – i 2014 var det - til Kristeligt Dagblad: ”Det væsentligste i den kristne tro er næstekærligheden. Noget, vi er opflasket med i Danmark, uden at vi egentlig tænker over det. Men de kristne værdier ligger der under alt det andet. Og hvis vi kommer ud i verden, og vi pludselig lander et sted, hvor næstekærlighed ikke er indgroet i menneskene, så kan vi mærke det.”.

Og samme sted siger hun også, at hendes forhold til kristendommen blev rodfæstet ved konfirmationen, samtidig med, at hun altid har haft svært ved at formulere sin tro. Og i Johannes Møllehaves tekst synger hun da også ”Min tro er min sang”. Den er netop ikke kompliceret, men derfor heller ikke noget, man skal komme med en lang forklaring til.


Og måske er det derfor, at kærlighedens væsen fylder så helt utrolig meget i hendes tekster. For Gud synes – som jeg har antydet – meget fraværende, rent sprogligt. Men at kærligheden er fundamentet for det hele, ligger så rodfæstet hos os, at vi i den grad bemærker det, når vi oplever, at den mangler som fundament.


Så, ja, det er hos Jesus, vi kan finde hvile. Med udgangspunkt i det fundament af kærlighed, som vi er mange, der tager så meget for givet, at vi måske ikke altid forbinder det med Gud, som elskede os først. Det er hos Gud, at alt det vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag.


Amen.

 


Afsluttende bøn efter nadver og før velsignelsen:


Almægtige Gud

Tak for brødet og vinen, tak for fællesskabet om nadveren, og tak fordi, vi har fået mulighed for at holde kirke sammen i dag. Tak for evangeliets ord, og tak for den måde, dine ord lyser på og belyser andre og andres ord på, der også siger noget om vores liv og tilværelse, og får disse til at lyse ekstra meget.


Nu ved vi, at kærligheden er fundamentet for det hele. At det er de personlige relationer mellem mennesker, der skaber livets mening.


Og vi ved, at det er hos Jesus, vi kan få hvile. At det er hos Gud, at alt det vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag.


Troen er ikke en svada, men en sang. I hvert fald ikke noget, der skal forklares. Kærligheden er alt nok, selv døden må leve med, at størst af alt er kærlighed.


På denne forbløffende klode, der er som en prik på en node, hvor vi får lov at låne solen, månen, stjernerne, her må vi leve det altid skrøbelige liv, som risikerer at gå i tusind stykker.

Gid troen må nå dybt ind i vores sind, i det nu, der skinner. Gid Jesus Kristus må hjælpe os på vej, og være vores eneste dommer, når vi fejler.


Amen.