Opslugt af Guds kærlighed
Prædiken til 25. søndag efter trinitatis, 2024. Holdt i Onsbjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. Amen.
Den mest ligefremme beskrivelse af gudsriget er efter min mening – det rene gudsnærvær.
Normalt hedder det sig i evangelierne, at gudsriget er nær. Altså, gudsriget er her ikke endnu, men er nært forestående. En mere præcis oversættelse vil nok være det gamle danske ord – vordende. Altså, et vordende gudsrige. Det både er her, og er her ikke endnu. I kristen teologi bruger man sommetider udtrykket allerede-endnu ikke. Forstået på den måde, at det er i dette spændingsfelt, kristendommen rigtig lever. Gud er her i kraft af Helligånden, og er her derfor allerede. Vi lever med og af Helligånden, både når vi prædiker, prædiker Guds nåde, og når vi forsøger os med gode gerninger. Men Gud er her samtidig endnu ikke – Jesu komme til verden venter vi stadig på, når Gud, som vi møder ham i Kristus, skal blive alt i alle, når vi alle sammen lukkes ind i gudsriget, når vi alle bliver frelst igennem Guds altomfattende kærlighed.
Det er ellers en meget voldsom tekst, vi har til i dag. Der henvises til syndfloden, som Gud i Det Gamle Testamente ellers har lovet aldrig at sende igen. Og der henvises til historien om Sodoma, som Gud vælger at ødelægge pga. byens ondskab. Det er i den forbindelse, vi hører historien om Lots hustru, der forvandles til en saltstøtte, fordi hun vender sig om i stedet for bare at flygte fra katastrofen. Her er det dog værd at bemærke, at med Jesu fødsel er det onde blevet udskilt fra Gud. Ikke desto mindre, er det meget voldsomme domstekster.
Derfor er det interessant, hvad Jesus siger om den dag, Menneskesønnen skal åbenbares. Den dag bliver nemlig også voldsom, siger han. Og her er det oplagt at læse Guds kærlighed, som den er åbenbaret i Jesus i hans ord og handling, ind i historien. For uanset om man er oppe på taget eller ude på marken, er der intet at stille op. Alle bliver opslugt og suget ind af Guds kærlighed, ingen vil se sig tilbage, når man står foran den fuldkomne kærlighed, ansigt til ansigt med Jesus.
Efter dagens læsning, fortsætter teksten ganske vist med billedet af to mænd og to kvinder, hvor kun den ene ”tages med”, som det hedder. Der står imidlertid ikke noget om, hvad der sker, med ham eller hende, som lades tilbage, og hvor længe de lades tilbage. Og ikke længe efter har vi historien om tolderen og farisæeren, hvor farisæeren kun kan finde ud af at pege fingre, mens tolderen, altså værnemageren, med sit ”Gud, vær mig synder nådig!” bliver set af Gud. Og jeg er overbevist om, at det er det, der sker, for alle os, der lades tilbage et øjeblik eller mere. Når vi også står ansigt til ansigt med den fuldkomne kærlighed, bliver vi også opslugt af Guds kærlighed og taget med. Og for de fleste af os, sker det sikkert først efter døden.
En ting er dog, hvad der vil ske på dommens dag, når Menneskesønnen skal åbenbares. En anden ting er, hvordan vi lever nu og her. Og lige som Lots hustru, ser vi os for meget tilbage, i stedet for at fokusere al vores tid og energi på at drage omsorg for alt levende, ikke mindst vores næste.
Når vi ser os for meget tilbage, i stedet for at se til vores næste, lever vi uegentligt, set i kristendommens lys. Vi mister vores sande liv, det vi er skabt til.
Derfor – selvom Jesus siger, at gudsriget er midt iblandt os, så må det unægtelig være glimtvis, og det kan jo heller ikke ses med det blotte øje. Men det er klart, at gudsriget, som Jesus omtaler det her i teksten, må nødvendigvis være iblandt os, hvis vi rent faktisk er Jesu disciple, hvis vi rent faktisk er sand menighed. Det er i hvert fald opgaven. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden, som Jesus siger i Johannesevangeliet.
Og når vi skal elske næsten, ja, alt levende, som Gud elsker os, så er vi virkelig ovre i det absolutte. Det betyder jo, at vi skal drage omsorg hele tiden og uden undtagelse. Det betyder, at vi skal have vores opmærksomhed rettet mod næsten hele tiden, altid og uden forbehold.
Altså, konsekvent være en Jesu discipel, en Jesu efterfølger.
Og kan vi faktisk det?
Nej, det kan vi ikke. Ikke konsekvent, kun glimtvis. Det er på mange måder lidt et mysterium, hvorfor vi faktisk ikke kan, selvom hovedforklaringen kan findes i syndefaldsberetningen, som jo er vores urhistories forklaring på, hvorfor vi trodser Gud, hvorfor det er så fristende at sætte os selv i centrum, sætte vor egen selvrealisering i fokus, fremfor næsten. Paulus undrede sig som bekendt også med sit – det gode jeg vil, gør jeg ikke, det onde, jeg ikke vil, det gør jeg.
At vi så alligevel ikke er helt fortabte, skyldes naturligvis Guds nåde. Martin Luther talte om mennesket som synder og retfærdig på en og samme tid. Vi er syndere igennem vores gerninger, vores gentagne uformåenhed overfor vores næste. Men netop retfærdige igennem troen, da vi retfærdiggøres af Gud igennem troen. På moderne dansk: Vi skal acceptere, at vi er accepteret af Gud. Det vil sige: Vi er kristne af Guds nåde, og ikke af andre grunde. I hvert fald ikke på grund af vores gerninger.
Til gengæld vil Guds nåde og kærlighed sætte os fri til at gå ud og elske alt levende det bedste vi kan. Så kan vi opleve gudsriget glimtvis, og håbe på gudsriget, som kommer, det rene gudsnærvær, når Gud bliver alt i alle, fordi Jesus suger os til sig, når vi alle frelses til sidst igennem Guds kærlighed.
Amen.
Alts frelse
Prædiken til 1. søndag i advent, 2024. Holdt i Nordby kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Amen.
Når det gælder folkekirkens første tekstrække, som vi starter på i dag, så har vi samme tekst første søndag i advent som på palmesøndag.
Ved indtoget i Jerusalem bliver Jesus taget imod som en konge. Skaren byder ham velkommen med palmeblade, og hylder ham med et ”Hosianna i det højeste”.
I dag vil jeg forsøge at afdække, at der faktisk kan være mere på spil, end man måske umiddelbart skulle eller kunne tro.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved historien, er de ord, der virker som en lovsang eller en bøn – ”hosianna i det højeste”. Et udsagn, vi altid hører, når vi holder nadver.
Hosianna betyder på hebraisk noget i retning af – ”frels os dog”.
Frels os dog. Og selvom udsagnet i situationen sikkert først og fremmest er brugt som en højtidelig hilsen, så er det alligevel værd at bemærke, at det faktisk har denne grundbetydning – frels os dog.
For hvad vil det egentlig sige? Hvad betyder frelse, og hvem er det, der skal frelses. Hvem er ”os”?
Her er det er værd at huske på, hvad frelse er i en gammeltestamentlig-jødisk sammenhæng. Et af de mest skelsættende frelses-billeder i Det Gamle Testamente er den begivenhed, der kaldes for et jubelår. Det er en begivenhed, der er stadfæstet til at skulle finde sted hvert 50. år. Så vidt vides, har man aldrig gennemført det i praksis, da det faktisk har karakter af en dennesidig samfundsrevolution. Det indbefattede blandt andet, at slaver skulle sættes fri, gæld skulle eftergives, og købt ejendom skulle leveres tilbage.
Ånden i det bibelske jubelår kalder på handlinger, som er beregnet til at genoprette Guds oprindelige plan for skabningens orden.
Og det er faktisk et ret voldsomt udsagn, for når vi taler om skabningens orden, så taler vi jo ikke kun om mennesker, men al skabning. Natur og dyr, hele biosfæren.
I salme 36 i Salmernes Bog fra Det Gamle Testamente står der direkte ”Herre, du frelser mennesker og dyr”.
Paulus taler jo også i sine breve om det tidspunkt, hvor Gud bliver alt i alle.
Nu er vi i vores kultur opdraget med en meget antropocentrisk tilgang til verden, altså en tilgang, hvor mennesket er omdrejningspunkt for det hele, og derfor har de fleste af os meget svært ved at forestille os, hvad det vil sige at dyr og natur også er en del af Guds frelsesplan. Men det er derfor i meget bogstavelig forstand – alt levendes frelse.
Og når vi hører sætningen – ”se, jeg er med jer, alle dage indtil verdens ende” – som vi fx altid gør ved barnedåb, så kan det græske ord, der er oversat til verden, også oversættes til ordet ”æon”. Altså en tidsalder af en slags. Tidernes fylde, eller hvad vi skal kalde den. Se, jeg er med jer, alle dage indtil tidens fylde, for at sige det lidt frit.
Det vil sige, at tales om den tid, hvor denne verdens magtstrukturer er borte.
Så når folkemængden råber ”hosianna – frels os dog, frels os dog”, så kan udsagnet altså forstås ret omsiggribende.
Og at Jesus mener sin kærlighed absolut viser han i hele evangeliet, hvor han går hele vejen. Jesus nægter at tage vare på sig selv, han afviger ikke en tomme fra sin egen forkyndelse, og ender på et kors.
Hvad der er værd at bemærke, er, at nåden er absolut. Jesus viger ikke bort fra os, selvom han har alt mulig grund til det. Han gør nærmest det modsatte. Han drager os til sig.
Ingen havde set det komme ved indtoget i Jerusalem, da han sagtmodig og ridende på et æsel viste, at her kom noget andet, end det forventede.
Men nu venter vi utålmodigt på juleaften, hvor vi skal fejre Jesu komme.
Vi siger i kirken, at Jesu fødselsdag allerede er nævnt i Det Gamle Testamente. Og at vi fra i dag bare går og venter på, at det går i opfyldelse.
Teksten til i dag har vi som nævnt også palmesøndag. Og langfredag har vi en dæmonisk spejling af palmesøndag. Her lyder det ikke Hosianna, frels os dog, frels os dog, men i stedet Korsfæst ham, korsfæst ham. For selvom det er en glædelig begivenhed, vi skal fejre juleaften, så har Jesu fødsel jo også konsekvenser, hvis vi tager Jesu forkyndelse alvorligt. Jesus vil altid være en udfordring til alt, der handler om magt og selvkontrol, når han sætter omsorgen for alt levende i centrum. Hver gang vi afviser et andet menneske, korsfæster vi kærlighed, var der engang en præst, som sagde.
Men selvom Jesus altså også er opgave, så er det til jul, gaven, vi fejrer. Og i adventstiden ser vi med længsel frem mod julenat, hvor nåden kommer til verden i menneskelig skikkelse, som det lille Jesusbarn.
Men nu er vi allerede for langt fremme igen. I dag fejrer vi adventstidens begyndelse, vi fejrer, at noget nyt er på vej. Ham, vi kan læsse alle vore bekymringer, alle vores fejl og mangler, alle vores sorger og frustrationer over på.
Vær velkommen, Herrens år og glædelig Advent. Amen.