Videoprædiken: Den er aldrig en hedning, som elsker

Prædiken til 2. juledag, 2020. Gudstjenesten i Spørring aflyst som følge af coronakrisen.


I stedet lavede en jeg videohilsen, som jeg lagde ud på pastoratets facebookside. 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«


Således lød min prædiken-videohilsen:


”Den er aldrig en hedning, som elsker”.


Således lyder det et sted i bogen ”Stygge Krumpen” af Thit Jensen. For dem, der ikke kender bogen, kan jeg fortælle, at den historiske ramme er overgangen fra katolicismen til protestantismen i Danmark, og den foregår derfor i 1500-tallets Danmark.


Hovedpersonen, Stygge Krumpen, bliver biskop, og er helhjertet katolik. Og det i en grad, så han faktisk forsøger at holde den katolske kirkes moralkodex til punkt og prikke. Skal man tro romanen, var det ikke unormalt for katolske præster at have en slags elskerinder – og hvis der kom børn ud af det, kunne man sikkert købe sig til en velsignelse af paven i Rom, så barnet kunne blive betragtet som ægte.


Men det er ikke det, der er meningen med at være katolsk præst. Og derfor er det afgørende for Stygge Krumpen at leve helt korrekt efter den katolske tro. Også selvom han måske er den eneste, der gør det – og derfor har han det næsten som om, at den katolske kirke, i hvert fald i Danmark, står og falder med ham og hans forvaltning. Herunder måden han udlever troen på i sit liv.


Men det sker selvfølgelig, at Stygge Krumpen forelsker sig hovedkulds i den unge Elisabeth Gyldenstjerne. Hun er nonne, og tilmed overbevist nonne. Ikke desto mindre er hun også forelsket i Stygge Krumpen.


Det viser sig dog, at Elisabeth ikke er nonne i den katolske kirke, men i et trossamfund, som Stygge Krumpen faktisk betragter som dybt kættersk. Forholdet synes altså på alle måder umuligt.

”Den er aldrig en hedning, som elsker”, er Stygge Krumpens trøstende ord til netop Elisabeth, da han godt kan fornemme på hendes ord, at hun ikke deler hans tro fuldstændig.


Jeg kom til at tænke på sætningen, da jeg læste evangelietekstens ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn”. Det er en indledning, vi altid bruger, når vi skal holde nadver. Og er altså et citat fra evangeliet. Og man kan også nemt komme til at tænke på indtoget i Jerusalem, palmesøndag. Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.


Hvad mener vi egentlig med det? Hvad vil det faktisk sige at komme i Herrens navn? Som nogle af jer sikkert vil vide, så siger Paulus jo ikke, størst af alt er troen. Han siger størst af alt er kærligheden.


Så – hvad vil det sige at komme i Herrens navn?


Hertil kunne man sige - ”Den er aldrig en hedning, som elsker”.


Der er sikkert dem, der vil indvende, at hvis det bare handler om at elske, så er vi alle vel kristne, fordi vi alle sammen udlever kærligheden på en eller anden måde.


Men her må vi huske og være helt klar på, hvad vi mener, når vi taler om kærlighed. I hvert fald er det vigtigt at huske, hvad kærlighed er i et kristent lys. For den dækker fx også fjendekærlighed. Og den fordrer kærlighed, også når vi egentlig ikke har lyst eller synes vi har for travlt.


På den baggrund giver det udmærket mening at sige, ”Den er aldrig en hedning som elsker”, så længe vi er nogenlunde enige om, hvilken slags kærlighed vi taler om. Altså, den radikale kærlighed.


Det er også dette forhold, som betyder, at man hurtigt kan blive fortvivlet, når man tænker over, hvad det kristne bud om kærlighed kræver af os. Det kræver faktisk det umulige. Og det er også baggrunden for, at jeg mener, det er utænkeligt at tale om kristen næstekærlighed, rigtigt forstået, uden samtidig at tale om nåden og tilgivelsen. Hvis ikke nåden og tilgivelsen var en evig mulighed, så ville kærlighedsbuddet være destruktivt, da det reelt forlanger det umulige af os mennesker. Men når kærlighedsbuddet driver os til at gøre det bedste vi kan, fordi vi synes, det er det rigtige at gøre, så er det også nemmere at acceptere, at vi alligevel gang på gang fejler, fordi at troen på Guds nåde faktisk holder os oprejst.


Hvis det er rigtigt - ”Den er aldrig en hedning som elsker” – må det næsten betyde, at man i andre trosretninger har et eller andet, der i sidste ende ikke altid sætter kærlighedsbuddet øverst. Uanset om det er seksualmoral, regler for rent og urent eller fjenden bliver glemt i kærlighedsbuddet. Jeg er ikke bekendt med andre religioner, der reelt har et bud om fjendekærlighed. Allerhøjest en tanke om, at man skal frigøre sig fra menneskelige relationer, således at ingen betragtes som fjender. Men i kristendommen handler det netop ikke om at frigøre sig fra menneskelige relationer. I lutherdommen realiseres, udleves gudsforholdet, netop via menneskelige relationer.


At sige ”Velsignet være han, der kommer Herrens navn” er altså både enkelt og dobbelttydigt. På den ene side handler det faktisk bare om kærlighed, for størst af alt er kærligheden. På den anden side kan man ikke sige – ”velsignet være han, som kommer, i Herrens navn”, uden samtidig at erkende sig selv som synder og fejlbarlig for vor Herre. Det handler altså om at elske det bedste man kan, velvidende, at det sjældent går så godt, som vi håbede. Derfor er hele vores tilværelse båret oppe af Guds nåde, så vi kan holde alle vores fejl ud.


Men så kan vi også frimodigt, og højt i kor sige ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.”


Amen.

Videoprædiken: At bøje sig for Sandheden

Prædiken til hellig tre kongers søndag, 2021. Gudstjenesterne i Trige og Spørring aflyst som følge af coronakrisen.


I stedet lavede en jeg videohilsen, som jeg lagde ud på pastoratets facebookside. 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.


Således lød min prædiken-videohilsen:


Vi har som bekendt overstået en af de mærkeligste juleperioder i mands minde. Vi lever med restriktioner, som vi alle bliver nødt til at respektere.

 

Det er love, der kommer fra en verdslig magt, der har så meget legitimitet hos os, at vi tager påbuddene for givet, da vi næsten ikke kan gøre andet, da de fleste af os er lægfolk, og derfor ikke har nok viden selv, til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. Hvad der er nødvendigt, og hvad der er et politisk valgt forsigtighedsprincip.

 

Dette er særligt tydeligt i denne tid, hvor påbuddene fra folketinget har en meget direkte betydning for vores hverdagsliv, vores sociale liv.

 

Men det gælder sådan set til alle tider. At vi er prisgivet de love og regler, der kommer fra folketinget. Vores demokrati i Danmark har så stor legitimitet, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved, om politikerne må lave de love, de laver. Det kan sagtens være, at vi ofte er uenige med lovene. Men vi sætter sjældent spørgsmålstegn ved om politikerne må lave de love, de laver. Og for lige at rydde to elefanter af vejen i rummet, så undtager jeg lige mink-sag og Støjbergs instrukser, to situationer, hvor der ikke er helt lige så meget enighed omkring lovoverholdelsen.

 

Altså, normalt accepterer vi, hvad der kommer fra folketinget. Vi tager det i hvert fald til efterretning. At det er ikke er lige så indlysende, som det måske lyder, kan vi blot se til USA for at opleve. Her har den siddende præsident stadigvæk ikke accepteret, at han har tabt et legitimt og gennemsigtigt præsidentvalg.

 

Hele vores demokrati-opfattelse er noget vi blandt andet har fra oplysningen. Og den ligger også helt i forlængelse af kristendommens opfattelse af mennesket. At vi alle har lige meget værd, og derfor alle bør have en stemme, der vægter lige meget uanset vores status i øvrigt.

 

At vi har et nogenlunde velfungerende demokrati, et nogenlunde velfungerende samfund skyldes altså ikke mindst vores oplysningsniveau. Vores dannelsesniveau. I hvert fald uddannelsesniveau.

 

Man kan måske endda sige, at alt dette – uddannelses- og oplysningsniveau – og den måde det udmønter sig i vores måde at leve på, at det alt sammen i virkeligheden er udtryk for de mest ypperlige frugter i den vestlige verdens udvikling.

 

Og så hører vi i dag om de vise mænd. Traditionen fortæller, at der var tre, selvom historien ikke siger noget om antallet, men lad os bare sige det. Man kan nemt forestille sig, at de tre mænd repræsenterer den ypperste kultur på Jesu tid. Det veluddannede, det oplyste – det dannede. Efter datidens vilkår.

 

Men – hvorfor bøjer tre kloge mennesker sig for et nyfødt barn? Barnet kan jo absolut ingenting. Det har ingen magt, ingen visdom, er blot udsat, skrøbelig og sårbar. Den menneskelige sårbarhed kan næsten ikke blive tydeligere.

 

Hvad får tre af verdens klogeste mænd til at knæle for og tilbede et nyfødt barn?

 

I dagens historie er forklaringen jo, at begivenheden er en opfyldelse af en profeti. Og på den måde er deres handling jo irrationel. De tilbeder barnet, alene fordi, at skriften fortæller, at Kristus skal fødes i Betlehem, og det handler de på – efter en suspekt ordre fra Herodes.

 

Herodes har dog forregnet sig, for de tre vise mænd bliver i en drøm advaret mod at tage tilbage.

 

Herodes magtfuldkommenhed bliver altså sat fuldstændig skakmat. Alene billedet af de tre vise mænd, der knæler for det lille Jesusbarn siger meget om kristendommens syn på magt og afmagt. Og almagt.

 

For uanset vores magtfuldhed, uhyre klogskab, vores videnskabelige snilde og indsigt, må vi bøje os hengivent for det nyfødte barn. Det som vi ikke kender endnu, det som kan blive klogere end os alle tilsammen, da det er selveste sandheden, som er på spil.

 

Samtidig er det symbolet på den grundlæggende menneskelige værdighed - at selv et nyfødt barn, der ikke har nogen umiddelbar nytte - det, må vi alle anerkende og bøje os for.

 

Jesus fortæller os et sted – en tekst, vi altid hører i forbindelse med en barnedåb – at vi skal blive som børn på ny, hvis vi vil have adgang til Gudsriget.

 

Fødslen af det lille ny Jesusbarn bliver således billedet på alle de muligheder, menneskelivet er fuld af. Sandheden kom til verden i skikkelse af et lille sårbart barn, som verdens mægtigste var bange for.

 

Verdens klogeste mænd måtte bøje sig for skrøbeligheden. For sandheden. Fordi vi ikke kan andet, end at bøje os for Sandheden med stort S.

 

Og sandheden med stort S kan man ikke læse om i kloge bøger eller høre om fra kloge mænd og kvinder. I kristendommen er sandheden ikke en bog eller en flok videnskabsmænd, men en enkelt person, som blev født i Betlehem julenat.

 

Evangeliets glade budskab er derfor, at vi ikke har sandheden, men må bøje os for Sandheden, Ham som er Sandheden, Vejen og Livet.


Amen.