Kærligheden sætter fri

Prædiken til 3. søndag efter trinitatis, 2020. Holdt i Ølsted Kirke og i Trige Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« 



Dagens evangelietekst kaldes normalt for fortællingen om den fortabte søn. Men siden teologen P. G. Lindhardt i 60erne præciserede, at der var to fortabte sønner, har mange prædikener tit understreget denne vigtige pointe. At der er tale om to fortabte sønner og ikke kun en. Jeg vil i dag gå skridtet videre, og i stedet for først og fremmest at fokusere på de to fortabte sønner, fokusere lidt på faderen.


For - Hvordan hænger frihed og kærlighed sammen?


Det korte svar er Paulus’, som siger, at den kristne frihed er at være der for sin næste, frivilligt. Men jeg tænker, det bliver endnu tydeligere med dagens tekst.


Hvordan hænger frihed og kærlighed sammen?


I vor moderne tid forbinder vi sikkert frihed med selvrealisering. Og derfor tænker vi nok i første omgang, at det er sønnen, der drager ud, der bruger sin frihed. Det går til gengæld ikke særlig godt, så han må – ydmyget – vende tilbage til sin fars gård, hvor han er indstillet på, at han ikke længere vil blive modtaget som søn.


Men faktisk kan man sige noget lignende om den søn, der hele tiden har været hjemme. For i dag forbindes selvrealisering jo også med at blive til noget, blive til noget stort, blive til det, som forventes. Når man gør, som forventet, og dermed opnår ros og anerkendelse, kan man godt opnå følelsen af at gøre det rigtige, hvilket kan give oplevelsen af frihed og selvstændighed, selvom det udefra set kan virke modsat. På den måde flyder man næsten sammen med samfundet. I dagens historie flyder den hjemmeboende søn sammen med de forventninger, han tror der er til ham. På nøjagtig samme måde, som vi kan blive opslugt af samfundets forventninger til os i en grad, så den enkeltes egen følelse af autonomi, selvstændighed reelt er en illusion.


Det, som for alvor er interessant med historien, er den tredje person, som man ikke altid bruger så megen tid på.


Det er faderen. Hvis man bemærker det, så er faderen ikke rigtigt underlagt nogen regler eller forventninger. Jo, der er forventninger til ham. Men det er ikke nogen forventninger, han bøjer sig under. Faderen er fri.


Da sønnen ønsker forskud på arven, får han det. Måske var det ikke særligt klogt gjort, men kærlighedens stemme er ikke altid den klogeste. Som det er sagt om Jesus, så elskede han mere, end det var fornuftigt.


Hjemme på gården har sønnen, der altså bor hos faderen, helt tydeligt en forventning om, at han på den ene eller anden måde vil blive belønnet af sin far. At sønnen ikke har blik for, at han hele tiden bliver belønnet, alene med faderens nærvær af kærlighed, er faktisk tankevækkende.


Da den anden søn kommer hjem til gården igen, vil der være en fornuftig og rationel forventning om, at sønnen får en skideballe. Han har tydeligvis opført sig ansvarsløst ud over alle grænser. Men denne forventning ligger faderen ikke under, så han reagerer faktisk modsat. Han er lykkelig over, at sønnen overhovedet kommer hjem og er i live. Og laver en fest for ham. Sådan reagerer faderen, uafhængig af konventioner og rationelle overvejelser over, hvad der vil være passende i situationen. Han reagerer først og fremmest med kærlighed.


Sønnen, der har været hjemme hele tiden, er i den grad underlagt konventionerne. De siger nemlig, at det er ham, og ikke den hjemvendte søn, der har fortjent ros og en fest som belønning. Han lader ikke kærlighedens stemme tale. Han bliver ikke begejstret over, at hans bror er i live. Han lader ikke kærlighedens stemme tale, og er dermed helt ufri. Faktisk opfører han sig som lidt af en tilknappet træmand, der ikke engang har øjne for faderens helt utrolige kærlighed, som han har haft tæt på hele tiden. Alt mit er dit, siger faderen direkte.


Faderen omfavner dem begge, og det kan han, fordi han ikke er underlagt konventioner, der tilsiger en eller anden særlig opførsel. Han er ikke underlagt nogen forventninger. Derfor bryder han med begge sønners forventninger. Den ene søn har en forventning om, at han ikke længere kan være faderens søn, fordi han i den grad har forbrudt sig mod faderens kærlighed og tillid. Men faderen reagerer omvendt. Han omfavner ham, selvom det sikkert ikke er særligt fornuftigt.


Sønnen, der har været hjemme hele tiden, har en forventning om en belønning for sit hårde arbejde. I det mindste en fest engang imellem for sine venner. Men i faderens øjne må kærligheden være nok. Alt mit er dit, siger han. Du kan ikke arbejde dig til kærlighed. Den har været der hele tiden. Sønnen på gården har blot i sin selvtilstrækkelighed aldrig fået øje på den, før den bliver en anden til del.


Så faderen, som unægtelig må være et billede på Gud selv, er helt fri, fordi han er kærligheden selv. Han følger kærlighedens og tilgivelsens lov, selvom det bryder helt med, hvad de to sønner hver især forventer, indenfor konventionerne.


Men det er kærligheden, der sætter fri. Ikke præstationer på præstationer, selvrealisering eller et liv inden for konventionerne.


Det er kærligheden, der sætter fri.


Fordi Jesus elskede os først, og elskede mere, end det var fornuftigt.


Amen.

Hvordan elske sine fjender?

Prædiken til 4. søndag efter trinitatis, 2020. Holdt i Spørring Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«



Dagens evangelietekst er både et af de nemmeste tekster og et af de sværeste tekster at prædike over. På den ene side når vi ind til kernen af kristendommen. Buddet er en del af kærlighedsbuddet, og ethvert barn ved, at kristendommen ikke mindst handler om næstekærlighed.

 

Men samtidig er netop buddet om at elske fjenden, svær at tale om. Du kan næsten ikke komme længere ind til der, hvor det gør rigtigt ondt, fordi buddet både er provokerende og angstvækkende. I hvert fald, når spørgsmålet går på, hvad det faktisk vil sige at elske sine fjender i praksis.

 

Her kan man som teologen Ole Jensen sige, at selve formålet med buddet er, at vi skal erkende, at vi ikke kan. Det er ikke mindst fjendekærlighedsbuddet, der fortæller os, åbenbarer for os, at vi har brug for Guds nåde og tilgivelse. Vi kan meget i forhold til vores medmennesker, men at elske fjenden er ikke en mulighed.

 

Engang gjorde jeg selv opmærksom på, at selve buddet faktisk er sprogligt volapyk. For hvis man elsker sine fjender, er det jo netop ikke længere fjender. Og det viser meget godt, hvordan Jesus ikke lader sig begrænse af, hvordan vi tænker, hvordan vi meget gerne vil dele mennesker op i os og dem, ultimativt, venner og fjender.

 

Derfor er det fristende at spørge, om buddet om fjendekærlighed ikke betyder noget i praksis. Skal vi bare erkende, at vi ikke kan elske vores fjender, og derefter leve videre uden bekymring om buddet?

 

Både ja og nej.

 

Ja, fordi at vi hver dag først og fremmest lever af Guds nåde. Vi skal dagligt acceptere, at vi er accepteret af Gud.

 

Men samtidig skal vi selvfølgelig tage Jesus på ordet. Vi skal faktisk elske vores fjender, når Jesus byder os at gøre det.

 

Så i praksis: Hvordan elske sine fjender?

 

Førnævnte teolog Ole Jensen skriver, at buddet måske kan få os til at opføre os anstændigt, også overfor folk, vi ikke kan lide. Og det kan man godt forsøge at brede ud til hele samfundet. At selv folk, vi ikke kan lide, skal have en retfærdig behandling. Det bedste eksempel i nyere tid er Norges Anders Breivik, som i USA sikkert ville have fået dødsstraf. For dem af jer, der ikke kan huske Brevik, var det ham, der i juli 2011 – for ni år siden - begik massemord i Norge. Men i Skandinavien behandler vi også massemordere ordentligt.

Vi kan også nævne flygtningesituationen. Der er jo folk, der mener, at flygtninge ikke skal have samme rettigheder som os andre. Og her er det oplagte spørgsmål: Er det anstændigt?

 

Så vær da fuldkomne, som min fader i himlen er fuldkommen, siger Jesus, så man bliver næsten irriteret på ham. For det kan vi jo ikke. Der er mange personer, som vi tænker det værste om, og som vi ønsker hen, hvor peberet gror.

 

Skal vi virkelig opføre os anstændigt overfor dem? Elske dem?

 

At vi faktisk kan stille spørgsmålet, om vi skal behandle alle mennesker – jeg gentager: alle mennesker – ordentligt og anstændigt, siger en hel del om, hvor vigtigt fjendekærlighedsbuddet er, også i dag.

 

Man kan blive så rasende og hadefuld overfor andre mennesker, fordi man ikke synes, de fortjener bedre. Man kan blive så hævngerrig, at vi glemmer at tale om og behandle andre mennesker som de medmennesker de er. Desmond Tutu sagde engang, at når vi begynder at behandle andre mennesker, tale om andre mennesker som umennesker, så begynder vi selv at miste lidt af vores egen menneskelighed.

 

Nok stadig nemmere sagt end gjort, men netop derfor er buddet stadig så vigtigt at sige højt.

 

For Jesus er der ikke os og dem, kun medmennesker.

 

En ting er at forsøge at undgå at være fordomsfuld, forsøge at behandle mennesker ens og med respekt. Men så enkelt er det jo faktisk ikke altid. Der er virkelig folk, vi ikke kan fordrage.

 

I Harry Potter er der en scene, hvor to personer, der ikke kan udstå hinanden, hårdt presset ender med at give hinanden hånden. Så måske vi kan øve os i, at kunne give vores fjender hånden? Eller i det mindste at omtale dem, eller behandle dem anstændigt?

 

I praksis er det muligvis ikke til at håndtere. Men buddet står der stadigvæk. Du skal elske dine fjender, og bede for dem, der forfølger dig. Det er helt enkelt en del af det kærlighedsbud, som vi alle forbinder med kristendommen.

 

Det er ingen kunst at smile til dem, og hjælpe dem, vi kan lide, eller hjælpe dem, vi ikke har nogen problemer med. Men står vi overfor en person, som vi ikke kan fordrage, gælder buddet lige fuldt.

 

Lad mig derfor slutte med ordene:

 

Gud, vær mig arme synder nådig, for det tror jeg ikke, at jeg kan.

 

Jesus Kristus, vær du min eneste dommer.

 

Amen.