At pege frem mod Jesus og julen

Prædiken til 4. søndag i advent, 2020. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke og i Ølsted Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte. 

 

 

”Rør blot ikke ved min gamle jul”, synger vi i julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”.


Jeg tænker, at I kender det. Alt det der med ritualer og traditioner. Man træder ind i en ganske særlig stemning, et ganske særligt rum, hvor tingene både foregår anderledes og fuldstændig som vi kender.


Det kan være næsten hvad som helst. Jeg tænker, at livet i høj grad består af gentagne ritualer, uanset hvor bevidste vi hver især er omkring det.


Om det så er måden, vi fejrer fødselsdage på. Eller måden vi fejrer gade- og byfester på, så er der nogle kendte rammer. Der er ganske vist også nyere ritualer og traditioner. Halloween har gjort sit indtog i Danmark i en del år efterhånden.


Jeg tænker også, at nogle af os har ritualer omkring fjernsynet. Serier eller tv-shows, som vi følger, og som vi glæder os til nye sæsoner af. Eller nye bogudgivelser – der var engang stor hype omkring udgivelsen af en ny Harry Potter-bog.


Hvis vi rigtigt tænker efter, så består vores liv af masser ritualer og traditioner. Hvad glæder du dig til, hvad ser du frem til, kan vi spørge, og så svarer vi ofte med en begivenhed, som også har karakter af et ritual eller en tradition. Eller en livsrytme på den ene eller den anden måde. Her kunne jeg nævne både runde fødselsdage, bryllupper, særlige familiefester og lignende.


I min ungdom morede jeg mig meget over julerapsangen ”Det Jul, Det Cool”, og sangens indledning: Og det skete i de dage i november engang, da de første kataloger satte hyggen i gang.


Og jeg bemærkede i 90erne, da jeg kom til Århus, at Salling og Magasin som fast ritual havde at pynte alt op til jul den sidste weekend i oktober. Det er lige før Halloween har overtaget opmærksomheden i den weekend, men det er en anden historie.


Jeg tænker, vi alle har et eller andet, der sætter hele stemningen omkring december og julen i gang. For nogle unge mennesker er det sikkert J-dag, den dag julebryggen bliver frigivet, som det hedder. For andre måske den første kop gløgg – og så tænker jeg, at det forholdsvis nye fænomen Black Friday, er blevet startskuddet på julens mange gøremål for mange i dag – dagen, hvor vi kan købe julegaver til en billig penge.


Kirkeligt sættes stemningen i gang første søndag i advent, hvor vi synger den uomgængelige ”Vær velkommen Herrens år”, og hvor det blandt andet hedder: ”Julenat da vor Herre blev født, da tændte sig lyset i mørkets skød”. Så er både advent og julens tema slået an.


På mange måder er julen de mange traditioners moder. Der er næppe nogen fælles begivenhed i Danmark, som vi lader op til så lang tid i forvejen. I kirken kalder vi det som antydet og nok bekendt, adventstiden. Advent betyder komme, og det er selvsagt Herrens komme, der er i centrum i kirken denne måned.


Vi har altså rigtigt mange traditioner og festlige lejligheder, som vi har ritualer omkring.


Og så er der måske nogen iblandt jer, der tænker. Har han ikke glemt coronakrisen.


For det er jo rigtigt. Året har været meget usædvanligt, for mange af de festlige lejligheder, jeg har remset op, har i år været aflyst, udskudt, eller har måske fundet sted på en utraditionel eller anderledes måde.


MEN julen. Rør blot ikke ved min gamle jul. Dagens evangelietekst handler blandt andet om det, man kalder for en Johannes Døber-rolle. En Johannes Døber-rolle er alt det, som peger frem mod Jesus. Og vi er i hvert fald nogen, der forbinder stort set alt, hvad vi normalt foretager os i december, med den kommende jul.


Rør blot ikke ved min gamle jul. Det har været med frygt og bæven, mange har fulgt de daglige coronatal og de jævnlige briefinger fra statsministeriet, for kunne de mon finde på at aflyse julen?


Alt julepynten, alle kalendergaverne, juleting i fjernsynet. Alle juleøllene, klejnerne, alle julegodterne. Det hele peger frem mod juleaften, hvor vor Herre blev født, og lyset sig tændte i mørkets skød.


I dagens evangelietekst bliver der spurgt til, om det er Johannes Døberen, de har ventet på. Men nej, det er det ikke. Tæt på, men ikke helt rigtigt. Johannes Døberen døber kun med vand. Mens den rigtige dåb sker med både vand og helligånd. Derfor peger Johannes på Jesus, som ham, hvis skorem han ikke er værdig at løse.


Derfor er det Jesu komme til verden, vi ser frem til. Derfor peger alle juletingene i december måned frem mod juleaften, hvor vi fejrer julemiraklet julenat.


Vi har så mange ritualer i løbet af året. Julen må siges at være de fleste ritualers moder. Rør blot ikke ved min gamle jul. Og når selv Søren Brostrøm har sagt ”Julen er jo ikke aflyst”, må der være noget om det.


Nej, spøg til side. Meget kan aflyses eller udskydes. Men fundamentet for vores liv, Jesus Kristus, vil vi have lov at fejre.


Og kommer vi til at fejre. På den ene eller den anden måde. Julenat kommer uanset hvad.


Amen.

Videoprædiken: Julefeber og himmelsk lys i en usikker verden

Prædiken til juleaften, 2020. Gudstjenesterne i Ebeltoft, Trige og Ølsted aflyst som følge af coronakrisen.


I stedet lavede en jeg videohilsen, som jeg lagde ud på de to pastoraters facebookside. 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:  Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«


Således lød min prædiken-videohilsen:


Jeg har lovet mig selv, at jeg vil tale så lidt som muligt om corona. Jeg tænker, at vi alle sammen er godt trætte af coronakrisen, som vi jo stadigvæk står lige midt i – selvom der med en kommende vaccine er lys forude. Et jordisk lys, så at sige. Men jordiske lys brænder ned. En kommende vaccine vil muligvis kun holde i seks måneder, så skal den fornys.


Rigtigt meget er stadig usikkert, livet er usikkert.


Så kan jeg jo være så frisk og frejdig og sige, at det vidste vi godt i kristendommen. Et af kristendommens budskaber er nemlig, at livet er usikkert. Men det er unægtelig sjældent, at det bliver så tydeligt som i år, og på en noget kedelig baggrund.


Men derfor er det også ekstra vigtigt at høre juleevangeliet. Høre juleevangeliet, og det glædelige budskab om Jesus Kristus. For med livets usikkerhed som baggrund, som et vilkår, vi ikke kan komme udenom, selvom det altså er blevet særligt tydeligt i år, så er det glædelige budskab, at Juleevangeliets budskab står fuldstændig fast. Det er et fast og urokkeligt anker i en usikker tid. Et himmelsk lys, der aldrig brænder ud.


Vi kan komme langt med optimisme, vi kan komme langt med jordiske lys, men vi kan stadig ikke styre alt.


I årets julekalender – Julefeber – på DR1 er der en far, som viser en ukuelig optimisme. Og hvordan kan julen blive andet end et hit, hvis man er et team? Men som et ufrivilligt komisk billede på naturens luner, må selv den overoptimistiske far give op, da han forsøger at slå telt op i stormvejr i første afsnit. Vi kan ikke kontrollere alt, uanset hvor optimistisk vores tilgang til livet er. Men vi kan forsøge at tage det med et smil, hvis vores grundlag er fast nok. Eller – netop – forsøge at se muligheder hele tiden. Så kan en påskehare hurtigt blive til en julehare, og så må julen da blive et hit.


Det hjælper sikkert også, hvis man selv er en nisse. I julekalenderen bliver nissen et billede på den indre trang til at hjælpe andre. Både en bille, der ligger på ryggen, og ikke kan komme videre. Og mennesker. Men mennesker er de sværeste.


Interessant er det i hver fald at følge det unge par fra julekalenderen ”Julefeber”. Hvor den ene er bange for at danse, selvom om det er det, hun drømmer om at kunne. Og hvor den anden ikke kan lade være med at danse, når musikken starter, selvom han helst vil være fri. Og hvor vores hovedperson, Bjørn, forsøger at tage fokus fra sin veninde, så alle hendes fejl og mangler, når hun prøver at danse, ikke kommer i centrum. Hun er tæt på at stoppe, fordi hun er så usikker og ikke bryder sig om at være i centrum med al det, hun ikke kan. Det kræver sommetider mod at være præcis som den man er, da man risikerer, at folk kalder en for tosse, hvis man skiller sig for meget ud. Og hovedpersonen, Bjørns, mærkelige dans har ikke noget med ballet at gøre, som egentlig er formålet med elevernes tilværelse.


Og hvad er faktisk formålet med vores tilværelse? At finde en mage? At gå på arbejde og passe sit? At hygge om andre? At danse?


Eller – som hovedpersonen siger i et afsnit – det er fedt at hjælpe andre?


Det er så nemt at mane et billede op af en verden, der er utryg, usikker, og mange steder i verden, også fuld af ufred. Hvis man er i det humør, er der virkelig mange grunde til at være i dårligt humør, være fortvivlet.


Men vi må huske – især i forbindelse med julen og fejringen af Jesu fødsel og gerne året rundt – vi må huske, at vi faktisk har et fast fundament, når alt andet omkring os er usikkert. Et fundament, som blev tændt, julenat for et par tusinde år siden, og som stadig brænder.


Evangeliet om Jesus Kristus står stadig urokkeligt fast. Uanset, hvad vi hver især i vores usikkerhed, i vores – sommetider – smålighed. I vores travlhed, uanset, hvor forvirret vi kan føle os, så står det stadigvæk helt fast, at nåden og kærligheden kommer fra Kristus. Kærligheden kan vi heldigvis ikke komme helt udenom. Der er virkelig et lys, som skinner i mørket. Der er virkelig et mirakel at fejre i aften. Julenat, da vor herre blev født, da tændte sig lyset i mørkets skød. Julen har virkelig bragt velsignet bud til gamle og unge. Miraklet er selvfølgelig, at det er selveste Guds søn, der kommer til verden julenat. Selveste sandheden, vejen og livet. Større kan det simpelthen ikke blive. Det skulle da lige være Jesu opstandelse.


”Hvad er det vigtigste her i livet?”, bliver der spurgt i julekalenderen.


Er det at gøre alting korrekt? Eller er det at være ærlig, og at man tør give slip?


Pointen med svaret er vist, at man kun kan være autentisk, være sig selv, hvis vi som personer er fulde af hemmeligheder, fulde af fejl.


Med klassisk kristen sprogbrug ville vi sige, at man først rigtigt kan give slip og give sig hen i kærlighedens gerninger, når man erkender sig selv som synder. Altså, som et fejlbarligt menneske, der har brug for Guds tilgivelse, og tror på Guds nåde.


Men når man ikke tør være fejlbarlig, kommer præstationsangsten. Det er i høj grad det, mange unge mennesker bakser med i dag. Præstationsangst. Når dette at leve livet perfekt med den gode uddannelse, det gode job og det gode familieliv og det sunde liv ikke bare bliver noget man stræber efter af lyst, men fordi, at samfundet siger man skal, også selvom vi måske ikke tænker over denne sammenhæng. Og at man vel at mærke tror, at det faktisk kan lade sig gøre at leve perfekt hele tiden, så bliver det aldrig godt nok. Man kan altid gøre det lidt bedre.


”Kom til mig, og jeg vil give jer hvile”, siger Jesus et sted, ”kom til mig og jeg vil give jer hvile”. Det er nok at være menneske, og at være menneske er at være fejlbarlig.


Det er sikkert nemmere sagt end gjort. Det ER nemmere sagt end gjort.


Der er ikke noget galt i at være flittig, at gøre sit bedste. Når blot vi ikke bilder os ind, at vi kan blive perfekte, for det kan vi ikke. Hvis vi tror, vi kan blive perfekte, så bliver vi bange for at fejle, fordi det ses som en svaghed i vores præstationssamfund.


Når først vi erkender, at det er i orden at være fejlbarlig. Og vi kan finde ro i, at det er nok bare at være menneske.


Så er det fedt at hjælpe andre. Så bliver det livets formål.


I disse tider er vi alle sammen ekstra varsomme, hvis vi selv eller andre får symptomer på feber. Så ved vi alle i dag, at vi skal gå i selvisolation.

Det er dog noget ganske andet med julefeber. Når vi opdager, at livets formål er at hjælpe andre, så kan vi få julefeber året rundt og - med julekalenderens tankegang - udleve vores indre nisse.


Rigtig glædelig jul. Amen.