Den store fortælling

Prædiken til 4. søndag i advent, 2021. Holdt i Kolby Kirke og i Onsbjerg Kirke.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«

Fjerde søndag i advent er en speciel søndag. Du kan næsten ikke komme længere ind i adventsperioden, uden at det dog ikke er blevet jul endnu.

Spændingen sitrer stadigvæk. Forventningens glæde, nu er det snart jul. Har man børn derhjemme, er denne forventning sikkert særlig tydelig. I år falder fjerde søndag i advent på et tidspunkt, hvor der er næsten en hel uge til stadigvæk.

Jeg anser dagens tekst som en af vore vigtigste adventstekster. Den handler om Johannes Døberen, der taler om den kommende Jesus Kristus.

Og han bruger blandt andet ordene ”Jeg skal blive mindre, han skal blive større”, for ”Den, der kommer ovenfra, er over alle”, siger Johannes. Jesus kommer ovenfra. Det gør Johannes ikke. Heller ikke vi andre. Vi må nøjes med at pege frem mod Jesus i ord og handling.

At pege frem mod Jesus, som Johannes Døberen gør, kaldes også for en Johannes Døber funktion. Vor kirkefader Grundtvig kaldte faktisk højskolerne for en Johannes Døber funktion. Det var højskolerne, der skulle lære folket, hvad det ville sige at være menneske, lære om menneskelivet, oplyse om menneskelivet. Og så kunne man være klar til at høre og forstå budskabet om Kristus. Menneske først, kristen så.

Hvis vi skal blive endnu mere jordnære, så kan vi tage hele december måned som eksempel.

Næsten uanset, hvad vi foretager os, som har med hygge, arrangementer og sange at gøre, peger frem mod julen.

Om det så er julelys, kalenderlys, adventslys og adventsdekorationer, julemænd, nissemænd, engle, juletræer, julemusik i radioen, julepynt, julestads og juleknas, ja jeg kunne blive ved.

Alt sammen peger det stadig frem mod julen, hvor vor Herre blev født, og lyset sig tændte i mørkets sted.

Og fortællingen for alvor starter med en barnefødsel.

Her er det værd at bemærke, at vi kan tale om to fortællinger. Trosbekendelsen kunne man kalde den korte fortælling, som også bliver vores dåbspagt. Her opsummeres kristendommens fortælling i kort form. Her er faktisk tre skabelser. Verdens skabelse i første linje efter forsagelsen. Så er der Jesu fødsel. Og endelig kirkens fødsel med helligånden.

Den store fortælling er det, man kunne kalde kirkeårsfortællingen. Den starter den første søndag i advent. Og hvor hovedbudskabet er, at nu sker det snart. Nu er det snart nu. Hvor Johannes Døberen som nævnt også spiller en central rolle.

Og julenat sker det altså. Underet, da Guds egen søn kommer til verden. Hans offentlige virker starter ganske vist først med dåben – nu er vi helt fremme ved fastelavn – men det er julenat, at han fødes.

Men nu er vi allerede for langt fremme. Foreløbig er vi stadig i advent, hvor det er forventnings glæde, der fylder. Måske også en smule ængstelse, for hvordan kommer det alt sammen til at gå?

Men i advent er der også antydet en retning. Eller antydet, at vi snart får en retning. At tage en Johannes Døber-funktion på os, indebærer jo også en bevidsthed om, at vi netop ikke er Jesus, vi kan ikke være som Jesus, men vi kan tage opgaven på os, pege hen på Jesus. Det kan vi kun gøre i ord og handling, men når jeg understreger, at vi selvsagt ikke kan være som Jesus, mener jeg, at vi altid må forsøge med ydmyghed.

Jesus var ham, der gav sig selv så meget hen, at der ikke var mere tilbage, da han gik i stykker på korset. Og døden derfor kom forgæves. Og Gud kunne triumfere og vise sin herlighed, da Jesus Kristus blev oprejst fra de døde påskesøndag morgen.

Men nu er jeg igen for langt fremme – helt fremme ved påsken. Men kirkeåret hænger jo sammen, og de fleste af os er jo udmærket bekendt med de centrale begivenheder i Jesu liv.

Det er alt dette, der venter forude. Hele Jesus-historien, hvor Jesus udlægger og fortæller, hvem Gud er. Og Gud viser, at det faktisk er Jesus, der kan fortælle og udlægge, hvem Gud er. Så vi som menighed kan tage over efter pinsen, og leve med Jesu som forbillede i ord og handling, i troen på Guds nåde.

Det hele hænger sammen, og ligger og venter på os. Hele historien om alle de store spørgsmål om vores relation til Gud og vores medmennesker.

Men foreløbig må vi lige trække vejret en ekstra gang, for vi er stadig i advent. Vi er stadig i tiden, hvor vi kan leve i forventningens glæde og ængstelse en lille uges tid endnu.

Sidste år på samme tid holdt jeg en prædiken, hvor hovedbudskabet var, at julen ikke blev aflyst. For sjovt citerede jeg endda Søren Brostrøm. Julen blev da heller ikke aflyst, julen kan ikke aflyses, men rigtigt mange julegudstjenester landet over – også hvor jeg var – blev aflyst. Så man skal sommetider passe på med hvad man lover på prædikestolen.

Jeg vil derfor nøjes med at ønske jer alle en fortsat god advent. Det kimer snart til julefest.

Amen.

Vi skal tale livet op

Prædiken til juleaften, 2021. Holdt i Kolby Kirke og i Tranebjerg Kirke.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« 

”Er der noget, der er værd at satse alt på, så er det kærligheden”.

Således lyder det i et afsnit af Tidsrejsen, som er årets julekalender på DR1. Den handler blandt andet om tidsrejser. Jeg har altid været fascineret af tanken om at kunne rejse i tiden, og science-fiction var min yndlingsgenre i min barndom. Eller søren-fiktion, som jeg kaldte det, før jeg anede, hvad det betød. Tidsrejsen er et godt bud på, hvilke konsekvenser det kan have at rejse i tiden. I øvrigt ligesom den filmtrilogi, som serien tydeligvis er inspireret af, Back to the future 1, 2 og 3, fra min barndom i 80erne.

I julekalenderen, Tidsrejsen, er der en farfar, der siger, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for det risikerer at gå i opfyldelse. Og at vi selv bestemmer, hvem vil skal blive. Vores handlinger er med til at skabe, hvem vi er.

Og Sofie, seriens hovedperson, ønsker først og fremmest, at hendes skilte forældre skal finde sammen igen inden jul, og hun arrangerer da også allerede i første afsnit en blind date med de to. Sådan fungerer kærligheden dog – som bekendt – ikke. Og første gang hun forsøger at lave om på historiens gang ved at rejse i tiden, går det da også helt galt. Hendes forældre, der pludselig stadig er sammen, er blevet meget pæne mennesker med en hund, der hedder Birk. I den version af virkeligheden, Sofie normalt kender til, havde hun en lillebror, der hedder Birk. I den nye version af virkeligheden får Sofie således sit største ønske opfyldt – hendes forældre er stadig sammen. Men man kan ikke ændre på fortiden uden store konsekvenser for nutiden. Måske endda katastrofale konsekvenser for nutiden.

Dybest set handler serien derfor om at forsone sig med fortiden, og forholde sig til og glæde sig over, det man faktisk har. Og forsøge at handle efter, hvordan man gerne vil være. Størst af alt er kærligheden, vel at mærke ikke den kærlighed som var, men den som er. For det er den kærlighed, der faktisk er, vi kan leve af. Vi kan ikke kontrollere alt, men at opgive kontrollen – ønsket om sikkerhed – kan faktisk gøre os frie i kærligheden. Teologen Ole Jensen  – æret være hans minde, han døde sidste uge – Ole Jensen skriver direkte at, ”at opgive drømmen om sikkerhed i hengivelse til næsten er at være fri". Og næsten er vel at mærke også fjenden, som han også skriver et sted.

Når jeg har tænkt på tidsrejser, har jeg  - helt oplagt – tænkt på at rejse tilbage til Jesu tid. Det ville være ret vildt.

Men evangeliets budskab er faktisk, at Jesu ord bør have lige så stor betydning for os i dag, som de havde på Jesu tid. Tidsrejsen tilbage til Jesus tid er altså helt unødvendig, selv hvis det kunne lade sig gøre. At Jesu ord bør have lige så stor betydning for os i dag, som de havde på Jesu tid, er også det man kalder at være samtidig med Jesus. Altså, at vi ikke skal tænke på historierne som gode gamle historier, vi kan tænke over engang i mellem. Nej, at være samtidig med Jesus betyder, at historierne om Jesus dagligt bør være en del af vores hverdag. Juleevangeliet, og al det, der følger med, bør være retningsgivende for vores liv. På den måde har en central fortidig hændelse som Jesu fødsel, i den grad betydning for, hvordan vi ser på vores medmennesker, verden og livet i dag, da vi i den grad er rundet af kristendommen og dens historie.

Farfaren siger som nævnt i første afsnit, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for det risikerer at gå i opfyldelse. På Jesu tid ønskede man sig inderligt en ny frelser. En frelser, der kunne hjælpe jøderne fra romersk besættelse. Og de fik en frelser, men en frelser, der sprang alle rammer for, hvad man dengang forbandt med ordet. For Jesus var ikke en frelser, som gik i krig mod romerne, for at afslutte besættelsen. Nej, hans våben var først og fremmest kærlighed, herunder fjendekærlighed og det i en grad, så han endte på et kors, da han havde givet det sidste af sig selv som menneske på jorden.

Man skal passe på, hvad man ønsker sig.

Ændringer i fortiden, især store ændringer, vil altid skabe følgevirkninger, som vi sjældent har noget overblik over.

Jeg lavede engang det tankeeksperiment, at Jesus aldrig var blevet født. Tanken er jo svimlende. Og det i en grad, så man bliver så meget mere taknemmelig over, at det netop er Jesu fødsel, vi skal fejre i dag. Det skete faktisk.

For de fleste af os, er Jesu fødsel en entydig glædelig begivenhed. Nu fødes en helt ny dagsorden for verden. Nu kommer vores rettesnor. Er der noget, der er værd at satse alt på, så er det kærligheden.

Men – når man først får en idé om, hvad der faktisk er det rigtige at gøre, så forpligter det også. Er det for eksempel det rigtige at juble over en fængselsdom? Jeg ved, at mange jublede over fængselsdommen til Inger Støjberg. Det kan godt være, at hun selv er skyld i fængselsdommen – men skal man juble over andres ulykke, uanset hvor meget de selv er skyldige?

Jesu ord er meget klare. Vi skal drage omsorg for alle. Også vores fjender. Så når vi taler om kærlighed i en kristen sammenhæng, og siger ordene ”Er der noget, der er værd at satse alt på, så er det kærligheden”, så handler det netop ikke kun om dem, vi kan lide. Bare fordi vores modstandere, vores fjender, opfører sig tåbeligt – og måske endda strafbart – behøver vi jo ikke selv at opføre os dumt, eller bare hoverende. Vi skal tale livet op, også vores modstanderes, vores fjenders liv.

Så ja, julenat, da vor Herre blev født, og lyset sig tændte i mørkets skød – fik vi pludselig en rettesnor for vores liv. Og så bliver vi skyldige, hvis vi gør det modsatte. Og det er vores ord og handlinger, der er med til at skabe – forme -, hvem vi er. Vi skal huske at tale livet op. Faktisk ender Sofie fra julekalenderen med at holde jul med begge sine forældre, selvom de stadig er skilt. Vi skal huske at tale livet op, når vi overhovedet kan.

Det er nemt at glædes, når det går godt, og nemt at fejre højtider og andre gode begivenheder i godt selskab. Det er sværere at holde skadefryden tilbage, når det går dårligt, for folk vi ikke kan lide. Det kender vi alle sammen til, selvom det kan være svært at sige højt, for særligt sympatisk er det ikke at glæde sig over andres ulykke, uanset hvor selvforskyldt ulykken er.

Man skal passe på, hvad man ønsker sig. Med Jesus bliver det netop tydeligt, hvor meget vi fejler i forhold til vores medmennesker. Hvor selvhævdende vi ofte er. Ja, selvretfærdige. Og det er vist ikke nogen hemmelighed, at det kan være svært at indrømme sine fejl, selv hvis det kun er overfor sig selv – og Gud.

Men frygt ikke. Du er elsket på trods.

Jeg vil slutte med nogle ord fra Tidsrejsen. Taget ud af sin sammenhæng, kunne disse ord fra titelsangen godt komme fra Jesu mund: Alt jeg vil er kun at finde ro og skabe fred. Gennem tid og sted.

Og som det hedder i sidste afsnit: Kærlighed er ikke logisk, men det smukkeste der findes.

Det forudsætter selvsagt omsorg for alle, venner som fjender, ja alt levende. Vi skal huske at tale livet op. For alle. Men vi kan ikke selv. Vi har brug for hjælp ovenfra, når vi mislykkes.

Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!  

Og som Jesus siger andets steds: Kom til mig, og jeg vil give jer hvile.

Glædelig jul.

Amen.