Bøn og kærlighed

Prædiken til 5. søndag efter påske, 2021. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke. 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.« Amen.


 

Det kan nok godt opleves som grænseoverskridende at bede en bøn til Gud. Fri bøn, altså en bøn, der ikke er forberedt, men som man beder frit fra leveren, har jeg personligt altid haft det svært ved. Selvom jeg forsøgte efter bedste evne, da jeg var tilknyttet Sankt Nicolai Tjenesten, hvor man sommetider bliver bedt om at bede en kort bøn. Men - jeg skal tænke og overveje for meget under bønnen til at det fungerer for mig. Men Fadervor er min daglige følgesvend.

 

Som jeg har talt med konfirmanderne om, så er der også den væsentlige ting, at netop fadervor står i biblen, i Matthæusevangeliet, og det er Jesus selv, der opfordrer os til at bede bønnen. Det er ikke menneskeværk. Den er kommet til os ovenfra.

 

Ikke mindst fadervor-bønnen ”Ske din vilje” er værd at hæfte sig ved. For måske er det netop udsagnet om, at det er Guds vilje, der skal ske, der gør det svært for mig at bede mange andre bønner end Fadervor, sådan helt frit fra leveren. For: Hvad skal man egentlig bede om? I kirkebønnen, der altid kommer efter prædiken under en højmesse, beder vi om mange ting, men jeg tænker, at en bøn til Gud lige så meget handler om, at vi selv bliver bevidste om vores egen livssituation. Man kan jo sagtens rette en bøn til Gud om, at ens mor eller far eller bedsteforældre skal blive raske, hvis de er syge. Det er udtryk for et håb om, eller ønske om at blive set og hørt af Gud.

 

Men når Jesus siger: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen” og ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det” – så kan man spørge, om det mon virkelig handler om, at man får det man beder om, eller det blot betyder, at man får, når man beder. Men i og med, at Gud ved bedst, og i og med, at vi jo netop beder, ”Ske din vilje”, så kan det næsten ikke handle om, at vi bare får det, vi beder om.

 

Det handler snarere om et skærpet fokus på det, der betyder noget for os, og så må vi netop stole på, at Gud ved bedst.

 

Og måske er det i virkeligheden på sin plads at spørge, hvad en bøn egentlig er. For det er vel ikke kun, når man for sig selv beder Gud om noget, at det er en bøn – det er vel også når vi til dagligt ønsker og drømmer om noget andet end det vi kan se.

 

Eller måske endnu mere konkret: Jeg læste engang om en teolog, der mente, at alle mennesker var udtryk for en bøn. Når man så et medmenneske, så var det en bøn om noget. Og vi må huske, at i den version af kristendommen vi har i folkekirken, der realiseres gudsforholdet igennem vores handlinger overfor næsten, ja vores handlinger overfor alt levende.

 

Hvis en hjemløs derfor beder Gud om tag over hovedet, så er det klart, at så dumper der ikke pludselig et tag ned fra himlen til ham eller hende. Eller hvis den sultne beder Gud om mad på bordet, så dumper der ikke pludselig mad ned fra himmelen. Det er sket i Det Gamle Testamente, men jeg tror ærligt talt ikke, at vi skal regne med at der sker lige foreløbig igen.

 

For ganske nylig genså jeg filmen ”It’s all about love” – på dansk: Alt handler om kærlighed. For dem af jer, der ikke ved det, er filmen instrueret af Thomas Vinterberg. Han har lige vundet en Oscar for en helt anden film, filmen ”Druk”, og det var den begivenhed, der gjorde mig nysgerrig efter at gense førstenævnte film igen.

 

Det mest interessante ved den gamle film er, at nogen ting bliver meget konkrete. Sommetider ser man mennesker ligge på jorden, faldet om. De er simpelthen døde af ensomhed. Manglende kærlighed. Den sociale nedtur er med andre ord tydelig.

 

Og så er det for sent at bede en bøn, og for sent for menneskerne omkring den ulykkelige at handle på det.

 

Og man kan spørge, om det er hamsterhjulet, der gør, at vi så sent får øje på de behov, vores medmennesker har. Vi har ofte nok i os selv. Travlt med at leve livet og realisere vores indre jeg.

 

Og så kan jeg ikke lade været med kort at omtale den anden film af Thomas Vinterberg, netop den film, der lige har fået en Oscar. Altså filmen ”Druk”.

 

Det er ikke fordi, den handler om næstekærlighed, for det gør den ikke. Men den handler, eller kredser i hvert fald om, hvad der er med til at løfte et liv. Når vores forsagthed, vores bornerthed, vores holden-os-tilbage, bliver en lille smule bedøvet af alkohol, som er filmens tema. Så bliver vi faktisk mere umiddelbare. Vi er mere tilbøjelige til at tale med mennesker, vi ikke kender. Gøre ting, som vi normalt ikke ville gøre. Men en væsentlig pointe ved filmens slutning handler NETOP ikke om alkohol. Den handler om, at vi skal være høj på livet. For det, der gør en af filmens hovedpersoner allermest høj, er ikke alkohol, men kærlighed.

 

Og hvad vil jeg så sige med den kobling?

 

Jo, når vi beder en bøn til Gud, så manifesterer vi samtidig en mening med livet. Vi beder om noget, der virkelig har værdi og betyder noget for os. Og hvis der er noget, der løfter livet, ja, måske endda kan gøre os høj på liv, så er det, når vi faktisk mærker meningen med livet.

Hvis vi når dertil, vil vi aldrig acceptere en tilstand, hvor mennesker, der er ensomme og mangler kærlighed, - billedeligt talt – falder om og dør. Vi ville konstant være Guds redskab, og hele tiden drage omsorg for alt levende.

 

Høj af kærlighed og mening med livet.

 

Fadervor, ”ske din vilje”.

 

Amen.

 


Kærlighed skjuler synders mangfoldighed

Prædiken til 1. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Spørring Sognehus og i Trige Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« Amen.


 

Der er meget at sige om dagens evangelietekst.


Dels handler den om respekt, eller mangel på samme, og - ikke mindst - hvorfor respekt og kristendom ikke nødvendigvis har så meget med hinanden at gøre.


Dels handler den om, at alle vore handlinger - eller mangel på samme - har konsekvenser.  


Og ikke mindst om vores medansvar for vore medmennesker.


Jeg hører sommetider, at kristendommen handler om at respektere andre mennesker. Og jeg undrer mig lige meget over det udsagn, hver gang jeg hører det. Det kommer givetvis an på, hvad man mener med respekt, men grundlæggende mener jeg alligevel, at det er udtryk for en misforståelse. Det er klart - kristendommen handler selvsagt ikke om det modsatte - men der er noget uhyre passivt over udtrykket "respekt".


Spørger man mig, så er respekt et godt humanistisk udgangspunkt. For selvfølgelig skal vi vise respekt for andre mennesker. Andet ville jo være decideret usympatisk. Men - og det er nok så vigtigt - man kan sagtens respektere andre mennesker, uden at komme dem ved overhovedet.


Jeg vil derfor tillade mig at kalde respekt for et absolut minimumskrav til almindelig anstændig opførsel. Men som sagt: Man kan sagens respektere et andet menneske, uden at komme det andet menneske ved overhovedet. Og det harmonerer dårligt med det kristne bud om at være der for vores næste.


I dagens evangelietekst kan man sagens forestille sig, også selv det jo ikke står i teksten, - her kan man sagtens forestille sig, at den rige mand havde stor respekt for den fattige mand. Og det siger jeg vel at mærke med hverken ironi eller sarkasme.


Man kan sagtens forestille sig, at han beundrer den fattige mands kamp med tilværelsen, og - altså - har stor respekt for manden.


Men i lignelsen kommer han tydeligvis ikke den fattige mand ved, overhovedet. Jeg tror ikke, at han har noget imod den fattige, det fremgår i hvert fald ikke af historien. Men han handler ikke i forhold til ham, forholder sig derimod helt passiv.


Til gengæld viser lignelsen, at vores handlinger har konsekvenser.


Og her er det, at vi kan trøste os med, at Guds kærlighed er absolut. Det var tilbage i 90erne, at jeg dels igennem nogle personlige erfaringer, dels igennem læsning af ikke mindst Johannes Møllehave og Søren Kierkegaard, at jeg fik øje for Gud som udtryk for den absolutte kærlighed. I modsætning til den kærlighed mellem mennesker, der, om end nok så intens, kun kan blive en relativ størrelse. I hvert fald sat lige overfor Guds kærlighed, og Gud som kærlighed.


Og når Johannes Møllehave (æret være hans minde) skulle beskrive, hvad det vil sige at blive omvendt, så brugte han forelskelsen som eksempel. Og brugte den som billede på omvendelsen, fordi vi i meget bogstavelig forstand vender rundt og ser verden på en helt anderledes måde. Vi ser verden med nye øjne, og i en forelskelse ser man sjældent den andens fejl.


Kærligheden skjuler synders mangfoldighed, kan man roligt sige.

 

Det er i disse situationer - hvor der pludselig sker noget radikalt nyt for os, at vi i dagligsproget kan sige, at vi fik en a-ha-oplevelse eller måske en åbenbaring.


Og i direkte forbindelse med dagens tekst, så havde Møllehave et helt fantastisk billede på dom og nåde. Johannes Møllehave forestiller sig billedet af menneskeheden, der skal dømmes i gode og onde. Og vi får, som udgangspunkt, alle den hårde dom. Pladsen, hvor alle de retfærdige bliver ført hen, Himlen, i Abrahams skød, er helt tom.


Men Guds fuldstændigt uforståelige nåde løfter os alle over i den tomme plads. Helt uforskyldt, og til trods vor vore gerninger, får vi del i nåden. Denne tankegang er med andre ord udtryk for alles frelse, en forestilling, som jeg selv har moderet. Johannes Møllehave har sikkert ret. Men vi ved det ikke, og hvis ikke vi åbner for fortabelsens mulighed, tager vi friheden fra Gud. Jeg vil dog påstå, at med troens og kærlighedens fortegn, den absolutte kærligheds fortegn, giver fortabelsen i praksis ingen mening. Hvis Gud elsker os absolut, og beder os om at elske vore fjender, så ville det være underligt, hvis ikke Guds kærlighed er så overvældende på den sidste dag, at vi angrer og bliver løftet over i Gudsriget.


Vi kan ikke vide det, men det er en tro og et håb. Troen på Guds nåde er kristendommens fundament. At acceptere, at vi er accepteret af Gud.


Både nu og på dommens dag.

 

Amen.