Sælg alt og følg Jesus?

Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, 2020. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke og i Hyllested Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«

 

 

Hos Paulus kan man læse ordene: ”Penge er roden til alt ondt”.


Er det mon rigtigt?


Det kommer helt givet an på, hvad man mener med udtrykket, og sikkert også både hvordan man tjener pengene og efterfølgende bruger dem.


Man kan sige, at behovet for penge gør det nødvendigt at sælge sig selv. Og det uanset, om det er vores arbejdskraft eller vores krop, vi sælger. Vi kan blive så desperat efter penge, at vi vil gå meget langt, når vi skal forsøge at tjene dem.


På den baggrund var der en vis visdom i parolen, at vi skal yde efter evne og nyde efter behov, også selvom ordene i praksis ikke kan efterleves, når det gælder os mennesker. De fleste af os vil meget gerne nyde mere end vi har behov for, og de fleste af os sætter stor pris på vores fritid, uanset hvor meget vi også nyder vores arbejde.


Er man fattig, så kan metoderne, man bruger, for at skaffe penge, være decideret uværdige. Og ikke mindst på den baggrund kan man spørge, om Jesus virkelig mener det, han siger. Hvorfor give alt, man ejer, til de fattige. Med det resultat, at vi selv bliver fattige, i hvert fald materielt.


Nu skal man passe på med at reducere Jesu formaninger til billedtale. Som om, han i virkeligheden ikke mener det, han siger. For jeg er sådan set ikke i tvivl om, at Jesus mener det, han siger. Men for mig at se, kan udsagnet tolkes derhen, at de rigdomme vi måtte omgive os med, skal have så lidt betydning for os, at vi lige så godt kunne give dem væk. Og det er dybest set problemet for den rige mand i historien. Hans rigdom betyder noget for ham, og derfor kan han ikke overskue at forære den væk.


Nu er dette at skulle have til dagen og vejen for at overleve, et eksistensvilkår for alle mennesker i hele verden, og alene af den grund tænker de færreste af os alvorligt på at give alle vores værdier bort til andre. Med mindre vi faktisk føler, vi kan undvære dem.


I Asta Olivia Nordenhofts roman ”Penge på lommen” beskrives kapitalismen som et slags grundvilkår. En tilstand eller et vilkår, som kan få os til at gøre de forfærdeligste ting, enten fordi vi har for få penge på lommen, eller også fordi vi har for mange penge på lommen. I det ene tilfælde kan det føre folk ud i prostitution. I det andet tilfælde kan man risikere at investere i projekter, der enten er risikofyldte eller bare moralsk tvivlsomme.


Og jeg er overbevist om, at Jesu hovedpointe i dagens evangelietekst er, at vi først og fremmest skal gøre os uafhængig af vores materielle liv. Vi skal først og fremmest følge Jesus, og dermed punktum.


Og i en kristen sammenhæng giver det unægtelig god mening: Vi skal give afkald på de materielle goder, vi er omgivet af, og måske føler os afhængig af. Og følge Jesus.


Paradokset bliver naturligvis, at hvis vi for alvor vil hjælpe svage, udsatte eller fattige mennesker, så bliver der ofte brug for netop penge. Midlerne skal jo komme et sted fra.


Og det er sikkert derfor, at Martin Luther talte om arbejdet som en gudstjeneste. En tjeneste for Gud. Så vi kan optjene ressourcer, vi kan give videre til vor trængende næste.


Desuden er det et godt spørgsmål, hvad det overhovedet vil sige at være fattig. Er det ikke blot os i den vestlige verden, der for hovedparten af os, er røvforkælede?


Hvis vi vandt en million i lotto, hvor mange af os ville faktisk give beløbet videre til de fattige? Hvor meget nemmere er det ikke at stå med ryggen til vores næste og betragte vores fyldte lader?


Jeg har tilbage i sidste måned prædiket om, at vi mellem pinse og advent – kaldet trinitatisperioden – ikke mindst skal høre om, hvad det egentlig betyder for vores hverdag at følge Jesus.


For alle os, der kender historierne, er der selvfølgelig ikke noget nyt i, at Jesu beder om efterfølgelse, og at dette at følge Jesus faktisk er meget radikalt og absolut.


Alligevel – synes jeg – at en evangelietekst, som den vi hører i dag, stadig er alletiders øjenåbner, da nogle af os godt kan have en dårlig vane med at glemme det.


Jesu forkyndelse er faktisk noget af en mundfuld. Det eneste, der bør have værdi i vores liv, er at følge Jesus. Ikke gods eller guld. Ikke formue eller rigdom. Det lyder muligvis lidt kliche-agtigt, men når det gælder kristendommen, kan det faktisk udtrykkes så enkelt.


Jeg taler i mine prædikener ofte om Jesu som gave og opgave, om Jesus som forbillede og nåde.


Og det er da også det, som forbliver vores trøst, når vi læser om efterfølgelsens vilkår, som kan gøre enhver både træt og opgivende. Men for Gud er alt muligt, som Jesus siger.


Det er netop Gud, der accepterer os, som vi er, med alle vores fejl og mangler, og dem er der virkelig mange af. Vores opgave er her, at acceptere, at vi er accepteret af Gud. Det er Guds nåde, vi lever af.


Amen.

At forkynde Sandheden

Prædiken til 7. søndag efter trinitatis, 2020. Holdt i Spørring Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«


Dagens evangelietekst er noget af en blandet landhandel, for der bliver sagt virkelig mange forskellige ting. Lad mig nævne nogle sætninger.


”Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester”.


”For der er intet hemmeligt, der ikke skal åbenbares”


”Hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene”


”I er mere værd end mange spurve”


Det er som om, Jesus vil sige rigtigt mange ting på en gang, og teksten stammer da også fra Jesu udsendelsestale, så der er tydeligvis mange ting, der skal fyres af.


Med talen, som teksten stammer fra, udsender Jesus sine disciple. Og det er bestemt ikke nogen nem sag, for at være en Jesu discipel, handler dybest set om en blanding af ydmyghed og sandhed, to ting, der kan synes uforenelige.


Vi skal forkynde med ydmyghed, men samtidig ikke være bange for at sige, at Jesus er Sandheden. Jeg plejer selv at understrege, at kristne ikke har Sandheden, men bekender sig til én, som er Sandheden. For hvis man pludselig står med sandheden i hånden, så ligger det ligefor at tro, at man også er bedre og mere rigtig end andre. Andre skal blot have det rigtigt forklaret, så vil de også kunne se, at man har ret, at man har sandheden. Nej, vi kristne har ikke sandheden. Den har Jesus.


Derfor understreger Jesus: "En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre". Det handler i den grad om ydmyghed. Livet og kristendommen handler ikke om selvhævdelse, den handler ikke om at vide bedre.


Men samtidig siger Jesus noget andet rigtigt vigtigt, nemlig, at "Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene". Vi skal altså ikke gå stille med de ting, vi mener at vide om menneskelivet og kristendommen. Der skal forkyndes, der skal råbes fra tagene. Jesu forkyndelse siger ikke sig selv, den kommer udefra, og skal derfor gentages igen og igen og igen.


Som antydet før, så er der dog en fare for, at ydmygheden går fløjten. Hvordan fortæller man vidt og bredt om Sandheden, uden man samtidig gør sig selv bedre og mere rigtig end andre? Først og fremmest handler det nok om at være sig selv meget bevidst, at Evangeliet netop ikke giver sig selv. Det er ikke vores udsagn, vores autencitet, vores pondus, når vi forkynder og fortæller om evangeliet, der gør evangeliet sandt, selvom det nok kan få folk til at lytte interesseret. Det er selvsagt Jesus, der gør hele forskellen. Evangeliet er Sandheden, alene fordi, at det er Jesu egen forkyndelse. Evangeliets sandhed har ikke noget med os at gøre. Vi tolker og formidler bare. Men det kræver sommetider mod.


For det handler i lige så høj grad om rent faktisk at stå ved budskabet, stå ved evangeliet, vel at mærke med en klar bevidsthed om hvad evangeliet er for en størrelse. For der er ingen tvivl om, at der er steder og situationer, hvor den kristne forkyndelse vil blive mødt med hån, spot og latterliggørelse, og situationer, hvor man selv kan være i fare for at tvivle eller føle sig håbløs naiv.


Når vi forkynder fjendekærlighed, kan det for eksempel godt virke temmelig naivt.


At vi kan få nogle knubs, når vi forkynder, at vi sommetider kan synes, at det er op ad bakke, når vi møder mennesker, der kun tænker i fornuft og videnskab, og derfor slet ikke forstår det religiøse sprog, må aldrig få os til at stoppe.


Vi er mere værd end mange spurve, vi er alle skabt i Guds billede, vi er alle skabt til at gøre det gode.


Derfor minder Jesus os om både vores begrænsninger og vores værdighed. Vi er kun mennesker, og kan ikke opføre os som andet end mennesker med fejl og mangler, syndere for vor Herre, som vi alle er. Vi skal huske ydmygheden, men samtidig må vi aldrig glemme vores værdighed, både fordi, at både ydmygheden og værdigheden er bærende for en sand forkyndelse af Jesus som nåde og forbillede.


Men også fordi, at vores egen værdighed kan minde os om andre menneskers værdighed. Vi er dømt til at fejle mange gange på vores gang i livet, for det gode vi vil, gør vi tydeligvis ikke altid, og det onde vi ikke vil, gør vi mere, end vi bryder os om.


Men frygt ikke, for verdens største kærlighedserklæring ligger hele tiden lige for fra Herren selv: Dine synder er dig forladt.


Accepter, at du er accepteret af Gud.


Amen.