At prædike Sandheden
Prædiken til 7. søndag efter trinitatis, 2024. Holdt i Nordby Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«
Lad mig indledningsvis sige, som jeg også har sagt til både dåbsforældre og dåbsbarn. I kristendommen taler vi om det hele menneske, både sjæl og legeme, eller hvad vi nu skal kalde det. Og i denne tekst synes Jesus at dele det op. For mig at se handler det dog om noget andet og i virkeligheden yderst konkret: Man kan fængsle en krop og man kan slå på et legeme, ja, endda slå det ihjel. Altså noget meget konkret kropsligt. Men man kan hverken fængsle eller slå på ånden i mennesket, alle vores tanker, ønsker og drømme, vores idealer. Det, Jesus taler om, er altså, at man nok kan komme galt afsted med kroppen, men at det ikke gør så meget, hvis samvittigheden er i orden. Jeg insisterer derfor på at tale om det hele menneske, vi er trods alt også vores krop.
Dagens evangelietekst er i det hele taget noget af en blandet landhandel, for der bliver sagt virkelig mange forskellige ting. Lad mig nævne nogle sætninger.
”I er mere værd end mange spurve”, siger han til sidst.
Vi er mere værd end mange spurve, da vi alle er skabt til at gøre det gode, selvom vi nok mangler spurvens umiddelbarhed.
Derfor minder Jesus os om både vores begrænsninger og vores værdighed. Vi er kun mennesker, og kan ikke opføre os som andet end mennesker med fejl og mangler, syndere for vor Herre, som vi alle er. Vi skal huske ydmygheden, men samtidig må vi aldrig glemme vores værdighed, både fordi, at både ydmygheden og værdigheden er bærende for en sand forkyndelse af Jesus som gave og forbillede.
Men også fordi, at vores egen værdighed kan minde os om andre menneskers værdighed, ja alle levende væseners værdighed. Vi er dømt til at fejle mange gange på vores gang i livet, for det gode vi vil, gør vi tydeligvis ikke altid, og det onde vi ikke vil, gør vi mere, end vi bryder os om at erkende. Heldigvis er vi hele tiden under Guds nåde, Gud elsker os ikke, fordi vi er gode, men fordi Gud er kærlighed, som dåben også viser. Vi kunne kalde dåben for et kærlighedsbad, ligesom nadveren er et kærlighedsmåltid.
Vi tager en sætning mere fra dagens tekst.
”Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester”.
Vi skal forkynde med ydmyghed, men samtidig ikke være bange for at sige, at Jesus er Sandheden. Jeg plejer selv at understrege, at kristne ikke har Sandheden, men at kristne bekender sig til én, som er Sandheden. For hvis man pludselig står med sandheden i hånden, så ligger det ligefor at tro, at man også er bedre og mere rigtig end andre. Andre skal blot have det rigtigt forklaret, så vil de også kunne se, at man har ret, at man har sandheden. Nej, vi kristne har ikke sandheden. Den har Jesus.
Det handler i den grad om ydmyghed. Livet og kristendommen handler ikke om selvhævdelse, den handler ikke om at vide bedre. Det handler om at være. Være menneske.
Men samtidig siger Jesus noget andet rigtigt vigtigt, nemlig, at "Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene". Vi skal altså ikke gå stille med de ting, vi mener at vide om menneskelivet og kristendommen. Der skal forkyndes, der skal råbes fra tagene. Jesu forkyndelse siger ikke sig selv, den kommer udefra, og skal derfor gentages igen og igen og igen.
Og så siger Jesus også i teksten det lidt kryptiske: ”For der er intet hemmeligt, der ikke skal åbenbares”.
Det kan nemlig godt være fristende at holde ordene lidt tilbage, hvis man er bange for at de provokerer. Især når det hedder, at der ikke er noget hemmeligt, som ikke skal åbenbares. Det kommer altså frem til sidst, uanset hvad, så måske kan vi selv springe over og lade Gud udføre det hårde arbejde.
Men det handler i lige så høj grad om rent faktisk at stå ved budskabet, stå ved evangeliet. Når vi forkynder fjendekærlighed, kan det for eksempel godt virke temmelig naivt, men derfor skal det alligevel siges høj, igen og igen og igen.
Og hvis vi kommer med nye udlægninger af evangeliet, der stadig er inden for rammerne, må vi gøre det, velvidende at det kan dele vandene.
Når vi insisterer på Guds tilgivelse i alle situationer, kan det dele vandene, for kan alt virkelig tilgives?
Nu har vi også haft barnedåb i dag, om end med et lidt ældre dåbsbarn end normalt, og her er det centrale jo, at både troen, håbet og kærligheden er en gave til dåbsbarnet.
Og selvom alt det hemmelige nok skal åbenbares af Gud til sidst, hviler der stadig en vis opgave for kristne mennesker i at forkynde så frit som muligt, uanset hvor naivt – eller provokerende - det kan virke på nogen.
Vi skal huske hele skabelsen i vores omsorg, og vi skal huske at tale om fred og forsoning, selvom det kan virke håbløs. Og - vi er jævnligt dømt til at fejle.
Men frygt ikke, for verdens største kærlighedserklæring ligger hele tiden lige for fra Herren selv.
Dine synder er dig forladt. Accepter, at du er accepteret af Gud.
Amen.
Den, der elsker meget, synder meget
Prædiken til 11. søndag efter trinitatis, 2024. Holdt i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«
Som nogen vil vide, så benytter jeg enhver mulig lejlighed – især her på prædikestolen – til at fortælle om, og minde om det dobbelte kærlighedsbud, det bud, som Jesus selv kalder for det første og største bud. Jeg gentager: Det første og største bud. Det har altid gjort indtryk på mig. Vi har lige haft dåb. Jesus er først og fremmest en gave. Men Jesus er både gave og opgave, og derfor er det altid vigtigt at huske, at det dobbelte kærlighedsbud er det første og største bud.
Og når jeg har nævnt det dobbelte kærlighedsbud, altså Jesus som opgave, vil jeg typisk sidst i prædiken gøre opmærksom på, hvor fejlbarlige vi alle sammen er, syndere for Vor Herre, som vi alle sammen er. Og at vi dermed må håbe på nåden som en del af det daglige brød, Jesu største gave, når vi alligevel gang på gang krænker buddet, krænker vor næste, ikke drager omsorg for Guds skabninger.
Alt sammen væsentligt og rigtigt.
Det dobbelte kærlighedsbud, fejlbarligheden eller synden, og nåden hænger uløseligt sammen.
Vi vil så gerne gøre det rigtige, men kommer jævnligt til at klokke i det alligevel. Det er så at sige et eksistensvilkår.
Og i dagens tekst strækker Jesus denne tanke et skridt videre. Jesus siger: ”Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt”. Eller helt kort: Den, der elsker meget, synder meget, som Johannes Møllehave vist engang har udtrykt det samme. Og det er ellers noget af et udsagn, ja nærmest en dom over menneskets håbløshed, hvis vi skal være meget firkantede.
For en ting er, at vi kan være bevidste om, at vi alt for ofte er for selvfokuserede, og dermed vender blikket bort fra næsten. En anden ting er, at når vi endelig forsøger at være der for vores næste, så går det endnu mere galt.
Kan det virkelig være det, som Jesus mener?
Faktisk er jeg personligt meget begejstret for udsagnet, den der elsker meget, synder meget, og det kan godt minde lidt om Luthers udsagn: Synd tappert!
Men er det rigtigt? Eller rettere, det er det jo, når Jesus siger det. Men hvordan skal det mon forstås, og er det virkelig udtryk for den rene håbløshed?
Både ja og nej. For det er sikkert sandt, at jo mere vi vover pelsen, jo mere risikerer vi at snuble og falde. Men så sandelig også nej, for i tekstens sammenhæng er det helt tydeligt udtryk for en ros. Nok en konstatering af menneskes fejlbarlighed, men så sandelig også en ros til kvinden for hendes insisterende kærlighed, hendes iver efter at gøre det rigtige og det gode for Jesus. Hendes iver efter at elske.
Og jeg mener i høj grad, at udsagnet kan forstås derhen, at jo mere du prøver nye veje, jo mere du gør ting, som andre ikke havde set komme, jo mere du tager ansvar i situationer, hvor det normalt er uhørt, jo mere er du også dømt til modstand, latterliggørelse og masser af fejltagelser.
Hvad jeg prøver at sige er, at folk, der træder lidt ved siden af, fordi de risikerer noget, ofte er dømt til at få eksponeret deres fejl mere end os andre. Folk, der ikke blot taler om at ville ændre noget til det bedre, gøre noget særligt for andre, men faktisk handler på ordene, er selvsagt dømt til at begå flere fejl, end alle os andre, der nøjes med at tale om at være der for vor næste, skabe en bedre fremtid, men ikke for alvor gør noget ved det i handling. Men det er samtidig dem, der for alvor rykker noget for os andre.
Den, der elsker meget, synder meget. Jesus kan næppe mene, at den, der elsker meget, synder mere end os andre. Som Luther sagde – mennesket synder, fordi det er en synder.
Men det er så åbenlyst i teksten, synes jeg, at dem, der forsøger at gøre en forskel – og det kan man som bekendt gøre på mange måder – dem, der forsøger at gøre en forskel, vil i særlig grad få eksponeret deres fejl og deres utilstrækkelighed. Og derfor er det en dobbelt provokation, som Jesus kommer med i udsagnet.
Dels er udsagnet en dom over farisæeren, da han slet ikke har været i nærheden af at handle som kvinden, som Jesus roser. Og dels antyder han som sagt, at det næsten kan være et adelsmærke at synde meget, da det betyder, eller kan betyde, at man har elsket meget.
Farisæeren i teksten undrer sig sikket ikke mere, end vi andre ville have gjort, hvis vi havde været til stede. Men det er også tydeligt, at hans undren helt overtrumfes af Jesu pointe: Den der elsker meget, synder meget.
Det er så nemt at dømme andre, der vover pelsen og træder ved siden af. Men den, der elsker meget, synder meget.
Det vil være forkert at se teksten som en hyldest til eneren, for hvad er en ener? Vi er jo netop alle sammen lige meget syndere for vor Herre.
Men teksten kan i den grad ses som et opråb til alle os, der har travlt med at pege fingre, for hvad gør vi selv, når det kommer til stykket? Ikke så meget, at det gør noget. Og derfor er vores åbenlyse fejl sværere at få øje på.
Og i alle tilfælde tage Jesu sidste ord i teksten til os: Din tro har frelst dig, gå bort med fred.
Amen.