Ny prædikensamling - køb HER

Hjertets dannelse

Prædiken til 8. søndag efter trinitatis, 2019. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke og i Spørring Kirke.



Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«


 

Dagens evangelietekst handler om falske profeter, og den handler om, at et træ skal kendes på sine frugter. Der kan ikke vokse gode frugter på et dårligt træ.


Forbilleder, der gør noget andet, end de siger, kunne være et eksempel på en sådan falsk profet. Dem har der været mange af i kristendommens historie. Katrine Lilleør har engang skrevet – frit husket - , at dem, der er mest moraliserende overfor andre, også ofte er dem, der selv har sværest ved at holde sine egne idealer.


Jeg tænker, at vi hver især har vores mening om, hvad sand kristendom er, eller i hvert fald, hvad vi forbinder med kristendommen.


Og her er vi virkelig uenige på nogle områder. Nogen mener, at homoseksuelle selvfølgelig kan vies i kirken. Andre mener det modsatte. Nogen mener, at kvinder ikke kan være præster. Andre mener det modsatte.


Nogen mener, at det er fra kirken vi sendes ud for at tjene vores næste, det bedste vi kan – altså, hvor vi nærmest skal være aktivt opsøgende, finde næster vi kan tage os af. Mens andre mener, at kristendommen først og fremmest handler om, at du kan få dine synderes nådige forladelse ved dåben og ved nadveren – og at alt andet må komme, som det kommer.


Man kan altså virkelig gøre kristendommen til en stor diskussion, og det i en grad, så vi kan glemme, at kristendommen også bare er levet liv, med bibellæsning, bønner og almindelig hjælpsomhed i det daglige.


Det er måske det nærmeste, vi kan komme ”hjertets dannelse”.


Udtrykket hjertets dannelse stødte jeg på, da jeg læste Jørgen Thorgårds roman ”En god dag”.


Det er hovedpersonens mor, der nævner udtrykket ”hjertets dannelse”, og da drengen Poul, som hovedpersonen hedder, spørger, hvordan man kan vide, om en person har hjertets dannelse, svarer hun, at man ikke er i tvivl, når man møder det.


Det hindrer ikke den unge Poul i at tænke som en gal over, hvad det mon vil sige at have hjertets dannelse. Han kan dog regne ud, at det er noget godt. Pouls egen familie er meget fattig, og moderen bruger udtrykket, da hun om en rig familie siger, at de også har hjertets dannelse. Og da Poul spørger, hvordan sagen ville stille sig, hvis man var fattig, men dog havde hjertets dannelse, bliver moderen sørgmodig, og ryster bare på hovedet. Det er som bekendt nemmere at være rig og rask og have overskud i mere end en forstand, end at være fattig og have dårlig helbred og have underskud i mere end en forstand.


På et tidspunkt i bogen, ”En god dag”, ligger den unge Pouls far på sygehuset. Og præsten kommer på besøg hos Pouls familie, og tilbyder dem et lift til sygehuset. Han har nemlig selv et ærinde der, og så kan de jo lige så godt få et lift med, hvis de har lyst.


På sygehuset bliver Poul dog mistænksom med hensyn til præstens ærinde. Og det viser sig, at præsten slet ikke har noget ærinde på sygehuset.


Poul tænker et sted i bogen, og jeg citerer:


”[Præsten] havde ikke haft noget ærinde selv, nej han havde ikke. Andet end at køre dem op til far. Det skulle bare ikke hedde sig, at han gjorde det for deres skyld. Sådan et menneske var den pastor Wilhelmsen! Ikke noget at sige til at han bestyrede Guds sager på egnen. I det øjeblik havde Poul fået den komplet vilde tanke, at han vel nok gerne ville være præst, når han blev stor. At gøre gode gerninger så svimlende gode, at man ikke engang gjorde sig til af dem. Være så god, at man kan gemme sin godhed væk. Det måtte være det allerøverste, et menneske kunne nå op til. Men det fandtes altså. Han havde selv observeret det. Herefter var det næsten frækt og utaknemmeligt at jamre over noget som helst”.


Og efter en radiohøjmesse fortæller Pouls mor ham, at de vigtigste ord i bibelen er dem om splinten i andres og bjælken i sine egne øjne. Kunne man disse ord, behøvede man ikke at vide mere. Og Poul begynder straks at bebrejde sig selv, når han tolker andres handlinger som slette, i stedet for at begynde med sig selv.

Jeg synes personligt, at udtrykket ”hjertes dannelse” er ret fantastisk. Men som det fremgår af Pouls mange tanker, kan det være svært at indkredse, hvad det mon dækker over. Og her har Pouls mor sikkert en pointe i, at når først man ser hjertets dannelse hos andre, så er man ikke i tvivl.


Man kunne sikkert oversætte hjertets dannelse til noget med at have ånd. Jørgen Carlsen har skrevet et sted, at man har ånd, når man bekymrer sig om, om andre også har mad på bordet.


Det handler altså om ordentlighed. Om at tage vare på andre. Om at se fejlene hos sig selv, før man ser dem hos alle mulige andre.


I et sekulært præstationssamfund som det danske kan den tilgang godt virke som noget af en udfordring. Men når det gælder hjertets dannelse, handler det ikke om, hvad der fremmer karrieren, men hvad der fører os tættere på Gud og næsten.


Et træ skal kendes på sine frugter, siger Jesus, og kun den, der gør min himmelske fader vilje, kommer i Himmeriget.


Så kan vi trøste os ved verdens største kærlighedserklæring, som både er dom og nåde: Dine synder er dig forladt. Så længe Jesus Kristus er vores eneste dommer, er der åbnet til Guds fred.


Amen.

Time-out: Den barmhjertige samaritaner

Meditationer over teksten til 13. søndag efter trinitatis, 2019  Holdt i Spørring Kirke.


Læseren kan jo passende selv holde de angivne fire minutters stilhed.

 


Tekst til meditation:

Jesus så, at den lovkyndige ville retfærdiggøre sig selv. Hvorfor stiller den lovkyndige overhovedet spørgsmålet om, hvem, der er hans næste. For det giver vel sig selv, eller hvad?

 

Stilhed (4 minutter)


 

Tekst til meditation:

Hvorfor mon den barmhjertige samaritaner vælger at hjælpe den nødstedte, som var overfaldet af røvere? Fordi han faktisk var i nærheden? Eller fordi han så, og fik medynk, og ville have gjort, hvad han kunne, selvom han ikke havde været i nærheden?

 

Stilhed (4 minutter)

 

     

    Tekst til meditation:

    Svarer Jesus overhovedet på spørgsmålet: ”Hvem er min næste?”. Eller vender han det ikke snarere på hovedet, så buddet er, at vi skal være næste for vores næste? Kan være, at Jesus vil have os til at handle fremfor blot at diskutere, hvem næsten er?

     

    Stilhed (4 minutter)