Hvordan omgås hinanden?

Prædiken tili 9. søndag efter trinitatis, 2020. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke. 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være. I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.« Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.« 


 

Jeg siger sommetider, at kristendommen både kan gøres meget kompliceret, og meget enkel. Desuden – når man taler kristendom, kan man tale både gave og opgave, eller vælge at fokusere på en af delene. Jesus som forbillede, eller Jesus som tilgivelse. Begge dele skal helst nævnes i en prædiken, og ofte kan man godt være lidt tilbageholdende med at tale om opgaven, da Guds nåde – når det kommer til stykket – er det vigtigste, da alt andet i princippet udspringer af netop Guds nåde. I dag vælger jeg dog at fokusere mere på opgaven, end jeg plejer.


For - det er noget af en smøre, der kommer fra Jesus i dagens tekst. Og tilmed alvorsord, som så ofte fra Jesus.


”For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.”


”Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer!”


For - hvor er vores hjerte henne? Hos Jesus eller alle mulige andre steder? Er vi vågne, eller har vi lullet hinden ind i selvtilstrækkelighed?


Er vi klar over, hvad vi har fået betroet, og hvad der forlanges af os!


”Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.«, siger Jesus.


Teologen Ole Jensen har et godt udtryk i en anden sammenhæng. Han taler om at sætte Gud i parentes. Selvom vi bekender og lovsynger Kristus som den levende Guds søn, så er det virkelig som om, at vi alle er ateister i vores praksis. Så snart vi har forladt kirken, hvor vi har hørt alle de rigtige ting, så sætter vi parentes om Gud.


Ole Jensen strækker betragtningen helt ud til der, hvor han kommenterer vores etik, når vi køber ind – altså med vinkel på bæredygtighed og økologi.

Men jeg synes, udsagnet er meget godt dækkende i det hele taget – dette at sætte Gud i parentes.


For det første er det værd at overveje, hvad næstekærlighed vil sige i praksis. De fleste af os forbinder det sikkert med at hjælpe vores næste. Handle til fordel for vores medmennesker, hvis de har behov for hjælp. Og jeg tænker, at det er den oplagte, og mest indlysende form for kristen næstekærlighed.


Man kan også sige, at næstekærlighed først og fremmest handler om, hvordan vi omgås hinanden. Når kærlighedens gerninger går op i en højere enhed, så kan vi ligefrem få en forsmag på Gudsrigets hemmelighed.


Og – kan man spørge – hvordan omgås vi faktisk hinanden? I hvilket omfang skal vi tage hensyn til, hvordan andre mennesker tænker og føler? Sommetider har jeg denne sommer overvejet, hvad Jesus mon ville sige til hele diskussionen om navnet på en is. Og er kommet til at tænke på en historie fra folkeskolen. Jeg havde en klassekammerat, som altid blev kaldt ved et kælenavn, han ikke brød sig om. En dag tog han sig sammen, og sagde til læreren, at han gerne ville kaldes ved sit rigtige navn og ikke ved sit øge- eller kalde- eller kælenavn. Skulle læreren nu sige til ham, at det forstår jeg ikke, for jeg mener kun kælenavnet sødt. Eller skal denne lærer sige, at det er helt i orden. Hvis det betyder så meget for dig, så kan jeg godt kalde dig ved dit rigtige navn. I virkelighedens verden stoppede læreren faktisk med at kalde ham ved øgenavnet, kælenavnet. Indtil han en dag blev sur på eleven, og begyndte at bruge øgenavnet igen. Hvad ville Jesus gøre? Ville han insistere på at bruge et navn, som han ved, bliver opfattet negativt. Og hvor den eller de involverede personer foretrækker, at man bruger det rigtige navn, fremfor kæle- eller kaldenavnet. Eller ville Jesus lytte, og sige, at hvis det er så vigtigt for dig, at vi bruger et andet navn, så fint nok med mig. Jeg ved ikke, hvad Jesus ville sige, men det er i hvert fald en tanke værd.


For at gøre det endnu mere konkret, vil jeg komme med tre konkrete eksempler. Skal vi for eksempel kalde muslimer for muhamedanere, når de fleste muslimer helst vil kaldes for muslimer, og ikke muhamedanere. Skal vi bruge ordet eskimo, når dem, vi er vant til at kalde eskimoer, foretrækker navnet inuit? Skal vi bruge ordet neger, når de fleste af dem, det handler om, helst vil have, at vi bruger et andet udtryk? Spørgsmålet er igen – hvordan ønsker vi at omgås hinanden? Du skal handle til fordel for din næste. Så må vi jo hver især afgøre, hvad det vil sige.


Jeg tænker også, at der kan være noget overraskende passivt over at tænke næstekærlighed som dette at handle til fordel for den næste, der har behov for hjælp. For – kan man spørge – hvornår har vores næste egentlig behov for hjælp. Det er ikke altid åbenlyst. Og det er her, at teologen Ole Jensen kan være god at lytte til. For Ole Jensen mener også, at man kan se kærlighedens gerninger, eller mangel på samme, i vores forbrug. Hvad er det vi støtter op omkring, når vi køber ind? Tænker vi på de kommende generationer, og sørger for at handle ind, så det er bæredygtigt? Tænker vi på, hvad vi støtter af børnearbejde i den tredje verden, når vi køber virkelig billigt tøj, som vi kan sige os selv, at en skrædder eller en syerske, ikke har tjent mange penge på.


Nej, det tænker de færreste af os sikkert konsekvent på. Vi sætter parentes omkring Gud, når vi køber ind, som Ole Jensen siger. Vi forholder os ikke til, hvordan vores indkøb påvirker vores medmennesker.


Det får mig til at tænke på det forkætrende udtryk, kulturkristendom. Hvad er kulturkristendom egentlig for en størrelse?


Man kan – måske lidt karikeret – sige, at der i Danmark er meget sympati for kristendommens tanker om kærlighed og tilgivelse. Men ham Gud, altså.


Her glemmer man blot, at det er Gud, der gør de kristne tanker forpligtende. Det er Gud, som vi møder ham i Jesus Kristus, der gør hele forskellen.


Om som stiller det helt relevante spørgsmål, især til os, der kalder os kristne: Hvordan omgås vi egentlig hinanden? Sætter vi sommetider parentes omkring Gud, så det hele bliver lidt mere bekvemt?


Er vi alle sammen mere kulturkristne, end vi bryder os om at erkende, når det kommer til stykket? Handler vi faktisk til fordel for vores næste?


Vi har fået meget betroet. I dag siger Jesus, at så forventes der også meget af os. Gud elskede os først. Giv nu kærligheden videre. Både i ord og handling.


”Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det”, siger Jesus.


Det er muligvis til at blive helt forpustet af. Og det er da også kun muligt at stræbe efter kærlighedsbuddet, fordi vi dagligt kan leve af Guds nåde. Så længe at troen på Guds nåde ikke bliver en sovepude. Det kan nok være, at Gud er både gave og nåde. Det kan nok være, at syndernes forladelse fås for ingenting.


Men Jesus er både gave og opgave.


Hvordan omgås vi hinanden? Er vi rede, når Jesus kommer?

Vi kan kun gisne om, hvordan dommen mon bliver, når den kommer. Men finder dog en stor trøst i, at det netop er Jesus, som skal dømme os.


Amen.

Lidenskaben som holdning?

Prædiken til 13. søndag efter trinitatis, 2020. Holdt i Trige Kirke og i Ølsted Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« 

 

 

Som bekendt døde komponisten, Bent Fabricius-Bjerre, for lidt over en måned siden.

 

I en nekrolog hed det blandet andet: ”Der er mennesker, der lever deres liv, som om i morgen ikke eksisterer. Bent Fabricius-Bjerre levede, som om i morgen altid ville eksistere. Han kiggede aldrig tilbage, men var stædigt optaget af den fremtid, der ventede forude. Måske er det forklaringen på, at melodiens mester fik 95 års let gang på jorden, inden han (…) blev indhentet af sin alder.”

 

Og fra diverse filmklip om Fabricius-Bjerres liv og virke er der særligt et billede, der har fæstnet sig hos mig. Det er et gammelt klip fra komedie-gruppen Tæskeholdet fra slut 90erne, som havde stor succes med comedy og humor i radioen, og hvor de altid afsluttede med en sang, de vist kaldte ”Fredagssangen”.

 

Hvad jeg ikke vidste, men blev opmærksom på for cirka en måned siden, var, at melodien de brugte, var en gammel Fabricius-Bjerre melodi, der var lavet til et gammel DR-program, der hed ”Pusterummet”, og som er fra før min tid. Det sjove ved klippet er, at de har inviteret Bent Fabricius-Bjerre til at spille nummeret live, mens de synger deres egen tekst til i deres sidste udsendelse.

 

Det er ikke noget stort piano, Fabricius-Bjerre bruger, men han giver den jo hele armen, som han plejer at gøre. Og der er noget elementært komisk og typisk over klippet. Disse unge mennesker, der synger en meget ungdommelig tekst, mens den noget ældre Fabricius-Bjerre spiller derudaf på sin egen gamle melodi, som komedie-gruppen i den grad havde taget til sig som deres egen med deres egen sangtekst, der blandt andet handlede om at drikke og gå i byen.

 

Det var som om Bent Fabricius-Bjerre var med på den værste. Han elskede at se sine kompositioner få nyt liv – opleve sine melodier leve livet de mærkeligste steder i samfundet, og i de mærkeligste sammenhænge.

 

Og hvad vil jeg så sige med alt det?

 

Jo, det handler om lidenskab. Og man kan komme meget langt med lidenskab. Der er ikke de sammenhænge, man ikke kan fungere i, hvis man griber det an med lidenskab, fordi man simpelthen er nysgerrig på livet, og også er spændt på, hvad morgendagen bringer.

 

Jeg skrev engang en tekst om Søren Kierkegaard, som jeg gav overskriften ”Lidenskaben og valget som det skabende”. Teksten, nærmest en bog, kan stadig læses på nettet på soerenkierkegaard.dk

 

Og det er det, lidenskaben kan. Skabe liv. Ikke ud af intet. Men dog skabe liv, give meningsfylde til livet. Lidenskab som holdning, kan man måske sige.

 

Jeg nævner alt dette, fordi, at det netop er lidenskaben, som efter min bedste overbevisning er på færde i dagens evangelietekst. Og først og fremmest troens lidenskab.

 

Jeg er sikker på, at hvis teksten blev dramatiseret, ville scenen virke meget dramatisk. Først kaster kvinden sig ned foran Jesus, og vil bede ham om noget. Og da Jesus spørger til hendes ærinde, så kommanderer hun nærmest med Jesus. "Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd". Ja, det siger hun faktisk.

 

Først afviser Jesus hende med et retorisk spørgsmål, henvendt til hendes sønner, men det får dem bestemt ikke på andre tanker. Jesus spørger "Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?". « »Ja, det kan vi,« svarer de.

 

Måske bliver Jesus næsten selv overrumplet, for han medgiver, at det nok er rigtigt, men understreger samtidigt, at det ikke står til ham at vælge, hvem der skal indtage pladsen til højre og til venstre side for ham. Det er faderens opgave.

 

Og så siger han til sidst i teksten noget, der både kan læses som en fordring, og som et konstatering:

 

"Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange".

 

Dels er det jo en opfordring, en fordring, et bud, og er i virkeligheden også et ret godt udtryk for kristendommens væsen, som med et fint ord kaldes for en omkalfatring af alle værdier. Det vil sige, at alle værdier vendes på hovedet. I Jesu rige er det stort at være den tjenende. Normalt vil man sige, at det er stort at være den bedste, den største, den hurtigste, den dygtigste, måske den, som tjener mange penge. Men i Jesu rige er det den, som tjener, der er den store. Den som vil være den første, skal være jeres træl, siger Jesus.

 

Men udsagnet er jo også en konstatering. For hvis troen gribes med lidenskab, så er det jo bare sådan, det er. Så stiller man ikke spørgsmål ved denne Jesus-logik. Så er dette at være den tjenende, det største. Og hvorfor, kunne man måske fristes til at spørge? Fordi det var det, som Jesus selv gjorde, da han ikke kom for at lade sig tjene, men for selv at tjene.

 

Der er meget, der kan lade sig gøre, hvis tilværelsen gribes med lidenskab. Fordi man ved, at der også er en morgendag. Hvor livet går ud på at se muligheder, fremfor at kigge sig tilbage. Hvor man ufortrødent beder Jesus om pladsen ved siden af ham i Gudsriget. Hvor dette at give sig hen, give sig selv til andre, er en selvfølge.

 

Give sig selv til andre med alle de talenter, vi hver især har. Det kan meget vel være, at det ikke er alle forundt at få et eftermæle som melodiens mester, som i udsendelsen ”Det sidste ord” fortalte, at han aldrig har sagt nej, når nogen har bedt ham spille.

 

Men hvis tilværelsen gribes af lidenskab, ikke mindst troens lidenskab, med en åbenhed overfor og nysgerrighed efter også morgendagen, så gør man sig netop ikke alle disse tanker. Så gør man det, man gør, fordi man synes, at det er det rigtige at gøre. Med eller uden musik.

 

At give sig hen til Jesus, fordi han gav sig hen til os.

 

Amen.