Om begyndelser...

Prædiken til fastelavns søndag, 2021. Holdt i Ebeltoft Kirke. Forkortet gudstjeneste (ca. 28 min.). Uden fællesang og nadver.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«


 

Begyndelser. Begyndelser giver håb. Begyndelser kan give håb.


Jeg tænker, at rigtigt mange af os forbinder begyndelser med noget positivt.


I hvert fald med noget, der måske kan blive positivt. Det er ikke mindst derfor, vi hvert år fejrer nytårsaften med pomp og pragt, selvom det nok var mere afdæmpet sidste nytår. Og af samme grund er også advent så specielt for kirkeåret.


Begyndelser kan give håb.


Ikke mindst derfor får diverse vaccinationsprogrammer så megen opmærksomhed i pressen. Både når prognoserne holder, og når de ikke gør. Vaccinationerne, som begyndte kort efter jul, er også udtryk for noget, der kan blive en ny begyndelse, noget der giver håb. Det er sikkert også derfor, at Mette Frederiksens pressemøde for lidt over to uger siden var så nedslående. En forlængelse af restriktionerne frem til 28. februar er IKKE nogen ny begyndelse. Derfor intet håb, kun træthed, frustration og fortvivlelse. Vi udskyder så at sige begyndelsen igen.


Og så har vi for små to uger siden markeret Kyndelmisse. Efter gammel folketro er Kyndelmisse årets koldeste dag. Herfra kan det kun gå fremad. Mod en ny begyndelse med lysere og varmere vejr, selvom det varmere vejr stadig lader vente på sig.


Konfirmationerne – som jo igen i år, ligesom sidste år – er blevet udskudt; konfirmationerne markerer jo også en ny begyndelse. Hvor meget det faktisk er sådan i praksis i vor tid, er et godt spørgsmål, men vi kender jo alle udtrykket, at komme i de voksnes rækker. Noget nyt venter lige om hjørnet. Hvor man bliver tvunget til at tage mere og mere ansvar for sit eget liv. På godt og på ondt.


I det hele taget virker mange kirkelige handlinger som rituelle nye begyndelser. En vielse repræsenterer en ny begyndelse for brudeparret, nu indenfor ægteskabets rammer med et ægteskabeligt løfte foran både Gud og mennesker. Lige som en begravelse er en rituel sorgproces, som gerne skulle bringe både afdøde videre og de pårørende videre. Til en ny begyndelse.


Det samme med folkekirkens to sakramenter, det vil sige, kirkens to hellige ritualer, som Jesus har bedt os udføre. Nadveren, som vi ganske vist ikke fejrer for tiden pga. alle restriktionerne, nadveren er der, hvor vi alle får mulighed for en ny begyndelse, efter vores synders nådige forladelse.


Og så er der endelig dåben, som dagens evangelietekst handler direkte om. Dåben er måske alle begyndelsers moder, hvis vi ser bort fra selve skabelsen. Det er i hvert fald det, der kan forklare, hvorfor Jesus blev døbt.


Igennem hele kristendommens historie har man nemlig undret sig over, hvorfor i alverden, Jesus skulle døbes.


Dåben er jo også en dåb til syndernes forladelse, og Jesus var som Guds søn netop syndfri og ufejlbarlig.


Men der er ingen tvivl om, at dåben i særdeleshed betyder en ny begyndelse.


Det er både her, at Gud bekræfter Jesus som sin søn. Det er også her, at vi får forkyndt, at vi er et Guds barn. At det bliver cementeret, at vi er et Guds barn.


Dåbens tegn bliver cementeret ved Jesu dåb. Med vandet som dåbens tegn. Men den rigtige dåb, så at sige, er dåben med vand og helligånd; helligånden som kom ned som en due, ved Jesu dåb.


Og dermed åbnede for den dåb, vi alle kender, nemlig dåben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Med andre ord netop: Dåben med vand OG helligånd.


Og dermed en ny begyndelse. Man kan måske sige, at selve dåben repræsenterer eller er tegn på, eller forkynder selve starten på det kristelige liv. Det er her, det bliver klart, at den nydøbte er under Guds nåde. Det er her det bliver klart, at der er en retning, at vi hele vores liv skal leve mellem buddet om kærlighedens gerninger OG Guds nåde.


Det er her det bliver klart, at dåben er gratis. At Guds nåde er gratis. At denne nye begyndelse efter dåben, er gratis. Større kan det næsten ikke blive.


Efter denne første begyndelse, er der heldigvis mange andre begyndelser at se frem til. Begyndelser forbinder vi ofte med noget håbefuldt, måske endda noget festligt.


Jeg har bemærket, at statsministeren lod antyde, at det nok var omkring fjerde april, at vi alle kunne se frem til en ny begyndelse. Og det er jo påsken.


En ting er i hvert fald sikkert i den forbindelse. Uanset om vi faktisk får en ny begyndelse som samfund efter påske, eller ikke gør. Så starter den kristne fasteperiode på onsdag – kaldet Askeonsdag – og fyrre dage senere – hvis man undlader at tælle søndagene med – rammer vi påsken.


Og påsken vil, uanset hvad, blive en ny begyndelse, da alt herefter må ses i opstandelsens lys.


I lyset af ham, der var og er Sandheden, Vejen og Livet. Og som i dag for alvor startede sit virke som forkynder, begyndende med dåben, som alle begyndelsers moder.


Amen.

Kærlighedsgudstjeneste: Kærlighed i hverdagens støj...

Prædiken til Kærlighedens Højsang, Paulus' første brev til korintherne, kapitel 13. Holdt den 14. februar 2021 i Ebeltoft Kirke. Forkortet

gudstjeneste (ca. 28 min.). Uden fællessang.


Kender I det, når noget rammer lige i hjertekulen?


Man er uforberedt, fordi det ikke var planlagt, fordi man simpelthen ikke havde set det komme. Og bagefter kan man sidde med følelsen – hvad skete der lige der?


I denne her forbindelse taler jeg lige nu om den sang, vi startede med. I det program, fredag aften, der hedder ”Fællessang – hver for sig”, tonede organisten Katrine Muff Enevoldsen pludselig op på skærmen, og sang sangen ”Fortabt er jeg stadig”. Sangen var jo også tekstet, da man skulle kunne følge med – synge med. Og det var helt tydeligt, at melodi og tekst gik op i en højere enhed.


I hvert fald sad jeg efter sangen tilbage med denne følelse af – waow, hvad skete der lige der?


Og en dag som i dag, hvor vi hylder kærligheden med en gudstjeneste, selv i disse forfærdelige corona-tider, er begejstringen for en ny sang fra et tilfældigt fjernsynsprogram også et ganske godt billede på den uventethed, som en forelskelse også er. I første vers af sangen tales der om forblændetheden, og om jubelen og nysgerrigheden.


Og følelsen af den flyvetur – i en luftløs ballon – som forelskelsen kan give.


Men selvom sangen husker tilbage på forelskelsens første øjeblik, forelskelsens første tid, så handler sangen først og fremmest om hverdagen. Og når hun skriver om at brygge kaffe og drikke en kop, tænker jeg uvilkårligt på det som en hilsen til Svantes lykkelige dag – om lidt er kaffen klar.


Og der er jo det helt specielle ved kærligheden, og det er sikkert derfor, den er så svært at få hold på, at den viser sig både som den magiske kærlighed, vi hver især forbinder med forelskelser. Men så sandelig også den hverdagsagtige kærlighed, hvor man let bliver fanget i hverdagens støj. Og selvom det måske på den ene side er der, hvor ømheden faktisk er, fordi at det er der, hvor livet faktisk bliver levet, så er det også fristende at tænke på kærligheden, som kærlighed på trods. Stine Pilgaard har denne helt utrolige spænding mellem kærligheden, der – som det hedder – kun er båret af løfterne, stålsat og klart – men samtidig taler om nuet, tapperheden og velviljen.


Kærligheden lige midt i hverdagens støj, som vi har lovet hinanden i medgang og modgang. Og det er bestemt ikke altid lige fornuftigt.


Men stadig med denne underlige fornemmelse af, at det skulle ske, at det næsten ikke kunne være anderledes, og at det faktisk er det, som den ægteskabelige kærlighed handler om. Kærligheden i hverdagens støj, båret op af løfterne, stålsat og klart.


Som nogen måske ved, så er denne sang, ”Fortabt er jeg stadig”, første gang offentliggjort i romanen ”Meter i sekundet”. Som netop handler om det utilpassede liv med kæreste og barn, og hvor man hele tiden skal finde sin retning i livet, uanset om man er hoved- eller biperson. For selvom bogens fortæller helt klart er hovedpersonen i bogen – så er hun faktisk, i bogens handling, en slags biperson, da hun kun er tilstede i området som påhæng til en højskolelærer.


Og dermed kan jeg stille det store spørgsmål: Er vi hovedpersonen i vores eget liv, eller kun en biperson?


Den tidligere biskop, Jan Lindhardt, kaldte sin selvbiografi for ”En biperson i mit liv”. Han kaldte sig selv for en biperson, fordi Gud og næsten måtte have forrang.


Og jeg tror, at det er udfordringen i ethvert liv, for alle mennesker, der ser sig selv som kristne.


Vi vil gerne være hovedpersonen i vores liv, på den ene eller anden måde, i større eller mindre grad. Have en slags kontrol over vores liv.


Men retningen for vores liv er sat ovenfra, og denne retning peger på Gud og næsten som vores omdrejningspunkt. Her er det måske en trøst, at den danske filosof, Søren Kierkegaard, om forholdet mellem næsten og vores ægtefælle har sagt, at vi først skal se på vores ægtefælle som vores næste, derefter som vores ægtefælle. Men vores ægtefælle er også vores næste.


Det ændrer dog ikke på, at det er Jesu forkyndelse, der sætter rammen for vores liv. Hvis jeg havde haft mere tid i dag, så havde jeg, som jeg plejer, citeret kærlighedsbuddet fra tre af evangelierne, men vi må jo kun fejre gudstjeneste en halv time ad gangen som reglerne er for tiden. Men buddet lyder i kort form: Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv.


Det hele handler med andre ord om kærlighed.


Og som jeg ofte har sagt, så gælder det for ægteskabet, at kærlighedsbuddet udleves særligt intenst indenfor rammerne af netop ægteskabet.


Og jeg tænker, at det netop er i ægteskabet – eller tilsvarende kærlighedsforhold – at vi oplever alle nuancerne af kærligheden. Den magiske, der vælter os omkuld.


Og den hverdagsagtige, med et hverdagsliv, der sommetider slider på kærligheden, men hvor kærligheden ikke desto mindre er der hele tiden.


Fordi det sku’ ske. Vi mødtes i sne.


Amen.