Matador-tema: At give fornuft og lidenskab retning
Prædiken til fastelavns søndag, 2025. Holdt i Kolby Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst, er fra Matthæusevangeliet, og læses til fastelavn søndag, 1. tekstrække: Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Amen.
Om cirka to måneder skal vi igen markere Danmarks befrielse 5. maj. På det tidspunkt er det faktisk 80 år siden befrielsen, og jeg forestiller mig, at det vil sætte mange tanker i gang hos rigtig mange mennesker, ikke mindst når man tænker på, hvordan året startede med en trussel om militærmagt mod Danmarks rigsfællesskab.
Det er ikke det, denne prædiken skal handle om, men jeg havde en årrække et personligt ritual omkring 5. maj, med at se klippet fra Matador med Hans Christian Varnæs, der river mørklægningsgardinerne ned den 4. maj, da de har hørt frihedsbudskabet i radioen. Klippet fanger stemningen godt. Denne pæne mand, bankdirektøren, Hans Christian Varnæs, der pludselig viser lidt vildskab, da han river de mørke gardiner ned i en næsten aggressiv glæde, og for en som mig, der ikke har oplevet befrielsen selv, er det måske det nærmeste jeg kommer en forståelse af forløsningen ved befrielsen.
Det er også det, der er med til at gøre serien, Matador, fantastisk, for Matador er jo netop ikke en serie om Anden Verdenskrig. Men når krigen kommer, bliver krigen, besættelsen, en naturlig og foruroligende del af fortællingens bagtæppe og delvis også handling.
Der er flere ikoniske og mindeværdige scener i serien i det hele taget, og nogle af replikkerne har jeg læst fra alteret i dagens anledning.
Serien er ikke mindst også et tidsbillede. Det var dengang man kunne få en stuepige til 20 kr. om måneden, og de radikale stod som kritikere af store forsvarsbudgetter! - og folk med gode indkomster blev beskattet med 6 procent.
Men det er jo også først og fremmest en serie om en masse mennesker, der forsøger at leve livet. Hverdagslivet, i mangel af bedre ord, selvom flere af seriens personer jo lever unormale hverdagsliv, da de lever i byen Korsbæks øverste økonomiske hierarki, som fx Mads Skjern og Hans Christian Varnæs.
En af de vigtigste hovedpersoner, Mads Skjern, ender som seriens tragiske skikkelse, selvom han vil det så godt fra starten af. Men alle personskildringerne er fascinerende og dragende, forholdet mellem de forskellige mennesker, og forskellige grupper, og de forskellige familier er fantastisk skildret. Hvordan de nytilkomne, Mads og drengen Daniel, siden broderen Kresten, først mødes med en vis skepsis. Dernæst med afstand. Så med afsky, og næsten had. Indtil det så småt begynder at vende under de fem forbandede år, og hvordan hele serien kulminerer med et stort selskab, sølvbrylluppet, hvor der også er plads til de to store rivaler. De kan i hvert fald omgås hinanden og sidde ved samme bord. Og slutreplikken er genial – ”Ja, Mads har alt”, for det er åbenlyst, at det har han nok ikke. Hans hustru, Ingeborg, bliver af en god ven – ja, han er måske mere end det - kaldt levende, ”du er så levende”, siger han til hende, og det store spørgsmål er, om man kan sige det samme om Mads, hendes mand.
Det er nemlig det store spørgsmål, hvilken retning, de enkelte personer ønsker i deres liv, og hvorvidt det lykkes. Og hvad det vil sige at lykkes.
På den måde fylder kristendommen faktisk en del. Oprindeligt skulle serien kun have haft seks afsnit, og i det sjette afsnit ser vi en dåb. Serien skulle altså være afsluttet med en ny begyndelse, måske endog en ny retning.
For man kan jo spørge, hvad det er, der driver personerne i serien. Er det fornuft? Er det lidenskab? Det er faktisk ikke helt klart, og her kan det være interessant at henvise til noget, den danske filosof Søren Kierkegaard har skrevet. Mottoet til hans bog Enten-Eller lyder – er da fornuften alene døbt, lidenskaberne hedninger, og Johannes Sløk har engang skrevet i den forbindelse, at hele formålet med Kierkegaards forfatterskab var at døbe lidenskaben.
Og hvad vil det sige at døbe lidenskaben? Jo, det vil sige at give den retning. At gøre ting med lidenskab bliver ofte set som noget positivt, men vi skal huske, at man også kan både hade og føle foragt med lidenskab, og det er jo den forkerte retning.
Og man kan spørge, om ikke Mads taber retningen. I et afsnit kan han sige, at ingen skal komme og skabe ufred i hans hus med sin kristendom. Og senere bruger han sin udgave af kristendommen til at smide sin homoseksuelle søn ud af huset. Og uanset hvad man som kristent menneske mener om homoseksualitet, så tror jeg at langt de fleste vil mene, at det aldrig vil være rigtigt at smide sin søn ud af huset, uanset.
Og da det går godt for Mads og hans familie, nævner hans kone, at det er svært at se på alle dem, der – billedlig talt – falder i vandet pga. svære tider, hvortil Mads blot siger, at det er fordi, de ikke har lært at svømme. Som kristen burde han måske springe i vandet og hjælpe dem, eller som minimum kaste en redningskrans ud til dem, men det gør han ikke.
Hvilket som bekendt står i skærende kontrast til afsnittet, hvor bankdirektørens kone, Maude, træder i karakter og handler, fordi hun ikke kan andet, da hun skal hjælpe jøden hr. Stein, da jødeforfølgelsen kulminerer i Danmark. Og man mærker for alvor, hvad det vil sige at samarbejde med tyskerne under besættelsen, da cykelsmedens unger råber "værnemager" efter landsretssagfører Skjold-Hansen, da han laver forretning med tyskerne.
Selvom der sikkert er enkelte undtagelser i Matador, så er det i hvert fald tankevækkende, at de fleste har gode intentioner, men ikke altid kan se ud over deres egne positioner, men så alligevel kan, når det spidser til. Ud over jøden, hr Stein, der får hjælp af bankdirektørens kone, Maude, får også kommunisten Røde hjælp af folk, der ikke er enige med ham politisk, da han er nødt til at gå under jorden, da kommunisternes parti bliver forbudt i Danmark.
Det handler altså om retningen, den retning, dåben gerne skulle sætte, og selvom både Mads og Hans Christian nok ofte handler med fornuften som drivkraft – det er ofte præmissen, når man driver forretning – så fylder lidenskaben jo faktisk en hel del hos dem begge. Sommetider kommer de på afveje, som når Hans Christian er utro og Mads ikke ser sin søn som et medmenneske.
Men - de er begge to Guds børn, de er begge skabt til at være der for andre, og man kan nok godt sige, at de – lige som os andre – har potentiale til forbedring. Og huske, at det ikke gælder om at have alt, men at kunne være menneske, først og fremmest.
Være levende, som Mads’ hustru bliver kaldt af sin ven, baronen.
Her er Jesus selvsagt forbilledet. Med dåben begyndte Jesus for alvor sin mission. Med dåben begynder livet som kristent menneske, officielt. Med dåben kan vi få det store kørekort til livet, måske endda sans for det guddommelige, og hermed mulighed for at give vores lidenskab retning – at kunne være menneske, først og fremmest, og have som opgave at vise omsorg for alt levende, båret af Guds nåde.
Der er jo ikke noget galt i at drive forretning, heller ikke at være god til det. Og man kan sikkert heller ikke være venner med alle. Men – dåben giver os dog en retning at navigere efter, når fornuften tager overhånd, eller lidenskaben kommer på afveje. Så kan vi bruge Jesus som gave og forbillede, ham om hvem Gud sagde: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.
Amen.
Kirkelig diakoni som nyt sakramente?
Prædiken til midfaste søndag, 2025. Holdt i Onsbjerg Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst er fra Johannesevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til midfaste søndag, 1. tekstrække: Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Amen.
Jeg har tit syntes, at det var mærkeligt, at vi har en tekst om bespisning midt i en fasteperiode, da de fleste af os sikkert forbinder faste med afholdenhed. Måske ikke ligefrem at holde os fra mad og drikke – selvom muslimerne faktisk gør det i dagtimerne under ramadanen – men i hvert fald afholder os fra ting, vi føler os afhængige af. Da jeg selv fastede for mange år siden, forsøgte jeg at afholde mig fra alt fra kaffe til facebook og tv2-nyhederne. Det var hårdt, skulle jeg hilse og sige.
Jeg tænker dog, at den forståelse af fasten, altså en eller anden form for afholdenhed, kristeligt set, er en stor misforståelse. Nok handlede Jesu faste i ørkenen i fyrre dage om, at han netop afholdt sig fra at spise, men hovedbudskabet i den historie handler først og fremmest om, at Jesus ikke faldt i fristelse. Han blev sikkert fristet – ellers var det jo ingen sag – men lod sig ikke friste. Og det er med Jesu fristelse i ørkenen, at det bliver tydeligt, at med Jesu fødsel er det onde og destruktive, alt det mørke, udskilt fra Gud. En temmelig vigtig pointe.
Det vigtigste budskab i fasten er derfor, at Jesus ikke lod sig friste, da det onde er blevet udskilt fra Gud.
Esajas taler i Esajas’ Bog fra Det Gamle Testamente da også om, at den sande faste er kærlighedens gerninger, og kærlighedens gerninger skulle vi jo helst føle os forpligtede på, året rundt.
Måske kunne man endda lade fasten være anledning til at overveje, hvorvidt kirkelig diakoni, altså kristen næstekærlighed i praksis, skulle være et sakramente, som en dansk teolog har talt om. Normalt kalder man dåben og nadveren for sakramenter, fordi det er handlinger, som Jesus har bedst os om at gøre. Men her er det værd at huske, at Jesus faktisk også beder os om at vise omsorg for alt levende – det er essensen af det dobbelte kærlighedsbud, som han selv kalder for det første og største bud, og stemmer også fint med Esajas definition af faste, som blandt andet indebærer at sætte de undertrykte i frihed, at man deler sit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at man giver klæder til den nøgne.
Kunne man forestille sig kirkelig diakoni som et nyt sakramente? I Jakobsbrevet fra Det Nye Testamente står: ”Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: »Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,« men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død”.
Martin Luther kunne ikke lide teksten, selvom den står i Det Nye Testamente. Men der burde altså – som antydet – ikke desto mindre være belæg for at gøre kirkelig diakoni til et sakramente. Særligt luthersk lyder det måske ikke – det virker unægtelig som om, at vi mennesker skal yde en aktiv indsats for frelsen. Vi skal dog huske på, at når vi gør barmhjertighedens gerninger, så er det Jesus i os, der arbejder for os. Vi kan ikke selv tage æren.
Hvis Jesus, der bespiser femtusinde mand, skal være et forbillede, er det i hvert fald svært at komme udenom, at gerninger overfor trængende medmennesker bør være centrale.
Det pudsige ved dagens tekst er derfor også, at den handler om overflod.
Johannesevangeliet, som teksten jo er fra, er meget systematisk opbygget. Der er syv tegn eller undere i evangeliet, hvor det mest kendte sikkert er brylluppet, hvor Jesus forvandler vand til vin. Blandt meget andet også en henvisning til nadveren. Og de syv tegn ender med Lazarus’ opvækkelse fra de døde, hvilket unægtelig er en ret direkte henvisning til det ultimative under – Guds opvækkelse af Jesus fra de døde, påskemorgen. Hvis da ikke Jesu fødsel i virkeligheden er det største under af alle.
Det er Jesus, der er brødet, også i brødunderet fra dagens tekst. Det Jesus, der er brødet, som brydes og deles ud for at blive til liv i os. Johannes lader Jesus sige det efter bespisningsunderet: ”Jeg er livets brød”.
Fastens tema er altså ganske klart. Vi skal ikke lade os friste. Vi skal ikke bygge vores liv på og have vores faste holdepunkter i tilværelsen i alt det jordiske og relative. Og det er nemmere sagt end gjort for de fleste af os, for alle de timelige, jordiske ting, som vi omgiver os med, vil mange af os ikke kunne eller ønske at undvære, uanset om vi tænker på penge, magt og indflydelse eller bare det gode job og den gode uddannelse. Inklusive alle de vaner, som vi knapt tænker over til dagligt, og som derfor kan tage magten over os og lader os bruge tiden på den dagligdags trummerum, fremfor at rette vores energi og omsorg mod vores næste, ja, alt levende.
Og det er i grunden mærkeligt, at vi gør det, for når vi oplever Jesu nærvær, så får vi i overflod. Når vi selv skal stå for det hele, så går det galt i sidste ende. Så føler vi os ofte begrænset af det, vi faktisk kan se, og har sjældent fantasi til at forestille os, at det kunne være anderledes.
Så selvom det er meget menneskeligt at have jordiske håb, og i en verden med krig og klimakrise er det sikkert også nødvendigt, så er det først og fremmest i det himmelske håb, vi kan have vores fred.
Når vi tror på, at ingen svigtes af Jesus, når vi tror på, at fortabelsen er en umulighed i praksis, hvis Gud i sit inderste væsen er kærlighed, så har vi frelsen og dermed troen.
Når vi tror på, at alle mennesker ender i lyset, så kan vi have fred i Jesus, og med sindsro og helt naturligt arbejde for omsorg for alt levende, fordi vi ikke kan lade være, og fordi det, ligesom dåben og nadveren, bringer os tættere på den treenige Gud.
Amen.