Ny prædikensamling - køb HER

Familiegudstjeneste: Sidste fortælling om julen

Prædiken/fortælling til helligtrekonger søndag, 2020. Holdt i Spørring Kirke.


Velkommen til familiegudstjeneste på denne helligtrekongers søndag.


Først skal jeg lige høre:


Har I stadig juletræ stående derhjemme?


Det tænkte jeg nok. Men i kirken slutter julen faktisk først i dag. Derfor er det sidste dag, vi må synge julesange i kirken. I gamle dage afsluttede man julen med nogle knald. Man tændte lys, og ventede på tre brag og så var julen færdig. Det gjorde man om eftermiddagen eller aftenen til den 6. januar.

Vi gør noget lignende i dag, men det kommer jeg tilbage til.

 

Først skal vi begynde at synge "Dejlig er den himmelblå". I dagens anledning synger vi den i fuld version, men vi tager den lidt af gangen. Så lad os starte med at synge de første fem vers af Dejlig er den himmelblå. Grundtvig kaldte det faktisk en barnesang.

 

Vers 1-5

 

Vi skal høre om tre kloge mænd.

Ved I hvad en klog mand er?


Det kunne også have været tre kloge damer. Men i denne historie var det tre meget kloge mænd. De var kommet vandrende hele vejen fra et sted, der hed Østerland. De havde hørt, at en ny konge skulle blive født, og derfor tog de af sted for at finde ham.

De kiggede op på stjernerne, for de var nemlig så kloge, at de kunne finde vej ved at kigge på stjerner, og derfor behøvede de slet ingen vejskilte. Men det var heller ingen almindelig stjerne. Det fortæller jeg mere om, når vi har sunget fem vers mere.

 

Vers 6-10

 

Kender I alle sammen vejen hjem til hvor I bor?

I kigger ikke på stjerner, vel?

I ved godt, hvad er stjerne er, ikke?

Ved I også hvad en ledestjerne er?

 

Nu skal I høre. Gud havde sørget for, at der lyste en meget klar stjerne lige oven over det sted, hvor Jesus var født. Den hed ”ledestjernen”, og det hed den, fordi den kunne lede de kloge mænd hen til det sted, hvor Jesus var blevet født.

  • Se sagde den ene af de kloge mænd. – Lad os prøve at følge den stjerne dér! Så finder vi nok Jesus!

Og så gik de i retning af ledestjernen.

 

Har I fået nogle gode julegaver i år? Måske sidste år?

De tre kloge mænd blev meget glade, da de fandt stalden og det lille Jesus-barn. De havde også gaver med. Der var både guld og andre smukke ting i gaverne.

 

Hvis I skulle giver gaver til Jesus, da han lige var blevet født, hvad ville I så give ham?

 

Da jeg var barn, så tænkte jeg, at grunden til. at vi giver hinanden gaver til jul er for at efterligne de tre kloge mænd, som gav gaver til Jesusbarnet.

 

Hvis ikke Gud havde sørget for den flotte ledestjerne, havde de kloge mænd garanteret aldrig fundet det lille Jesus-barn.

Så, når vi i dag kigger op på stjernehimlen, så kan vi tænke på Jesus. Og huske på, at vi ligesom Jesus skal være søde ved hinanden. Også når det ikke er jul.

 

Nu synger vi vers 11-15

 

Ved I at vi sommetider spiser i kirken?


Normalt kalder vi det for nadver eller altergang. Vi skal også spise i kirken i dag, men vi skal spise kage og saftevand i dagens anledning.


Og der er en lille overraskelse. Vi har lige hørt historien om de tre kloge mænd. Og nu skal vi her i kirken have fundet tre hjælpere, der skal have en krone på, så de kan hjælpe mig til sidst.

Der er nemlig gemt en mønt i hver kage. De tre, der finder mønten, bliver mine hjælpere til sidst.

Normalt siger vi, om det vi spiser i kirken under gudstjenesten, at vi kommer tættere på Jesus, når vi gør det. Det samme, når vi drikker.

I dag, når der om lidt serveres kage og juice, kan I tænke ekstra meget på Jesus, og dengang de tre kloge mænd fandt vejen til ham via den klare stjerne på himlen.

Og lad os så få noget kage.,


(Nadver).

 

(efter kroningen af tre hjælpere)


Vi synger Dejlig er den himmelblå, færdig.


Vers 16-19


Lad os bede fadervor.


Og lave velsignelsen sammen

 

Nå, nu skal vi snart afslutte det hele med et knald.


Nu skal jeg have mine tre hjælpere til at hjælpe med at dele knallerter ud til at alle børnene. Og I må ikke gøre noget med dem endnu.

 

Skal vi sammen afslutte den kirkelige jul med et brag? 10-9-8…


(Knald-knald-knald….)


Så er julen slut, også her i kirken. Nu må vi ikke synge julesange mere for denne gang. Så lad os afslutte med en nytårssalme.


Godt nytår, alle sammen.






Grundteksten er en meget redigeret version af fortællingen om de tre kloge mænd fra "Sigurd fortæller bibelhistorier".

Men Ordet står til evig tid

Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger, 2020. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«

 

 

Der var engang en litteraturmand, som sagde: Poesi er – og så brugte han et bandeord – ikke fiktion. Poesi er …. ikke fiktion.


Det er meget aktuelt at tage op, når vi har med Johannesevangeliet at gøre. Det gælder også denne søndags evangelietekst.


Der sker rigtigt meget i teksten, så der er sådan set rigeligt at tage fat på. Både meget konkrete ting, men der er også mere diffuse ting, ikke mindst, når Johannes bruger et mere poetisk sprog.


Men poesi er ikke fiktion. Det handler stadig om virkeligheden.


Vi har altså at gøre med noget relativt konkret, og så nogle meget diffuse tanker, som det kan være svært at få hold på de første mange gange, man læser teksten.


I teksten fortælles blandt andet en historie om den samaritanske kvinde. Hun har en baggrund, og hun bor et konkret sted. Hun har nogle konkrete forestillinger om, hvad der er rigtigt og hvad det forkerte er at gøre. For eksempel hvordan man kan eller kunne bede til Gud.

Jesus forholder sig til disse meget konkrete forhold. Men han løfter også mødet med den samaritanske kvinde op på en måde, så episoden løftes bort fra tid og sted; således at Jesu forkyndelse, Jesu pointer, tydeligvis bliver gjort almengyldige, eviggyldige, ja, absolutte.


Og det er i virkeligheden et meget godt billede på kristendommens udfordring. På den ene side er den meget tids- og stedbunden, forstået på den måde, at vores opfattelse af kristendommen varierer fra sted til sted og fra tid til tid. Det kan vi hver især, og med vores forståelser af kristendommen i folkekirken, måske undre os over. Men det er ikke desto mindre sådan, det faktisk forholder sig.


Hvis jeg må lave en kort sidebemærkning, så skrev jeg engang opgave om kristendommen i Afrika. Her kunne der stilles to centrale spørgsmål, afhængig af, fra hvilken side, man så det. Inde fra det store afrikanske kontinent kunne man spørge: Er afrikansk kristendom virkelig afrikansk? Og udefra kunne man omvendt spørge: Er afrikansk kristendom virkelig kristendom? Og helt tilsvarende spørgsmål kunne man selvsagt stille her til lands. Er dansk kristendom, dansk? Er dansk kristendom, kristendom? Der er flere steder i verden, herunder i Afrika, hvor man ville undre sig over vores forståelse af kristendommen.  Og vi kan her til lands spørge, om den overhovedet er dansk. Jeg ville jo nøjes med at sige, den er luthersk, men Luthers tanker forstås jo ikke hundrede procent ens overalt.


Det, som nemlig er sagen og udfordringen med kristendommen, er, at det jo er samme budskab, der skal forkyndes overalt. Men man bliver pga. forskellige sprog, forskellige kulturer, forskellig fælles historie, man bliver nødt til at gøre det på meget forskellige måder.


Jesus forholder sig til den samaritanske kvindens helt konkrete situation og dagligdag. Han taler ind i hendes hverdag. Og hun bliver dermed set, som den hun er, og ikke alt muligt andet.


Men hans budskab til hende adskiller sig ikke fra det budskab, han også forkynder alle mulige andre steder. Men i og med, at det helt konkret er hende, den samaritanske kvinde, han taler til, bliver hans forkyndelse netop rettet mod netop hende, så netop HUN kan se det, forstå det, og tage imod Jesus.


Jesu forkyndelse er universel, almen gyldig, evig. Man skal ikke bede et særligt sted, på et særligt helligt bjerg eller i en særlig hellig by. Det kan sagtens være, at nogle steder opleves som mere hellige end andre steder, men at sende en bøn tid Gud kræver ikke, at man opholder sig på særlige steder. Man skal blot bede til Faderen i ånd og sandhed. Når man har lyst og behov.


Således skal man sikkert også forstå Jesu ord, når han siger: ”Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste”. Som i modsætning til det vand, der slipper op på et tidspunkt.


Man kan måske bruge dåben som eksempel. Vandet vi bruger, er jo for så vidt ganske almindeligt vand. Men når dåbens ord lyder, så sker der en livændrende ting med barnet. Det er blevet døbt, og kan ikke af-døbes igen. Der findes kun en dåb, og når den er foretaget, er den eviggyldig. Vandet og ordene har med Helligånden gjort sin virkning.


Det vand, som Jesus giver os, det vand, som Jesu ord lyder over, er ikke længere bare vand, men er kilde til evigt liv. Så længe det sker i ånd og sandhed, så kan intet menneske hamle noget op, så har det evig gyldighed.


OG det uanset, hvor ordet lyder i verden. Det kan nok være, at vi indbyrdes kan være uenige om betydningen. Det kan nok være, at vi er prisgivet vores lokale sprog og vores lokale vaner og historie. Og at det har indflydelse på, hvordan vi modtager ordet.


Men selve ordet står til evig tid.


Amen.