Ny prædikensamling - køb HER

Familiegudstjeneste: Harry Potter om at ville det gode for fællesskabet

Prædiken til udvalgte teksterr fra bind to i Harry Potter-serien.


Gryffindor kaldes for nemheds skyld de godes kollegium, mens Slytherin for nemheds skyld kaldes for de ondes kollegium, selvom nogle nuancer hermed går tabt. Så kan de uindviede også være med.


Harry Potter-bøgerne er spækket med temaer, der kan relateres til kristendommen. I dag vil jeg nøjes med at tage to af temaerne op, ganske kort. Det ene handler om valget af det gode. Det andet tema handler om fællesskab og sammenhold.


Harry er som alle andre nye elever meget spændt på, hvilket kollegie, han bliver placeret i på troldmandsskolen. Fordelingen af eleverne sker via magi, så skolen sikrer sig, at de forskellige elever bliver placeret i præcis det kollegie, hvor de hører hjemme. Da Harry så inderligt ønsker at blive placeret i de godes kollegie tigger han fordelingshatten om at blive placeret i de godes kollegie.


Denne fordelingshat gør det klart for Harry, at han ville passe perfekt i de ondes kollegie. Han har alle evnerne til at gøre en fortræffelig karriere der. Det lykkes dog at få fordelingshatten overbevist om, at Harry skal placeres i de godes kollegie.


At Harry faktisk ville passe i de ondes kollegie, er dog noget, der virkelig går Harry på, og han har det dårligt med tanken om, at han faktisk kunne gøre en god karriere som ond troldmand. Ja, han tænker så meget over det, og bliver så meget i tvivl om sig selv, at han begynder at tro på, at han er blevet placeret forkert. At fordelingshatten for en gangs skyld har lavet en fejl.


Derfor opsøger han senere fordelingshatten på rektorens kontor.


Her får han igen at vide, at han ville passe perfekt i de ondes kollegie. Men selvom man må forstå, at placeringen i de forskellige kollegier er næsten skæbnebestemt, at man bliver placeret i forhold til den person, man faktisk er, så spiller valget også en central rolle. Harry blev nemlig placeret i de godes kollegie, fordi han tiggede om det. Han traf et meget konkret valg. Så selvom han har de samme kvalifikationer som den onde Voldemort, så adskiller Harry sig markant fra ham ved at han aktivt har valgt de godes side.


Og det er en uhyre central pointe i Harry Potter-bøgerne.


For nu at udtrykke det med traditionel kristen sprogbrug. Vi er alle syndere for Vor Herre, vi har alle lidt ondskab i os. For at tale med Paulus: "Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg."


Men det helt afgørende er, hvordan vi faktisk vælger at leve vores liv, uanset de kampe, der måtte møde os på vores vej i livet. Tager vi kærlighedsbuddet til os, eller gør vi ikke.


I den evangelietekst, der normalt læses i dag, driver Jesus dæmoner ud. Jesus anklages for at gøre det ved hjælp af en ond dæmon, men siger til sine kritikere, at man ikke kan drive noget ondt ud via noget ondt, uden at komme i splid med sig selv. Man kan måske sige – i hvert fald billedligt talt – at Harry prøver at drive de onde sider af sig selv til side ved at insistere på at ville være hos de gode.


Denne myndighed eller autoritet, som Jesus har, minder meget om rektorens på Harrys skole. Og han, rektor Dumbledore, tilgiver også blandt andet Harrys synder og mange brud på skolens regler, i et væk. Sommetider undrer man sig næsten over rektorens forståelse, selvom der sidst i serien viser sig at være en dybere mening med det hele.


Ud over dette at vælge det gode, på trods af alle de fejl, vi alle sammen også har, så er der et andet centralt tema gennemgående i Harry Potter-bøgerne, nemlig fællesskabets betydning. Dels får eleverne point til deres gruppe, når de gør noget godt for deres kollegium, ligesom de får strafpoint, hvis de kvajer sig. På den måde bliver det meget klart, at gruppen kun er lige så stærk som det svageste led. Det gælder altså om at stå sammen.


Men fællesskabet og sammenholdet bliver også helt centralt, da det store opgør med den onde Lord Voldemort nærmer sig.

I denne kamp, kampen mod Voldemort, kampen mod det onde, i denne kamp er det derfor altafgørende for rektoren at opfordre til sammenhold. Han er fuldt bevidst om, at folk er meget forskellige.


Man kan derfor sige, at rektorens opfordring er en opfordring til sammenhold, en opfordring til at forenes om sandheden, på trods af alle forskelligheder. Idéen med at fordele eleverne i de fire kollegier ved skolens start er nemlig ikke, at der skal opstå splid, eller at nogen skal synes, de er mere eller bedre end andre. Hele meningen er, at de skal lære af, og bruge hinandens forskelligheder. Med et mere traditionelt kristent sprogbrug, så har vi alle fået tildelt vore særlige talenter hver især af Gud, som i høj grad er bestemmende for, hvor vi hver især ender i livet. Hvad vi bliver gode til, og hvad vi bliver knapt så gode til.


Men det, vi hver især kan og er gode til, skulle gerne bruges til noget positivt, skulle gerne bruges til fællesskabets bedste, hvilket også er en central pointe i Harry Potter-bøgerne.


Det er også det, der sker, når vi samles til gudstjeneste. At vi, som de meget forskellige mennesker vi er, med forskellige baggrunde, og forskellige opfattelser, mødes i troen på den samme Kristus. De fleste af os er godt klar over, at vi ligesom Harry Potter, også har evnerne til at gøre dumme ting, også ting, der er så dumme, at det kan have livsødelæggende betydning for andre mennesker. Men de fleste af os vælger heldigvis efter bedste evne at drive de onde sider i os selv til side, således at vi kan vælge at ville det gode i stedet, selvom det kan være svært nok, uanset hvor meget vi ønsker at ville det.


Men ikke desto mindre er enhver gudstjeneste en stor opfordring til – på trods af alle forskelligheder, på trods af vore tilbøjeligheder til at være os selv nok – ikke desto mindre er enhver gudstjeneste en stor opfordring til at være forenede om sandheden i troen på Jesus Kristus. Og med Hans kærlighed at gå ud i alverden og elske det bedste vi kan, både venner og fjender.


Amen.


Faste og overflod

Prædiken til midfaste søndag, 2019. Holdt i Trige Kirke og i Ølsted Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

 

 

Dagens prædiken indledes med nogle personlige ord om fasten – noget jeg faktisk gjorde engang. Og så noget direkte om dagens tekst.

Den kristne faste løber i år fra og med Askeonsdag 6. marts til og med Påskelørdag 20. april. Søndagene skal ikke tælles med, da søndag er opstandelsesdag, og dermed en festdag, og man faster ikke på en festdag. Således kommer den kristne faste til at vare 40 dage.


Tilbage i 2011, 2012 og 2013 fastede jeg.


Den kristne faste er individuel, forstået på den måde, at den enkelte frit kan vælge, hvad han eller hun ønsker at faste/afholde sig fra i disse 40 dage. Det kan være den enkelte vælger at afholde sig fra kød, det kan være søde sager, det kan være mælkeprodukter, eller de daglige opdateringer på facebook, eller det kan være tv-kiggeriet.


Man kan derfor bruge fasteperioden til at afholde sig fra ting, som man af den ene eller anden grund føler sig afhængig af, i større eller mindre grad. Ting der er blevet så meget til vane, eller som man tager så meget for givet, at man til dagligt ikke tænker over denne vane eller afhængighed.


Men hvis man over en længere periode - her 40 dage - afholder sig fra ting, som man synes er blevet for meget vane, eller man føler sig for afhængig af, vil der uundgåelig opstå perioder – også mentalt - , som man ikke er vant til. Dels selvfølgelig helt konkret, at der bliver ekstra tid på de tidspunkter, hvor man brugte tid på det, man har valgt at afholde sig fra. Dels kan kroppen selvsagt mærke det, hvis man pludselig holder sig fra kaffe eller rygning, hvis man normalt er afhængig.


Det vil uundgåeligt føre til tilstande, hvor man får tid og rum til at forholde sig til sig selv, sin omverden og sine medmennesker på en anden måde, end man normalt ville gøre.


Min egen faste endte med et stykke fra Esajas Bog – et stykke han efter sit eget udsagn har fra Herren, og som fik mig til at genoverveje fasten, og jeg faster derfor ikke mere. Esajas skriver: "Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne". Da det her også følger af det dobbelte kærlighedsbud, skal man i virkeligheden 'faste' året rundt i denne forstand.


Så langt, så godt.


For det pudsige ved dagens tekst er jo, at den netop ikke handler om fasten. Eller fristelser, for den sags skyld. Den handler faktisk om overflod. Det vender jeg tilbage til.


Johannesevangeliet, som teksten jo er fra, er meget systematisk opbygget. Der er syv tegn eller undere i evangeliet, hvor det mest kendte sikkert er brylluppet, hvor Jesus forvandler vand til vin. Blandt meget andet også en henvisning til nadveren. Og de syv tegn ender med Lazarus’ opvækkelse fra de døde, hvilket unægtelig er en ret direkte henvisning til det ultimative under – Guds opvækkelse af Jesus fra de døde, påskemorgen.


Allerede ved det første under, vinunderet ved brylluppet i Kana, hvor vandet forvandles til vin, er henvisningen til påsken tydelig og klar. Der står både at påsken nærmer sig, og at brylluppet fandt sted på den tredje dag. Og den samme tankegang er på spil i brødunderet fra dagens tekst. Nu er det Jesus, der er brødet, som brydes og deles ud for at blive til liv i os. Johannes lader Jesus sige det efter bespisningsunderet: ”Jeg er livets brød”.


Så ja, fastens tema står fast. Vi skal ikke lade os friste. Vi skal ikke bygge vores liv på og have vores faste holdepunkter i tilværelsen i alt det jordiske og relative. Og det er nemmere sagt end gjort for de fleste af os, for alle de timelige, jordiske ting, som vi omgiver os med, vil mange af os ikke kunne eller ønske at undvære. Inklusive alle de vaner, som vi knapt tænker over til dagligt, og som derfor kan tage magten over os og lader os bruge tiden på den dagligdags trummerum, fremfor at rette vores energi og omsorg mod vores næste.


Og det er i grunden mærkeligt, at vi gør det, for når vi oplever Jesu nærvær, så får vi i overflod. Når vi selv skal stå for det hele, så går det galt. Så føler vi os ofte begrænset af det, vi faktisk kan se, og har sjældent fantasi til at forestille os, at det kunne være anderledes.

At Jesus efter fyrre dages faste i ørkenen ikke lod sig friste, er fastens hovedtema og dermed centralt, så han kunne blive vores forbillede.


Men det er ikke meningen, at vi skal leve i askese og gå sultne i seng.


Det viser dagens tekst med tydelighed. Til gengæld kan vi forvente at få i overflod, når vi hengiver os til Jesus. Og det er ikke så enkelt, som det kan lyde. Om fjorten dage har vi palmesøndag, som slår påskeugen an.


Og dermed også Skærtorsdag, hvor både vin- og brødunderet finder sit sidste udtryk inden opstandelsen, nemlig via den sidste nadver. Og hvad der er nok så centralt for os skrøbelige og svigefulde mennesker, er, at det også er denne aften – Skærtorsdag - og følgende dag, at flere af disciplene viser deres sande ansigter. Man skulle tro, at de ville være taknemmelige over den overflod, der bliver dem til del igennem deres nærvær med Jesus. Men de forstår slet ikke at håndtere den. En fornægter ham. En forråder ham. Mindst en tvivler på ham. Og dem, der bliver tilbage, kunne ikke engang finde ud af at holde sig vågne sammen med Jesus den sidste nat.


Det glædelige budskab i denne miserable udvikling er, at hvis der er plads til disse knoldesparkere omkring Jesu bord skærtorsdag aften, ja, så må der unægtelig også være plads til os ved siden af Jesus, når han giver af sin overflod til os, ikke mindst – symbolsk - under altergangen.

Jeg har i hvert fald selv altid syntes, at det er fantastisk – midt i fasten – at læse en tekst om et bespisningsunder. For nok skal vi ikke lade os friste, så vi vender ryggen til vores næste.


Men det handler først og fremmest om hengivelsen til Jesus, i en tro på, at det, han giver os, er alt nok. Så der både er brød og kærlighed at give videre til vor næste.


Amen.