Ny prædikensamling - køb HER

Livet på grus...

Prædiken til Juleevangeliet, juleaften, 2019. Holdt i Ebeltoft Kirke og i Trige Kirke. 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Amen.


 

”Velkommen ind, der er masser af plads”. Sådan cirka svarer søstrene mormor i DRs julekalender ”Julestjerner”, da de ellers som en del af juleevangeliet skal sige det modsatte. At der ikke er plads i herberget. Men de to søstre har slet ikke fantasi til at forestille sig, at man ikke kan finde plads til folk, der har brug for et sted at overnatte, så instruktøren, Big J., har sit hyr med at instruere dem til at sige det modsatte: At der ikke er plads, for det er nu engang sådan historien er.


Og sjældent har jeg set en julekalender, der så direkte viser, hvor forskelligt man kan orientere sig i tilværelsen. Der er dem, der orienterer sig så meget mod himlen, at de er nødt til at bruge stjernekikkert. Og der er hende, der kigger så meget mod jorden, at hun bruger al sin tid på at grave huller, og forsøge at købe andre folk ud, så hun kan grave endnu flere huller, og måske finde guld.


Der er virkelig noget scary over hende Vera Grus. Hun taler ikke om andet end grus, og om at grave huller, og så drømmer hun om, at få grus nok til resten af livet og om at finde guld – og det i en grad, så hun selv bliver skræmt, da hun ser det realiseret i et fremtidsbillede. Og så siger hun på et tidspunkt, at vores verden er bygget på grus. Det er en henvisning til nogle ord af Jesus, og i den sammenhæng betyder det, at vores tilværelse er usikker. Uden et fast fundament, - i kristendommen kalder vi det fundament for Jesus Kristus – har vores tilværelse ikke nogen mening og retning.


På et tidspunkt siger Bobs far, Big J., til Vera Grus, at hun burde kigge noget mere op ad, i stedet for hele tiden at kigge ned af. Men faktisk skal man helst ikke kigge for meget opad, hvis man er luthersk sindet, som vi jo er i folkekirken. Kristendommen handler nemlig om vores hverdag. Den hverdag, som Sus’ mor Maria har blik for på sin helt egen særprægede måde. Da de kommer til det faldefærdige sted, Blomsterland, i byen Brorfelde, tager hun fluks en støvsuger frem, selvom det virker komisk i situationen, som virker håbløs. Man kan sige, at hun ser lige frem hele tiden. Det er der, mulighederne er.


Kristendommen handler nemlig om hverdagens muligheder. Den hverdag, som Sus og hendes forældre ellers får ødelagt i begyndelsen af julekalenderen. De skal nemlig flytte fra deres kendte hverdag, da den bygning, de bor i, er i fare for at styrte sammen. Den er jo også bygget på grus. De skal endda flytte til et sted hen, som tilsyneladende ikke eksisterer, i hvert fald er det ukendt for bilens gps-system, og det eneste, de kan bruge, når de skal spørge om vej, er et billede af stedet. De kører med andre ord fra deres kendte hverdag og ind i et billede, ind i en fortælling.

Fortællingen handler godt nok stadig om hverdagen, men unægtelig noget mere skarpt tegnet op. Som en anden Augustus holder Bjarne Betjent øje med, at lov og orden hersker i den lille by, mens de to søstrene mormor taler om alt det, vi ikke rigtigt kan tro på, og Bob forsøger med en videnskabelig forklaring til alt, mens Big J. sætter musik til juleevangeliet, hvor de synger om jul hele året. Juleevangeliet er ganske vist en meget gammel historie, men virker forbløffende frisk hvert år, når vi igen lytter til det og gentager det.


Selv os moderne mennesker bliver ikke trætte af juleevangeliet, og i julekalenderen forklarer de da også halvvejs, hvorfor det religiøse sprog godt kan bruges side om side med det videnskabelige moderne sprog. Og hvorfor det videnskabelige sprog sommetider kommer til kort og når en grænse, når vi skal forklare og tale om de største ting i tilværelsen. Et meget konkret eksempel på det, er, da søstrene mormor mødes med Bob og Sus udenfor i mørket. Himlen oplyses. Søstrene mormor kalder det ”himmeltæppet”, mens Bob kalder det ”nordlys”, og kommer med en videnskabelig forklaring. Og når der står ”Shooting Star Crew” (stjerneskudsholdet) på Sus’ jakke, er det ikke fordi, hun kigger på stjerner med nogen, men fordi hendes bmx-klub har store ambitioner.


Hvis vi skal tage et andet konkret eksempel. Hvad er mest korrekt, at kalde et juletræ for et juletræ eller bare et grantræ. Et juletræ eller et grantræ. Det første fortæller også en historie. Vi fejrer julen med alle dens traditioner. Kalder vi det bare et grantræ, ja, så er det bare et træ. Og som det fremgår af den noget komiske debat om jule- og vintertræer, så er et træ bestemt ikke bare et træ.


Og juleevangeliet er ikke bare en god historie. Den giver et helt andet perspektiv på tilværelsen. Et perspektiv, vi ikke kan sige os selv, fordi det kommer oven fra og ned. Vi må hjertens gerne sende vores taknemmelighed opad. Og lade os fascinere af stjernehimlen, for den sags skyld. Men livet er det, vi lever sammen til hverdag, når vi ser lige frem. Det er ikke altid lige nemt, men vi kan, som Sus gør, gøre vores bedste, og forsøge at få det bedste ud af situationen, også selvom vi ligesom Sus kan have det svært med måske nødvendige forandringer. Og det uanset om disse forandringer skyldes en praktisk flytning, om det er forandringer, der skyldes skærpet omsorg for vores medmennesker, når vi bliver bevidste om Jesu bud om næstekærlighed (jul hele året om man vil), eller det handler om, at vi i vores hverdag søger at leve mere klimavenligt for de næste generationers skyld. I et enkelt afsnit af julekalenderen er der faktisk et kort indslag om vores klima, og julekalenderen er endda en genudsendelse fra 2012.


Juleevangeliet giver et helt andet perspektiv på tilværelsen. Et perspektiv, vi ikke kan sige os selv, fordi det kommer oven fra og ned. Der dukker en helt ny dagsorden op, julenat, da vore Herre bliver født og lyset sig tænder i mørkets skød. Det handler om ånd. Det handler om livsmuligheder. Det handler om, at vi ikke skal se på folk, vi ikke kan lide, som fjender, men som medmennesker, der også er skabt i Guds billede, og derfor værd at elske og byde indenfor, selvom der måske ikke er plads. Det handler om bundethed til vores næste. Der er ikke noget mærkeligt i, at julen er blevet en glædens fest – eller hjerternes fest, som det hver dag er blevet sagt i slutningen af julekalenderen. For det er et helt igennem glædeligt budskab, der kommer til verden julenat. At det er selveste inkarnationen, menneskeliggørelsen af Sandheden og Kærligheden med stort S og K, der kommer til verden julenat, er et under, der overgår alt, hvad der er fantastisk, kun overgået af opstandelsen påskemorgen.


Som de synger i Julestjerner: On the road to jul. På vejen til julen, vi kan aldrig køre galt for vejen er fremad og julen er alt. Nu skal vi ud og gå på grus. Vi skal hen og se noget nyt, for vi skal finde en julekahyt.


Det kan nok være, at vores verden er bygget på grus, men Kristus kan sagtens blive vores klippe, vores fundament, når vi hengiver os til ham. Om det så end sker i sang eller bøn eller gode gerninger. I denne julekahyt kan vi bygge og bo, med alle de udfordringerne livet byder os. Livet på grus er usikkert, men med Jesus har vi trods alt fået en retning, og den handler ikke om lukkede døre.


Verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat.


Amen.

Og hvad så nu?

Prædiken til 2. juledag, Sankt Stefans dag, 2019. Holdt i Spørring Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«


 

I løbet af en dag som i dag, og nok særligt i morgen, er der sikkert mange af os, som tænker: Det var så den jul. Kirkeligt set slutter julen ganske vist først den første søndag i det nye år, men jeg tror langt de fleste tænker julen som et overstået kapitel for denne gang, enten i dag eller i morgen, hvis ikke det allerede skete i går.


Og hvad så nu? Nu er der et år til, at det igen bliver jul, nu starter hverdagen snart igen. For nogle er den startet, for andre sker det i morgen, hvor vi har første hverdag efter jul.


Og hvad så nu? Efter en måned med juleræs og –stres, en masse julehygge, spændte forventninger, og en masse juleglæde, som vi siger, er det hele igen igen ovre. Og vi skal videre i teksten. Der er ganske vist nytår om ikke så længe, som mange også gør en del ud af. Vi skal trods alt fejre, at vi snart skriver 2020. Men julens mange udfordringer og glæder er overstået for denne gang.


Og hvad så nu?


Ja, vi kan selvfølgelig vælge at fortsætte vores liv som altid, og bare komme videre derudaf i tilværelsen. Der er ofte et eller andet at se frem til.


Men vi kan også bruge helligdagene til at stoppe op, og tænke: Hvad var det lige, der skete der? Hvad betyder det egentlig, når vi i advent synger ”Julenat da vor Herre blev født, da tændte sig lyset i mørkets skød?”. Eller bare synger ”Et barn er født i Betlehem”, eller ”Julen har bragt velsignet bud”.


Betyder det alt sammen noget, eller er det bare noget vi synger, fordi det er en tradition, fordi det er festligt, fordi melodierne er så fantastiske at synge til.


Ja, er det korte svar i dag. Ja, det betyder i den grad noget. Ja, det er i virkeligheden livsomkalfatrende, for nu at bruge et fint udtryk. Hvilket på almindelig dansk betyder noget i retning af, at Jesu fødsel som begivenhed, vender op og ned på det hele. I hvert fald hvis vi vælger at tage det på os.


Og vælger vi det, at tage det på os, så er det ikke småting, vi faktisk vælger at sige ja til. Jeg tror, at denne tekst, som vi læser Anden Juledag i alle ulige år, er et af de klareste eksempler på, hvad det egentlig vil sige at følge Jesus.


Det betyder, helt kort, at Jesus står over alt andet. Han er fundamentet. Et fundament, som man ikke kan sætte spørgsmålstegn ved. Det kan godt være, at man kan stille en masse spørgsmålstegn ved, hvad det faktisk betyder. Men hvis man vælger at tage Jesus på sig som ham, der skal efterfølges, kan man ganske enkelt ikke med mening sætte spørgsmålstegn ved ham som fundamentet for selve livet.


Og jeg tror vi alle sammen ved, hvad der kan se, hvis man har stærke meningen om centrale emner. Og fx taler med et menneske, som mener det modsatte af os. Heftige diskussioner, for ikke at sige skænderier. Og måske det, der er værre. Når Jesus meget provokerende taler om, at han ikke er kommet til jorden for at bringe fred, men sværd, er det utvivlsomt fordi han udmærket ved, at hans forkyndelse dels er meget kontroversiel, og dels at gudsriget ikke kan skabes på jorden.


Hvor mange, der når at omvende sig til kristendommen inden tidernes ende, er umuligt at vide, men indtil da er der rigeligt at skændes med. Hvis man insisterer på, at vi skal elske vores fjender, er det nemt at komme op og skændes med dem, der ikke mener, at alle mennesker, også dem, vi ikke kan lide, skal behandles ordentligt. Hvis man insisterer på, at alle dem, der egentlig ikke har fortjent det, også skal have et værdigt liv, så er det nemt at komme op at toppes med dem, der mener, at folks personlige liv udelukkende er deres eget ansvar, og at de bare skal tage sig sammen.


Hvis man vælger at følge Jesus, bliver han både gave og opgave. Gaven kom julenat. Og den første, der viste, at det var alvorligt ment, var Sankt Stefanus, som blev historiens første kristne martyr, der døde for sin tro, og derfor er Anden Juledag også kaldt Sankt Stefans dag.


Julens glæde og hygge er helt på sin plads. Der er meget at glæde sig over, når verdens frelser pludselig kommer til verden julenat. Alvoren begynder nu for alvor at melde sig, dagene derpå, når det går op for os, hvilke konsekvenser, det faktisk får for dem af os, der vælger at tage Jesus til os, alle os, der betragter os som kristne, og som dermed også vælger den opgave, Jesus er.


Jesus er både gave og opgave, glæde og alvor. Befrielsen, lettelsen, forløsningen ved at tage opgaven på os, består ikke mindst også i, at Jesus dermed også bliver vores eneste dommer.


Selv den mindste af Jesu små, skal vi give et glas vand, hvis det er det, vedkommende har behov for. Uanset om vi kan lide vedkommende eller ej. Hvorvidt, vi faktisk lever op til buddet, er det dog kun Jesus, der kan vurdere.


Ja, Jesus er en gave, og dermed en glæde. Ja, Jesus er dermed også vores opgave. Det glædelige budskab, som også gør opgaven til en gave, kan ikke siges ofte nok, nemlig, at Jesus Kristus dermed også bliver vores eneste dommer.  


Amen.