"ti gode noveller, som dels vender op og ned på paralleler til de ti bud, og som samtidig skildrer [virkeligheden] på en måde, som udfordrer læseren."

Konfirmation: Grundfortællingen

Prædiken til Kristi Himmelfarts dag, 2024. Holdt i Tranebjerg Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. 


 

Kristi Himmelfartsdags betydning kan ikke overvurderes. Også selvom det måske kan være svært at se billedet af Kristus for sig, som opløftes til himlen for at sidde ved Gud Faders den almægtiges højres hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde, som vi siger i trosbekendelsen.

 

Kristi Himmelfartsdag er også blevet kaldt afskedsreceptionen for Jesus, den dag, himlen kom tættere på jorden. Den dag, Jesus vender tilbage til Faderen, hvordan det end er foregået.

 

Og med Kristi Himmelfart er grundfortællingen ved at være ved vejs ende - det bliver den til Pinse, der også kaldes for kirkens fødselsdag. Efter pinse har vi den lange periode, der først slutter ugen før advent, og i denne lange periode har evangelieteksterne i høj grad hverdagen som omdrejningspunkt. Det er i den periode, vi både hører om fjendekærlighed, den barmhjertige samaritaner og den fortabte søn.

 

Det hele startede Julenat, hvor Vor Herre blev født, og lyset sig tændte i mørkets skød. Herefter forkyndte Jesus som voksen i omkring tre år, hvor han i fastetiden blandt andet var udsat for fristelsen i ørkenen, som han som bekendt modstod. Som jeg også har fortalt jer konfirmander, var det ved fristelsen i ørkenen, at det onde og destruktive, som vi ofte kalder Djævelen, bliver udskilt fra Gud. Den Gud, vi møder i kristendommen, er ikke destruktiv, som den Gud, vi kan møde i Det Gamle Testamente, som i overvejende grad er jødedom.

 

Gaven fik vi altså Julenat, og opgaven blev cementeret Påskesøndag, da det blev åbenbart, at Jesus virkelig var Guds søn. Hans ord står til troende som eviggyldige sandheder, og går vi til de ord, som Jesus selv kalder de første og største, nemlig det dobbelte kærlighedsbud, er det også klart, hvad vi faktisk er forpligtet på. Med den pointe, at budet ikke siger noget om, hvad vi faktisk skal gøre. Det må situationen afgøre. Men at være der for vor næste det bedste vi kan, at vise omsorg for alt levende, dét er i hvert fald fordringen. Jesus er både gave og opgave.

 

Vores egen Grundtvig mente, at Jesus mellem opstandelsen og himmelfarten, overgav trosbekendelsen til sine disciple, og at trosbekendelsen derfor kom direkte fra Jesu egen mund. Grundtvig kaldte det sin mageløse opdagelse i 1825, hvor han efter eget udsagn opdagede, at det netop var trosbekendelsen, som var Jesu egne ord, mens ordene i bibelen muligvis ikke var det. Og selvom trosbekendelsen af gode grunde er en central del af gudstjenesten – I skal jo også kunne den udenad -, ved vi i dag, at den er lavet mange år efter bibelens tekster blev skrevet, og derfor ikke er Jesu direkte ord - hvilket omvendt, Fadervor, helt givet er.

 

Og det er netop trosbekendelsen og fadervor, der omkranser jeres konfirmation.


Så langt så godt…



Herefter gled prædiken over i en konfirmationstale. Konfirmationstalerne bliver offentliggjort ved anden lejlighed.


Opfyldt af helligånden

Prædiken til 6. søndag efter påske, 2024. Holdt i Besser Kirke og i Onsbjerg Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« 

 

 

Den 16. april, altså sidste måned, skete der to meget forskellige ting, som begge havde med ild at gøre.

 

I Paris blev den olympiske flamme tændt, og den skulle jo gerne ende samme sted til sommer, når OL i netop Frankrig starter. Jeg tænker, at den olympiske flamme repræsenterer en masse positive ting for de fleste mennesker.

 

Men det var også den 16. april, at flammerne fortærede halvdelen af den historiske bygning i København, vi kalder Børsen. Jeg må indrømme, da jeg først hørte om branden i Børsen, og at der ikke var kommet nogen mennesker til skade, faldt min interesse en smule. Selvfølgelig er det trist, at en så historisk bygning brænder, men for mit eget vedkommende går grænsen ved, om nogle mennesker kom til skade, og det skete heldigvis ikke.

 

Ild er således en besynderlig størrelse, og kan forbindes med alt fra hygge ved pejsen, hygge ved Sankt Hans bålet eller ved grillen. Men også til skovbrande, som selvom skovbrande kan være naturlige, sagtens kan true mennesker og menneskelig bebyggelse.

 

Enten handler ild først og fremmest om varme. Eller først og fremmest om fare.

 

Tankevækkende nok, er det igennem en brændende tornebusk, den gammeltestamentlige Gud først åbenbarer sit navn som JEG ER. Og når jøderne i Det Gamle Testamente ofrer til Herren, er det ofte via brændofre.

 

Levende lys forbinder vi ofte med hygge, ikke mindst når de sidder på juletræet eller måske på en fødselsdagskage. Når man i gamle dage i bogstavelig forstand tændte et lys i mørket, var det altid levende ild, før elektriciteten blev opfundet.

 

Det er derfor også tankevækkende, at den kommende pinse netop symboliseres ved ild. Og dagen efter påskesøndag, da to disciple på deres vandring mod Emmaus støder på en person, som viser sig at være Jesus, og som inden afsløringen har udlagt bibelen for de to – siger de til hinanden: Brændte ikke vores hjerter?

 

Derfor er ilden faktisk også symbol på selveste helligånden. Og selvom billedet bliver meget fysisk i pinseberetningen, som vi skal høre om en uge, så er det utroligt sigende for billedet af ilden som helligånd, at det i kristendommen er noget indre.

 

Brændte ikke vores hjerter?

 

Dagens evangelietekst er et af de bedste eksempler på poesien i Johannesevangeliet, det eneste evangelium, vi læser på søndagene mellem påske og pinse.

 

Her er mange poetiske gentagelser, og det handler blandt andet om at være i nogen eller noget. Her, Gud og Jesus. At være et med Faderen og Sønnen.

 

Det er helt oplagt, at man kan få for meget ild. Når det ikke bare er varme og hygge, men destruktivt og farligt.

 

Og når ilden samtidig kan være symbol på helligånden, er det nærliggende også at spørge, om man kan få for meget helligånd?

 

Svaret er selvfølgelig nej. I virkeligheden kan man måske sige, at det er når vi er blevet fyldt helt ud af helligånden, at vi er på den anden side. Når vi er et med Jesus. Når vi er et med Faderen og Sønnen.

 

Og når vi husker på, at Gud er Fader, Søn og Helligånd, og Gud er kærlighed, så må selve helligånden også være udtryk for den rene guddommelige kærlighed.

 

Og den kan vi aldrig få nok af.

 

Sangerinden Nanna sang tilbage i 80erne: Hvis der var kærlighed nok til os, så var der ingen, der gad at slås, så jeg synger helst om kærlighed, for uden den får verden aldrig fred.

 

Kierkegaard mindede os om, at det er lidenskabens flamme, ikke at forveksle med helligånden, at det er lidenskabens flamme, som både tænder hadet og kærligheden.

 

Vi har som bekendt begge dele i os, hadet og kærligheden. Og vi kan billedligt talt sige, at jo mere vi bliver fyldt op af helligånden, jo mindre plads til hadet er der i os.

 

På denne side af evigheden vil der altid være et minimum af plads til hadet og alt det destruktive i os. Men når tidens fylde kommer, vil alt være kærlighed. Selve Gudsriget.

 

Det er alt dette, Jesus forsøger at fortælle os i sin afskedstale, som fylder flere af søndagene ud mellem påske og pinse. I evangelierne – læst i en sammenhæng - er det afskeden inden tilfangetagelse og korsfæstelse. I kirkeårsfortællingen, den samlede fortælling søndag efter søndag, er det afskeden på vejen mod pinsen, hvor han overlader sit jordiske virke til netop helligånden.

 

Vores sind kan være destruktivt. Men den varme, der kommer fra os, kan også være andre til behag, være både festlig og konstruktiv og give anledning til glæde.

 

Men lidenskabens ild kan også antænde det modsatte.

 

Her er det, at vi med Jesu afskedstale, Jesu sidste bøn, kan tro og håbe på, at vi også bliver et med ham, som Jesus er et med Faderen.

 

Således at vi mere og mere lader os opfylde af helligånden, således at kærligheden kan komme til at fylde mere og mere i vores sind, så Jesus virker i os.

 

Amen.