Videohilsen: Det er fuldbragt

Gudstjenesten, langfredag, 2020, i Ølsted Kirke, aflyst pga coronakrisen.


I stedet lavede jeg denne prædiken som videohilsen:


Så blev det langfredag her i påskeugen. Vi plejer i kirken at kalde det for årets mørkeste dag. Det er indlysende hvorfor. Det var i dag, Jesus blev korsfæstet.


Det er dog et godt spørgsmål, om det ikke i år er sværere at sætte sig ind i, at dagen i dag skulle være særlig mørk og mistrøstig.

Jeg tænker, vi er mange, der i forvejen er ved siden af os selv, måske ligefrem frustrerede eller fortvivlede over coronakrisen. De fleste af os prøver selvfølgelig at holde humøret oppe, men den situation, corona-virussen har kastet os alle sammen ud i, er ikke altid lige nem at håndtere. Det giver et mismod, som vi ikke alle er vant til at håndtere.


På den anden side, kan det være, at det mismod, som vi er mange der føler over vores nuværende situation, måske gør det nemmere at sætte sig ind i det mismod, Jesu disciple må have følt, da de så deres mester pludselig hænge der på korset. Et andet slags mismod, selvfølgelig. Men stadig et mismod. En fortvivlelse over, at noget, de absolut ikke havde set komme, alligevel skete. Jesus havde ganske vist flere gange forberedt dem på, at det ville ske. Han havde flere gange fortalt dem, at han skulle overgives i syndige menneskers hænder, og dø. Men de kunne ikke tro det, de ville ikke tro det. Og så hang han pludselig der, på korset.


Det var ellers ikke småting, de havde oplevet med Jesus. I går, skærtorsdag, havde han spist sit sidste måltid med disciplene. Han havde sagt, at en ville forråde ham, en ville fornægte ham, og han fik ret i begge dele, selvom de alle sammen protesterede.


Nu hang han på korset, og nu råbte han Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør. Han havde talt med store bogstaver overfor disciplene og alle de andre, der hørte på ham. De skulle elske deres fjender, havde han sagt. De skulle følge Jesus i alt, hvad han sagde.


Kærligheden til næsten havde forrang for alt andet. Sagde han. Nu hang han på korset. Og pludselig lød det fra ham – min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Det lyder jo trist, at selv Guds søn kan føle sig forladt af Gud. For os andre er det dog en trøst, for når selv Jesus har været der, hvor han har følt sig gudsforladt, så går det nok også, at vi andre har den følelse engang imellem. Der har Jesus også været.


På engelsk hedder langfredag, Good Friday. Altså noget med god fredag, eller den gode fredag. Og det lyder jo mere positivt end langfredag. Men der er god grund til den engelske version. For det var for vores skyld, at Jesus hang der. Jesus hang der, hvor vi andre – billedligt talt – burde have hængt i stedet. Jesus var jo uskyldig, det kan man ikke ligefrem sige om os andre.


Så langfredags glædelige budskab er, at kærligheden selv selvfølgelig går hele vejen, hele vejen op på korset. For vores skyld.


Derfor er der også god grund til de ord, som Jesus siger til allersidst på korset i Johannesevangeliet: Det er fuldbragt.


Med langfredag er det blevet soleklart, at Jesu ord og forkyndelse, ikke kun var ord. Jesus tog alle ordene på sig, gik hele vejen. Han kunne lige så godt have opgivet os. Og sommetider lyder han også opgivende, når han taler til sine disciple. Men han gør det ikke, han opgiver ingen, ikke engang Judas, der forrådte ham, Peter, der fornægtede ham, og Thomas, der tvivlede. Jesus holder ved. Tager sin skæbne på sig, favner os alle, lader sig korsfæste.


For vores skyld. Så vi kan leve livet som de fejlbarlige mennesker, vi er, favnet af Jesus på trods.


Amen.

Videohilsen:

Om ventetid og et fredsønske

Gudstjenesten, 3. søndag efter påske, 2020, i Spørring Kirke, aflyst pga. coronakrisen.


I stedet lavede jeg denne prædiken som videohilsen:


Det er nu tredje søndag efter påske, og det var planen i dag, at vi skulle have haft en noget anderledes gudstjeneste. En familiegudstjeneste, med Grand Prix-tema. Men jeg tænker, at selvom coronakrisen også i dag har aflyst gudstjenesten, skal I ikke snydes for en kort men anderledes videohilsen fra mig.


Jeg vil tage udgangspunkt i denne bog fra 2010 – tredje tekstrække, hedder den – og læse teksten til tredje søndag efter påske herfra. Og den lyder sådan her – den er fra det gamle testamente og er et uddrag fra historien om Noas ark, hvor Noa venter på, at det kan blive hverdag igen, når vandet fra syndfloden, den store oversvømmelse, er helt sunket ned igen, og jorden atter blevet tør:


Der står: ”Efter fyrre dages forløb åbnede Noa den luge, han havde lavet i arken, og sendte en ravn ud. Den fløj frem og tilbage, indtil vandet var tørret bort fra jorden.  Så sendte han en due ud for at se, om vandet var forsvundet fra jordens overflade.  Men duen fandt ikke et sted, hvor den kunne sætte sig, så den vendte tilbage til ham i arken, fordi der var vand over hele jorden; Noa rakte hånden ud og tog den ind til sig i arken.  Han ventede syv dage til og sendte så duen ud af arken igen.”


Det er altså en tekst, der handler om ventetid. Noa venter på, at det bliver hverdag igen.


Vi venter også på, at hverdagen kan starte igen. På nuværende tidspunkt i kirkeåret, mellem påske og pinse, svarer det til at vente på pinsen. Pinsen var den dag, helligånden gjorde det muligt at forstå alle mennesker uanset sprog og baggrund. Og dermed muligheden for at starte en ny hverdag, et nyt liv, i kirkens grænsesprængende fællesskab.


Og man må unægtelig sige, at ventetid er en meget passende overskrift, for den situation vi alle stadig befinder os i lige nu, under coronakrisen.


Vi venter og venter. Og længes og ser frem til, at hele dette corona-mareridt er overstået. Vi venter på, at vi igen må give andre mennesker hånden, give et kram til gode venner og bekendte, vi ikke ser så tit. Vi venter og venter, og ved stadigvæk ikke, hvor længe vi skal strække vores tålmodighed i denne krise. Hvornår vi får vores kendte hverdag tilbage igen.


Man kan sige det samme om ventetiden mellem påske og pinse. For efter påskeunderet, hvor Gud med opstandelsen bekræftede Jesus som sin søn, og dermed forkyndte, at Jesu ord og gerning var og er sandheden om livet. Så venter vi i kirkeåret nu på, hvad der mon så kommer til at ske – og hvornår. Og med helligåndens komme, pinsedag, starter netop en ny virkelighed, en ny hverdag for kirken, det vil sige – os, når det gælder Jesu forkyndelse.


Og hvis vi læser dels Noas forventning om en ny hverdag efter den store oversvømmelse, dels vores forventninger i kirkeåret mellem påske og pinsen, og dels vores alle sammens længsel efter en almindelig hverdag igen, uden coronakrise, hvis vi læser alle disse længsler, forventninger og håb ind i hinanden, så handler det om et fælles håb om at vi, når ventetiden er ovre, igen kan samles og gøre en forskel. Det har aldrig været mennigen, at vi skulle gøre en forskel hver for sig. Det er nok nødvendigt i disse tider. Men kirken og kristendommen handler om fællesskabet.


Når ventetiden er ovre, - eller - når vi når til pinsen, så kan vi i hvert fald forkynde håbet om det fælleskab, hvor vi bryder grænser, hvor vi kan synge sammen igen, og vel at mærke ikke hver for sig. Jeg har lagt et link til Nicoles grandprixsang fra 1984, Ein bischen Frieden. Du kan se linket nederst i teksten og som en kommentar til dette opslag. Vel at mærke i en dansk version. Den handler som bekendt om et stort fredsønske. For det kan nok være, at det rene kærlighedens fællesskab med Gud og næsten først fuldbyrdes hinsides. Men det er dog stadig vores opgave dennesidig, i den hverdag, vi normalt befinder os i, at række ud til vores næste, og så godt som vi mennesker nu formår, forsøge at skabe en bedre verden for hinanden.


Syng med mig, en sang om fred.


Amen.


LÆSEREN OPFORDRES TIL AT FINDE NICOLES DANSKE VERSION AF SIN GRAND PRIX-SANG PÅ FX. YOUTUBE. PÅ DANSK HEDDER DEN "EN SMULE FRED"