Videohilsen: Livet er usikkert...

Gudstjenesterne, Mariæ Bebudelsesdag, 2020, i Spørring Kirke og i Trige Kirke, aflyst pga coronakrisen.


I stedet lavede jeg denne prædiken som videohilsen:


Som bekendt er gudstjenesten i Spørring Kirke og højmessen i Trige Kirke aflyst pga. coronakrisen. I stedet sender jeg denne videohilsen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Amen.


En dag som i dag, hvor teksten til Mariæ Bebudelsesdag læses, kan bruges til at tænke på, hvor radikal Jesu forkyndelse faktisk er.

 

Radikaliteten af Jesu forkyndelse kan der siges meget om, men for mig kan man passende bruge overskriften ”livet er usikkert” som en overskrift blandt mange andre mulige. Og det er nok en meget relevant tilgang i disse dage. Lad mig forklare, og fortsætte et helt andet sted.

 

I begyndelsen af marts var jeg med nogle andre præster på et mediekursus. Kort sagt handlede det om, at vi skulle lære, hvordan debatindlæg til pressen kan vinkles, så de bliver så interessante som muligt, og derfor får opmærksomhed. Det handlede blandt andet om at vælge et emne, og derefter lave en tænkt overskrift til et kort debatindlæg, en klumme for eksempel. I min lille gruppe valgte vi corona-virussen som emne. Og da vi skulle vælge en overskrift, lave en vinkling, der gerne måtte virke provokerende, valgte jeg overskriften ”Slap nu af! Liver ER usikkert”.


Jeg nævner det – dels fordi man unægtelig må sige, at virkeligheden overhalede min overskrift. For helt slappe af, kan vi jo ikke. Og så nævner jeg det, fordi det faktisk er det, som kristendommen og Jesu forkyndelse forsøger at sige. Altså, at livet er usikkert. Alle vores holdepunkter er relative. Selv Jesus Kristus kan kun været et uegentlig holdepunkt, da det nok er et holdepunkt, men samtidig diskuterer vi jo ofte, hvad det egentlig betyder.


Min tanke med overskriften var, at livet som sagt ER usikkert, og at corona-virussen blot har gjort os opmærksom på det. Det er ikke virussen, der har gjort livet usikkert. Det har det været hele tiden, blot på så mange andre områder. Virussen viser det nok i ekstrem grad, men der er ikke noget nyt i, at liver er usikkert. Vi kan fx miste vores job, vi kan blive skilt, vi kan miste et kært familiemedlem, vi kan pludselig køre galt i trafikken. Livet er usikkert.

 

Og kan man leve med det. Kan vi tage livets usikkerhed på os, er vi kommet langt. Så går vi i hvert fald ikke rundt med en illusion om, at vi selv kan kontrollere vores liv. Det kan vi heller ikke, når coronakrisen er overstået. Og denne accept af livets usikkerhed, forudsætter sikkert en hengivelse til det troens bånd, som hengivelsen til Jesus er udtryk for.

 

Det er derfor heller ikke mærkeligt, at evangelieteksten til Mariæ Bebudelsesdag næsten har karakter af en hymne. Både en hyldest og en hymne til Gud, fordi han lader Jesus, som vor frelser, fødes, så alt bliver nyt. Men også, kan vi tænke, i lyset af Påskebegivenheden, en hyldest til, at Gud lader forunderlige ting ske, ikke mindst Opstandelsen, som cementerer Jesu forkyndelse som Sandheden, og forjætter vores andres glædelige opstandelse.

 

Alt dette, mens vi nu og i dag, håber på og ser frem til, vores samfunds glædelige opstandelse.


Amen.



Videohilsen: Stadig elsket

Gudstjenesterne, skærtorsdag, 2020, i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke, aflyst pga. coronakrisen.


I stedet lavede jeg denne prædiken som videohilsen:


Vi lever unægtelig i mærkelige og usædvanlige tider. Under coronakrisen er kirkerne lukkede for gudstjenester, også under påsken. Det er i dag skærtorsdag, den dag, hvor Jesus om aftenen spiste sit sidste måltid med sine disciple.


Og når jeg tænker på skærtorsdag, så kommer jeg sommetider til at tænke på, hvor meget eller hvor lidt, vi rigtigt forstår den fulde betydning af den altergang, vi normalt fejrer hver søndag. Vi er blevet så vant til den, at den for mange er blevet en naturlig del af vores søndagsritual.

Betydningen af, at vi alle sammen knæler ved siden af hinanden, og både får brød og vin uddelt af præsten, er vi sjældent opmærksomme på. Måske fordi vi lever i et samfund, hvor vi grundlæggende betragter hinanden som ligeværdige mennesker. Med den baggrund er der jo ikke noget mærkeligt i, at vi også er lige, når vi går til alters. Lige med hinanden, og lige med præsten.


Sådan har det ikke altid været. Det har tidligere været meget kontroversielt, at også menigmand skulle smage vinen, og ikke kun præsten, når der var altergang. Præsten Jan Hus, som også kaldes forløberen for Martin Luther, var blandt dem, der i 1400-tallet talte for, at menigmand både skulle have brødet og vinen under altergangen. De kræfter, han var oppe imod, insisterede på, at menigmand kun skulle have brødet. Vinen var kun til præsten. Faktisk var selve ideen om, at alle skulle have både brødet og vinen politisk farlig.


I en bog om netop Jan Hus kan man læse, at dette, at ingen andre end præsten kunne få del i vinen under altergangen, virkede arrogant. Som om, at præsterne var mere værd end alle andre. Og derfor blev kravet om, at både menigmand og præsten skulle have både brød og vin under altergangen, også et krav om, at mennesker som sådan – også uden for kirken – skulle behandles lige.


Det er tankevækkende, hvilket indtryk et ritual, som vi i dag tager for givet, hvilket indtryk det har gjort på nogle magthavere.


Det udtryk for lighed, som ligger i nadverritualet, hvor alle knæler side om siden, og har lige meget andel i og ret til både brød og vin, skal vi med andre ord ikke undervurdere. Vi er alle lige meget værd i Guds øjne. Vi er alle lige meget syndere, fejlbarlige, for vor Herre.


Og når Jesu disciple, hvoraf en fornægtede ham, en forrådte ham, og mindst en tvivlede på ham, når denne flok af disciple kunne få plads ved Herrens bord selve skærtorsdag aften, ja, så må der også være plads til os andre ved Herrens bord. Med vores andel af både vinen og brødet. At få Herren Jesu tilgivelse er netop at kunne sidde til bords med Jesus selv, på trods af alle vores svigt. At sidde med ved bordet er at være accepteret af Jesus. At sidde med ved bordet er at sidde med til bords sammen med andre toldere, syndere, skøger og farisæere. At leve livet, uanset om vi er i en coronakrise eller ej, at leve livet er at være et fejlbarligt menneske. At være synder for vor Herre. At være kristen er ikke mindst at opleve sig elsket på trods. At sidde til bords med kærligheden selv, Jesus, blive favnet og holdt af.


Der tales meget om, at verden for tiden er anderledes, og at verden ikke bliver den samme bagefter. I et kristent lys er det næppe rigtigt. Vi skal stadig elske vores næste under coronakrisen som efter coronakrisen.


Og vi er stadig elsket af Jesus, både under coronakrisen og bagefter. Selvfølgelig gør det en forskel, at vi for tiden i mange sammenhænge, viser vores kærlighed på afstand. Men kærlighedsbuddet og Jesu tilgivelse står ved magt som altid, krise eller ej. Det er skærtorsdags glædelige budskab.


Amen.