Faste og omsorg for skabningen?

Prædiken til midfaste søndag, 2021. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke og i Trige Kirke. Forkortet gudstjeneste (ca. 28 min.). Uden fællesang og nadver.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

 

 

[I Dråby og Ebeltoft: Vi startede i dag med at høre ”Den blå anemone”. En hyldest til naturen. Sangen slutter med et ”Hvor er vor skaber stor”. Og så har vi lige hørt sangen om duerne, der flyver. Om en fascination af duerne. Og i kristendommen forbinder vi ofte duen med helligånden, selvom Klaus Rifbjerg, der har skrevet sangen, næppe tænkte på den.] [I Trige: Vi har lige hørt salmen ”Op al den ting”. Om en forundring over den af Gud skabte verden.] Jeg vil vende tilbage til naturen og dyrene, men starte med, hvor vi er i dag. Midt i fasten.


Jeg har altid synes, det var helt fantastisk, at vi midt i fasteperioden har en tekst om et bespisningsunder.


Og det er ikke fordi, jeg ikke har respekt for dem, der faktisk vælger at faste i den kristne faste, der jo løber indtil og med påskelørdag. Minus søndagene.


Faktisk gjorde jeg det selv engang. Fastede – selvom det er længe siden, faktisk helt tilbage til fra før jeg blev ordineret. Jeg stødte nemlig på et citat fra Esajas på selve min første indsættelse – hvor budskabet var, at faste er lig med omsorg for næsten. Og det er jo en noget anden definition af fasten, end vi normalt forbinder med fasten.


Men derfor er det også så forfriskende, at vi har et bespisningsunder midt i fasteperioden.


Der er mindst tre ting at sige om teksten.


For det første kan man sige, at det også er en henvisning til nadveren. Jesus tog brødene, takkede og delte ud. Hvilket jo også antyder, at der er mere end brød på spil. Når Jesus deler ud, så er der altid noget mere end brød på spil. Det bliver helt automatisk også livets brød. Når vi spiser sammen med Jesus, så spiser vi også af Guds nåde. Det er her vi skal acceptere, at vi er accepteret af Gud.


For det andet er der denne meget spøjse oplysning om, at der er mad til overs. Der er hele tolv kurve til overs efter at hele folkemængden har spist sig mætte.


Nu kan man sikkert bruge megen tid på at overveje, hvad der ligger i, at det lige præcis er tolv kurve. Jeg tænker, at det har noget med helheder at gøre. Tolvtallet forbindes i jødedommen med Israels tolv stammer. Og i kristendommen med Jesu tolv disciple. I et andet af Jesu bespisningsundere, er det syv kurve, der bliver til overs, og syvtallet bliver ofte hæftet på grækerne – altså ikke-jøderne. Man kan sige, at helheden bliver udvidet til hele verden, både jøder og ikke-jøder.


Men hvis vi holder os til dagens historie. Der bliver tolv kurve til overs. Noget med en helhed. Men hvilken helhed? Og hvad vil det sige, at de er til overs? I vor tid kan jeg ikke lade være med at tænke på madspild, men Jesu pointe med at samle det sidste sammen er netop, at der ikke skal gå noget til spilde. Og jeg tænker også, at det symbolske tolvtal skal fortælle, at det hele er et billede.


Vi må huske, at folkemængden har fået, hvad den kan spise. Folkemængden er mæt. Men der er stadig rigeligt mad til overs. Der er nok til alle, også dem, der ikke er tilstede sammen med Jesus.


Og vi kan forbinde både tolvtallet og syvtallet med både selve skabelsen, og med årets gang. Jeg tænker på skabelses syv dage, hvor sidste dag ganske vist var en hviledag. Den hviledag, vi i dag bruger på at fortælle historier om Jesus og under normale omstændigheder holde nadver.


Og så er der jo årets tolv måneder.


Vi taler altså om skabelsens og livets rytme. Jeg læste engang en bog om tidens historie, og her var der et fantastisk sidste afsnit, hvor hele naturens rytme blev beskrevet.


Verden er en helhed, en enhed. Vi er en meget mere naturlig del af det hele, af biosfæren, alt det skabte, end vi er klar over. Vi har vores rolle, som resten af skabningen har. Og ofte er dén rolle, at vi skal lade naturen klare sig selv. Naturen kan sagtens klare sig selv. Vi kan ikke undvære naturen, men naturen kan sagtens klare sig uden mennesker. Hvis I har set naturfilm, er det ofte tydeligt, hvor godt det hele hænger sammen. Hvor få indgreb fra menneskelig side, der skal til, førend systemet bryder sammen.


Så det handler i den grad om omsorg. De tolv kurve med mad står der blot og repræsenterer en enhed. En helhed. En omsorg for helheden. For hele skabningen. Det kan meget vel være, at det ikke er så tydeligt i fortællingen, som man kunne ønske.


Men omsorgen for hele skabningen, al skabt liv, for helheden, ligger lige for som en tolkning. En tolkning, en læsning, som også har bud til vor tid, hvor vi ofte, når vi taler om omsorg og næstekærlighed, glemmer, at vi mennesker ikke er de eneste levende skabninger på jorden. At vi ikke er så gode til at respektere den situation, er en historie for sig. Lad mig blot sige klimakrise, og tab af artsmangfoldighed i dyre- og planteriget. Eller biodiversitetskrise, som det hedder med et fint ord. Det er ganske vist udenfor mit eget fagområde, men det er svært ikke lægge mærke til disse alvorlige krisetegn, når man hører og læser om det, fra folk der har forstand på den slags.


Og til allersidst i dagens fortælling, vil folket gøre Jesus til konge. Jesus autoritet og myndighed er tydeligvis kolossal. Folket har forstået, at sandheden kommer fra Jesus. Det er Jesus vi skal lytte til. Det er ham, der kommer med liv og omsorg.


Det har dog aldrig været Jesus ærinde at være konge. Han vil ikke være konge. Til gengæld står historien som et væsentligt vidnesbyrd. Fasten handler ikke om at forsage livet. Fasten handler om omsorg. Og vel at mærke omsorg for hele skabningen. Alt det af Gud skabte liv.


Og Jesu bespisningsunder er både udtryk for omsorg, liv og nåde.


Amen.


Time-out-hilsen: Når kommer våren vel?

Gudstjeneste i Spørring Fælleshus aflyst pga coronasituationen.


I stedet lavede jeg denne prædiken-hilsen på kirkens facebookside:


Vi skulle i aften have haft Time-out-gudstjeneste i Spørring Fællehus. Den er dog blevet aflyst som følge af coronasituationen.


Den ville have haft forår og opstandelse som tema.


”Når kommer våren vel?” er titlen på en forholdsvis kendt forårssang. Jeg husker den i hvert fald fra min folkeskole.


Normalt siger vi, når vi rammer første marts, at ”nu er det forår ifølge kalenderen”. Her er det næsten underforstået, at det nok ikke er rigtigt forår endnu. Men at vi har vedtaget, at marts og april og maj er forårsmånederne på vores breddegrader. Uanset om det skulle sne i marts.


Selv ynder jeg at sige, at foråret først rigtigt er på vej, når vi når til forårsjævndøgn. Så er det nemlig naturen og det naturlige lys, der bestemmer, hvornår det er forår. Vi kan nok lave kalendere for at få struktur på og styr på vores tilværelse, men kalenderen følger sjældent vejret og lyset hundrede procent. Vi taler jo også om Indian Summer, hvis det stadig er sommervejr i september, som jo er vedtaget som en efterårsmåned.


Og så peger forårsjævndøgn hen mod påskesøndag, da påsken altid ligger som den første søndag efter den første fuldmåne efter 21. marts. Påsken, hvor det evige lys, Jesus Kristus, bliver bekræftet som evigt sandt af Gud selv ved opstandelsen. Forårsdagen over alle forårsdage, uanset den målte temperatur, kunne man sige.


Hvornår er det forår for dig? Når kommer våren vel?


Her melodien til ovennævnte sang.


Her linkede jeg til melodien via youtube