Den danske midsommer...

Morgensangsgudstjeneste 7. juli 2026 i Langør Kirke.

Vi forbinder normalt en masse positivt med lyset, foråret og sommeren. I en af vore mest kendte salmer, ”I østen stiger solen op”, beskrives nærmest et paradisbillede, når lyset nævnes. Og i salmen, ”Det dufter lysegrønt af græs”, hedder det til sidst, ”Den morgenstund du kommer, da gryr en evig sommer”. Når Jakob Knudsen skriver ”Se nu stiger solen” er det entydigt positivt ment. Også Anne Linnet kan få en forårsdag til at lyde som et opstandelseshåb fra hendes ”Forårsdag”: Alt det du har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag.

Ja, foråret og sommeren kan endda give mindelser om selve skabelsen, som det siges i den sidste salme i dag. Større bliver det næsten ikke.

Måske er det derfor, midsommeren betyder så meget for os, da det handler om lys, og hvor vi kan synge om de lyse nætter. Sommetider glemmer vi dog, at det er der, det vender.

Jeg kan huske, da jeg læste, at jeg altid synes, det var uretfærdigt, at lige så snart vi var blevet færdige med den sidste eksamen og fik sommerferie, så begyndte lyset at gå den forkerte vej igen. Sidste eksamen lå som regel sidst i juni måned. Men det er på den anden side ikke noget, vi tænker så meget over, for selvom lyset faktisk går den forkerte vej fra midsommer og frem, så går det jo samtidig meget langsomt. Det er få minutter, vi mister om dagen.

Det er først, når de lange lyse sommeraftener for alvor forsvinder, at vi tænker, at nu er sommeren ovre.

Det gælder jo også vintersolhverv, hvor lyset igen går den rigtige vej, symboliseret med Jesu fødsel. Lyset begynder faktisk at gå den rigtige vej igen, men det går så langsomt, at vi ikke kan se det. Vi skal stadig igennem en lang vinter, før der sker noget mærkbart med lyset.

Så der er bestemt gode grunde til at synge midsommervisen, selvom den faktisk markerer punktet, hvor lyset svinder. Måske er det derfor, vi fejrer Johannes Døberen omkring midsommer. Det lys, Johannes Døberen kaster mod Jesus, svinder langsomt, og når det bliver Jesus tur, når det rigtige lys kommer, så går lyset faktisk den rigtige vej, selvom der går noget tid, før vi kan se det.

Lad os synge Midsommervisen

Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, 2026. Holdt i Tranebjerg Kirke.

Dette hellige evangelium fra Matthæusevangeliet fra Det Nye Testamente, læses til sjette søndag efter trinitatis, altså syvende søndag efter pinse, i lige år, anden tekstrække: Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Amen.

Der er spørgsmål, som afslører mere, end det måske var meningen. Sådan et spørgsmål lyder i dagens evangelium: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Hvis vi skal lade tvivlen komme ham til gode, så tror jeg egentlig, at han mener spørgsmålet oprigtigt. Lad os bare sige det. Nogle gange er de spørgsmål, Jesus får, retoriske, et forsøg på at fange Jesus i nogle forkerte ord, så han kan anklages: Men lad os sige, at den unge mand virkelig gerne vil vide, hvordan et menneske finder frem til Gud. Hvad skal jeg gøre? Hvad kræver Gud af mig? Hvordan lever jeg rigtigt? Det er gode spørgsmål, men de afslører samtidig, at han stadig tror, at vejen til Gud går igennem hans egen præstationer. At evigt liv er noget, der kan opnås, hvis bare man gør det rigtige.

Jesus svarer derfor først på den unge mands egne præmisser: Hold budene, inklusive kærlighedsbuddet, siger Jesus til den unge mand. Men så svarer den unge mand, måske lidt overraskende: »Det har jeg holdt. Hvad mangler jeg så?« Lad os undgå at mistænkeliggøre den unge mand, selvom det er fristende. Der er ingen grund til at tro, at han lyver. Tværtimod ser han sig selv som et godt menneske, der har levet ordentligt. Det er ikke sikkert, det faktisk er rigtigt, men det er hans overbevisning, at han har taget Guds bud alvorligt. Han er den slags mennesker, som de fleste af os ville være glade for at have som nabo. Og inderst inde regner han sikkert med at få Jesu godkendelse med det samme.

Den får han ikke helt, og må derfor spørge: "Hvad mangler jeg så?", og vi kunne sikkert sige det samme, for hvor mange af os gør ikke vores bedste? Passer vores arbejde. Tager ansvar for vores familie. Betaler vores skat. Forsøger at være ordentlige mennesker. Hvad mere kan vi dog gøre?

Det slags skal man dog passe på med at spørge Jesus om, for det er her vi bliver afslørede som syndere og fejlbarlige. Det er her, det bliver tydeligt, at Jesu forkyndelse ikke først og fremmest handler om moral, men om at blive et helt andet og nyt menneske. For nu siger Jesus de berømte ord: »Gå hen og sælg, hvad du ejer, giv det til de fattige (…), og kom så og følg mig.« Jesus rammer netop dér, hvor denne mand er bundet. For hans rigdom er ikke bare noget, han har, det er nærmest blevet en del af hans identitet at være rig. Derfor går han bedrøvet bort. Ikke fordi Jesus har afvist ham. Men fordi han endnu ikke kan slippe det, der holder ham fast.

Her er det værd at huske på, at vi sjældent er bundet af de onde ting, de onde ting ved vi som regel godt, at vi skal holde os fra, og det lykkes da også for det meste. Nej, det er ofte ting, vi opfatter som gode, der bliver vores lænker. Det kan være anerkendelse, karriere, kontrol og tryghed. Forestillingen om, at vi skal lykkes. Eller måske ønsket om at være et godt menneske. Selv vores fromhed kan blive et fængsel, hvis vi tror, at den skal frelse os; vi går ned med stres, fordi det aldrig bliver godt nok.

Så når Jesus svarer: »Kom og følg mig.« kan det godt lyde som en stor mundfuld, men det kommer an på vinklingen. For det Jesus faktisk siger her, er, at kristendommen ikke først og fremmest er et projekt, men et forhold. Du kan ikke være kristen alene.

Alligevel ender fortællingen mærkeligt. Den unge mand går bedrøvet bort. Vi får ikke at vide, om han nogensinde vender tilbage. Fortællingen slutter åbent. Måske fordi vi selv skal spejle os i den. For hvem af os går ikke sommetider bedrøvet bort? Hvem af os har ikke ting, vi holder så meget fast i, at vi har svært ved at slippe dem?

Så siger Jesus de ord, som næsten lyder håbløse: »Det er lettere for en kamel at komme gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Disciplene reagerer selvsagt opgivende, og spørger: »Hvem kan så blive frelst?« Det er i virkeligheden evangeliets vigtigste spørgsmål. For nu handler det ikke længere om den rige unge mand. Nu handler det om os alle. Faktisk er det efter min mening kristendommens mest centrale spørgsmål, da det i sidste ende handler om vores gudsbillede.

Og heldigvis svarer Jesus: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«

Frelsen er umulig for os mennesker. Ikke vanskelig. Ikke krævende. Den er umulig. Hvis frelsen afhænger af mennesket, bliver ingen frelst.

Men Jesus siger ikke, at frelsen derfor er umulig. Det, mennesker ikke kan, kan Gud. Fra nu af handler det ikke længere om vores muligheder, men om Guds muligheder.

Det er også derfor, Paulus igen og igen i sine breve understreger, at vi frelses af nåde. Ikke delvist af nåde og delvist af vores egen indsats. Ikke først af Gud og siden af os selv. Men af Guds nåde fra begyndelsen til enden.

Derfor bliver Jesu ord i dag langt større, end vi ofte gør dem til. »For Gud er alting muligt.« Det er ikke bare en lille trøst til mennesker, der synes, livet er svært. Det er en bekendelse til, hvem Gud er. Gud er den, for hvem intet er umuligt. Han lader lyset sejre over mørket. Hvorfor skulle hans frelsende kærlighed så springe nogle mennesker over?

Hvis intet er umuligt for Gud, så kan slutningen på historien ikke være, at Gud må opgive en del af sine skabninger, heller ikke den rige unge mand.

Nej, Gud får altid det sidste ord. Det sidste ord er ikke fortabelse. Det sidste ord er opstandelse.  Det sidste ord er Guds ja, når vi alle sammen er omfavnet af Guds nåde. Det kan være, vi ofte som den unge mand må gå bedrøvet bort. Men, alt det vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag for at citere Anne Linnet.

Det synger i mit blod, at livets Gud er god.

Amen.