"ti gode noveller, som dels vender op og ned på paralleler til de ti bud, og som samtidig skildrer [virkeligheden] på en måde, som udfordrer læseren."

At bære livets udfordringer

Prædiken til teksten til julesøndag, 1. rk., nytårsaften, 2022. Holdt i Tranebjerg Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Amen.



”Da tidens fylde kom”, således skriver afdøde Desmond Tutu i sin bog ”Ingen fremtid uden tilgivelse”. Det er en henvisning til tiden omkring 1990, hvor en masse begivenheder, man ikke rigtigt havde troet muligt, pludselig skete på næsten samme tid: Murens Fald, apartheidregimets fald i Sydafrika, Sovjetunionens sammenbrud. Udtrykket ”Da tidens fylde kom” er også en henvisning til Paulus – jeg har lige læst stykket fra alteret - der bruger udtrykket om Jesu komme julenat, da vor Herre blev født og lyset sig tændte i mørkets skød.


Når jeg har prædiken nytårsaften, henviser jeg gerne til dette udtryk, ”da tidens fylde kom”, da det i meget koncentreret form udtrykker, at vi håber på, at noget meget positivt snart sker i verden, som vi herefter kan kigge tilbage på og sige som Desmond Tutu: Da tidens fylde kom og alt blev meget bedre.


Tiden må vise, hvor vi er henne, når energikrisen og krigen i Ukraine er slut. Lige nu er det svært at se de store positive begivenheder for sig, når det gælder de helt store dagsordener. Mindre kan måske også gøre det. Sommetider kan det være nok at glæde sig over en velspillet fodbold-VM-finale – selvom Qatars kulisse gav en del malurt i bægeret for de fodboldglade. For ikke at nævne Jonas Vingegaards imponerende sejr i årets cykelløb, Tour de France.


Teksten jeg læste før, kunne man kalde for kristendom i koncentreret form. Det er selvsagt – derfor – ikke forkert. Men vi har jo lært af vores reformator, Martin Luther, at det er hverdagen, der skal være i centrum, ikke bøn og faste for bøn og fastens egen skyld. Og det i en grad, så Luther kaldte dette at gå på arbejde for en gudstjeneste, en tjeneste for Gud.


Jeg kom til at tænke på det, fordi en prædiken nytårsaften unægtelig også må være – eller kan være – året der gik i koncentreret form. Alle prædikener er ganske vist kristendom i koncentreret form. Men i et så vildt år som 2022 må det gælde i særlig grad.


Sidste år kunne man tale om, at coronakrisen og klimakrisen kæmpede om vores opmærksomhed. Hvor klimakrisen er den klart største. Og sidste år markerede vi 20 året for angrebet 11. september 2001, som kostede cirka 3000 mennesker livet.


Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste – i Klimabogen, som bogen hedder – at sygdomme, som følge af klimakrisen, alene på malariafronten over en tyveårig periode vil kræve 3000 malariadødsfald ekstra om året, selv hvis man medregner nye tiltag for at bremse eller stoppe sygdommen. Når man tænker på, hvor meget verden røg på den anden ende for nu over 20 år siden, ikke mindst pga. de 3000 dødsfald i New York, er det faktisk lidt utroligt, så lidt vi reagerer, når vi hører hvor mange der vil dø af sygdomme pga. klimakrisen.


Nu er coronakrisen i Danmark tilsyneladende overstået, så nu er det energikrisen, som klimakrisen kæmper med, når det gælder opmærksomhed.


Sidste år sagde jeg på dette sted, at ”Rusland rasler med sablen”, og jeg var faktisk meget i tvivl om, jeg skulle sige det. Jeg var bange for at overdrive, og man skal jo ikke skabe unødige fjendebilleder. Derfor blev jeg også som lægmand overrasket, da Rusland faktisk invaderede Ukraine den 24. februar i år.


Den krig har selvsagt fyldt meget i mediebilledet, og den følgende energikrise har selvsagt også fyldt. Også for Samsøs syv kirker, da vi ikke mindst på grund af højere varmeudgifter jo har holdt seks af de syv kirker lukket om søndagen. Det gjorde vi indtil den 23. december og vi fortsætter en tid endnu fra 1. januar. På den måde har det været et helt usædvanligt år.


Noget af det mest positive er, at coronakrisen for Danmarks vedkommende ser ud til at være overstået. For bare et år siden var der også restriktioner under julegudstjenesterne. Sådan går tiden så mærkeligt.


Vi har også haft et usædvanligt folketingsvalg, eller i hvert fald et usædvanligt resultat, eller måske snarere en usædvanlig følge af resultatet. Og i den forbindelse har den besynderlige kobling mellem en helligdag og øgede forsvarsudgifter med rette fyldt en del. Nu er Store Bededag ganske vist en særlig dansk konstruktion, som fordi den var benævnt som ekstraordinær stor bededag, overlevede Helligdagsreformen i 1770. Man kunne med fordel flytte den til dagen efter Kristi Himmelfart, hvor mange holder fri i forvejen.


Der er i hvert fald noget åndløst over den slags forslag; at afskaffe en helligdag, når man ikke engang har gidet spørge kirken til råds, før man sagde det højt. At fjerne en helligdag er grundlæggende udtryk for en helt utrolig materialistisk tilgang til livet. Der var en direktør, der først udtalte, at han godt kunne se de økonomiske perspektiver ved at fjerne en helligdag, men han måtte da indrømme, at hvis det betød mindre trivsel for sine medarbejdere, ville han nok indtage en anden holdning.


Det kan godt være, at faste og bøn ikke er i højsædet i vores moderne samfund. Men mon ikke en helligdag kan give lidt rum til eftertanke, så risikoen for nye konflikter potentielt er mindre.


I morgen skriver vi 2023. Filosoffen Hannah Arendt skrev engang, at vi ikke bliver født for at skulle dø. Nej, vi bliver født for at kunne begynde. I morgen skriver vi som sagt 2023 og det kan måske give os alle anledning til at overveje, hvad vi kan gøre bedre hver især. Problemet med disse overvejelser over, hvad vi kan gøre bedre, er dog, at de ofte kan føre til afmagtsfølelser. At vi grundlæggende bliver klar over, hvor lidt vi kan udrette, når det kommer til stykket.


Og måske er det heller ikke meningen, at vi skal så meget, når det kommer til stykket.


Vi kan være bevidste om, hvilke politikere vi vælger til at handle på vores vegne. Vi kan gøre en indsats i det daglige. Jesu bud til os om, at vi skal tage vare på alt levende, står der jo stadigvæk. Og som menighed kan vi blive ved at være Jesu efterfølgere i ord og handling, det bedste vi kan. Og det er dog også noget.


Julenat, da vor Herre blev fød, og lyset sig tændte i mørkets skød, og tidens fylde kom, der begyndte en ny tidsperiode, som vi stadig lever i, i dag. Hvor vi fik en retning. Kirkeårets nytår, første søndag i advent, kommer jo før det verdslige nytår, kalender-nytåret. Og Jørgen Carlsen udtrykker et sted, at håbet, kærligheden og tilgivelsen på den måde kommer nytåret i forkøbet. Kommer vores hverdag i forkøbet. Og det er jo også kun en uge siden, at vi fejrede Jesu komme til verden.


Det er det, vi lever af og på.


Derfor er det værd at huske på, at det først og fremmest er Guds nåde, vi lever af. Det er Guds nåde, der holder os oppe i en verden, vi så gerne ville gøre bedre, men hvor vi gang på gang må sande, at det ikke er så nemt, som man kunne ønske. Meget er ude af vores hænder, og de ting, der ikke er helt ude af vores hænder, der er vi også mere utilstrækkelige, end vi bryder os om at være.


Kære Gud, må din nåde være os nok, så vi kan bære livets udfordringer, også i det nye år. Godt nytår.


Amen.

 

Sammenligningens forbandelse

Prædiken til septuagesima søndag, 2023. Holdt i Tranebjerg Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«



Jeg har været meget fascineret af den danske filosof, Søren Kierkegaard, og hans tanker om sammenligningens forbandelse.


Hvad er sammenligningens forbandelse?


Jo, det er når man sammenligner, uden sans for situation, kontekst eller sammenhæng.


Allerede meget små børn har lært det. Hvis de får stillet en slikskål foran dem, bruger de først tid på at sondere de forskellige størrelser, for det skulle jo nødig ske, at man valgte en af de små slik, så de andre børn risikerer at få noget, der er større.


Eller lad os bare tage manden, der har købt en fin ny bil, men bliver ærgerlig over, at naboen et halvt år senere køber en, der er større og flottere. Det er først der, at førstnævnte bliver ærgerlig. Indtil da har han være fuldt tilfreds med sin nye bil.


Vi ser det også i den offentlige debat. Selvom man måske selv i bund og grund er godt tilfreds med sit eget job og sine egne arbejdsvilkår, så skaber det altid debat, hvis man pludselig hører om nogen, der tjener rigtigt mange penge. Og selvom der kan være en særlig situation på arbejdsmarkedet – udbuddet er måske relativt lille – der kan forklare den meget høje løn, så er fokus på følelsen af uretfærdighed, fremfor tilfredshed med sin egen situation.


Vi sammenligner konstant og hele tiden. Hele tiden vil vi noget andet og mere, når vi ser, hvad andre kan eller har mulighed for eller får. Jan Lindhardt skrev engang, at vores markedsbaserede kapitalistiske system forudsætter en vis ærgerrighed, en vis trang til at købe nyt, så vi ikke føler os bagud i forhold til dem, vi sammenligner os med. Også selvom vi som sådan har det fint.


Men denne følelse af uretfærdighed sidder dybt i mange af os, og det er sikkert også derfor, vi er mange, der stejler, når vi læser dagens evangelietekst.


For de forskellige vinarbejdere bliver jo tilsyneladende behandlet helt urimeligt.


Men det er værd at bemærke, at der ikke er nogen, der bliver snydt. De får alle som aftalt. Og på den baggrund kan man jo undre sig over utilfredsheden.


Men som antydet før – hvis vi synes nogen ikke har fortjent, hvad de får udbetalt, da vi ikke mener, at arbejdsindsatsen berettiger til det, så stejler vi, fordi vores retfærdighedssans bliver vækket og krænket.


Og det er her sammenligningens forbandelse bliver tydelig. Som sagt får alle arbejderne som aftalt. Ingen bliver snydt. Alle burde være tilfredse. Det er først, da de begynder at sammenligne, at utilfredsheden begynder.


Og det er i grunden interessant, at vi stadigvæk har det sådan. Martin Luther, der som bekendt igangsatte reformationen i 1500-tallet, har jo ellers forsøgt at lære os, frit oversat, at det er nok at være menneske. Det er nok at være troende – som dengang var det samme – troen alene er nok.


Jeg har sommetider sagt, at kristendommen i Danmark har sejret ad helvede til, vel at mærke i misforstået form. Altså, at tanken om næstekærlighed sådan set gennemstrømmer vores samfund, og at man deraf skulle kunne udlede, at vi i den grad lever i et kristent samfund. Problemet er blot, at vi har glemt nåden. Vi har glemt hvor absolut kærlighedsbuddet er, og derfor er det i virkeligheden en flad ateistisk version af næstekærlighed, der gennemstrømmer vores samfund.


Og man kan da også – med Christians Hjortkærs ord – hævde, at det faktisk er tankevækkende så lidt, reformationen i praksis har slået rod i vores kultur.


Et præstationssamfund som det danske burde næsten ikke være en mulighed, hvis reformationens tanker havde slået rod i os. For det danske præstationssamfund handler jo ikke om, at det er nok at være menneske. Nej, tværtimod. Som det hedder helt underforstået i ønsket om at afskaffe en helligdag: Arbejd, arbejd. Du skal præstere.


Og, underforstået: Når du præsterer, - hvis da ikke du som ungt menneske går ned med stress som følge af følelsen af utilstrækkelighed i vores præstationssamfund, - når du præsterer, så vil du selvfølgelig også efter din præstation have en retfærdig og fair belønning. Og har du præsteret mere end din nabo, vil du selvfølgelig have mere, også selvom du isoleret set skulle være tilfreds med den løn, du faktisk får.


Sådan fungerer Guds perspektiv dog ikke. Den er nærmest lige omvendt. Der er for så vidt ikke noget galt i at præstere – det er snarere perfekthedskulturen, der er problemet – du skal bare ikke forvente at få ekstra point hos Gud for det.


I Guds øjne er vi nemlig alle sammen lige meget værd, uanset hvor meget vi knokler.


Og derfor må vi finde os i, at vi alle får samme løn fra Gud, uanset vores arbejdsindsats.


Men det er jo også kun sammenligningens forbandelse, der gør udslaget for os. For hvis vi ser isoleret på den uendelige nåde, der bliver os til del fra Gud, burde vi jo være mere end godt tilfreds.


I virkeligheden burde vi være glade for, at vores nabo er lige så elsket af Gud, som vi selv er, uanset hvor dum vi synes, naboen kan være. Og lære at sige tak, og sætte pris på, at i Guds øjne er det nok at være menneske. Vi skal med andre ord lære at acceptere, at vi er accepteret af Gud.


Amen.