Det kristne håb

Prædiken til påskesøndag, 2022. Holdt i Onsbjerg Kirke og i Tranebjerg Kirke


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. 

 

 

Jeg kan godt have et anstrengt forhold til den forskel, hvormed vi betragter krige og kriser rundt omkring i verden. Lige nu fylder krigen i Ukraine næsten hele mediebilledet. Det er der mange gode grunde til – men, er de væbnede konflikter, der finder sted andre steder i verden, fx på det afrikanske kontinent, er de ikke lige så slemme? Eller hvad med andre menneskelige tragedier så som sult og hungersnød? Folkekirkens Nødhjælp har de sidste mange år samlet ind til klimahjælp til verdens fattigste familier. I år havde man – af forståelige grunde – valgt at dele det op, så en stor del af midlerne også gik til Ukraine-krigens ofre. Jeg tror ikke alle var klar over det første – og der er ingen tvivl om, at den større interesse for at samle ind, skyldes ønsket om at hjælpe Ukraine.

 

Til sammenligning forsøgte Folkekirkens Nødhjælp for over ti år siden at samle ind til Pakistan, hvor mange var ved at fryse ihjel efter et jordskælv. På den første uge lykkes det at samle 500 kroner ind. Det handlede sikkert ikke kun om manglende vilje til at hjælpe ofrene, opmærksomheden var heller ikke så stor i starten.

Alt det her er der nok ikke noget mærkeligt ved. Jeg tror, de fleste af os har det sådan. Vi chokeres ikke på samme måde over en væbnet konflikt i et afrikansk land, som vi chokeres over en krig i vores baghave. Om det så er eks-Jugoslavien i 90erne eller Ukraine her i begyndelsen af 20erne.

 

Jeg kunne selv undre mig over, at jeg i sin tid var mere følelsesmæssigt påvirket af cirka 4000 menneskers død i forbindelse med 11. september 2001, sammenlignet med min reaktion på folkemordet i Rwanda i 1994, hvor 800.000 døde på hundrede dage.

 

Og hvad vil jeg så sige med alt det?

 

Jo, denne fortvivlelse over verdens urimeligheder, som ikke mindst krigen i Ukraine har sat i relief. Og selvfølgelig afmægtigheden i forbindelse med selve krigen i Ukraine i sig selv. Når man tænker på al denne afmægtighed, fortvivlelse og tristesse, så forestiller jeg mig, at det er sådan disciplene havde det langfredag aften, da Jesus blev korsfæstet.

 

Jesu korsfæstelse må have været et gigantisk chok for disciplene, selvom de nok havde burdet se det komme, hvis de rigtigt havde hørt efter Jesus.

 

Når man oplever, at en tragedie sker ud af det blå, uden man for alvor havde regnet med det, havde set det komme. Så kan ens grundvold blive rystet, virkelig rystet.

 

Og i dag, påskesøndag, sker det hele med omvendt fortegn.

 

Krist stod op ad døde en påskemorgenrøde.

 

Den salme, vi havde før, er helt ny – offentliggjort i begyndelsen af marts måned – og er lavet til Folkekirkens Nødhjælps 100 års jubilæum. Her lyder det ”men bedst som du tænker, der ingenting er, så findes det, håbet, så findes det der”.

 

Jeg synes, det er en meget god beskrivelse af overgangen fra langfredag til påskesøndag. For når man er allermest fortvivlet over en tragedie. Om det så er en krig eller det på det personlige plan er et elsket menneske, der er gået bort, så kan man godt ryge ned i et stort sort hul. Med fornemmelsen af, at der ingenting er tilbage. Hvorfor leve videre, når livet er så ondt?

 

Mindre kan nok også gøre det – almindelig fortvivlelse over vores egen uformåenhed, skuffelse over, at livet ikke er som det burde. Med en fornemmelse af, at der ingenting er, når det kommer til stykket.

 

Så findes det alligevel, håbet. Jeg plejer ofte at kalde Jesus for den personliggjorte kærlighed. Kærligheden i egen person. Gud er kærlighed.

 

Men man kunne med lige så stor ret sige, at Jesus er håbet i egen høje person. I salmen hører vi også, at håbet sættes på altre i kirker, og i nogle kirker har man den tradition, at hele alteret fjernes langfredag. Håbet er væk. Håbet er sluttet. Der er ikke mere tilbage. Men påskesøndag morgen vender det hele tilbage med fuld styrke. Som der står i sidste linje af nævnte salme – så synges det, håbet, her, i kirken. Vi synger håbet frem påskemorgen med opstandelsen som håbet i nye klæder, med evangeliet som baggrund.

 

Og bedst som du tænker, der ingenting er, så findes det, håbet. Så findes det der, ved synet af stenen, der pludselig er væltet bort fra den tomme grav.

 

Jeg har egentlig altid synes, det er sin sag at prædike over påskeevangeliet. For hvad skal man næsten sige? Det er så utroligt, at det er umuligt at sætte ord på, som virkelig kan fange påskeunderet.

 

Men det ændrer ikke på, at det er opstandelsen, der gør kristendom til kristendom. Det er med opstandelsen, Guds oprejsning af Jesus fra de døde, at Gud lige som bekræfter, at Jesus virkelig var og er Guds søn. Og at hele Jesu forkyndelse dermed er Sandheden med stort S. Fra nu er er man – i hvert fald som troende – nødt til at læse Jesu forkyndelse i lyset af opstandelsen. Nu er det blevet understreget, at Jesu forkyndelse ikke bare er en række meget kloge tanker fra en vis mand, en interessant filosofi, eller hvad vi kan kalde den. Nej, Jesu forkyndelse er Sandheden, Vejen og Livet.

 

Det kristne håb gør hele forskellen. Det kristne håb ser muligheder, hvor der faktisk ikke rigtig er nogen, hvis man kun bruger sin fornuft.

 

Men det findes, håbet, det findes her. I salmesang, i bøn, ved kirkens alter. Og i troen på den opstandne Kristus.

 

Amen.

Johs. Møllehave-tema: Livets sårbarhed

FØRSTE TEKSTLÆSNING


ANDEN TEKSTLÆSNING



Prædiken til 1. søndag efter påske, 2022. Holdt i Ørby Kirke og i Onsbjerg Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«



Johannes Møllehave døde den 10. maj sidste år. Om cirka et par uger er det altså et år siden, at Johannes Møllehave døde. Og jeg tænker, at det kan være en god anledning til at have Johannes Møllehave som tema til min første temagudstjeneste her på øen. Kristendommen blev sjældent kedelig, når Møllehave skulle formidle budskabet, og det har han forsøgt på mange forskellige måder i over hundred bøger igennem sit liv. For selvom kirken den er et gammelt hus, står forkyndelsen jo ikke stille.

 

Også selvom forkyndelsen er den samme, som for to tusinde år siden. Vi skal dog huske at tale, så vi også i dag fanger kristendommens hovedpointer. Så vi forstår, hvorfor den også kommer vores tid ved. Så vi forstår, at kristendommen ikke skal gøres til en intellektuel øvelse, men handler om hverdagen. Som Møllehave udtrykker det i sin tekst til Anne Linnet, ”Time og dag og uge”: ”Min tro er ikke en svada, indviklet, knudret, lang”. Nej, Møllehave gjorde sommetider næsten kristendommen banal, da den i al sin enkelthed handler om en ydmyghed overfor den skabte verden og omsorg for alt levende. I sine sene år kaldte Møllehave kristendommen for en taknemmeligheds-religion. Det er vi mange, der kunne lære noget af.  

 

Med de to Møllehave-citater, jeg læste fra alteret, og dagens evangelietekst, kan man derfor roligt sige, at der er meget på spil.

 

Det handler om noget så banalt og fundamentalt som kærlighed og smerte. Og når vi taler kristendom, i tillæg, svigt og tilgivelse og nåde.

 

Jeg synes, at dagens tekst, er et af de vildeste tekster om kærlighed, vi har i evangelierne. Og sætter hele påsken i relief. Og man forstår, at Jesus også er et menneske som os andre. Han vil gerne være elsket.

 

Jesus selv elsker på fuld udblæsning. Skærtorsdag indgår han en ny aftale med disciplene, som overhovedet ikke har fortjent det. Det gør ganske vist ikke deres situation nemmere, at de får at vide, at de skal elske lige som Jesus, men ikke desto mindre er det en opgave, der også er en gave. Der findes ikke noget større end kærligheden. Langfredag går han hele vejen, og påskesøndag viser Gud for alvor, at Jesus også er Guds søn.

 

Og måske er det som Guds søn, at Jesus også er i stand til at elske Judas. Det står ganske vist ikke direkte i evangeliet – Møllehaves digt er en tolkning – men det er svært at forestille sig, at der er noget, som Jesus ikke kan elske. Med undtagelse af Djævelen. Og selvfølgelig må Møllehave kalde sit digt for Judaskysset. Men han vender betydningen om. Nu handler Judaskysset om Jesus, der kysser Judas, ikke omvendt. Fra forræderi til kærlighed og tilgivelse.

 

Af gode grunde er det lidt mere kompliceret den anden vej. Er vi overhovedet i stand til at elske Jesus, når det kommer til stykket? Her er Peter og Judas selvsagt dårlige forbilleder. Og man kan derfor godt forstå, hvorfor Jesus mistænker Peter for, at han faktisk ikke elsker Jesus. Og de tre spørgsmål til Peter er da også en symbolsk henvisning til de tre gange, Peter fornægtede Jesus i påsken. Ikke desto mindre gør Jesus reelt Peter til Jesu efterfølger, hver gang Peter svarer ja.

 

Og vi ved alle sammen hvilken sårbarhed, der ligger i enten at spørge til andres kærlighed eller i at forsøge at elske igen.

 

Ved at spørge til andres kærlighed, risikerer man altid et nej. Eller et svar, der ikke bekræfter det, man gerne vil høre.  

 

Og siger man selv ja til kærligheden, så risikerer man at sætte hele sin tilværelse på spil. Det kan kun gå galt, som Johannes Møllehave siger det med et glimt i øjet.

 

Det er heldigvis ikke noget, vi tænker så meget over til dagligt, og måske er døden også en for abstrakt størrelse for mange af os. For selve tanken om, at alle dem, vi elsker, skal dø på et tidspunkt, er jo dybt fortvivlende, og næsten ikke til at holde ud og være i.

På den måde bliver kærligheden både det dyrebareste vi har i positiv forstand, og det, der koster allermest i vores liv, og kan gøre os bundløst ulykkelige.

 

Det er på den måde positivt, at det ikke er noget, vi tænker så meget over til dagligt.

 

For – hvis vi gjorde det – ville vi for alvor mærke tyngden af Møllehaves ord: Jeg kan ikke elske uden at vide, at ulykken bor i at sige ja.

 

Det er også det, der ligger i udtrykket, at sorg er kærlighedens pris. Eller sorg er den kærlighed, der ikke kan få et gensvar, fordi at den anden er død, fraværende eller meget syg.

 

Og jeg tror, at det er en af de mange grunde til, at kristendommen er så essentiel for mange af os. På den ene side er kærligheden alt. Og det i en grad, så Jesus beder os elske, også vores fjender. Skabelsen skal mødes med omsorg og kærlighed. Vores medmennesker skal mødes med omsorg og kærlighed.

 

På den anden side er denne kærlighed grundlæggende helt umuligt at have med at gøre. Dels kan vi jo ikke elske vores fjender – det er jo derfor, de er fjender. I det hele taget, kan vi ikke elske absolut, da vi også tit er nødt til at tænke på os selv, som vi siger.

 

Og dels gør kærligheden os sårbar. Den kan gøre os ulykkelige og afmægtige.

 

Derfor er Johannes Møllehaves salme, nåden er din dagligdag, så eminent i sin måde at folde et helt almindeligt hverdagsliv ud med de store ord. For det er jo nåden, der gør, at vi kan holde det ud.

 

Troen, håbet og kærligheden. Troen, der meget gerne skulle vækkes med påskesøndags begivenhed, opstandelsen. Håbet, der gør, at vi forhåbentligt kan komme videre, selvom vi både oplever sygdom og død blandt familie og venner. Og kærligheden som en altid nærværende opgave, som samtidig er en gave.

 

Troen, der gør nåden mulig, i hvert fald som en daglig forsoning med Gud. Håbet, der gør, at vi tør kaste os ud i at sige ja til kærligheden, selvom vi med vores ja er dømt til at blive ulykkelig på et tidspunkt. ”Skynd dig at få noget, du kan blive ulykkelig over”, som Møllehave siger. Han sagde ordene kort efter sin kones død.

 

Og med tvivlen må vi som Jesus spørge, om vi egentlig selv er elsket. Af vore nærmeste, af Gud. Og kan vi opføre os på en måde, så vi ikke længere er værd at elske. Hvor mange gange skal jeg tilgive, spørger Peter et sted. Syv gange måske. Nej, siger Jesus. Syvoghalvfjerds gange.

 

Og vi er netop elsket af Gud på trods. Og troen, håbet og kærligheden kan vi ikke præstere os frem til.

 

Troen og håbet og kærligheden fra Gud får vi kun af nåde.

 

Amen.