En ny begyndelse
Prædiken til påskesøndag, 2025. Holdt i Kolby Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst, er fra Markusevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til påskedag, 1.tekstrække: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Amen.
Kender I det? Man har en god ide om, hvad en stor begivenhed som fx påsken handler om, man ser frem til at tale om det, fordi det kun er positivt, og glæder sig så at sige til at få en fest ud af det.
Sådan har jeg altid haft det med påskesøndag. Nu skal vi endelig – efter en hel uge med Jesu lidelseshistorie, nu skal vi endelig råbe, Jesus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.
Men hvis man så læser dagens tekst, som den faktisk står, bliver man måske lidt overrasket over, at der ikke er særlig meget fanfare i teksten. Nærmest, tværtimod.
Markusevangeliet, det ældste evangelie vi har, og som vi læser fra i dag, er skrevet til folk uden jødisk baggrund. Det kan man se ret tidligt i teksten, for Markus skriver, at de kom til graven tidligt om morgenen den første dag i ugen. Sagen er blot, at et jødisk døgn slutter ved solnedgang. Den normale tællemåde interesserer altså ikke Markus. Men fristes næsten til at sige, at med Jesu opstandelse begynder tiden at gå på en anden måde. Helt konkret har Henning Kjær Thomsen skrevet, at med opstandelsen betyder tiden ikke længere, at der bliver trukket fra i vores levetid. Vi tæller ikke længere ned mod døden, men lægger i stedet for dage til i livet. Eller med TV2s ord i en ny sang af Steffen Brandt: Fra nu af er der kun livet tilbage.
Noget andet, der er værd at bemærke i dagens tekst, er, at Jesus, som ikke længere er i gravkammeret, kaldes for den korsfæstede. Man kan måske sige, at han har taget hele sin identitet med sig til den anden side. Det kan godt være, at sårmærkerne efter korsfæstelsen er blevet helet, men de er stadig en del af Jesus identitet.
Og samtidig understreges det, selvom det siges næsten henkastet, at budskabet om, at de skal se Jesus i Galilæa, både skal siges til disciplene og Peter. Vi er altså i en helt ny virkelighed, i hvert fald i en virkelighed, som har potentialet til at blive helt ny virkelighed. Det er jo ikke så længe siden, at Peter fornægtede Jesus mere end en gang. Men nu bliver også Peter sat i stævne med Jesus. Virkeligheden efter opstandelsen handler altså også om heling. Det har ganske vist handlet om heling lige siden Jesu fødsel, men nu taler vi om den helt store heling. Den store nye begyndelse. I et nyt dåbsritual, jeg kommer til at afprøve resten af i år, hedder det ikke kun, at den døbte skal tilhøre den korsfæstede Herre, men den korsfæstede og opstandne Herre.
Nu skulle man så tro, at der var grund til glæde og fanfare. Men nej, som der står til sidst i dagens tekst: ”Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. De har godt nok lige fået at vide af den unge mand i hvide klæder, at de ikke skal være forfærdede. Men det er de altså. Kvinderne flygter fra graven og er bange.
Når man oven i lægger, at Markus i sin oprindelige udgave ikke har nogen beretning om, at disciplene senere ser Jesus som opstanden, men at vi må nøjes med at tro, at det er sket, så er det ganske fristende at spørge, hvordan en beretning, som slutter med, at de flygter fra graven og er bange, hvordan den kan ende som et evangelium, et glædeligt budskab?
Her er det værd at hæfte sig ved mindst tre ting.
For det første skal de møde Jesus i Galilæa. Byen har stor symbolsk betydning, blandt andet fordi, byen også er hedensk, det vil sige ikke-jødisk.
De skal altså møde Jesus et sted, hvor man ikke uden videre skal forvente at møde gode retfærdige jøder eller gode Kristus-tilhængere. Desuden var det i Galilæa, Jesus i Markusevangeliet starter sin forkyndelse. Ved Galilæa starter det så at sige forfra igen.
Og så er det også værd at bemærke, at Peter særligt bliver nævnt ved navn. Langfredag havde han formentlig den største nedtur i sit liv, da han trods forsikringer om det modsatte, fornægter Jesus.
Peter får med andre ord en chance til, han skal også møde Jesus i Galilæa, hvor det hele begyndte.
Da kvinderne om morgenen kommer ud til graven med velduftende salver, er det fordi, de forventer at skulle salve en død. De har en forventning om, at det hele er slut, og gør præcist som de normalt ville gøre, når en er død.
Evangeliet til påskedag er naturligvis, at de i stedet for bliver tilbudt en ny begyndelse.
Og det er en nok så vigtig pointe, for hovedbudskabet i påsken, den jødiske påske, som Jesus selvsagt kender godt som jøde, hovedbudskabet er ikke soning, det havde jøderne den store forsoningsdag til. Nej, hovedbudskabet i påsken er en ny begyndelse. Det er sikkert også derfor, at det i urkirken ikke var ualmindeligt at have mange dåb, da dåben om noget jo også symboliserer en ny begyndelse.
Ved Jesu opstandelse, ved budskabet om, at disciplene og Peter skal se ham igen i Galilæa, hvor det hele begyndte, og hvor de igen kan få en ny begyndelse med en helet relation i forhold til Jesus og hinanden – her peger pilen hen på os andre.
Relationen til Jesus vil altid give en ny begyndelse. Vores identitet vil ikke ændre sig, men vi vil blive endnu mere hele mennesker, end vi var i forvejen.
Og så skal vi også som det sidste huske på, at evangelierne spejler sig i hinanden. I de andre evangelier ser disciplene Jesus efter opstandelsen, således at opstandelsen så at sige bliver bekræftet af øjenvidner.
For os, der stadig hører om det på afstand, forbliver det dog stadig en trossag.
Og på den baggrund kan man måske godt forstå, at kvinderne flygtede fra graven og var bange. Det er først i mødet med Jesus, at vi møder en kærlighed så stor, at alt kan tilgives, tiden lægger til i stedet for at trække fra og vi kan få en helt ny begyndelse i Jesu Kristi helende nærvær.
Fra nu af er der kun livet tilbage.
Amen.
Om retfærdighed og dom
Prædiken til 4. søndag efter påske, 2025. Holdt i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst, er fra Johannesevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til 4. søndag efter påske, 1. tekstrække: Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.« Amen.
Det er sin sag at gribe teksterne, her mellem påske og pinse, hvor alle søndagenes tekster er fra Johannesevangeliet. Og netop Johannesevangeliet lever ofte sit eget liv i sammenligning med de andre tre evangelier. Det er mere filosofisk, det er mere poetisk, og det har flere steder en tendens til at gentage sætninger, sandsynligvis pga. den poetiske rytme, og fordi at det er vigtigt.
Men teksterne kan derfor også være svære at forstå.
Denne søndags tekst handler bl.a. om talsmanden, som normalt forbindes med helligånden. Måske skulle man have oversat talsmanden til trøsteren, hjælperen eller bare parakleten, som der står i teksten på græsk.
Jesus er nødt til at gå bort for at kunne sende helligånden, således at vi stadig kan have kontakt til og forkynde Sandheden.
Sammenhængen mellem Fader, Søn og Helligånd søges vævet ind i hinanden i Johannesevangeliet, og det gør, at man under tekstlæsningen skal holde tungen lige i munden.
I dagens tekst siger Jesus bl.a.: "Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt."
Udsagnet rummet et helt evangelium i sig selv.
På den ene side siger Jesus, at helligånden skal overbevise verden: "Om synd - at de ikke tror på mig", og det må handle om, at vi netop viser vores syndighed og fejlbarlighed igennem vores gerninger, og troen skal jo vises i gerningerne. Altså, ikke gerninger, som vi gør, fordi vi vil opnå noget, men fordi vi ikke kan lade være, umiddelbart.
Udsagnet "Om retfærdighed - at jeg går til faderen, og I ser mig ikke længere" er lidt dunkelt, for i teksten, der kommer bag efter, og som vi havde for en uge siden, står der, at vi ser ham om lidt igen. Her er det oplagt at spørge, hvad det vil sige, at vi ser ham om lidt igen, selvom det også er et spørgsmål, vi ikke får noget svar på. Men retfærdighed kan godt være et svært begreb at håndtere, fordi der givet er forskel på den måde vi betragter retfærdighed, og den måde, Gud betragter retfærdighed.
I vores optik handler det om, at alle skal have som fortjent. For nogen betyder det, at ikke alle mennesker har fortjent at blive frelst. Har man det synspunkt, betyder det, at der faktisk er nogen der fortabes til helvede eller andre ubehagelige steder, det kan ikke være anderledes. Det kan være vores ægtefælle, vores børn eller gode venner, der fortabes, men sådan er den jordiske retfærdigheds logik.
For Gud ser det noget anderledes ud. I historien om vingårdsarbejderne oplever vi Guds retfærdighed i fuldt flor, da alle arbejderne får lige meget i løn, uanset om de har arbejdet en time eller hele dagen. Men med alle vores fejl kan vi ikke selv nå til Faderen og stå fejlfri foran Gud. Men når vi først står foran Gud, så er Guds nåde alt rigeligt, så overgiver vi os til det rene kærlighedens fællesskab.
Når Jesus siger: "Og om dom - at denne verdens fyrste er dømt" kan det sagtens være et billede på alt det, der skal udrenses eller fjernes, inden vi får adgang til det rene kærlighedens fællesskab. Alle former for afguderi, alle de ting, alle de ideologier, alle de forskellige holdepunkter, som vi af den ene eller anden grund vender os mod, og bygger vores liv på; alt det, der gør, at vi er adskilt fra Gud, alt det der er grunden til, at vi dybest set er syndere, og har fokus på andet end næsten. Alt det, vi gør af dumme ting, når vi følger vores ego, i værste fald det dæmoniske og destruktive i os selv. Alt det, der på smertelig vis bliver skrællet af, når vi møder Guds nåde og tilgivelse og kærlighed.
Og meget sigende Jesus siger også: "Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu".
Nej, det skal jeg lige love for. Budskabet er dog stadig enkelt, hvis man forsøger at skære lidt igennem alle gentagelserne, og al poesien.
Vi skal fortsat forkynde Sandheden, vejledt af Helligånden. I hvert fald gøre det, det bedste vi kan.
Men vi er også fortsat syndere for vor Herre - netop syndere for vor Herre. Igennem vore gerninger viser vi, at vi ikke for alvor sætter næsten, ja alt levende, i centrum. Men Guds retfærdighed, Guds nåde er vores redning, det er den, der i sidste ende bærer os den sidste vej til det rene kærlighedens fællesskab, Gudsriget.
Afhængig af hvor fjernt vi har levet fra Gud i vores jordiske liv, kan overgangen til Gudsriget blive en meget smertelig proces, men det ender godt.
Dommen er klar, og hård: Vi lever nærmest i afguderi dagligt. Det er nok et eksistensvilkår. Der er hele tiden noget, der får vort fokus bort fra næsten. Der er hele tiden noget, der gør, at vi ikke værdsætter skabelsen, som vi selv er en del af.
Men nåden er der hele tiden, som det daglige brød, der får os videre i livet, både i vores jordiske liv, og på den anden side, når vi kommer til Faderen.
Amen.