Frels os dog!

Prædiken til palmesøndag, 2021. Holdt i Trige Kirke. Forkortet gudstjeneste (ca. 28 min.). Uden fællesang og nadver.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« 

 


Det er et af de mest ikoniske historier fra evangelierne, vi hører om i dag. Jesu indtog i Jerusalem. Hvis man ikke selv kan forestille sig, hvordan det mon er foregået, så giver forskellige film om Jesus nogle gode bud. I de fleste udgaver er indtoget i Jerusalem med rette skildret som et af højdepunkterne i Jesu historie. Det var der, hvor Jesus’ popularitet nåede klimaks. Ja, i den musical, der hedder Jesus Christ Superstar, bliver Jesus næsten skildret som en rockstjerne, der kommer til byen. Alle hilser ham velkommen med stor fanfare og palmegrene.


I dag vil jeg forsøge at afdække, at der faktisk kan være mere på spil, end man måske umiddelbart skulle eller kunne tro.


Noget af det mest bemærkelsesværdige ved historien, er de ord, der virker som en lovsang eller en bøn – hosianna i det højeste. Et udsagn, vi altid hører, når vi holder nadver.


Hosianna betyder på hebraisk noget i retning af – frels os dog.


Frels os dog. Og selvom udsagnet i situationen sikkert først og fremmest er brugt som en højtidelig hilsen, så er det alligevel værd at bemærke, at det faktisk har denne grundbetydning – frels os dog.


For hvad vil det egentlig sige? Hvad betyder frelse, og hvem er det, der skal frelses. Hvem er ”os”?


Det er nogle meget store spørgsmål, og jeg kommer ikke med noget fyldestgørende svar i dag.


Men det er værd at huske på, hvad frelse er i en gammeltestamentlig-jødisk sammenhæng. Et af de mest skelsættende frelses-billeder i Det Gamle Testamente er den begivenhed, der kaldes for et jubelår. Det er en begivenhed, der er stadfæstet til at skulle finde sted hvert 50. år. Så vidt vides, har man aldrig gennemført det i praksis, da det faktisk har karakter af en dennesidig samfundsrevolution. Det indbefattede blandt andet, at slaver skulle sættes fri, gæld skulle eftergives, og købt ejendom skulle leveres tilbage.


Palmesøndag og første søndag i advent har ofte temasammenfald i teksterne, da de begge handler om begyndelser, anslag til, at noget stort skal begynde. Og i teksten til første søndag i advent i år, nævnes dette jubelår direkte af Jesus.


Ånden i det bibelske jubelår kalder på handlinger, som er beregnet til at genoprette Guds oprindelige plan for skabningens orden.


Og det er faktisk et ret voldsomt udsagn, for når vi taler om skabningens orden, så taler vi jo ikke kun mennesker, men al skabning. Natur og dyr, hele biosfæren.


Paulus taler jo også i sine breve om det tidspunkt, hvor Gud bliver alt i alle.


Nu er vi i vores kultur opdraget med en meget antropocentrisk tilgang til verden, altså en tilgang, hvor mennesket er omdrejningspunkt for det hele, og derfor har de fleste af os meget svært ved at forestille os, hvad det vil sige at dyr og natur også er en del af Guds frelsesplan.


Men når vi hører sætningen – se, jeg er med jer, alle dage indtil verdens ende – som vi fx altid gør ved barnedåb, så kan det græske ord, der er oversat til verden, også oversættes til ordet æon. Altså en tidsalder af en slags. Tidernes fylde, eller hvad vi skal kalde den. Se, jeg er med jer, alle dage indtil tidens fylde, for at sige det lidt frit.


Det vil sige, at tales om den tid, hvor denne verdens magtstrukturer er borte.


Så når folkemængden råber hosianna – frels os dog, frels os dog, så kan udsagnet forstås ret omsiggribende. Men frelse er jo også omsiggribende.


For der er i virkeligheden tale om et ønske om at al skabningen skal oprejses. Jeg tænker, at flere af os kan huske paradisbilledet af løven der leger med lammet, fremfor at jage det og spise det.


Forventningerne til Jesus er med andre ord kolossale. For i tillæg til disse meget religiøse ønsker og håb, så er der også mange jøder, der håber, at Jesus er manden, der også skal redde dem fra romersk besættelse. Forventningerne til Jesus er enorme, og det kan sikkert også forklare den meget dramatiske velkomst han får, da han ridder ind i Jerusalem.


Som bekendt ender påskeugen om muligt endnu mere dramatisk.


At Jesus kommer ridende på et æsel, burde ellers have været et hint om, at Jesus var noget andet, end hvad man normalt vil forbinde med en leder eller konge. Ingen konge med respekt for sig selv, ville komme på et æsel. Og da folkemængden opdager, at det nok er forbundet med for stor fare for egen bekvemmelighed, tryghed og sikkerhed at følge Jesus, vender de ham ryggen langfredag. Faktisk er langfredag et ubehageligt spejlbillede af palmesøndag. For her er folkemængden også meget insisterende.

Men her, langfredag, lyder i stedet – korsfæst ham korsfæst ham korsfæst ham.


Men nu jeg allerede for langt fremme i påskeugen. I dag står den fælles bøn fra folkemængden centralt – frels os dog, frels os dog, frels hele skabningen. Rejs os op, hjælp os, nedbryd alle fremmede magter og magtstrukturer.


Hosianna i det højeste.


Amen.

 



En stor forråelse

Prædiken til langfredag, 2021. Holdt i Marie Magdalene Kirke og i Ebeltoft Kirke og i Ølsted Kirke. Forkortet gudstjeneste (ca. 28 min.). Uden fællesang og nadver.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«   Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« 

 


Der er ikke rigtigt noget godt at sige om langfredag, Jesu dødsdag. Det er i dag, at Judas fuldfører forråelsen af Jesus, og det er i dag, at Peter fornægter Jesus tre gange.


Her skal det nævnes, at den jødiske fredag begynder torsdag ved solnedgang.


Faktisk er langfredag en stor forråelse. Det blev jeg især opmærksom på, da jeg læste mine konfirmanders svar på nogle centrale spørgsmål.


Under nedlukningen har jeg givet konfirmanderne opgaver via mail, og nogle af spørgsmålene er gået på den tegneseriebog, der hedder Menneskesønnen, som er en fortælling om Jesus liv fra fødsel til korsfæstelse, død, opstandelse og himmelfart. Et af mine spørgsmål til konfirmanderne gik på, hvem der forrådte Jesus. Her fik jeg flere overraskende svar, i hvert fald hvis man er vant til remsen, der lyder, at Peter fornægtede Jesus, mens Judas forrådte ham. Et konfirmandsvar gik på, at det var Peter, der forrådte Jesus. Og det er jo rigtigt. En fornægtelse er jo i den grad også en forråelse. Et andet svar gik på, at selve korsfæstelsen var en forråelse. Og det er jo også rigtigt.

Korsfæstelsen var grundlæggende topmålet af forråelsen af Jesus.


Langfredag er en stor forråelse.


Langfredag er også et skræmmende spejlbillede af palmesøndag. Her blev Jesus ved indtoget i Jerusalem budt velkommen med et Hosianna i det højeste.


Hosianna betyder på hebraisk noget i retning af – frels os dog.


Frels os dog.


Og som jeg også bemærkede i søndags, er det her værd at huske på, hvad frelse er i en gammeltestamentlig-jødisk sammenhæng. Et af de mest skelsættende frelses-billeder i Det Gamle Testamente er den begivenhed, der kaldes for et jubelår. Det er en begivenhed, der er stadfæstet til at skulle finde sted hvert 50. år. Så vidt vides, har man aldrig gennemført det i praksis, da det faktisk har karakter af en dennesidig samfundsrevolution. Det indbefattede blandt andet, at slaver skulle sættes fri, gæld skulle eftergives, og købt ejendom skulle leveres tilbage. Hele skabningens orden skulle forløses.


Og det er faktisk et ret voldsomt udsagn, for når vi taler om skabningens orden, så taler vi jo ikke kun om mennesker, men al skabning. Natur og dyr, hele biosfæren.


Frels os dog.


Og mens folkemængden råbte sådan mod Jesus i søndags, vender det hele på hovedet i dag, langfredag. Her lyder det i stedet ”Korsfæst ham”. Sådan lyder det i versene inden den tekst fra Markusevangeliet, jeg lige har læst. Korsfæst ham. Pøbelvælde, når det er værst

Heldigvis kender vi historien. Vi ved, at det vender på søndag.


Og netop billedet af død og opstandelse er velbrugt. Tilbage i januar talte statsministeren om, at vendepunktet for hvornår samfundet for alvor kunne se frem mod en genåbning, var påsken. Det var næppe tilfældigt, at hun ikke bare sagde i begyndelsen af april, men nævnte påsken.


Og det er jo meget fint.


Vi ser alle frem til at komme tilbage til en så normal hverdag som muligt igen. Desværre ramler vi lige ind i klimakrisen i stedet for igen.


Og jeg tænker, at netop påsken kan være et godt billede – og måske et sørgeligt billede – på os mennesker, og vores ide om, at tanken tæller.


For jeg tænker, at de fleste af os gerne vil klimakrisen til livs. Ideen om, at vi for alvor får stoppet klimaforandringerne, således at vores børn og børnebørn kan overtage en jord i bedre forfatning, end vi fik den i – tror jeg de fleste af os er med på.


Men ligesom disciplene veg tilbage fra deres følgeskab med Jesus, da det blev for ubekvemt og for utrygt, således er det som om, at vi står i stampe, når det gælder handling.


For på den ene side råber vi for at være med Jesus, vi råber et hosianna – frels os dog. Frels hele skabningen. Men på den anden side er det alligevel ubekvemt og besværligt at være en del af alt det, der følger med. Vi råber ikke ligefrem korsfæst ham, om Jesus. Men vi handler heller ikke altid for alvor efter vores ønske om en bedre verden for hele skabningen.


Skal man være meget hård, er det jo også en slags forråelse. Ja, teologen Ole Jensen har ligefrem sagt, at vi i vores dagligdag, når vi befinder os udenfor kirken, når vi er ude at købe ind, og hvor vi ellers træffer personlige valg i vores hverdag, så sætter vi parentes omkring Gud, som var vi ateister i praksis.


Som bekendt råbte Jesus fra korset ifølge Lukasevangeliet– tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.


Nej, det gør vi sikkert ikke. Vi kan nok forholde os til det konkrete møde med et konkret menneske, som har behov for vor hjælp, et menneske, der står lige foran os. Men at vores handlinger her på vores breddegrader – især vores forbrug – også har konsekvenser for vores medmennesker i andre dele af verden, har vi meget svært ved at se for os, og dermed rigtigt at forstå og handle efter.


På engelsk hedder langfredag – Good Friday. På dansk, den gode fredag. For det er værd at erindre, at Jesus lod sig korsfæste for vores skyld. Der hvor vi, billedligt talt, burde hænge, der lod Jesus sig hænge i stedet for. Og det var da også ved korsfæstelsen, at flere af Jesu modstandere, blandt andet folk i romersk tjeneste, pludselig så lyset, og erkendte, at Jesus var Guds søn. Så, at Jesus var og er liv og opstandelse. For al skabningen.


Det skal vi for alvor fejre på søndag, hvor Jesus bliver bekræftet af Gud som Vejen, Sandheden og Livet.


I dag er det dog mørkets dag. Det mørke, der er i os mennesker, og som sommetider får overtaget i en grad, så vi forråder både vores medmennesker og den øvrige skabning omkring os. Og dermed Jesus.

Jesus, som fra korset råbte Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.


Amen.