Prædiken til langfredag, 2025. Holdt i Bessers Kirke.

Dette hellige evangelium, denne tekst er fra Matthæusevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til langfredag, 1.række: Da de havde hånet Jesus, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«. Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!« Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.« Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde. Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Han kalder på Elias.« Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: »Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.« Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange. Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.« Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor. Amen.

Kristendommen er sommetider blevet kaldt for en oversættelsesreligion. Forstået på den måde, at kristendommen skal oversættes til den enkelte kultur for at blive rigtig forstået.

Lad mig komme med enkelte eksempler. Det første eksempel er lidt spøjst. Nogle steder i bibelen omtales dragen. I vores vestlige kulturkreds er dragen ikke noget godt dyr, men et farligt, truende og vel nærmest skrækindjagende dyr. Tænk bare på, hvor mange eventyr der har en drage med som noget, der skal bekæmpes. Sådan er det ikke i fx Kina. I Kina er drager gode dyr, så hvad gør man, hvis den rigtige forståelse af en drage skal give mening for en kineser? Som jeg husker det, har man valgt at oversætte det til en pervers drage. Der står intet i teksten om, at drager i bibelen skulle være perverse, men så kan kinesere bedre forstå, at de ikke skal tænke godt om dragen.

Tager man et andet eksempel, hvor teksten opfattes anderledes end vi gør i dag i Vestkirken, så kan vi gå til den tidlige østkirke. I 600-tallet læste den syriske munk og biskop, Isak af Nineve, historien om Adam og Eva i Edens have som en udviklingshistorie, og ikke som et fald. Der står ganske vist syndefald som overskrift over historien i vores version, men det er redaktionen, der har fundet på den overskrift. Som jeg også har sagt i bibelkredsen, så står der ingen steder i historien, at der er tale om et fald.

Og så har jeg for nyligt læst, hvordan man med et asiatisk sind, som er orienteret mod buddhismen, opfatter Jesu korsdød, og det er ret tankevækkende. De kristnes optagelse af korset opfattes som Vestens sadistiske tendens. En stående stilling antyder stridslyst, forsvar eller angreb, selvhævdelse og magt. Omvendt udstråler en hvilende Buddha fred og tolerance.

Det, som er virkelig tankevækkende her, er, at vi nærmest opfatter det modsat. Vi forbinder korset med ydmyghed, afmægtighed, afgivelse af magt, alt det vi forbinder med den lidende Kristus. Og Buddha virker til sammenligning temmelig passiv og verdensfjern.

Og hvad vil jeg sige med alt dette? Jo, ofte er det sundt at få input udefra, så vi har lejlighed til at tænke – kunne det være anderledes, kunne vores læsning justeres, så den kommer tættere på sandheden.

Og her tænker jeg vel at mærke også på læsninger fra vores egen kulturkreds, ja måske endda vores egen andedam. Således har Johannes Værge gjort gældende, at vi har et overfokus på korset som det helt centrale i vestlig kristendom. Vi har et overfokus på korset, som dér, hvor Jesu sonede menneskeheden. Det skygger for det faktum, at Jesus hele livet igennem tilgiver synder, ikke kun på korset.

Det er i øvrigt tankevækkende, at første gang ordene ”Frygt ikke!” lyder i evangelierne, er ved Jesu fødsel.

Johannes Værge bemærker, at hvis det virkelig var Jesus som sonoffer, der var vigtig, hvis det virkelig var det, vi skulle huske, så havde Jesus sandsynligvis valgt den store forsoningsdag som sit livs klimaks, for det handlede for jøderne netop om soning. Påsken – derimod – handlede om en ny begyndelse. Derfor er Jesu fødsel den første nye begyndelse, den afgørende begyndelse. Og korsfæstelsen optakten til den store nye begyndelse, nemlig opstandelsen til nyt liv, for så vidt både i vort nuværende liv, men selvsagt også hinsides, når vi efter døden vågner i Guds rige, sandsynligvis som gennem ild, da vi alle dumper på tro og gerning inden den fulde helbredelse ved Guds nåde indtræffer.

Her er det for resten tankevækkende, at Henning Kjær Thomsen gør gældende, at der i Johannesevangeliet, hvor Jesus jo ikke råber ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”, men ”Det er fuldbragt”, at der her ikke er nogen kvalitativ, ikke nogen væsensforskel på ophøjelsen på korset og selve opstandelsen. Det er en stor ny begyndelse.

Men hvad så med selve korsfæstelsen? Ja, den er selvsagt uhyre central i kristendommen, for her viser Jesus, at han gik hele vejen for kærlighedens skyld. På den måde bliver korset et stort kærlighedens symbol.

Og derfor har jeg i år tænkt, at jeg for første gang, på en langfredag, vil fejre nadver. Jeg plejer egentlig at have det synspunkt, at man gerne må savne noget langfredag, på Jesu dødsdag.

Men hvis vi langfredag også fejrer korset som et stort kærlighedens symbol, burde man så ikke også kunne have altergang til kærlighedens måltid? Skulle Jesu død forhindre os i at have del i hans kærlighed? Vel – netop ikke.

Man kan måske også sige det på den måde, at jeg tager det engelske udtryk for langfredag mere alvorligt end det danske. På engelsk hedder dagen Good Friday, hvilket jo er positivt. Og det er jo i den grad positivt, om end temmelig skræmmende, at Jesus i dag viser os den ultimative hengivelse. Der er jo også en grund til, at det under dåben hedder, at den nydøbte skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus. Det er den almægtige kærlighed, vi døbes til at tilhøre officielt. Ham, der gik hele vejen, ja hele vejen op på et kors, så vi alle kan få en ny begyndelse.

Så vi alle kan håbe – og tro på – at få del i Jesu kærlighed, glimtvis her, fuldbyrdet hinsides. Amen.