Kirkens fødselsdag
Prædiken til pinsedag, 2022. Holdt i Nordby Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«
På dagen i dag, pinsedag, hvor vi fejrer kirkens fødselsdag med helligåndens komme, hvor vi altså fejrer dét grænsesprængende fællesskab, vi kalder kirke – må det være relevant at stille et meget centralt spørgsmål, som ikke har et så enkelt svar, som man kunne tro, om man så kan sige.
Spørgsmålet lyder i al sin enkelthed: Skal man skal tro på Jesus som Kristus, for at tælle som en kristen.
Selvom det umiddelbart kan virke fristende at svare ja til spørgsmålet, så undlod jeg engang, jeg fik det stillet i et interview. Det kan meget vel være, at det akademisk-teologisk korrekte svar vil være at sige ja. Og personligt er jeg jo overbevist om, at Jesus er Guds søn. At Jesus er Kristus, om man vil.
Det er dog et stort problem med dens slags kategoriske og firkantede beskrivelser af, hvad det vil sige at være rigtig kristen. Luther talte om troen alene. Og det er jo heller ikke forkert. Men på Luthers tid var dette at være troende nærmest identisk med at være menneske. Oversat til nutidige forhold må det betyde noget i retning af, at det er nok at være menneske. Og i en kristen-religiøs sammenhæng, så må det handle om, at vi skal acceptere, at vi er accepteret af Gud, som vi er, som de mennesker, vi faktisk er.
Men hvis vi lægger os fast på en beskrivelse eller definition af dette at være kristen, så risikerer vi i hvert fald at ende som selvgode farisæere. Når vi fortæller, hvordan det er rigtigt at være kristen, så dømmer vi jo også, hvem der ikke er rigtige kristne, og det er næppe os selv, vi tænker på. Det kan nok være, at vi hver især alligevel har vores forestillinger om, hvad rigtig kristendom er, og det kan nok heller ikke være anderledes. Men selve dommen, vurderingen af, hvem, der er rigtige kristne, den dom må vi overlade til Gud.
Og disse tanker giver særlig god mening en dag som i dag, hvor vi fejrer kirkens fødselsdag. Pinsen kaldes for kirkens fødselsdag.
Og kirken handler altså ikke om akademiske diskussioner om, hvad det vil sige at være kristen. Jeg vil næsten sige, tværtimod. Kirken handler om fælleskab. I pinsen er det i særdeleshed det grænsesprængende fællesskab, hvor alle er velkomne. Og når vi hver især skal formulere vores tro, eller vores forhold til kirke og kristendom, så gør vi det helt sikkert på meget forskellige måder. Og her vil det være absurd – og ja, ukristeligt – at dømme nogle formuleringer ude på forhånd. For det er jo i den grad en stor diskussion, hvad det overhovedet vil sige at tro. Og hvad det overhovedet vil sige, at Jesus er Kristus. Hvad vil det overhovedet vil sige, at Jesus er Guds søn. Der er mange store begreber i luften. Og det er sikkert begreber og tanker, vi er nødt til at diskutere engang i mellem.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Jesu forkyndelse, når han møder samaritanere og andre, der enten opfattes som hedninge, altså folk uden den rigtige tro, eller folk, der siger ”hjælp min vantro”, er, at han betragter deres tro som stor. Hvordan kan man være hedning og have en stor tro? Hvordan kan man sige ”Jeg tror, hjælp min vantro”, og samtidig af Jesus få at vide, at man har en stor tro? Det kan først og fremmest kun lade sig gøre, hvis det centrale er at være menneske. Et menneske, der sætter sit sidste håb til Jesus. Tro er ikke en intellektuel øvelse, men en hengivelse, en tillidserklæring.
Og jeg synes, at pinsen kan og skal minde os alle sammen om, at kirken først og fremmest handler om fællesskab. Det grænsesprængende fællesskab. Som nok har og får sit lokale udtryk forskelligt rundt omkring i Danmark, rundt omkring i verden.
Pinsen er dermed også en begivenhed, der forpligter. For jeg tænker, at vi alle er meget bevidste om, at vi ikke altid er enige om, hvordan kristendommen skal forstås, for nu at vende tilbage til min begyndelse.
Men fællesskabet skulle gerne være det, der holder kristendommen i live, og dermed skaber kirke. Det er det, pinsen handler om, det er det, kirkens fødselsdag handler om. Ved pinsen blev kirken skabt, Jesus efterlod sig Helligånden, Talsmanden, som den kaldes i Johannesevangeliet, og det er nu vores opgave at bevare fællesskabet, kirken, det bedste vi kan. Det gøres kun ved at udleve den kærlighed og omsorg, Jesus har budt os at gøre. Og vist for os med sit eksempel.
Det vigtige er, at vi er fælles om det, og det er netop Helligånden, der skaber fællesskabet. Det er Helligånden, der overbeviser os om, at Jesus ikke er en død person. Det er netop Helligånden, der gør levende.
Når vi røres af ordet, når vi røres af en bøn eller en barmhjertighedsgerning, så siger vi, at det er Helligåndens værk, fordi Gud er fader, søn og Helligånd. Med pinsen er treenigheden – fader, søn og Helligånd – fuldbyrdet og fuldkommen, og det er også grunden til, at næste søndag hedder trinitatis søndag.
Med Helligåndens endelige komme i dag, pinsen, kan vi fejre, at treenigheden nu er på plads. Vi er hermed klar til – i den treenige Guds navn – at gå ud i alverden og invitere alle ind i fællesskabet af alle døbte.
I Faderens, Sønnens – OG Helligåndens navn.
Amen..
At være kirke
Prædiken til anden pinsedag, 2022. Holdt i Besser Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«
Noget af det mest fundamentale i tilværelsen er glæden og så det modsatte, fortvivlelsen, måske endda foragten. Når man går fra kærlighed til had, og måske endda overfor det samme menneske. Det bedste og mest uhyggelige eksempel, jeg kender, er den måde, palmesøndag og langfredag spejler sig i hinanden, på næsten dæmonisk vis. Palmesøndag hilses Jesus velkommen til Jerusalem som en anden rockstjerne med et hosianna i det højeste. Som bekendt vender det 180 grader langfredag, hvor sådan cirka de samme mennesker i stedet råber korsfæst ham, korsfæst ham. Det er begivenheder jeg aldrig bliver træt af at minde om, da det siger utroligt meget om menneskelivet. Som både Kierkegaard og Møllehave har gjort os opmærksom på, så er det den samme lidenskab, der tænder kærligheden og hengivelsen – og så hadet og foragten.
I dag, anden pinsedag, kan man lave en lignende spejling, der er næsten lige så dramatisk. Hvis vi tager dagens tekst, som vi læser i alle lige år, så kan man nemt komme til at tænke på skærtorsdag aften ved den sidste nadver. Det kaldes også nadverens indstiftelse, og i denne forstand af ordet er det faktisk den første nadver. Det er den nadver, vi forsøger at genskabe søndag efter søndag.
Og på en og samme tid er der både det samme på færde skærtorsdag og anden pinsedag – og noget ganske forskelligt.
Skærtorsdag aften blev det måske vigtigste måltid i Jesu liv indtaget. Disciplene fik indprentet, at hvis man tog del i hans bordfællesskab, fik man også del i hans liv og skæbne. Det er det, vi udtrykker med, at dette brød er mit legeme og denne vin er mit blod. Det er måske – sammen med treenigheden – de mest mærkelige udsagn i kristendommen overhovedet. Og i dagens tekst understreges det: Jesus er livets brød. Hvilket næsten får Fadervor-bønnen, giv os i dag vort daglige brød, til at handle om det hele.
Der er dog den omstændighed ved skærtorsdag aften, at det er en flok mennesker, han sidder sammen med, som ikke var meget bevendt. Mindst en tvivlede, mindst en forrådte ham, mindst en fornægtede ham. Jesus vidste det godt, så han delte bordfællesskab med disse mennesker, med åbne øjne.
Om Jesus blev skuffet over disciplene, eller han med sig selv vidste, at det ikke kunne være anderledes, er ikke til at vide.
Men i dagens tekst er det som om, at historien er kommet et skridt videre. Måske også symboliseret ved henvisningen til historien fra Det Gamle Testamente om manna fra himlen. Den mad, Jesus kommer med, er af en ganske anden slags. Ganske vist fortæller historien om manna fra himlen, at vi ikke skal samle til overflod, og at det er i dag, vi skal leve, ikke i morgen. Men det er utænkeligt at forestille sig Jesus give brød, der ikke varer evigt.
Og denne forskydning i historien fra skærtorsdag aften til anden pinsedag, er ret afgørende for kirkens videre færd.
Pinsen kaldes også for kirkens fødselsdag. Den fejrede vi i går, pinsedag. Og fra gammel tid brugte man anden helligdagen, og tredje helligdagen, da vi også havde sådan en, til at komme sig over chokket, benovelsen, overraskelsen, om det så gælder jul, påske eller pinse. I går blev kirken født. Noget af en begivenhed.
Og hvad så nu?
Ja, nu skal hele Jesus-begivenheden føres videre af os andre. Vi skal forholde os til, hvad det egentlig vil sige at holde kirke. Hvad vil det overhovedet sige at være kirke? At være en del af et grænsesprængende fællesskab?
Man kan måske sige, at det netop ikke er en enkelt persons opgave, men menighedens. Nu er menigheden blevet Jesu hænder og fødder. Jesu legeme.
Det er nok sandt, men ikke desto mindre – som bekendt – nemmere sagt end gjort. Vores fejlbarlighed må aldrig blive en sovepude, en undskyldning for ikke at prøve, men ikke desto mindre er det som om, vi også her i pinsen, hvor vi skulle fejre kirkens fødselsdag, det kirkelige fællesskab, at vi alligevel ryger tilbage til skærtorsdag aften, og betragter hvilken forsamling, der var omkring Jesus.
Og det er sikkert kristendommen i en nøddeskal.
På den ene side de store ord i kirken, som vi alle sammen mere eller mindre samstemmende kan nikke anerkendende til. Og et ubestemmeligt behov for konstant at forholde os til Jesus som både gave og opgave. I det kirkelige fællesskab.
Men på den anden side en erkendelse af, at det alligevel ikke er så enkelt. Dels fordi, at vi jo vitterligt har mange kirkelige retninger, ikke bare i Danmark, men på verdensplan. Der er åbenbart flere ting, vi ikke er enige om.
Og dels har vi i praksis sjældent fokus på omsorgen for alt levende, i døgnets fireogtyve timer. Vi er og forbliver fejlbarlige som mennesker. Måske er det derfor, at det kirkelige fællesskab er stiftet. Det forventes ikke, at vi kan alene. Vi så den spæde start på et kirkeligt fællesskab omkring Jesus, skærtorsdag aften. Det gik ikke så godt. Nu prøver vi igen, mere bevidste om, at vi netop ikke kan alene. Det er fællesskabet, der skal bære det.
Ikke desto mindre lever de fleste af os i en spænding mellem det helt almindelige hverdagsliv, og så alt det, Jesus byder os at gøre i kærlighed. I gamle dage hed søndagen efter pinse, første søndag efter pinse. Og så fremdeles.
For at understrege, hvad vi lever vores hverdagsliv på, nemlig pinsen, der skabte det grænsesprængende fællesskab.
Vi er ikke alene om det, for kristen kan man slet ikke være alene.
Amen.