Om at bekymre sig
Prædiken til teksten til 15. søndag efter trinitatis, 1. række. Holdt den 14. september 2022 på Plejecenter Kildemosen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«
Det er vel ikke for meget at sige, at der hele tiden er store og vigtige begivenheder at forholde sig til, som tiden går. Enten helt aktuelle begivenheden som fx coronakrisen, klimakrisen, eller energikrisen.
Og efter en weekend som den, vi lige har afsluttet, har tankerne været vidt omkring.
Vi er nogen, der har tænkt tilbage på begivenheden for enogtyve år siden, den 11. september 2001, hvor to fly ramte New Yorks to tvillingetårne. En begivenhed, der stadig sidder i mange af os, og som ikke ligefrem fik os til at bekymre os mindre. Dertil kommer tanker i forbindelse med Dronning Margrethes jubilæum og dronning Elisabeths død. Den slags begivenheder og mærkedage sætter ofte tankerne i gang. Hvordan kommer briterne videre – og hvornår skal kronprins Frederik mon tage over i Danmark? Og måske er der endda tanker om et kommende folketingsvalg, som sikkert bliver beskidt.
Og så i dag siger Jesus, at vi ikke skal bekymre os. Jeg læste for år tilbage et indlæg, som var skrevet af en sognepræst. Jeg husker ikke tekststykket, han kommenterede, men det handlede i hvert fald om forholdet mellem Gud og mammon, og denne præst var dybt forarget over Jesu holdning. Da jeg læste hans protest, hvor han simpelthen erklærede sig uenig med Jesus, kunne jeg ikke lade være at smile lidt, for på den ene side kunne jeg jo godt forstå hans frustration, når han rent faktisk var bekymret til dagligt, på den anden side var der noget højkomisk ved, at en præst vredt erklærede sig uenig med Jesus.
For der er, som antydet, nok der kan bekymre os. Hvis ikke det er coronavirus eller klimakrise eller energikrise, kan det meget vel være bekymringer over udviklingen i krigen mellem Ukraine og Rusland. Eller andre konflikter i verden.
Der er altså nok at bekymre sig over, hvis man er i det humør.
I disse dage markerer vi traditionen tro høsten i folkekirken. Og man må unægtelig sige, at bønder aldrig har kunnet leve helt ubekymret, afhængig af vejr og vind, som de altid er. Og af samme grund har der altid været god grund til fest, når høsten endelig er i hus.
Siden tidernes morgen har bønder og landmænd været helt afhængig af vejret ovenfra. Med en fuldstændig afhængighed af, at regnen og solen kom som de skulle.
En fejlslagen høst kunne og kan være katastrofal.
Derfor har det altid været forbundet med fest, når høsten endelig og sikkert er i hus.
Jeg husker en høstgudstjeneste i Århus, hvor der blev gjort et stort nummer ud af at fortælle, at vi skulle huske, at brødet ikke kom fra bageren oprindeligt, men var lavet af byg eller hvede, som en bondemand havde sået og høstet. Og at kødet, mælken og smørret og osten ikke kom fra hverken netto eller superbrugsen. Men at kvægavl var uomgængelig, hvis vi skulle have kød og mælk på bordet.
Når Luther talte om gudstjeneste, så talte han også om arbejdet som en tjeneste for Gud. Og her må høstarbejdet unægtelig siges at være det historisk gode eksempel. For nok høster man for at få brød på bordet – i meget bogstavelig forstand – til sig selv og sin familie. Men ifølge Luther var opgaven samtidig at skabe så mange ressourcer, at der også var nok at give videre til den fattige næste. Faktisk handler den klassiske ”Marken er majet” blandt andet om, at man ikke skal rive for tæt – der skal også være noget til fuglen og den fattige.
For vi skal selvfølgelig bekymre os for hinanden. Og stole på Gud, at han ved bedst. Det kan nok være, at både vejret, som høsten er afhængig af, og livet i almindelighed er usikkert. Så meget desto mere burde vi tænke mere over, hvilket arbejde, der ligger bag den mad, vi sætter på bordet.
Når vi beder, giv os i dag vort daglige brød, kan det i den grad være sundt at tænke lidt ekstra over, at al den mad, mange af os tager for givet, ikke er kommet ud af ingenting.
Nu har så- og høstmetoder som bekendt udviklet sig en hel del igennem tiden. Men alligevel kan det nok være sundt oftere at tænke over, al det arbejde, der trods alt ligger bag, og at en god høst ikke er en given ting.
Der er altså nok at bekymre sig om, hvis man er i det humør. Derfor er det altid på sin plads at takke, når der er noget at glæde sig over.
Alle gode gaver, de kommer ovenned, så pris da gud ja elsk dog gud, for al hans kærlighed.
Amen.
Det er nok at være menneske
Prædiken til 18. søndag efter trinitatis, 2022. Holdt i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«
Lars Busk Sørensens salme, "Menneske din egen magt", er en af mine yndlingssalmer. Både tekst og melodi er både sigende og fængende.
Jeg stødte, som jeg husker det, første gang på salmen ved et møde for indsamlingsledere i Viby J. Her mødtes indsamlingsledere for Folkekirkens Nødhjælp for at høre om og få gode råd til den kommende sogneindsamling det pågældende år. Jeg husker ikke årstallet, men det var fra før 2013, for jeg var ikke ordineret til præst på det tidspunkt.
Det er en salme, der ofte bruges i forbindelse med kirkelig aktivisme, har jeg siden erfaret. Og når man læser teksten, giver det da også god mening. Her lægges i den grad vægten på opgaven. Altså, at vi som kristne mennesker sendes ud for at udøve diakoni, altså tjeneste og omsorg for vore medmennesker, ja alt levende.
I sidste vers antydes nåden, men det er opgaven, det aktive kristne menneskes virken i verden, der er salmens fokus.
Noget senere talte jeg med en kollega om salmen. Han brød sig ikke om den, da nåden var så godt som fraværende. Hvad med alle os, som ikke kan overskue opgaven? Som synes, vi fejler hele tiden, og bare gerne vil høre, at vi er gode nok, når vi kommer i kirken?
Jeg måtte give ham ret i, at salmen ikke levner meget plads for dem af os, der har det sådan. Og når en stor grund til at komme i kirken for mange netop er at erfare eller søge at tro på Guds nåde, så har salmen unægtelig sine udfordringer. Jeg mener dog stadig, at salmen er fantastisk i sin rette kontekst og sammenhæng.
Imidlertid kom jeg til at tænke på, at det kunne være interessant at skrive en tekst, der fokuserede på nåden i stedet for - og kun i sidste vers for alvor nævnte opgaven. Og med den samme melodi for pointens skyld.
Teknikken har jeg også læst i Stine Pilgaards roman, "Meter i sekundet", hvor der er adskillige nyskrevne salmer og sange, som alle på hver deres måde er skrevet op imod den (kendte) melodi, teksten er komponeret over.
I min tekst, som vi skal synge, når jeg træder ned fra prædikestolen, er jeg særligt inspireret af Paul Tillichs udsagn om, at Luthers retfærdiggørelseslære på almindeligt dansk kan formuleres: Accepter, at du er accepteret af Gud. Accepter, at Gud siger ja til dig. Og så nævner han, at hvor Luther spurgte efter en nådig Gud; .der spørger det moderne menneske i dag efter en virkelig Gud. Salmen, hvor det lyder, at Gud er Gud om alle land lå øde, Gud er Gud om alle mand var døde, klinger også med.
Jesus siger i dagens tekst: "Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple".
Hertil kan man spørge: Hvis dette at bære megen frugt er det samme som at udøve gode gerninger – er kristendommen så først og fremmest sindelag eller først og fremmest praksis?
Her opstår også det store spørgsmål om forholdet mellem opgaven og gaven. Jeg har jo altid ment, at de er lige vigtige. Gaven burde være anledning til, at vi automatisk tager opgaven på os. På den anden side kan vi ikke anvise, hvad det vil sige at opfylde opgaven. Kristendommen er ikke en lovreligion, hvor vi kan slå den rette gerning op i en facitliste. Gerningerne skulle så at sige gerne komme af sig selv efter vores samvittighed og situationen i øvrigt.
Så hvis man stiller spørgsmålet, om kristendommen først og fremmest er et sindelag, eller først og fremmest er praksis, så må et meningsfuldt svar være, at det først og fremmest er et sindelag, men netop fordi det er et sindelag, så vil den også vise sig naturligt i praksis, hvis altså sindelaget er der.
Ingen af os kan handle som Jesus. Som jeg også har talt med konfirmanderne om, så er Jesus syndfri, han er uden synd, som Guds søn er han ufejlbarlig. Det kan man bestemt ikke sige om os andre. Vi begår masser af fejl hele tiden, ikke mindst over for andre mennesker, også vores familie. Ja, alt levende i det hele taget.
Derfor er nåden faktisk det vigtigste i kristendommen. På Luthers tid var dette at være troende nærmest det samme som at være menneske. Og Luther gik netop op imod den katolske kirkes krav om, at man skulle gøre noget særligt fortjenstfuld for at kunne kalde sig kristen og få Guds nåde og kærlighed.
Sidst på måneden har vi reformationsdag. Den 31. oktober er det 505 år siden, at reformationen fik sin spæde start i Wittenberg i Tyskland. Og den 30. oktober er det 486 år siden, at Danmark officielt blev protestantisk.
Reformationen betød en revolution i måden, man tænkte kristendom på, og det er stadig en del af vores selvforståelse i dag i folkekirken. Nåden er nok.
Troen er nok. Eller på moderne dansk: Det er nok at være menneske.
Det er nok at acceptere, at man er accepteret af Gud.
Amen.