Hilsen: Om frihed og tilgivelse

Plejehjemsgudstjenesten på Bjørnshøj Centeret den 5. maj 2020 aflyst pga. coronakrisen. 


I stedet lavde jeg denne hilsen:


EN HILSEN FRA SOGNEPRÆSTEN

I dag skulle jeg have haft plejehjemsgudstjeneste, hvor frihed og befrielse sikkert ville have været et tema. Den er naturligvis aflyst pga. coronakrisen.


Jeg er ikke gammel nok til selv at have noget personligt forhold til Danmarks befrielse i 1945, men lytter hvert år til beretninger fra folk, der har.


Jeg bemærkede i år en dame, der kunne huske dagen som cirka 10 årig. Hun kunne selvfølgelig mærke, at det var en ganske særlig dag, med en ganske særlig glæde. Men hun studsede kort tid efter over nogle af sine landsmænds opførsel.


Først havde hun svært ved at forlige sig med den måde, tyskerne behandlede helt almindelige danske borgere. Dernæst havde hun det svært med, hvordan nogle danske borgere behandlede "værnemagerne", dem der havde haft et eller andet samarbejde med tyskerne.


Det er svært at sætte sig ind i samtidens følelser, når man ikke var til stede. En vis "hævntørst" mod fjenden er givet meget menneskeligt. Men her er det værd at huske på, hvordan Jesus omfavnede sin tids værnemagere, tolderne. De levede af at opkræve told og skat for romerne, som jøderne på det tidspunkt var besat af. Men også den gang - på Jesu tid - var Jesu omfavnelse af disse værnemagere stærkt provokerende. Jesus kunne og kan helt givet også mere end os andre dødelige.


Under alle omstændigheder er det en god dag at tænke over, hvad det vil sige at være fri - og hvad kærlighed og tilgivelse egentlig er for en størrelse. Når det kommer til stykket.


Den gang, det blev forår, og Danmark frit.



Teksten blev fulgt af en optagelse fra Holmens Kirke, hvor de sang "En lærke letted".




Videohilsen:

Om frihed og ansvar

Højmessen, 4. søndag efter påske, 2020, i Ebeltoft Kirke, aflyst pga. coronakrisen.


I stedet lavede jeg denne prædiken som videohilsen:


Denne søndag i coronakrisen er særlig underlig. Vi skule have haft konfirmation i Ebeltoft Kirke, men den er som bekendt blevet udskudt.


Der er altså stadig noget at se frem til.


Ikke desto mindre tænker jeg over det i dag. Vi skulle have haft konfirmation, vi skulle have haft kirken fuld af festglade og forventningsfulde unge mennesker og deres familier. Sådan skulle det ikke være. Vi må vente lidt endnu.


Havde vi haft rigtigt gudstjeneste i dag, ville jeg have holdt en kort prædiken over dagens tekst, som blandt andet handler om at være en Jesu discipel. Og som også handler om frihed, og ikke at være en slave for nogen.


Og det er lidt paradoksalt at skulle tale om frihed i en coronatid, hvor vi er underlagt så mange begrænsninger, at vi vitterligt ikke er frie til at gøre, som vi plejer.


Det skal dog siges her, at den kristne frihed er lidt en speciel størrelse.


Den kristne frihed handler nemlig ikke om friheden til hvad som helst. Den handler om friheden til frivilligt at sørge for sine medmennesker. Så også i disse coronatider kan vi sørge for vore medmennesker, om det så blot er ved at holde afstand.


Men denne tid kan ikke desto mindre give anledning til at spørge, hvad det egentlig vil sige at være fri. Og spekulere over, om vi nogen sinde er rigtigt frie. Vi kan jo netop ikke gøre som vi vil, heller ikke efter coronakrisen. Der er forventninger til os, som vi til en vis grad er underlagt. Vi tager en uddannelse, fordi at det forventes af os, hvis vi vil have et ordentligt arbejde, et godt liv, som vi siger. Vi går i skole, selvom det kan være kedeligt – fordi, at det er sådan vi gør i Danmark. Normalt.


Det nærmeste vi nok kan komme rigtig frihed, er, at tage ansvaret for den måde vi lever vores liv på. Uanset hvor meget, vi føler, vi skal leve op til andres forventninger, så skal vi stadig tage ansvaret for de beslutninger, vi faktisk træffer i vores liv – og ikke skylde skylden på andre.


Det er ikke altid lige nemt, og derfor kan det sommetider være godt at bede til Gud, for at få luft for den værste fortvivlelse, eller få luft for de drømme og ønsker, vi selv har til vores liv og andres liv. Jeg vil derfor afslutte med en konfirmandbøn. Jeg nævner ingen navne, da konfirmanden skal være anonym. Jeg har ikke valgt bønnen, fordi de andre ikke er lige så gode. Jeg har først og fremmest valgt den, fordi den passer til en dag som i dag, hvor vi skulle have haft  konfirmation, og hvor konfirmanderne jo har været afskåret fra almindelig undervisning i et godt stykke tid efterhånden.


Bønnen lyder:

Kære gud Jeg håber virkelig at der her corona meget snart går over. Jeg savner mine venner og veninder utrolig meget. Jeg savner også håndbold og fodbold og bare generelt en normal hverdag. Jeg håber vi snart kan komme i skole igen og til præst. Amen