Margrethe og Jesus
Prædiken til sidste søndag efter hellig tre konger, 2024. Holdt i Tranebjerg Kirke og i Besser Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
I dagens evangelietekst siger Jesus blandt andet "Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv".
Det provokerende ved Jesu forkyndelse, det provokerende ved evangeliet er, at det konsekvent peger bort fra en selv, peger hen mod næsten. Den, der elsker sit liv, mister det. Den, der lever sit liv konsekvent med udgangspunkt i sig selv, går fejl af målet, i hvert fald i kristendommens lys. Som bekendt går Jesus hele vejen, han går ind i sin mission med fuld styrke, og da hans time er kommet, siger han "Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!".
Hudløst og konsekvent, så det er til at blive forpustet af. Jesus hader sig selv, og elsker os andre så meget, at han lader sig korsfæste. Dagens tekst er fra Johannesevangeliet, hvor det ikke hedder ”Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig” på korset, men "Det er fuldbragt". Her er tale om den triumferende og sejrende Jesus. Han triumferer endda inden selve opstandelsen. Ja, Henning Kjær Thomsen har ligefrem udtrykt, at korsordet ”Det er fuldbragt” ikke er kvalitativt forskelligt fra opstandelsen.
Til sammenligning synes vi andre ofte at fare forvildet rundt, uden mål og med, og kirken er vel også en af de få steder, der er tilbage, hvor vi kan få ro, og måske et glimt af overblik.
Måske, måske er det derfor, at der næsten gik en chokbølge igennem det ganske land, da dronning Margrethe, i sin nytårstale annoncerede, at hun træder tilbage som Danmarks regerende dronning, som hun jo i praksis gjorde i søndags.
Der er sket rigtigt meget i Danmark de sidste 50 år, også svimlende meget. Faktisk falder tidsperioden sammen med den første officielle klimakamp ved en konference i Stockholm i 1972. Det var før COP-klimakonferencerne, som startede i 1995. Og det er da tankevækkende, at dronningen i sin sidste nytårstale indrømmer, at flere fra hendes generation, inklusive hende selv, har været for langsomme i at erkende klimaforandringernes betydning.
Men som sagt, der er sket rigtigt meget i Danmark de sidste 50 år, eller 52 år for at være helt præcis. Fra jordskredsvalg i 1973, oliekrise, Murens Fald, Golfkrig, borgerkrig i Eksjugoslavien og Nine-Eleven. Muhammedkrise, finans-, corona- og klimakrise, Brexit, Donald Trump og krig i Europa og Mellemøsten. For ikke at nævne de digitale revolutioner som internettets fremkomst, smartphones og kunstig intelligens. I tillæg kan jeg nævne, at Hendes majestæt har autoriseret en bibel i 1992, det er den vi stadig bruger og som efter planen bliver skiftet ud i 2036 i forbindelse med Danmarks reformationsjubilæum. Og så har hun autoriseret den officielle salmebog i 2002.
I alle disse år – 52 år -, har dronningen været et nogenlunde stabilt holdepunkt for mange danskere, også selvom man måske ikke altid var helt enig med hende. Min egen yndlingstale er stadig den fra 1984 om de dumsmarte bemærkninger, for uanset politisk ståsted og ideologi, så skal vi stadig tale ordentlig til andre mennesker. Også til dem, der dengang hed gæstearbejdere. Dronningen sagde: ”Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder. Det kan vi ikke være bekendt”. Ja, det er en sætning, mange husker, og den blev gentaget i forbindelse med takkeshowet på Kongens Nytorv forrige fredag.
Lige før sagde jeg: Til sammenligning synes vi andre ofte at fare forvildet rundt, uden mål og med, og kirken er vel også en af de få steder, der er tilbage, hvor vi kan få ro, og måske et glimt af overblik.
For det er samtidig værd at huske på, at Margrete jo ikke er Jesus, også selvom hun har været et af de mest stabile holdepunkter for mange mennesker i en verden, der stadig udvikler sig. Det har rockgruppen Nephew engang lavet en fin sang om, i hvert fald indirekte. Sangen hedder ”DMII”, altså DMII for Dronning Margrethe den 2., og omkvædet lyder ”Dronning Magrethe, du er der for de fleste”. Netop, de fleste, og her kommer det relative element ind. Dette relative element er der ikke hos Jesus, som er der for alle.
Faktisk er det et godt billede på forskellen mellem et forbillede, en stabil faktor, og så selve Sandheden, Jesus, som ikke engang nødvendigvis er en stabil faktor, når han modsiger det bestående.
Derfor kan vi også med sindsro følge med i tronskiftet på afstand, for skulle det virkelig gå dårligt med kong Frederik den 10. og dronning Mary, så kan man jo ændre grundloven. Det bliver nok ikke nødvendigt, men det er i hvert fald en politisk mulighed.
Jesus, derimod, kan vi ikke ændre på eller afskaffe. Man kan ikke afskaffe Sandheden. Man kan ignorere den, forsøge at afvise den, men den er der stadigvæk.
Den absolutte kærlighed møder vi hos Kristus, hvilket dagens evangelietekst er et udpræget eksempel på. Det syn forudsætter selvsagt en Kristus-tro med alt hvad det indebærer. Det handler i høj grad om relationen til både Jesus og medmennesket. Vi tjener som bekendt Gud, som vi møder ham i Jesus, igennem vores forhold til vore medmennesker. Det blotte møde med et andet menneske. For evangeliet peger hen mod næsten, bort fra os selv.
Lad mig afslutte med at sige et held og lykke til Danmarks nye regenter, kong Frederik og dronning Mary.
Ved Guds nåde Danmarks kongepar.
Amen.
Den gode gerning?
Prædiken til teksten til seksagesima søndag, 2024. Holdt i Tranebjerg kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«
Hvad vil det egentlig sige at være rigtig kristen?
Det er unægtelig et af de mest klassiske spørgsmål, som præster, teologer, lægfolk – ja, kirken i almindelighed, har stillet sig selv på forskellig måde igennem hele kristendommens historie.
I Jakobsbrevet bliver der skelnet mellem Ordets hørere og Ordets gørere. Og den diskussion har været meget konkret i kirkelige kredse i Danmark. Altså en skelnen mellem dem, der mente, at kirkens opgave var at forkynde Ordet, så det kunne høres, og dermed punktum. Og så dem, der satte den såkaldte kirkelige aktivisme højt. Altså dem, der mente, at det ikke var nok at lytte til Ordet, for at være på den rigtige side. Man skulle også omsætte Ordet i praksis, om man så kan sige.
Nogle gange kan man fornemme i den offentlige debat, at vi kan være lidt bange for at tale om praksis. Uanset om det handler om praktisk næstekærlighed i forhold til trængende medmennesker, uanset deres nationalitet eller baggrund. Eller det handler om, hvor direkte kirken skal blande sig i klimakampen. Det handler jo også om praksis, ikke mindst vores forbrug og vores livsstil.
Det er helt sikkert en arv fra Luther, der som bekendt gjorde et stort nummer ud af, at det hele afhænger af troen. Troen alene, som han sagde.
Og når vi i kirken taler om praksis, taler om at skabe det vi lidt højstemt kalder for en bedre verden, så taler vi om det, som teologer sommetider kalder for gudsriget. Gudsriget er jo den perfekte verden. Den verden, man som lutheraner anerkender, at vi først kan opleve fuldt ud, hinsides.
Er man grundtvigianer, vil man sikkert sige, at vi kan opleve gudsriget glimtvis, i ny og næ, i denne verden, når vi møder vores medmennesker med kærlighed, uanset om vi møder en ven eller en fjende.
Og tankevækkende er det, at dagens tekst ikke er særlig tydeligt på dette område. Ganske vist taler Jesus om, at Gudsriget vokser af sig selv. Det er uden for vores evne og vilje, eller mangel på samme, at skabe gudsriget.
Men kan det virkelig passe, at vi slet ikke skal gøre noget for at få Gudsriget til at vokse?
Og her er svaret, at ja, det kan virkelig passe, selve væksten er der helt automatisk.
Men der er dog den tvist i lignelsen, at det er en mand, der har tilsået jorden. For at citere fra salmen, vi lige har sunget: "Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig han sender, når din næste lider nød".
Paulus taler jo også om, at den kristne frihed handler om - frivilligt - at tjene næsten i kærlighed.
Tro og gerninger hænger derfor uløseligt sammen. Reformationen pillede så at sige frygten og angsten ud af kristendommen. Man skal ikke gå at være bange for, at man ikke er god nok. Vi bæres igennem livet af Guds nåde.
Men det første og største bud, det dobbelte kærlighedsbud, er der jo til stadighed som en fordring til os fra Jesus. Den er der altid allerede, når vi er blandt mennesker. Den fordrer vores handling og vores gerning i forhold til den næste, vi kan se, har behov for hjælp. Den fordrer, at vi tager hensyn til vores medmennesker, når vi planlægger vores livsstil. Den fordrer, at vi tager hensyn til alt levende i vores måde at leve på.
Og det lyder jo meget aktivistisk, meget handlingsorienteret. Vi skal faktisk handle til fordel for vores næste, vi skal handle til fordel for alt levende.
Det, der gør sagen ekstra speget, er, at vi aldrig kan vide med sikkerhed, hvornår det faktisk sker. Vi har sikkert alle sammen en god fornemmelse, når vi mener, vi har gjort noget godt. Om det så er en donation til et velgørende formål til Danmarksindsamlingen i aften i fjernsynet. Eller vi på en mere konkret måde føler, vi har hjulpet et andet menneske, er ikke det afgørende.
Men vi ved faktisk ikke, hvornår gerningen er helt korrekt, hvornår vi gør det helt uselvisk. Det ved kun Gud. Vi skal selvfølgelig stadig gøre vores bedste. Hjælpe når vi synes, at det er det rigtige at gøre. Se på andre mennesker som værdige mennesker, alene fordi de er skabt i Guds billede. Passe på alt levende.
Og så lade os overrumple, når magien opstår. Når vi bliver overrumplet af et uventet smil fra en person, vi ikke kender. Eller når vi hjælper i en situation, hvor vi normalt ikke gør det. Eller bare lader os overvælde af en naturoplevelse, en solopgang, hvor vi overvældes, fordi naturen har en ret i sig selv.
Vi bliver netop altid overrumplet af Gudsriget, når vi møder det, når vi opdager det. Det kan vi aldrig sige os selv. Når vi frivilligt er der for vores næste, vokser Gudsriget glimtvis, det rene kærlighedens fællesskab, hvor Jesus er konge, og hvor vi kun kan lade os overrumple, og tilbede Gud, som vi møder ham i Kristus, og håbe på vor synders nådige forladelse, igen og igen, indtil vi bliver til evig tid salige, og vi til sidst bæres over i Gudsriget, hinsides.
”Og når du har brugt din dag / til det sidste åndedrag, / standser Gud din gråd og klage, / tar en misbrugt dag tilbage, / nådig skjult i evighed”
Amen.