Omsorg for al levende

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, 2021. Holdt i Tranebjerg Kirke ved min indsættelse i pastoratet.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« 

Lad mig starte med at citere fra en bog, der handler om forholdet mellem hedenskab og kristendommen i Danmark efter år 1000 og i hvert fald inden reformationen. Det handler om kristningen af Samsø. En kristning, der foregik helt uproblematisk. Man kender ikke navnet på Samsøs første missionær, han bliver blot kaldt for den hellige mand i de skriftlige kilder.

Det skal dog siges, at selvom samsingerne lod sig kristne uden de store problemer, så var der et lille mindretal, der bestemt ikke var tilfredse med situationen. De endte faktisk med at slå den hellige mand ihjel ved at drukne ham i den hellige kilde. Han skulle være begravet ved Odsbjerg Kirke.

Nå - men inden den stakkels hellige mand blev druknet, hedder det om ham, og jeg citerer:

”han var kommet for at udfri samsingerne fra deres hedenske trældom og belære dem om sandhedens og dydens vej og med sine løfter om salighed efter døden drage dem mod det gode og med sine fordømmelser afholde dem fra det onde”.

Hvis det er rigtigt refereret, er det virkelig interessant.

Jeg gentager: ”…med sine løfter om salighed efter døden…”, lød det.

Og det rammer lige ned i slutningen af dagens tekst, hvor der er en slet skjult trussel om fortabelse, hvilket i den kristne tradition ofte forbindes med evig pine eller det, der er værre. Jeg er dog – som den hellige mand fra Samsø lader til at mene – overbevist om, at truslen kun er teoretisk.

Johannes Møllehave (æret være hans minde, han døde jo i år) – Johannes Møllehave skriver et sted, at vi alle har lavet så mange fejl overfor vores næste i løbet af vores liv, at vi alle sammen ender med den hårde dom, og dermed ender i gruppen af fortabte. Men netop Guds nåde bærer os over i gudsriget efter vores synders nådige forladelse. Det er altså tanken om alles frelse, der her gør sig gældende – altså, at vi alle sammen i sidste ende omsluttes af Guds kærlighed i evighed. Jeg vil dog understrege, at det kan vi selvfølgelig ikke vide noget om. Det kan kun blive en tro og et håb, båret af Gud som kærlighed. Gud elsker os nemlig ikke for vores godhed, men fordi han er kærlighed. Og når Jesus beder os om at elske vores fjender, skulle det være mærkeligt, hvis han ender med at gøre det modsatte, og så endda på denne dommens dag.

Men tager det så ikke alvoren ud af kristendommen, vil nogen måske spørge. Her er det interessant at nærlæse evangelieteksten. For her fremgår det, at dem, der har gjort det rigtige, ikke kan huske, at de har gjort det rigtige. I hvert fald ikke noget rigtigt overfor Jesus. De undrer sig faktisk over rosen fra Jesus. De har handlet, som de har gjort, fordi det var det rigtige at gøre. Ikke for at komme i himlen eller få frelsen. Men fordi det var det rigtige at gøre. Som Martin Luther sagde: Gode gerninger gør ikke en kristen, men en kristen gør gode gerninger.

Tilsvarende er det interessant, at dem, der ikke har handlet, som Jesus har befalet os at gøre, ikke kan forstå anklagen. De mindes ikke at have handlet forkert overfor Jesus – eller at have undladt at handle godt. Og den tilstand tror jeg, at mange af os, godt kan genkende. Mange af os er så optaget af dagens gøremål, at vi i forbifarten glemmer næsten. Ikke af ond vilje, men fordi vi ikke tænker over det. Og vi ser sjældent Jesus i vores medmennesker. Og slet ikke, hos dem vi ikke kan lide.

Faktisk er det tankevækkende – det gode vi vil, gør vi ikke, men det onde vi ikke vil, det gør vi, for nu at referere til Paulus.

Vi er alle enige om, at hvis vi ser en, der er sulten, så deler vi vores brød med ham eller hende. Er han tørstig, så henter vi et glas vand. Er hun syg, ved vi, at det korrekte vil være at besøge hende i sygesengen. Osv.

Vi har pligt til at drage omsorg for vore medmennesker, ja drage omsorg for alt levende. Når man siger, ”alt levende”, kan det godt lyde lidt abstrakt. Men egentlig er det meget konkret. Hvorfor forbruger vi stadig, som vi gør, når vi ved, at klimaforandringerne, som især er et resultat af vores overforbrug i den rige del af verden, når vi ved, at vores levevis også kan ramme artsmangfoldigheden blandt dyr og natur, ja at det faktisk kan ramme mennesker på den anden side af jorden? Det sidste – vores ikke særligt klimavenlige livsstil - kan sikkert forklares med, at det faktisk er meget besværligt og meget dyrt at leve klimavenligt. Det burde være både nemt og billigt at leve klimavenligt. Selv kronprinsen kalder grønne løsninger for et ”overjordisk spørgsmål”. Det kræver sikkert et nyt afgifts- og skattesystem, som jo er en politisk diskussion. Og alt kan heller ikke foregå overnight. Nogle nye forbrugsvaner tager tid.  Omvendt skal der sommetider ikke så meget til, og fremfor alt – hvis vi faktisk synes, at det er det rigtige at leve til gavn for alt levende, hvorfor undlader vi så, hvorfor gør vi ikke en større indsats? Teologen Ole Jensen kalder os for praktiske ateister. Han siger: ”Om alle moderne mennesker gælder det, at når vi går på arbejde, og når vi køber ind og er forbrugere, sætter vi parentes om Gud”, skriver han. Vi handler altså i praksis som om, at vores forbrug ikke betyder noget for andre mennesker. For at sige det samme på en anden måde: Du skal aldrig sætte parentes omkring Gud. Heller ikke når du går på arbejde eller køber ind.

Denne søndags tekst kaldes ofte for Verdensdommen. Den handler først og fremmest om opgaven. Har vi forstået opgaven? Og hvis vi hævder, at vi har forstået opgaven -hvordan går det så egentlig med at lytte til Jesus og handle derefter?

Men Jesus er jo både opgave og gave. Jeg kan for egen regning sige, at jeg jævnligt minder mig selv om, at det er Jesus og kun Jesus, der er vores dommer på disse områder. Det er ham, der møder os med verdens største kærlighedserklæring, som også er en dom – med ordene: Dine synder er dig forladt. Dine mange fejl tilgives dig.

Helligmand eller ej.

Amen.

Frygt ikke!

Prædiken til 3. søndag i advent, 2021. Holdt i Besser Kirke og i Tranebjerg Kirke.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Frygt ikke!

Frygt ikke! Det kunne meget vel være en passende overskrift til hele Det Nye Testamente.

I Det Gamle Testamente er det noget anderledes. Her er der mange indlysende grunde til at frygte Gud. Bare tag syndfloden eller straffen over Sodoma og Gomorra. Ved den første hændelse, som Gud stod bag, druknede næsten alle mennesker og dyr. Ved den anden blev byerne destrueret af Gud. Her vil jeg ikke gå ind i historierne og grundende til, at Gud handlede som han gjorde. Blot, at der her er god grund til at frygte Gud. Han slår ihjel, når det passer ham, velsigner, når det passer ham, og det er ikke altid lige indlysende hvorfor. Det plejer dog at blive forklaret med, at Israels folk har handlet forkert, og så kommer straffen i en eller anden form.

Med Jesus komme til verden er det helt anderledes. Man kan sige, at med inkarnationen, altså Gud, der bliver til et menneske som os andre, med Jesus bliver alt det destruktive, alt det onde, udskilt fra Gud, og er dermed ikke længere en del af Gud. Det er særligt tydeligt i historierne, vi hører i fastetiden, når Jesus er fyrre dage i ørkenen og bliver fristet af Satan. Her er adskillelsen tydelig. Satan forsøger at friste Jesus til at handle selvhævdende og selvtilstrækkelig, ja egoistisk, uden at det lykkes. Derfor kommer Jesus til at stå som den rene selvhengivelse og Satan, alt det dæmoniske, som det modsatte.

Og derfor er forsagelsen, som vi altid har inden selve trosbekendelsen, derfor er forsagelsen, afvisningen af Djævelen – et andet ord for Satan – og alle hans gerninger og al hans væsen så vigtig. Med kristendommen er det onde udskilt fra Gud.

Dem, som Jesus i første omgang henvendte sig til var jøderne, og med jødernes historie med Gud, er der altså ikke noget at sige til, at de straks bliver bange, når de kommer for tæt på det guddommelige. Og derfor lyder det flere gange i Det Nye Testamente: Frygt ikke! Frygt ikke er også en af de sidste linjer i juleevangeliet.

Advent er som bekendt den tid, der peger fremad mod julen og Herrens komme til verden. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at vi i dag skal høre teksten, hvor Johannes Døberens far bliver opfyldt af ånden og profeterer om netop Johannes. For det var netop Johannes Døberens opgave at pege frem mod Jesus. Og her hedder det også, at vi skal ”tjene ham uden frygt”.

Det kunne man ikke engang på Martin Luthers tid i 1500-tallet. Her var man netop bange for, om man nogensinde blev god nok, man var hele tiden bange for straffen og dommen. Indtil Martin Luther – lidt firkantet sagt – opdagede, at kristendommen slet ikke handler om moral, men om at blive et nyt menneske. Som Knud Hansen skriver et sted: "Sådan som Jesus forklarede meningen med menneskelivet, blev det ikke et krav om at være endnu mere moralsk end man i forvejen var, endnu mere pligtopfyldende og endnu mere lovoverholdende, men et krav om at blive levende, et krav om at blive et helt andet menneske" 

I øvrigt er vi i vores samfund på mange områder vendt tilbage til den gammel-katolske tankegang, uden vi rigtigt har opdaget det. Det er samfundets forventninger til os i dag – især unge mennesker – at vi skal kunne leve det fede og gode liv. Få os en rigtig god uddannelse, et godt job, gode venner, og realisere os selv, som det hedder. Alt sammen noget, som lyder lystbetonet og som lyder som det gode frie liv. For hvem har ikke lyst til en god uddannelse, et godt job og gode venner? Problemet – som ikke mindst Christian Hjortkær har set – problemet er, at disse goder, i stedet for at være lystbetonet, som noget vi selvfølgelig alle ønsker, er blevet et samfundskrav. Vi skal have en god uddannelse, vi skal have det gode job, osv. Opnår vi ikke det, fejler vi. Og med den tilgang er der ikke noget at sige til, at så mange i dag oplever præstationsangst, og går ned med stress eller det, der er værre.

Men her lyder evangeliets ord: Frygt ikke! Du er elsket på trods.

Der er jo ikke noget galt i at få en god uddannelse, det gode job, det gode liv, om man vil. Så længe at det ikke bliver betingelsen for at opleve sig som vellykket som menneske.

På Luthers tid var dette at være troende nærmest det samme som at være menneske. Og Luthers opdagelse, og som skabte reformationen, og siden den danske folkekirke, Luthers opdagelse var netop, at vi ikke kan præstere os til Guds kærlighed, for Guds kærlighed er ubetinget. Det er nok at være menneske. Det er nok at være troende, for at tale reformatorisk med Luther.

Det er sikkert også derfor, at adventstiden er så speciel. For det meste af december måned sitrer af en blanding af spænding og ængstelse. De fleste af os glæder os til jul, hvor vi endelig skal høre juleevangeliet, spise god mad i godt selskab og pakke gaver op.

Men samtidig er advent også en tid med lidt ængstelse. Hvordan skal det overhovedet gå? Når vi det hele? Bliver det hele som ønsket og planlagt? Måske er det endda udtryk for en lille rest af frygten for det guddommelige. Når Jesus fødes julenat, bliver det ekstra tydeligt, hvor fejlbarlige vi selv er som mennesker. At erkende sig selv som fejlbarlig synder, er ikke altid lige sjovt. For nu at sige det på jysk.

Men i dag kan vi glædes over Zakarias’ profeti i dagens tekst. I dag kan vi glædes over at høre om den kommende Johannes Døber, som er manden, der skal pege frem mod Jesus. Den rolle, vi alle dybest set har: At pege frem mod Jesus. At fortælle om Jesus. At råbe fra tagene, at frelseren snart er nær.

Og at det kun er godt, selvom det måske også kan være angstprovokerende for nogen at tænke på. At vi faktisk får en rettesnor for vores liv med Jesu fødsel.

Men det er kun godt.

Frygt ikke!

Amen.