Første tekstlæsning
Fra Thomas Korsgaard, ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (første bind i Tue-trilogien), s. 99-100.
(Hovedpersonen Tue er på besøg hos sin mormor):
”Vil du ha’ en sodavand eller lidt snolder?”, spurgte mormor mig og kiggede op fra sit broderigrej.
”Jo tak. Hvad har I?”, spurgte jeg.
”Gå ud i rummet og kig”, sagde mormor, ”og tag en Fanta med til mig”.
Gulvet i pulterkammeret var koldt. De havde reolvis af dåser med Quality Street og småkager, og der var stablet øl- og sodavandskasser op til loftet. I et hjørne stod et gammelt vaffeljern oven på en kummefryser.
”I har virkelig meget slik”, sagde jeg, da jeg kom tilbage.
”Det er jo godt at have noget liggende, hvis der skulle komme et menneske forbi”, sagde O. P. [mormoderens mand – min bemærk.] fra sin lænestol.
”Der kommer jo aldrig (…) [nogen] forbi”, snerrede mormor.
”Elly og Niels var da forbi i sidste uge”.
”De bor jo også lige oppe i byen!”.
”Men de kom da af sig selv”.
”Hvor (…) [søren] skulle de ellers tage hen og få kaffe?”.
Anden tekstlæsning
Fra Thomas Korsgaard, ”Man skulle nok have været der” (tredje og sidste bind i Tue-trilogien), s. 177-179
(Tue har i en længere periode boet hos den velhavende Merete og hendes datter Victoria. Nu er de til fest hos nogle af Meretes rige venner, herunder hendes eksmand, Flemming. Det er Tue, der er fortælleren):
”Jeg går lige ud og ryger”, siger jeg igen.
”Det gør du bare”, siger Merete.
(…) [Tue kan høre stemmerne, fra hvor han står – min bemærk.]
”Men hvem er ham Tony egentlig?”, spørger Flemse. ”Ud over at han da i hvert fald ikke er til piger”.
”Tue”, siger Victoria.
”Potato potato”, siger Flemse.
”Han kommer fra Jylland”, siger Victoria.
”Åh, gud”, siger Elsebeth.
”Sådan noget rigtig white trash”, tilføjer Merete. ”Det er helt frygteligt”.
”Hvordan det?”, spørger Elsebeth nu efterfulgt af lyden af en kvasende nød.
”Hans far forgreb sig på børnene, og de havde ingen penge”, siger Merete, og jeg opdager, at jeg glemmer at trække vejret.
”Åh Gud!”, siger Elsebeth igen. ”Hvor er det sørgeligt. Stakkels fyr. Han må være skadet”.
”Ja”, siger Victoria.
”Hvor er det godt, I sådan har taget ham under jeres vinger”, siger Flemse.
”Det var nu heller ikke meningen, at han skulle blive så længe”, siger Merete, og hun får det til at lyde, som om det er hende, der har et akut problem og ikke mig.
”For nogle dage siden havde han hængt en lampe op ude i vores entré, da vi kom hjem fra Liseleje … Vi bor efterhånden nærmest oppe i det hus, men hvordan pokker slipper man af med sådan en?”.
”I må vel sørge for, at han ikke får det for godt”, siger Elsebeth, og jeg kan høre, at nogen knækker en nød mere.
”Ja”, siger Victoria. ”Det er nok rigtigt”.