Kyndelmisse: Lyset, varmen, fællesskabet?

Prædiken til septuagesima søndag, 2021. Holdt i Ølsted Kirke. Forkortet gudstjeneste (ca. 28 min.). Uden fællesang og nadver.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« 

 


Det er snart kyndelmisse. I gammel tid hed det i folkemunde, at Kyndelmisse, den anden februar, var årets koldeste dag. Herfra kunne det med andre ord kun gå den rigtige vej.


Efter katolsk tradition var det den anden februar, ved kyndelmisse, at Jomfru Maria var ren igen efter fyrre dage som uren efter fødslen af Jesus. Det er altså den dag, hvor Maria igen kunne blive en del af fællesskabet, blive en del af samfundet.


Og efter gammel målestok, er vi ved kyndelmisse halvvejs igennem vinterhalvåret. Herefter kan det kun gå den rigtige vej.


Der er med andre ord mange traditioner og forestillinger forbundet med kyndelmisse. Det handler ikke mindst om lysets tilbagevenden, det handler om varmens tilbagevenden, om end nok så umærkbart. Ja, endda – for Marias vedkommende – det tidspunkt hvor fællesskabet igen blev en mulighed.


Og det er jo alt sammen noget, vi alle sammen går og håber på og længes efter i disse dage, hvor meget godt kan forekomme trist. Lysets komme, varmens komme – og ikke mindst, muligheden for at kunne være i et fællesskab igen, i hvert fald større fællesskaber.


Det er noget, vi alle ser frem til. Vi er som bekendt ikke alle lige hårdt ramt af nedlukningen, og der er sikkert nogen, der vil sige, at vi ikke alle sammen har lige meget fortjent lyset og varmen.


Den danske filosof Søren Kierkegaard taler et sted om ”sammenligningens forbandelse”. Med det mente han vores tilbøjelighed til hele tiden at sammenligne os med andre, at vi hele tiden er bange for ikke at få lige så meget som andre. Eller måske ønsker at få mere, efter fortjeneste. I stedet for – for nu at sige det banalt – at være tilfreds med at være menneske, skabt i Guds billede.


Men at sammenligne sig med andre kræver en vis grad af refleksion, i hvert fald evne til at måle sig op mod andre. Og så er man sikker på, at umiddelbarheden ryger sig en tur. Og dermed den helt umiddelbare tilgang til livet, hvor man kan glæde sig over lyset og udsigten til forår engang i marts.


Denne søndag og næste søndag, som begge har nogle mærkelige latinske navne i kirkeåret, kaldes begge for forfasten. Altså tiden mellem helligtrekonger og selve fasteperioden.


Og det er i fasteperioden, at hovedtemaet er Jesu fristelse i ørkenen.


Og hvis der er noget, der kan få os ud af vores umiddelbare tilgang til livet, så er det i den grad fristelser. Alt det, der frister os til tænke på os selv, fremfor alt andet. Det, der får os til at fokusere på, om vi har mere eller mindre end alle andre. Til trods for, at vi alle får lige meget del i lyset og varmen, når den kommer. Uanset indsats og fortjeneste.


Og her kommer søndagens tekst ind i billedet.


For den rammer jo lige på kornet. Når vi først hører lignelsen om vinarbejderne, så tænker vi ret hurtigt, at det er bunduretfærdigt.


Og det er i grunden mærkeligt, for ingen at arbejderne bliver snydt.


De får alle sammen som aftalt. De har været godt tilfreds med aftalen, og det er først, da de begynder at måle sig med hinanden, at de føler sig uretfærdigt behandlet.


Jeg er sikker på, at ingen af disse arbejdere ville kunne glæde sig over, at det går den rigtige vej med lyset, varmen og et gensyn med fællesskabet, selvom vi nok skal vente en måned eller halvanden endnu med det. Men jeg er sikker på, at de ikke vil kunne glæde sig over muligheden. For de ville bruge tiden på at ærgre sig over, at andre, der ikke rigtigt fortjener det ligeså meget som dem selv, også får glæden af det samme.


For Jesus som vores lys er der lige meget for alle. Også dem, vi ikke kan lide, og som vi af den ene eller anden grund ikke synes, fortjener det.


Men vi har alle fortjent lyset i vores liv. Alene fordi vi er mennesker, skabt i Guds billede. Og vi har alle fortjent varmen. Alene fordi vi er mennesker, skabt i Guds billede. Og vi har alle fortjent at være i meningsfulde fællesskaber. Alene fordi vi er mennesker, skabt i Gud billede.


Alt det symboliserer Kyndelmisse, som indtil 1770 faktisk var en helligdag i Danmark.


Lyset kan vi alle glæde os mere og mere over. Varmen må vi nok vente et par måneder eller mere med. Selvom vi altså er halvvejs gennem vinterhalvåret efter gammel målestok. Og fællesskabet, fællesskabet. Kyndelmisse er den dato, Maria igen kunne tage del i fællesskabet. Vi andre bliver nok nødt til at vente med de større fællesskaber til marts. Måske april. Men vi kan dog glæde os over, at vi ved, at muligheden kommer igen.


Og det gælder lige fuldt for alle, uanset status og indsats.


Men så længe at det er sammenligningens forbandelse, der fylder vores liv ud, og ikke længslen efter gudsriget, paradiset, også glimtvis på jorden, med lyset, varmen, fællesskabet, så længe det er sådan, så vil vi med sikkerhed blive de sidste, mens vi har travlt med at måle os med dem, vi uretfærdigt synes er blevet de første.


Amen.


Hvordan spreder vi Guds ord?

Prædiken til seksagesima søndag, 2021. Holdt i Trige Kirke. Forkortet

gudstjeneste (ca. 28 min.). Uden fællessang og nadver.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«


 

Seksagesima søndag. Jeg siger det lige igen: Seksagesima søndag.

Og det er jo klar tale. Så ved vi alle, hvad det handler om. Nej – spøg til side, jeg skal altid selv slå ordet op, for jeg kan aldrig huske, hvad ordet betyder. Eller rettere: Det er noget med tres, men det fortoner sig altid for mig, hvorfor denne dag – og sidste søndag for resten også – skal have et så umuligt navn. Dels så relaterer tallet tres sig ikke rigtigt til noget. Der er ikke tres dage til noget, og det er heller ikke tres dage siden et eller andet vigtigt skete. I hvert fald ikke i kirkeåret. Jeg kan dog afsløre, at sidste søndags navn betyder noget med halvfjerds, og at fastelavnssøndag tidligere også havde et for ikke-latin-kyndige umuligt navn, nemlig quinquagesima. Som betyder noget med halvtres. Der er altså tale om en nedtælling. Halvfjerds, tres og halvtreds. Det må have været vigtigt at starte med et rundt tal som halvfjerds. Det er såkaldt kanonisk, det vil sige har hellig eller symbolsk betydning. Israelitterne befandt sig i babylonsk fangenskab i halvfjerds år – og kristne betragtes jo som det nye gudsfolk. Så fra sidste søndag er der symbolske halvfjerds dage til udfrielsen, påsken. Selvom det altså ikke helt passer med de halvfjerds. Men vi tæller altså ned til påsken. Vi er i forfasten, mellem helligtrekongerperioden og selve fasten.


Så meget om et enkelt uforståeligt ord. Jeg har endda kopieret min indledning fra en tidligere prædiken, da jeg selv knapt nok kunne huske og forstå årsagen og betydningen af det mærkelige latinske ord, selvom jeg nok burde kunne huske det.


Og jeg tænker vi alle kender situationen. At der er noget vi faktisk ikke rigtigt forstår, men samtidig fornemmer, at vi burde forstå. At vi er i en kreds eller i et selskab, hvor der bliver brugt ord og vendinger, som alle tilsyneladende forstår, og som har en karakter, hvor man simpelthen ikke tør sige højt, at man ikke aner, hvad de egentlig snakker om. Så kan man nok så meget bruge frasen, at der sikkert er andre, der har det som dig, og at der ikke findes dumme spørgsmål.


Dagens tekst, der normalt kaldes lignelsen om sædemanden, selvom den handler mere om den såsæd, der spredes, og ikke så meget om sædemanden, er en af de lignelser, som jeg i mange år havde svært ved at forstå. Nu har jeg læst den så mange gange, at jeg er ved at få en fornemmelse. Og jeg er lige nu ved at læse en bog om Matthæusevangeliet, som også har denne lignelse. Og jeg har tilmed genlæst en tidligere prædiken, hvor jeg forsøger at pinde betydningen ud, næsten linje for linje. Det vil jeg skåne jer for, for det bliver mere teknisk end interessant. Og så skal man faktisk også forstå noget om Palæstinas jordforhold på Jesu tid, for at få noget der minder om den fulde forståelse. Måske er det derfor, at Jesu selv ser sig nødsaget til at pinde forståelsen mere ud for disciplene.


Og det er noget af et paradoks, at forståelsen måske kan svigte, for lignelsen handler om kommunikation. Mere konkret, så handler den i hovedtræk om, at vi alle samme modtager Jesu ord meget forskelligt, og at der er flere årsager til, at vi modtager Jesu ord meget forskelligt. Og at nogle af os ikke modtager Jesu ord så meget, at det gør noget.


Eller helt kort: Hvordan spreder vi Guds ord, og hvordan bliver det mon modtaget? Er der nogen steder, hvor det er bedre at så end andre steder – eller nogen såmetoder, der er bedre end andre såmetoder?


Og ja, det er der sikkert. I disse tider er der mange, der har overvejelser over, hvor stor en forskel det gør, at meget foregår digitalt. Enten via youtube-videoer, zoom-møder eller facebook-opslag. Og i praksis har vi ikke mulighed for at mødes så mange i kirken, som vi kunne have lyst til, selvom vi dog må mødes.


Og altså netop overvejelser omkring det kirkelige rum – overfor dette at læse en prædiken på nettet. Nu er vi som lutheranere ikke særligt glade for at omtale nogle steder som særligt hellige, men der er utvivlsomt steder, der opleves sådan. Herunder, selvsagt, det kirkelige rum.


Det har sikkert også en effekt, at vi ikke må synge fællessang, da det faktisk også er en del af forkyndelsen, og dermed den måde vi spreder Guds ord på.


Det kirkelige rums betydning er egentlig også baggrunden for, at jeg mener, at man ikke bør kunne lukke en kirke. Det skal i hvert fald være et af de sidste steder, man gør det, også under en pandemi. Så hellere hårde regler, som dem vi har for tiden. Den næring, man får ved at lytte til Guds ord i det kirkelige rum, er mindst lige så vigtigt, som den næring vi køber, når vi står i kø i brugsen, og ingen taler om at lukke brugsen. Og det er væsentligt mere sikkert at sidde på en bænk i kirken under en gudstjeneste, end at stå i kø i brugsen.


Så på den baggrund kan sædemandslignelsen minde os om, hvor vigtigt det er, at Guds ord bliver spredt så rigtigt som muligt.


Nu startede jeg med at fortælle om, hvor svært det kan være med fremmede ord og samtaler om ukendt stof. Hvordan man kan føle sig lidt dum, hvis man føler man burde forstå noget, som man faktisk ikke forstår.


Men når det kommer til stykket, så er dagens budskab ret enkelt. Har man forstået, at essensen af kristendommen er, at vi faktisk skal udleve kærlighedens gerninger, og at dette er helt åbenlyst, når man faktisk har modtaget Guds ord rigtigt, så behøver man selvsagt ikke at kende til jordforholdene i Palæstina på Jesu tid.


Så ved man, at man skal handle i stedet for at spekulere og snakke. Med Guds nåde som fundament for vores liv, uanset.


Amen.