At være synder
Prædiken til skærtorsdag, 2022. Holdt i Langør Kirke og i Ørby Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«
Hele menneskets fortælling, vores eksistensvilkår som mennesker, indeholdes i fortællingen om den sidste nadver. Omkring bordet sad mindst en tvivler, mindst en forræder, mindst en fornægter og en masse, der ikke engang kunne holde sig vågne med Jesus den sidste nat inden langfredag. De var en flok knoldesparkere, for at sige det på jysk. For at sige det med klassisk kristen sprogbrug: En flok syndere. Eller på almindeligt dansk: En flok yderst fejlbarlige mennesker.
Først og fremmest kan man vel sige, at det, der i høj grad definerer os som mennesker, er, at vi alle er syndere for vor Herre. Vi er alle sammen fejlbarlige, vi svigter alle sammen den næste, der har behov for hjælp, mere end vi bryder os om at indrømme og erkende.
I disse tider med flygtningehjælp lader det dog til, at vi gør alt det rigtige, vi holder virkelig armene åbne for de nye flygtninge. Siden Ruslands invasion af Ukraine er hjælpen og støtten jo strømmet til ukrainerne i et historisk set stort omfang. Og det er jo godt. Virkelig godt. Men set ud fra et både kristent og humanistisk synspunkt, er det jo ikke kun ukrainere, der har behov for hjælp. Det har palæstinenserne også. Det har afghanerne også. Syrerne. Og andre steder i verden, hvor der er borgerkrigslignende tilstande. Eller bare sult og nød. Desværre bliver en konflikt som fx den mellem Israel og Palæstina næsten helt glemt, ligesom de behov for hjælp og opmærksomhed, der findes andre steder i verden.
Og så er der jo også hele klimakrisen. Her er vi allerede næsten for sent i optrækket, hvis vi faktisk vil hjælpe de mennesker, der rammes hårdest. Og her gælder fokus også vores daglige livsstil i en helt almindelig hverdag, som er årsag til klimaforandringerne, hvilket sikkert gør det ekstra svært. Selvom det på den anden side burde være mere ligetil for den enkelte faktisk at gøre noget.
Så selvom vi mennesker sommetider er gode til at hjælpe, når vi kan identificere os med de mennesker, vi gerne vil hjælpe. Så kniber det på andre områder. En kendt politiker sagde det sidste måned direkte med ordene: ”Lige så hårde og afvisende, vi ønsker at være over for migranter fra Afrika, lige så åbne skal vores arme være over for ukrainere”.
Det er helt tydeligt, at ikke alle mener, at vi skal hjælpe alle lige meget. Inden vi soler os for meget i vores egen godhed overfor ukrainere, så gør vi stadig stor forskel på folk. Det er der sikkert mange pragmatiske politiske grunde til. Men ikke desto mindre er det en forskel, der både kan ses, høres og mærkes.
I praksis forråder vi altså stadig Jesu forkyndelse. Noget, vi burde tænke lidt mere over, når os, der går jævnligt i kirke, trods alt jævnligt hører ordene inden altergangen, ”Vor Herre Jesus Kristus, tog i den nat, da han blev forrådt”, osv. Vi har hørt den sætning så mange gange, at det næsten er blevet en frase eller en remse, hvis ulykkelige betydning, vi kan glemme. For Jesus blev jo forrådt skærtorsdag aften. Det gentager vi igen og igen hver søndag.
Ikke desto mindre vælger Jesus at stifte en ny pagt med disciplene, ”den nye pagt ved mit blod”, som det kom til at hedde i ordene inden nadveren. Jesus ophøjer kærlighedsbuddene fra Det Gamle Testamente til det første og største bud. Et nyt bud giver jeg jer: ”Som jeg har elsket jer, således skal også I elske hinanden”. Og i dagens læsning bliver det cementeret, hvor radikal denne tanke er. Vi må huske, at på Jesu tid, var det slavernes opgave at vaske fødderne på de rejsende. Derfor har det temmelig sikkert være noget af et chok for disciplene at se Jesus vaske deres fødder. De så Jesus som deres Herre og Mester, og at vaske andres beskidte fødder, var absolut ikke noget, en sådan gjorde. Det var ganske uhørt.
Men Jesu budskab er her soleklart: Vi skal som mennesker, som hinandens medmennesker, være tjenere for hinanden, tjene hinanden i kærlighed, både venner og fjender, som Jesus har vist os i sit liv og levned.
Dette bud, denne fordring, gør det så meget mere tydeligt, at vi er syndere og fejlbarlige. Som før nævnt har vi vores lyse øjeblikke, især når vi kan identificere os med dem, der lider nød. Men dels er vi er langt fra konsekvente i vores barmhjertighed, og dels er de første familier med ukrainere boende begyndt at opleve, at barmhjertighed kan være udmattende – de første familier har givet op, opgaven har været større end ventet.
Lad mig derfor afslutte med et citat af Ebbe Kløvedal Reich, et udsagn, som han selv kalder for sin trosbekendelse. Den er halvlang, så I får et kort uddrag:
"Jeg tror på den Jesus, der forkyndte Guds kærlighed og kraft imod magten og gik i døden for sin forkyndelse, så det har virket lige siden. Jeg tror på, at det gudsrige, den dom og den tilgivelse, han forkyndte, virker i enhver nutid. (...) Kristus har (...) præget næsten to årtusinder af det syndefulde Europas historie og meget mere end et årtusinde af det syndefulde Danmarks historie. At sidde med ved bordet i de historier er at sidde til bords mellem andre toldere, syndere, skøger og farisæere. Det hører med til at kalde sig kristen”. Skriver han.
Og, kan jeg tilføje, kristen kan vi derfor kun være af Guds nåde.
Amen.
Det er fuldbragt
Prædiken til langfredag, 2022. Holdt i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.« Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.« Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.« For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning. Det gjorde soldaterne altså. Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden. Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«
Jeg tænker, at noget af det, som langfredag er mest kendt for, udover selve korsfæstelsen, er de såkaldte korsord: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Det skyldes utvivlsomt, at de tre evangelier, Markus, Lukas og Matthæus, alle tre har denne sætning med i deres beretning om korsfæstelsen. Johannesevangeliet, som vi læser fra i år, ligner ikke de andre evangelier, og på lige præcis dette område, adskiller Johannes sig særligt meget.
Her lyder det nemlig i stedet: Det er fuldbragt. Der er ikke megen lidelse og fortvivlelse over disse ord: Det er fuldbragt. Tværtimod.
Derfor skal vi holde tungen lige i munden i dag, for betydningen af Johannes’ beretning bryder med mange af vores vante forestillinger.
Ydmygelsen af Jesus er reelt fraværende, da Jesus fuldstændig kontrollerer begivenhedernes gang. For eksempel bærer han selv korset – det nævnes direkte – og selve korsfæstelsen nævnes meget kort.
Ja, Johannes’ beretning om Jesu korsfæstelse burde måske i stedet hedde Johannes’ beretning om Jesu ophøjelse. For gangen er så suveræn, at Jesus lader sin bøddel, Pilatus, være hans første reelle missionær, da anklageskriftet ved korset direkte får karakter af en bekendelse – Jødernes konge. Vel at mærke skrevet på alle de store sprog, så alle kan forstå det. Vildere kan man næsten ikke forestille sig budskabet blive spredt.
Hvad de forskellige personer foretager sig i forbindelse med korsfæstelsen, bliver relateret til profetier. De handler altså ikke suverænt, men er underlagt en større plan, de slet ikke kan hamle op imod. Og selve dette at hænge Jesus op på korset, bliver – i stedet for en brutal magtudøvelse – vendt om til en decideret ophøjelse af Jesus. Teologen Henning Kjær Thomsen skriver: ”Bevægelsen fra jorden, op på plankerne er ikke blot et fysisk løft. Det er også samtidig den sande konges bestigelse af sin trone. Hos Johannes er korsfæstelsen på denne måde helt enkelt den ophøjelse, som bliver identisk med herliggørelsen af Faderens navn og derfor igen sagligt identisk med opstandelsen. Alt samles i dette brændpunkt og stråler ud herfra”. Skriver han. Så selvom opstandelsen jo også får sin egen beretning, er det strengt taget ikke nødvendig i Johannesevangeliet. Det er jo ikke uden grund, at Jesus allerede her på korset siger: Det er fuldbragt.
Hos Johannes er korsfæstelsen altså reelt en ophøjelse. Det er her, Jesus bestiger sin trone som den nye konge.
Og hvilken betydning har så alt dette? Det kommer selvfølgelig an på, hvordan man vinkler det.
Siden Ruslands invasion af Ukraine har jeg ikke kunnet lade være at tænke på, at Rusland jo er et ortodokst kristent land. Og skal man sammenligne østkirken med vestkirken, så har østkirken en tendens til i højere grad at dyrke den ophøjede Jesus. Mens Vesten, både protestanter og romersk-katolske – til sammenligning – i højere grad dyrker den lidende Kristus, som vi møder hos Markus, Lukas og Matthæus.
På den måde har den ortodokse kristendom en tendens til at være mere himmelstræbende. Den ortodokse version kaldes også den russisk-ortodokse, og den følger endda sin helt egen kalender, forskellig fra Vestens. Der er også noget, der hedder ukrainsk-ortodoks, men de selvstændige kirker forsøger at følge den vestlige kalender. Og jeg tænker, at den himmelstræbende russisk-ortodokse kristendom med et gammelt kalendersystem sikkert er en kristendomsforståelse, der alle dage har passet godt i Ruslands selvforståelse op igennem tiden. I dag er den russisk-ortodokse kirkes overhoved endda tæt på Putin, og er med til at legitimere krigen, og måske er det derfor, at Ukraine har ytret ønske om at forbyde den russisk-ortodokse kirke i Ukraine.
Når den sejrrige Jesus bliver forbilledet, den himmelstormende, den triumferende Jesus, ja, så kan man jo godt se, hvilken mentalitet, en sådan forståelse kan være med til at lægge ned i en kultur. Det betyder ikke, at alle russere – eller andre ortodokse kristne – tænker i de baner. Men det betyder, at kristendommen i sin ortodokse form godt kan levere stof til en selvforståelse hos Ruslands elite som et folk, for hvem sejren, triumfen gerne skal være en del af den folkelige identitet. Hvilket i øvrigt er en af grundene til, at den sportslige udelukkelse af Rusland er at betragte som en national katastrofe for Ruslands selvforståelse som et land, der burde kunne triumfere ved al verdens sportsbegivenheder.
Og det er virkelig bemærkelsesværdigt, at vi i Vesten først og fremmest taler om den lidende Kristus, der ikke engang kan bære sit eget kors på vej til henrettelsen. Han føler sig gudsforladt, som vi alle sikkert har prøvet det på et tidspunkt.
Til sidst vil jeg dog gerne understrege, at denne opstilling, jeg har lavet, selvfølgelig er lidt kunstig, for det er alle opstillinger. Dels lever vi i Danmark helt åbenlyst i et præstationssamfund, hvor vi også går efter de personlige triumfer – dog næppe inspireret af kristendommen. Og vores næstekærlighed kan være yderst selektiv, når vi behandler syriske og ukrainske flygtninge så forskelligt, som vi gør. Omvendt fremhæver Putin gang på gang det russiske menneskets parathed til at ofre sig for fædrelandet og udholde lidelsen. Men han taler dog om fædrelandet, ikke Kristus.
Og selvfølgelig hører billedet af den sejrende og triumferende Kristus med også til vores kristendomssyn. Guds oprejsning af Jesus fra de døde, påskemorgen, var og er jo virkelig en triumf, der siden har givet genlyd over det meste af verden.
Men det er værd at tænke over, hvad vores forestilling om Jesus gør ved os og vores hverdagskristendom, vores kultur, hvis Jesus er vores forbillede. Er det ydmygt at hjælpe andre mennesker, uanset hvem det er? Eller er det sand kristendom at vise kristendommens suverænitet så meget, at vi kigger mod himlen i stedet for lige frem?
Til sidst er det også værd at huske, som allerede antydet, at Jesus jo er begge dele. Både den lidende og den sejrende. Og her er det klart, at resultatet af den lidende Jesus, der bliver korsfæstet, som vi hører om i alle ulige år, resultatet er triumf. For netop som den lidende Jesus bliver han Gud for alle – også de gudsforladte.
Det er dog først i overmorgen, vi for alvor kan ønske god påske og sammen kan fejre triumfen over dem alle, opstandelsen.
Amen.