Stilhed og salmer: Lys i mørket

Meditationer over Johannesevangeliets første linjer, 18. februar, 2021  Holdt i Ebeltoft Kirke. Forkortet gudstjeneste (ca. 28 min.). Uden fællessang. 


Læseren kan jo passende selv holde de angivne fire minutters stilhed.

 


Tekst til meditation:


Tekstlæsning fra Johannesevangeliet

 

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.  Han var i begyndelsen hos Gud.  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.  I ham var liv, og livet var menneskers lys.  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.”

 

 

Stilhed (4 minutter)

 

 

Tekst til meditation:

 

Lyset er stærkere end mørket

 

Vi er cirka midt i februar. Tidligere på måneden, den anden februar, markerede Kyndelmisse, at vi efter gammel målestok var halvvejs igennem vinterhalvåret. Det kan nu kun gå den rigtige vej mod mere lys, mere varme, og mere fællesskab.

 

Hos Johannesevangeliet hører vi, at lyset skinner i mørket, og at mørket ikke greb det.

 

Lyset følger os året rundt. Ganske vist varierer lyset udenfor med årstiden. Men lyset, som skinner i mørket i Johannesevangeliet, skinner lige klart året rundt.

 

Uanset hvor usikker verden og vores dagligdag kan forekomme. Ikke blot i disse tider, men altid og i almindelighed. Så skinner Jesus som lyset lige fuldt hele tiden. Også en kold vinterdag i februar.

 

Retningen er klar. Fundamentet er urokkeligt. Jesus er med os alle dage. Lyset er stærkere end mørket.

 

 

Stilhed (4 minutter)

 

 

Trosbekendelsen fremsiges i kor

 


Tekst til meditation:

 

Og nu blot stilhed – prøv at mærke stilheden igen

 

 

Stilhed (4 minutter)

 




En fremmed kvinde bryder ind

Prædiken til 2. søndag i fasten, 2021. Holdt i Trige Kirke. Forkortet gudstjeneste (ca. 28 min.). Uden fællesang og nadver.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Amen.


 

Vi har lige hørt sangen, ”Duerne flyver”, som blandt andet handler om at undre sig. Som når man ser på noget udefra med friske øjne – undrer sig, og spørger ”hvorfor egentlig?”.


Jeg vil derfor gerne starte med en kort historie fra min folkeskole. Jeg havde dengang en lærer, som i en periode havde ophold i Sydafrika. Det var i 80erne. Han fortalte om sin omgang med sine sorte kollegaer. Og alle os, der ikke havde nogen fordomme omkring sorte sydafrikanere, lyttede meget intenst og overraskede over hans historie.

Historien var uhyre banal, men tankevækkende. Vi så et billede af ham stå sammen med sine sorte kollegaer, det skete i en pause, hvor en af kollegaerne drak af vores lærers vandflaske. Det var hårdt fysisk arbejde, så de drak vand i pausen. Det er klart, at for både os og vores lærer, var der intet, absolut intet, underligt i, at man kunne låne lidt vand til en kollega.


Men det var det bestemt i Sydafrika på den tid. Det var ganske uhørt, at en hvid mand lod en sort mand drikke af sin vandflaske. Det fremgik også af billedet, at hans sorte kollegaer smilte meget af situationen, fordi den var ganske uhørt. De vidste udmærket, at det ikke var noget, der skete til hverdag, at en hvid mand ville lade en sort kollega drikke af sin vandflaske. Man kan sige, at vores lærer ikke reagerede eller handlede ud fra fordomme, for han havde ingen. I hvert fald ikke dem, mange hvide sydafrikanere havde på dette tidspunkt.


Sommetider kan et blik udefra være både overraskende og forfriskende. Noget vi altid har gjort eller tænkt – godt eller skidt – , fordi vi ikke har prøvet andet, eller har tænkt over, at man kunne gøre det anderledes – bliver der pludselig set på på en anden måde, når der kommer en udefra og spørger, hvor vi egentlig gør som vi gør. Det kan også være angstprovokerende, da der ikke findes noget mere trygt end vaner og traditioner, ingen sætter spørgsmålstegn ved.


I disse tider prøver vi jo også – lidt ufrivilligt – nyt i kirken. Kan man have en gudstjeneste uden de sædvanlige tekstlæsninger fra alteret? Ja, og selvom de sikkert er savnet, så kan man faktisk godt. Til jul stiller vi præster altid spørgsmålet – hvilke traditionelle julesalmer tør vi skifte ud, for at prøve noget nyt? Til begravelser bruger jeg cirka hver anden gang, Dejlig er jorden og Altid frejdig. I Norge, ved jeg, har man stor tradition for at synge Norwegian Sunset ved begravelser, en vane, vi ikke kender i Danmark.


Sommetider kan et blik udefra være både overraskende og forfriskende.


I dagens tekst bryder en fremmed kvinde ind i Jesus’ planer om sin egen forkyndelse. Jeg skal måske sige, at på Jesus tid, og også på tiden for Matthæusevangeliets tilblivelse, sikkert omkring år 80/85, var der endnu ikke noget, der hed kristendom. Man talte om jøder, der var blevet Kristus-tilhængere. Det var først og fremmest jøderne, der burde kunne forstå, at Jesus var Kristus, fordi Jesus faktisk hele tiden tog udgangspunkt i jødernes historie og skrifter, herunder, naturligvis, Torah’en, den hebraiske bibel.


På den måde, var banen kridtet op, drejebogen var lagt, missionen var planlagt: Jesus skulle forkynde for de fortabte får af Israels hus, det vil sige: jøderne. Det var meningen, at jøderne skulle bringes til tro på, at Jesu forkyndelse var den rette udlægning af jødedommen.


Og så kommer denne fremmed kvinde, en kananæer, en ikke-jøde, og blander sig i det hele. Hun vil tydeligvis have Jesu hjælp, og virker ret desperat. Men – som sagt – hun bryder ind i den plan, der allerede er lagt, og er derfor meget forstyrrende. Og derfor er både Jesu disciple og Jesus selv lettere afvisende.


Disciplene har ikke fantasi til at forestille sig, at det kunne være anderledes, end den plan der var lagt. De var jøder. Jesus var jøde. Og Jesus forkyndte for jøder. Han havde sine berømte kontroverser, diskussioner og konfrontationer med farisæerne, de skriftkloge og andre jøder. Men det var jøderne, Jesus forsøgte at omvende til at have et nyt forhold til jødedommen.


Som bekendt var Jesu blik på jødedommen, Jesu måde at vende kendte tanker i jødedommen på hovedet på – alle disse nye tilgange faldt sjældent i god jord hos jøderne. Jesu tilgang var alt for anderledes for mange. Kunne et menneske som Jesus virkelig være Guds søn? Var det ikke blasfemi? Var hans tanker ikke uhørte i lyset af god traditionel jødedom? Jo, det var de. Og måske var det derfor lettere for ikke-jøder at se lyset. Måske er det det, som Jesus reagerer på, overfor kvinden. For der er ingen tvivl om, at Jesus er imponeret over hende. Jesus er virkelig imponeret over denne fremmede kvinde, denne ikke-jøde og hendes stædighed.


Oprindeligt var det tanken, at det først og fremmest var jøderne, der skulle overbevises om Jesus’ nye tanker om jødedommen. Johannes Møllehave skriver et sted, at hvis det er korrekt, hvis det oprindeligt var meningen, at alle Jesu tanker, Jesu forkyndelse, oprindeligt var forbeholdt jøderne, så må vi i dag være denne fremmede kananæiske kvinde, denne ikke-jøde, dybt taknemmelig over, at hun fik Jesus på andre tanker.


Der skulle ganske vist gå yderligere nogle årtier i forhold til Matthæusevangeliets tilblivelsestidspunkt, førend kristendommen skilte sig fra jødedommen som selvstændig religion. Ellers må vi sige – resten er historie, og et væsentligt hovedbudskab fra dagens historie er – troen på Kristus må gerne være et nødråb. Det må gerne være det sidste, man tyer til.


Til gengæld vil nødråbet netop aldrig passe ind i nogen fordomme, nogen plan, nogen traditioner eller vaner. Og Jesus svar – Din tro har frelst dig, dine synder er dig forladt, eller Kom til mig, og jeg vil give jer hvile – vil altid være evighedens nedslag ind i al menneskelig fortvivlelse og usikkerhed.


Din tro har frelst dig.


Amen.