Time-out: Jesu nærvær

Meditationer over teksten til Kristi Himmelfartsdag, 2020  Holdt i Spørring Kirke.


Læseren kan jo passende selv holde de angivne tre minutters stilhed.

 


Tekst til meditation:

En tysk-amerikansk teolog har sagt, at det moderne menneske ikke spørger efter en nådig Gud, men en virkelig Gud. Og det paradoksale ved Jesu himmelfart er netop, at Jesus her blev mere virkelig, end da han var fysisk tilstede på jorden for nogle få efterfølgere. Nu er han nemlig alt for alle, og er tilstede hvor som helst, vi er forsamlede i Jesu navn. Hvor er Jesu nærvær mon mest til stede? I bøn, gerning, eller under en gudstjeneste?

 

Stilhed (3 minutter)


 

Tekst til meditation:

I dag mindes vi Jesu himmelfart. Der findes en bog om kristningen af Danmark, der hedder ”Da himlen kom nærmere”. Nok fór Jesu til himmels ifølge det nye testamente. Men bragte han i virkeligheden ikke det guddommelige nærvær tættere på os?

 

Stilhed (3 minutter)


 

Tekst til meditation:

Jesu fór til himmels efter fyrre dage. Hvad mon der faktisk skete? Steg han fysisk til himmels, eller er det blot udtryk for Jesu tilbagevenden til Faderen? Og gør det overhovedet en forskel?

 

Pause (3 minutter)

Det grænsesprængende fællesskab

Prædiken til pinsedag, 2020. Holdt i Trige Kirke og i Spørring Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« 



For halvanden uge siden blev jeg meget kort interviewet til Radio4 til et program, der hedder Vor Herre bevares, og som bestyres af en erklæret ateist.


Spørgsmålet lød i al sin korthed, om man skal tro på Jesus som Kristus, for at tælle som en kristen. Selvom det umiddelbart kan virke fristende at svare ja til spørgsmålet, så undlod jeg. Det kan meget vel være, at det akademisk-teologisk korrekte svar vil være at sige ja. Og personligt er jeg jo overbevist om, at Jesus er Guds søn. At Jesus er Kristus, om man vil.


Der er dog et stort problem med dens slags kategoriske og firkantede beskrivelser af, hvad det vil sige at være rigtig kristen. Luther talte om troen alene. Og det er jo heller ikke forkert. Men på Luthers tid var dette at være troende nærmest identisk med at være menneske. Oversat til nutidige forhold må det betyde noget i retning af, at det er nok at være menneske. Og i en kristen-religiøs sammenhæng, så må det handle om, at vi skal acceptere, at vi er accepteret af Gud, som vi er, som de mennesker, vi faktisk er.


Men hvis vi lægger os fast på en beskrivelse eller definition af dette at være kristen, så risikerer vi i hvert fald at ende som selvgode farisæere. Når vi fortæller, hvordan det er rigtigt at være kristen, så dømmer vi jo også, hvem der ikke er rigtige kristne, og det er næppe os selv, vi tænker på. Det kan nok være, at vi hver især alligevel har vores forestillinger om, hvad rigtig kristendom er, og det kan nok heller ikke være anderledes. Men selve dommen, vurderingen af, hvem, der er rigtige kristne, den dom må vi overlade til Gud.


Og disse tanker giver særlig god mening en dag som i dag, hvor vi fejrer kirkens fødselsdag. Pinsen kaldes for kirkens fødselsdag.


Og kirken handler altså ikke om akademiske diskussioner om, hvad det vil sige at være kristen. Jeg vil næsten sige, tværtimod. Kirken handler om fælleskab. I pinsen er det i særdeleshed det grænsesprængende fællesskab, hvor alle er velkomne. Og når vi hver især skal formulere vores tro, eller vores forhold til kirke og kristendom, så gør vi det helt sikkert på meget forskellige måder. Og her vil det være absurd – og ja, ukristeligt – at dømme nogle formuleringer ude på forhånd. For det er jo i den grad en stor diskussion, hvad det overhovedet vil sige at tro. Og hvad vil det overhovedet sige, at Jesus er Kristus. Hvad vil det overhovedet vil sige, at Jesus er Guds søn. Der er mange store begreber i luften. Og det er sikkert begreber og tanker, vi er nødt til at diskutere engang i mellem.


Men jeg synes, at pinsen kan og skal minde os alle sammen om, at det er mere enkelt end som så. Kirken handler først og fremmest om fællesskab. Det grænsesprængende fællesskab. Det kan godt være, at dette fællesskab får sit lokale udtryk forskelligt rundt omkring i Danmark, rundt omkring i verden.


Men ikke desto mindre et fælleskab, hvor det fx er samme fadervor, der lyder over alt, om end – naturligvis – på forskellige sprog.


Faktisk er netop fadervor et meget godt eksempel på – og måske endda symbol på – hvad pinsen er for en begivenhed. Det hed sig nemlig, at disciplene pludselig, da Helligånden kom over dem, det, der kaldes Pinseunderet, at disciplene pludselig kunne forstå alle mulige andre, som de ikke burde kunne forstå, da de faktisk talte på andre sprog. Og det er jo netop tilfældet med fadervor. Hvis vi beder fadervor sammen med andre, ved vi altid, hvad de siger, selvom det foregår på et fremmed sprog, da netop fadervor er fælles over hele verden.


Pinsen er dermed også en begivenhed, der forpligter. ”Elsker I mig, så hold mine bud”, siger Jesus direkte. Og så taler han om Sandhedens ånd. Det er store ord. Men pinsebegivenheden er også en skelsættende begivenhed. Det er her, vi efterlades med Helligånden, således af livet med Kristus kan fortsætte.


Og fællesskabet skulle gerne være det, der holder kristendommen i live, og dermed skaber kirke. Det er det, pinsen handler om, det er det, kirkens fødselsdag handler om. Ved pinsen blev kirken skabt, Jesu efterlod sig Helligånden, og det er nu vores opgave at bevare fællesskabet, kirken, det bedste vi kan ved at holde Jesu bud, ved at lytte til og leve med Sandhedens ånd.


Om det så handler om, bare at gå i kirken. Om det handler om at være særligt opmærksomme på de medmennesker, der har hjælp behov. Eller det handler om at fortælle om kristendommen i tide og utide, er sikkert forskelligt fra person til person.


Det vigtige er, at vi er fælles om det, og det er netop Helligånden, der skaber fællesskabet. Det er Helligånden, der overbeviser os om, at Jesus ikke bare er en død person. Det er netop Helligånden, der gør levende.


Når vi røres af ordet, når vi røres af en bøn eller en barmhjertighedsgerning, så siger vi, at det er Helligåndens værk, fordi Gud er fader, søn og Helligånd. Med pinsen er treenigheden – fader, søn og Helligånd – fuldbyrdet og fuldkommen, og det er også grunden til, at næste søndag hedder trinitatis søndag.


Med Helligåndens endelige komme i dag, pinsen, kan vi fejre, at treenigheden nu er på plads. Vi er hermed klar til – i den treenige Guds navn – at gå ud i alverden og invitere alle ind i fællesskabet af alle døbte.


I Faderens, Sønnens – OG Helligåndens navn.


Amen.