Gå ud i alverden - med Jesus

Prædiken til trinitatis søndag, 2020. Holdt i Trige Kirke og i Ølsted Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«


 

Der er mindst tre måder, vi kan forsøge at forstå kristendommen på. Dels, selvfølgelig, ved at læse bibelen fra ende til anden. Dels via den metode, vi prøver at lære konfirmander, nemlig ved at lære trosbekendelsen med indledende forsagelse udenad. Teologen Ole Jensen har sagt, at hvis vi bytter rundt på forsagelsen og første trosartikel, som handler om Gud som skaber, så starter vi med skabelsen, har syndefaldet, og herefter forjættelse og inkarnationen og opfyldelse.


Og endelig kan man vælge at læne sig tilbage på kirkens bænke, og følge historierne i evangelierne, som de udspiller sig søndag efter søndag med kirkeårets gang. I år har det ikke været helt så lige til pga. lukkede kirker, men normalt. Og samtidig eventuelt følge samme gang i trosbekendelsen, for tingene hænger naturligvis sammen.


Så nu, hvor vi har bevæget os fra advent og jul og helligtrekonger, faste og påske, fik vi endelig i søndags, ved pinsen, fuldbyrdet treenigheden ved Helligåndens komme. Jeg hørte en præst kalde Kristi Himmelfart for afskedsreception for Jesus. Det kan man nok godt kalde det, så længe vi husker, at det ikke er nogen rigtig afsked. Tværtimod, måske. For med himmelfarten blev Jesus alt for alle. Ikke mindst tydeligt, da han kort tid efter netop sender Talsmanden, Helligånden.


Og nu, hvor vi har haft en uge til at komme os over pinseunderet, kan vi tænke, hvad så nu? Siden kirkeårets start i advent, har vi fået udfoldet både længslen efter noget nyt, vi har fået miraklet, Jesu komme til verden, udfoldet. Vi har fået fortalt, hvem og hvad, Jesus egentlig er. Jesu forhold til magten, og hvad det vil sige, at Jesus er Guds søn. Hvad vil det sige, at Jesus er menneske, og hvad vil det sige, at han er guddommelig, altså Guds søn. Og hvad det vil sige at forholde sig til, at Jesus ikke er blandt os mere, rent fysisk.


Ja, det er virkelig mange spørgsmål, og der kan sikkert skrives en hel prædiken over hvert af spørgsmålene, eller bare tales og reflekteres.


Men altså helt kort: Nu hvor vi har fået udfoldet, hvem Jesus faktisk var og er, siden advent, og treenigheden med pinsen er blevet fuldbyrdet, hvad så nu?


Ja, hvis man tager dagens tekst på ordet, så er det slut med at læne sig tilbage og bare lytte. Jesus siger ”Gå ud i alverden”. Det er noget af en opfordring: ”Gå ud i alverden”. Det er heller ikke hvad som helst, vi skal gå ud i alverden og foretage os. Vi skal – hedder det – gøre alle folkeslag til Jesu disciple ved at døbe alle i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Med Helligåndens komme i søndags kan vi nemlig lave kirke, og kirken består jo af alle døbte.


Men ikke nok med, at vi skal gå ud i alverden og døbe alle folkeslag for at gøre dem til Jesu disciple, vi skal også lære hver enkelt, hvad Jesus har befalet, i ord og gerning.


Der er altså umiddelbart tale om meget aktiv kristendom. Og inden vi alle bliver alt for forpustede ved tanken om buddet, er det måske meget godt at blive mindet om, at det jo sådan set er det, vi i stor udstrækning allerede gør.


Ud over, at der findes missionærer ude omkring i verden, hvis opgave det er at fortælle om kristendommen til alle, der gider høre om det. Så gælder det jo hver gang, vi hver især fortæller om kristendommen. Om det så er i kirken, i undervisning, eller det er når kirken bedriver diakoni, som på jævn dansk er næstekærlighed i praksis. Når kirken aktivt hjælper folk, der har hjælp behov, uanset om det er ved økonomiske håndsrækninger, besøgstjenester, og andre ting.


Og så er der en god tradition for, at folk lader deres børn døbe, så jeg tænker, vi er rimelig godt med i Danmark de fleste steder.


Men dåbsbefalingen, som dagens tekst også kaldes, er fundamentet for den kirke, som fejrede fødselsdag i søndags. Pinsen kaldes også kirkens fødselsdag.


Hvad der i øvrigt ligger i et kristent liv og levned, ja, det vil langsomt blive udfoldet i trinitatisperioden, som løber fra nu af og helt til advent.


Foreløbig har dagens tekst haft karakter af en opfordring til handling. At gå ud i alverden.


Det er som bekendt ikke hele sandheden. Nok så væsentligt, så slutter Jesu ord med et løfte om, at han – Jesus – er med os alle dage indtil verdens ende.


Jesus er med os hele tiden. Nok har vi for ikke så længe siden fejret himmelfarten. Og nok handler pinsen om det, vi mennesker forsøger at skabe sammen, nemlig kirke, og ganske vist med Helligåndens hjælp.


Men Jesus er netop med os hele vejen.


Og det er trods alt kristendommen, kort fortalt. Der er kun os til at bære Jesu budskab videre, i ord, tanke og handling. Men bevidstheden om, at vi kun er mennesker, er centralt, bevidstheden om, at vi alle er fejlbarlige syndere, er centralt. Vi skal lære, at Jesus både er opgave og gave. Vi skal lære at acceptere, at vi er accepteret af Gud.


Det er jo også det, der forkyndes i dåben. At vi er et Guds barn, at vi har fået en retning, og at vi er elsket på trods. At vi ikke kan præstere os til kærlighed, og slet ikke Guds kærlighed, men at den fås for intet, og at Jesus derfor er med os alle dage indtil verdens ende.


Amen.

Tilbage til hverdagen?

Prædiken til 1. søndag efter trinitatis, 2020. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«

 


Man kan med fordel dele kirkeåret op i to cirka lige store dele. Dels er der den del, der løber fra advent til pinse.


Det er her, vi får udfoldet historierne om Jesu liv og levned. Vi har forventningen og håbet om noget nyt i advent, og miraklet, Jesu komme til verden julenat. Så hører vi om Jesu forhold til magten, vi hører om Jesus, der ikke lader sig friste i fasten.


Og fortællingen om Jesus kulminerer som bekendt i påsken, der både er højdramatisk, og cementerer hvem Jesus er – til manges både chok og overraskelse.


Efter opstandelsen, der cementerer Jesus som Guds søn, vender han tilbage til faderen, og efterlader os Helligånden, så vi kan lave kirke.


Og i sidste uge havde vi dåbsbefalingen – missionsbefalingen kaldes den også – hvor vi opfordres til at gå ud i alverden og døbe alle folkeslag. Med helligåndens komme i pinsen kan vi nemlig lave kirke, og kirken består jo formelt set af alle døbte.


Så starter anden del af kirkeåret, der så løber fra søndagen efter pinse til advent igen.


Man kan altså sige, at vi i første del af kirkeåret får præsenteret Jesus. Hvem og hvad er han, og hvad står han for? Hvordan er han menneske, og hvordan er han Guds søn?


Trinitatisperioden, som perioden fra pinse til advent kaldes, handler i høj grad om, hvad det så vil sige at leve en kristent liv. Det handler om hverdagen.


For man kan passende spørge – hvad nu? Hvordan håndterer vi egentlig Jesu forkyndelse, Jesu liv og levned, som den har udfoldet sig siden advent og jul?


Det fristende svar vil være – ikke særligt godt.


For når hverdagen melder sig, kan det ofte være fristende at gå tilbage til business as usual. Vi kender det fra ferier, særlige mærkedage eller andre undtagelser fra hverdagen. Når vi er færdig med det særlige, og kommer tilbage til hverdagen, kan det være fristendende at sætte sig tilbage, og lade hverdagen gå sin gang, som hverdagen så ofte gør. I nuværende coronakrise, hvor landet åbner mere og mere, er det også helt tydeligt, hvilket behov mange har for at glide ind i en helt almindelig hverdag igen. Og samtidig, som konsekvens, sløser med alle reglerne. Lidt et paradoks, at vi på den måde søger tilbage i en tryg og kendt hverdag.


Nu handler dagens tekst ikke som sådan om hverdagen, og så alligevel. For vi har vel alle et grundlæggende ønske om en hverdag med velstand og tryghed. At være rig, og samle sig skatte på jorden, har af en eller anden grund, altid være dragende. Måske er det tanken om frihed, der drager, når man tænker på at være rig, måske den indflydelse, mange penge i nogle situationer kan give. Måske vil man gerne samle sig mange skatte for at sikre sine efterkommere, hvis man har sådan nogle. Måske har man blot samlermani. Der kan i sagens natur være mange grunde til, at tanken er dragende.

 

Under coronakrisen – som har været, og delvis stadig er, en undtagelsestilstand i forhold til hverdagen – har vi ofte hørt spørgsmålet, om vi har lyst til at vende tilbage til hverdagen som vi kender den, eller vi ønsker at ændre noget. Her vil vi nok svare forskelligt. Men jeg tænker, at den trygge hverdag frister mange. Der er noget utroligt trygt over, at vende tilbage til det, vi kender.


Set i forhold til kirkeårets gang vil det dog være noget af et tilbageskridt.


Nu har vi som sagt lige fået udfoldet, hvem Jesus er siden advent – og nu kommer hverdagen, hvor vi jo gerne skulle bære Jesu budskab videre i tanke, ord og gerning


Og her er risikoen netop, at vi ender som den rige mand i dagens tekst.


At vi ender i selvtilstrækkeligheden, da det oftest er den nemmeste løsning på kort sigt.


Det er så nemt at sige og tænke alle de rigtige ting i kirkebygningens rum. Men når vi så kommer ud igen, fortsætte vores liv, som om intet var hændt.


Som teologen Ole Jensen har sagt, så er vi ofte sekularister i praksis. Vi er praktiske ateister, for det er så meget nemmere at leve livet i selvtilstrækkelighed og selvfokus.


Det er som bekendt ikke hele sandheden, og det er netop kristendommen og Jesu forkyndelse, der prøver at minde os om det. Så

sent som i sidste uge blev vi bedt om – af Jesus – at gå ud i alverden. Altså en meget aktiv form for kristendom. Vi skal gå ud i alverden, og hjælpe andre mennesker til kristendommen, og fortælle dem om Jesus og hans bud. Så vi har slet ikke tid til at stå og betragte vores fyldte lader, hvis vi altså har sådan nogen, enten konkret eller billedligt talt.


Og nok så vigtigt, så er vi ikke alene. Det fik vi også at vide sidste søndag. Jesus er med os alle dage indtil verdens ende.

Jesus er med os hele tiden. Både når vi holder kirke. Og når vi går ud i alverden, udenfor kirkens rum.


Og det er trods alt kristendommen, kort fortalt. Der er kun os til at bære Jesu budskab videre, i ord, tanke og handling. Men bevidstheden om, at vi kun er mennesker, er centralt, bevidstheden om, at vi alle er fejlbarlige syndere, er centralt. Vi skal lære, at Jesus både er opgave og gave. Vi skal lære at acceptere, at vi er accepteret af Gud.


Det er jo også det, der forkyndes os i de kommende søndage. At det nu er os, der har den. Det er nu, vi skal følge Jesus så godt vi kan. At det ikke er helt så enkelt, som man kunne ønske sig, vil også fremgå af den kommende tids evangelietekster. Men det er stadig det, der er opgaven.


At følge Jesus.


I faderen, sønnens og helligåndens navn.


Amen.