Lær os at elske og leve
Dåben er vores håb til Gud
Tag os i favn, når vi falder
Kom med Din ånd og Ordet ud
Giv os Dit ja, når vi kalder
Du var en far, da vi kom til
Kald os ved navn, kom, sig Du vil
Lær os at elske og leve
Brødet og vinen, nådebud
”Herren er hyrden” kan lindre (Sl. 23,1)
Brødet er Jesu krop, vor Gud
Vinen er blod fra Hans indre
Fylder med fred i ord og sind
Nu kan jeg se, jeg før var blind
Nu vil jeg elske og leve
Kærlighed er det største bud
Omsorg for liv skal vi dele
Sammen i solskin, sne og slud
Kan vi dog ikke det hele
Bær os, o Gud, med kærlig hånd
Hjælp os med selve troens bånd
Så kan vi elske og leve
Ønsker og håb, en bøn til Gud
Giv os en hat, vi kan dele
Særlighed, ungdom, stjerneskud
Satser på lidt af det hele
Kaster så alt i Jesu favn
"Ske blot Din vilje, i Dit navn" (Mt. 6,10)
Så tør jeg elske og leve
Skabelsen efter sjette dag
Floder og bakker og dvale
Vi er i alt, Guds hvide flag
Næsten som Paradis-Sale
Tiden og talen, går i stå
Det kan vi ikke helt forstå
Det er at elske og leve
Store Guds ord fra Jesu mund
”Følg mig nu, det er min gave”
Læg dem ved hjertet, ved din mund
Mer’ end du næsten kan have
Følg Ham, få hvile, salig stund
Her kan du være uden grund
Prøve at elske og leve
Kom og velsign, i Herrens navn
Freden og lyset og nåden
Vis os Din vej, Din sikre havn
Så kan vi leve med gåden
Giv os Din tillid, tro til savn
Hav os for altid i Din favn
Her kan vi elske og leve
Tekst: Juma Nellemann Kruse, 2025
Musik: Lindemanns melodi til Grundtvigs ”Kirken den
er et gammelt hus”, 1840
Baggrund
I november 2024 udkom Lars Sandbecks bog "Når kærligheden dømmer. Den kristne tro på alles frelse".
Sammen med nogle samtaler i menigheden på Samsø, satte bogen en masse tanker i gang om netop den kristne frelse, herunder min egen overbevisning om alles frelse. Tanker, der resulterede i bogen "Jonas' tegn. Om Guds dom til alles frelse og bekendelserne som en ramme" (arbejdstitel, endnu ikke udgivet).
En af ankerne imod tanken om alles frelse er som bekendt, at det hævdes, at alvoren går ud af kristendommen, en tilgang, jeg overhovedet ikke forstår, hvilket også fremgår af denne hjemmesides menupunkt "Dommedag".
Det kan sagtens være, at frelsen bliver smertelig for de fleste af os, men det ender godt.
I den forbindelse har jeg også tænkt på, hvad der mon kan være afgørende for, hvor smertelig den bliver, og her er det oplagt at forestille sig, at jo længere væk fra Gud vi har levet i vores jordiske liv, jo smerteligere vil frelsen opleves.
Og i forlængelse heraf overvejede jeg, hvad der mon fik os tæt på Gud. Hvad er det, der giver os gudsnærværet? Her kom jeg frem til syv punkter, som lyder:
Dåben, som kickstarter helliggørelsen/kristenlivet
Nadveren, som minder os om, at vi er fejlbarlige/syndere
Kærlighedens gerninger/omsorgen for alt levende, som realiserer gudsforholdet.
Bøn til Gud (om så bare fadervor), som kan minde os om meningen med livet.
Intense naturoplevelser, som kan minde os om, at vi er en skabning blandt mange andre ikke-menneskelige skabninger.
Ordets forkyndelse
og
Velsignelsen, som begge er naturlige elementer i en helt almindelig søndagsgudstjeneste, plus konfirmation, vielse og begravelse.
Med det in mente, satte jeg mig for at skrive et vers, med inspiration i hvert af disse syv elementer.
I første vers antydes det, at vi er et Guds barn fra fødslen, og ikke først fra dåben.
I andet vers har jeg ladet mig inspirere af prøveoversættelsen fra 2025 af Markusevangeliet, hvor Jesus i forbindelse med nadveren taler om "min krop" i stedet for "legeme". Det var derfor interessant at have det ord med - kirken bliver sommetider beskyldt for at mangle krop, at der er for meget, der bliver i hovedet, og her bliver det i Jesu mund meget konkret.
I tredje vers har det været vigtigt at antyde, at kærlighedsbudet ikke kun gælder næsten/medmennesket, men alt liv.
I fjerde vers har det været vigtigt for mig at antyde, at det kan være svært at bede til Gud - men at Fadervor som bøn kan meget, og i virkeligheden kan det hele, når det gælder bønnen.
I femte vers har jeg indirekte ladet mig inspirere af "Hvad skal jeg sige, når jeg ser"-ordene fra Brorsons salme "Op al den ting, som Gud har gjort", når det gælder intense naturoplevelser. Og så er tiden også en spøjs størrelse, når man oplever noget intenst, når man oplever en eller anden form for gudsnærvær. (og så er det også en sjov gimmick at have en sætning, der siger det modsatte af den oprindelige tekst til melodien, hvor det et sted lyder: Det kan vi alle godt forstå)
Når det gælder ordets forkyndelse (sjette vers), og det måske mest absolutte Jesu ord (ud over kærlighedsbudet), nemlig "Følg mig!", har det være vigtigt, at finde balancen mellem noget, der godt kan virke som en tung opgave - hvis man ikke vidste bedre - men at ordene netop gerne skal opleves som en gave, der giver hvile, og en oplevelse af kirken/kristendommen som en "præstationsfri zone". Der er en grund til, at min lille bog om De Ti Bud hedder "Du skal ikke præstere!".
Og når det gælder velsignelsen, så handler det både - som vi hører i den aronitiske velsignelse sidst i en søndagsgudstjeneste - om nåde og fred, som det meste af kristendommen handler om, men samtidig, selvom man gerne må føle, at man er kommet hjem, være bevidst om, at Jesu forkyndelse, Jesu ord, ikke mindst korset, stadig er en gåde. En af de mest spektakulære linjer i den danske salmeskat er utvivlsomt Grundtvigs "Ja, jeg tror på korsets gåde" fra "Hil dig frelser og forsoner".
Salmen kommer derfor vidt omkring, når den skal beskrive eller indkredse, hvad et gudsnærvær vil sige, og hvad der dermed får os tættere på Gud, og der er utvivlsomt områder, der siger nogen noget mere end andre. For eksempel har jeg hørt folk, der kommer i kirken for at få velsignelsen. Sådan har jeg det ikke selv, jeg har ofte haft det sådan, at det er ordets forkyndelse, jeg kom for.
Og for traditionens skyld, for at finde en virkelig god melodi, som gerne måtte være lidt melankolsk ("alvorlig"), og som gav de rette associationer til kirkehistorien, faldt valget af melodi på "Kirken, den er et gammel hus".