Advents-skælv, decembers skat
Brød og vin, kontale!
Nabo, fjende, fra sit skjul
Hører Ordet dale
Gåsehud mod glæders nat
Jesus, kroppen, blodet
Hverdag iklædt evighed
Lover livet, modet
Tekst: Juma Nellemann Kruse, 2025, 2026
Musik: Martin Elmquists melodi til Johannes Møllehaves ”Nåden er din dagligdag”, 1992
Da jeg til første søndag i advent, 2025, skulle vælge en nadversalme, kunne jeg mærke et stort ønske om en salme, som ikke bare passede som nadversalme, men som også var særligt skrevet til advent og julemåneden, december.
Så vidt jeg ved, findes sådan en ikke i salmebogen. Og da jeg ved samme anledning endte med at vælge Johannes Møllehaves "Nåden er din dagligdag" som nadversalme, var det oplagt at vælge Elmquists melodi som den, jeg ville komponere en sådan ny tekst over. Stemningen i melodien er perfekt til adventstiden.
I adventstiden venter vi på noget radikalt nyt - som et (jord)skælv. Man kan måske også sige, lidt højstemt, at vi "skælver" af spænding og forventning. I første vers er der en diskret hilsen til "Juletræet med sin pynt", hvor sætningen "fra sit skjul" indgår. Ellers antyder ordet "kontale" noget med musik og sang (selvom ordet vist ikke eksisterer, og dermed også en meget indirekte hilsen til Simon Grotrian, der også brugte ord, der ikke findes) og alle hører (derfor) om inkarnationen, når Ordet langsomt daler fra himlen og bliver til mennesket Jesus. Både venner og fjender.
Jeg forbinder - især i adventstidens forkyndelse - i høj grad adventstidens ventetid med både ærefrygt/ængstelse og forventningens glæde. Ærefrygt, gåsehud - hvad sker der egentlig, og hvad kommer det til at betyde for os? Og glæden - selve Jesusbarnet, Kærligheden og Sandheden i egen høje person, kommer til verden i kød og blod, eller krop og blod, om man vil. Hvilket jo også henviser til nadveren i denne sammenhæng. Og i prøveoversættelsen fra Bibelselskabet 2025 forsøger man at oversætte til "krop" fremfor "legeme".
Og julens budskab handler i høj grad om spændingen mellem den helt almindelig hverdag og evigheden.
Og al ængstelse og ærefrygt til trods, så lyder julens centrale budskab jo stadigvæk og for altid: "Frygt ikke", og handler dybest set om livsmod - og selve ideen om mod i kristendommens sammenhæng, er også en henvisning til Paul Tillichs tanker om netop livsmod.
Salmen fik urpremiere 3. søndag i advent, 2025, i Onsbjerg Kirke i sin første version.