Guds nåde for en synder

Himlen er stor             

Som selv Guds ord       

Gud skabte livet, nærvær

Med dyr og træer og os her

Alt levende

Guds kærlighed

 

Jorden er stor

Hør Jesu ord                
Selv kors og stald forkynder

Guds nåde for en synder

Alt levende

Din kærlighed                                

 

Fælles i kor

Om Herrens ord

Alt levende, vort ansvar

Vi beder, synger: ”Vor far

Miskundelig

Giv os din fred”.


 

Tekst: Juma Nellemann Kruse, 2024. Med tak til Grundtvigs 1837-gendigtning af Agnus Dei (687).


Musik: Thomas Laubs melodi til ”O du Guds lam”, 1888

 

 

 

 

Baggrund

I januar 2024 holdt jeg sangaften i sognegården i Tranebjerg, hvor jeg under overskriften "Med livet synger vi" præsenterede de syv salmer, jeg har offentliggjort i voksenjulekalenderen "Så det kan bli' en dejlig jul" (linjerogskud.dk), inden vi sang dem igennem. Under præsentationen af en af nadversalmerne gav jeg udtryk for, at min ambition på sigt var at "O du Guds lam"  blev erstattet af en grøn nadversalme.


Det fik et par af de fremmødte til at foreslå, at jeg skrev en sådan salme til melodien fra "O du Guds lam".


Det endte med, at jeg tog udfordringen op, og den fik urpremiere på Maria Bebudelsesdag 2024.