Hvordan er det med vin i Bibelen?
Del 1, Det Gamle Testamente:
"Bibelen består jo af to dele, Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, der er skrevet på henholdsvis hebraisk og græsk. Det Gamle Testamente findes også i en græsk udgave, der hedder Septuaginta, men der er enighed om, at den hebraiske udgave er den oprindelige. Lad os derfor først se på, hvad den hebraiske del af Bibelen, Det Gamle Testamente, har at sige om vin:
Det mest almindelige ord for vin på hebraisk er jájin (יין) men vin omtales også som ”most” eller ”ny vin” -på hebræisk henholdsvis tirôsh (תירוש) ogʿāsîs (עסיס). Forskellen på vin og most/ny vin kan meget vel have noget med alkoholprocenten at gøre, men det lader til, at man har kunnet blive beruset af alle tre typer af vin. I Esajas’ Bog 49,26 står der ”de skal beruse sig i deres eget blod som i most (ʿāsîs)” og ordet tirôsh er afledt af verbet jarash (יָרַשׁ) der betyder at tage magten eller besætte.
Forholdet til vin udtrykkes fint med et vers fra det apokryfe skrift Siraks Bog 31,27: ”Vinen er selve livet for menneskene, hvis den drikkes med måde. Hvad er livet for den, der må undvære vinen? Den blev jo skabt til glæde for menneskene.”
Vin har været meget almindeligt forekommende i Palæstina på Det Gamle Testamentes tid. Man har også kunnet lave vin af eksempelvis dadler og granatæbler (Højsangen 8,2), men det er vin fra vinstokken, der har været det sædvanlige. Der er ideelle forhold for at dyrke vin i Palæstina, i modsætning til eksempelvis Egypten og Mesopotamien, hvor øl var det mest almindelige, og man dyrkede vin både til eget forbrug og til eksport. Der er sågar nogle arkæologer, der foreslår, at vin ikke alene var den mest almindelige drik på dette tidspunkt, men at en almindelig person i gennemsnit drak en liter vin om dagen, primært fordi vandet simpelthen ikke var rent og derfor ikke godt at drikke.
I græsk og romersk kultur var det almindeligt at blande vinen op med vand, simpelthen fordi ublandet vin var stærke sager. Det kan også godt have været tilfældet i Det Gamle Testamente, selvom en passage som Esajas’ Bog 1,22 (”Dit sølv er blevet til slagger, din vin er blandet med vand”) godt kunne tyde på en kritisk holdning til fortyndet vin.
Vin og vindyrkning spiller en vigtig rolle i Det Gamle Testamente. Se eksempelvis Esajas’ Bog 5, der beskriver, hvordan man anlægger en vingård, og beskrivelsen af hvordan spionerne i ørkenen bringer en gigantisk vinklase med tilbage fra deres ekskursion ind i det forjættede land (4 Mosebog 13,23). I Joels Bog beskrives elendighed som hungersnød og tørke (1,10-12), men Jahve skal forbarme sig over sit folk og ”persekarrene flyder over med vin og olie” (2,24).
I Første Mosebog kapitel 9 får vi historien om Noa, der grundlægger en vingård efter Syndfloden og således bliver den allerførste vindyrker. Noa, der i 1 Mosebog 6,9 beskrives som ”en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige” er et godt forbillede i en gammeltestamentlig sammenhæng, men selv ikke Noa kan tøjle vinens effekt, nemlig beruselsen: Noa drikker sig fuld i sit telt og blotter sig for sine sønner.
Der er således en lidt tvetydig holdning til vin i Det Gamle Testamente; på den ene side er vin dejligt (Højsangen 1,2 og 4,10) og et udtryk for luksus og forkælelse (Højsangen 8,2 og Ordsprogene 9,2), og vin indgår i offerkulten som ”drikoffer” (4 Mosebog 15,1-12), men det er også almindelig kendt, at overdreven indtagelse af vin fører til beruselse. Derfor advares der flere steder mod umådeholdent drikkeri, eksempelvis i Ordsprogenes Bog 23,20-21: ”Vær ikke blandt dem, der fylder sig med vin og frådser i kød, for drankere og frådsere forarmes, og søvnen klæder dem i pjalter.” Og lidt senere i vers 31-32: ”Se ikke på vinen, når den skinner rødt, når den glimter i bægeret, rigeligt flyder den! Den ender med at bide som en slange, spy gift som en hugorm.”
Der er ikke noget generelt forbud mod at drikke vin i Det Gamle Testamente, kun advarsler. De eneste undtagelser er præsten, der ikke må drikke vin, når han er på arbejde i templet (3 Mosebog 10,9 og Ezekiels Bog 44,21) og nasiræeren, der har aflagt et løfte om at afholde sig fra vin, fra at klippe sit hår og fra at komme i kontakt med lig (4 Mosebog 6,1-21). Forholdet til vin udtrykkes fint med et vers fra det apokryfe skrift Siraks Bog 31,27: ”Vinen er selve livet for menneskene, hvis den drikkes med måde. Hvad er livet for den, der må undvære vinen? Den blev jo skabt til glæde for menneskene.”
Med venlig hilsen Anne Katrine de Hemmer Gudme
Anne Gudme er ph.d. og blev i juni 2013 udnævnt til professor MSO i Det Gamle Testamente ved Københavns Universitet."
Teksten er taget fra bibelselskabet.dk
Hvordan er det med vin i Bibelen?
Del 2, Det Nye Testamente:
"I Det Nye Testamente, som er skrevet på græsk, kaldes vin stort set udelukkende for oinos (οἶνος), som er en berusende drik - vin, som vi kender det. Et enkelt sted omtales vinen også som gleukos (γλευκος), ”druesaft” eller ”sød vin”, men her er konteksten netop en mistanke om beruselse under pinsefejringen i Jerusalem (Apostlenes Gerninger 2,13), og deraf kan man udlede, at gleukos ikke er en alkoholfri drik.
Ligesom i Det Gamle Testamente fylder vin og vindyrkning ganske meget i Det Nye Testamente. Flere af Jesus’ lignelser handler om en vingård og vindyrkere (Matthæus 20,1-16; 21,28-41; Lukas 13,6-9) og om vin (Matthæus 9,17) og i Markusevangeliet 14,25 taler Jesus om at drikke ny vin i Guds rige (jf. Matthæus 26,29). I Johannesevangeliet er Jesus’ første mirakel at forvandle vand til vin ved brylluppet i Kana (2,1-12). Vin bruges også symbolsk som et billede på blod, eksempelvis i forbindelse med nadveren (Matthæus 26,27-28) og i Åbenbaringen 14,17-20, hvor jordens vinstok og dens druer knuses i Guds harmes store perse, så blodet flyder ud over jorden.
Johannes Døber fremhæves som en person, der hverken ”spiser eller drikker”, dvs. en asket, der udviser mådehold og faster, hvorimod Jesus både spiser og drikker og omtales som en ”frådser og en dranker” (Matthæusevangeliet 11,18-19; Lukasevangeliet 7,33-34). Jesus og hans disciple har altså ikke afholdt sig fra at drikke vin, hvilket både fortællingen om brylluppet i Kana og nadverfortællingen da også synes at indikere.
Johannes’ særlige asketiske status kan skyldes, at han i Det Nye Testamente fremstilles som nasiræer (Lukas 1,15; jf. Dommerbogen 13,4-5; 1 Sam 1,11 og 4 Mosebog 6,4), som jo altså var en person, der havde aflagt et særligt løfte til Gud.
Der synes ikke at være noget egentligt forbud mod vin og alkohol i Det Nye Testamente, men ligesom i Det Gamle Testamente advares der mod overforbrug. Eksempelvis i Efeserbrevet 5,18: ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden” (jf. Lukasevangeliet 21,34; 1 Timotheus Brev 3,3.8; Titus' Brev 2,3). Og i Første Petersbrev 4,3, hvor en udsvævende livsførelse fremstilles som noget, der ikke passer sig for kristne: ”For det er mere end nok, at I i den forløbne tid har gjort, som hedningerne vil, og levet et liv i udsvævelser, begær, svir, vilde fester, drikkelag og utilbørlig afgudsdyrkelse.”
Sjovt nok er der i Det Nye Testamente et enkelt sted ligefrem et påbud om at drikke vin og ikke kun vand: ”Drik ikke længere bare vand, men tag lidt vin for din mave, og fordi du så tit er syg” (1 Timotheusbrev 5,23). Vinen er naturligvis medicinsk her, men forbudt er den i alle fald ikke.
Konklusionen må således være, at der ikke er noget i Bibelen, hverken i Det Gamle eller Det Nye Testamente, der peger i retning af, at den vin, der drikkes af Jesus og af alle mulige andre, er alkoholfri vin. Men der er adskillige eksempler på, at Bibelen advarer imod eller ligefrem forbyder et umådeholdent forbrug af vin; vin med procenter i er altså helt i orden, men overdreven fuldskab, frådseri og umådehold bryder de bibelske forfattere sig for det meste ikke om. Som der står i Hoseas’ Bog 4,11: ”Vinen tager mit folks forstand.”
Her til sidst kan jeg ikke dy mig for også at komme med et kort citat fra Salme 104,14-15, så mit svar ikke afsluttes med løftede pegefingre: ”Græs lader du gro til kvæget og planter til tjeneste for mennesker, så der frembringes brød af jorden og vin, der giver mennesker glæde.”
Med venlig hilsen Anne Katrine de Hemmer Gudme
Anne Gudme er ph.d. og blev i juni 2013 udnævnt til professor MSO i Det Gamle Testamente ved Københavns Universitet."
Teksten er taget fra bibelselskabet.dk