Kirken var der før, de kristne skrifter blev kanoniseret

En af de store begivenheder i Grundtvigs liv var det såkaldte mageløse opdagelse. Han opdagede, igennem sin læsning af kirkefaderen Irenæus, at kirken havde eksisteret før de kristne skrifter blev kanoniseret, og Grundtvig mente så at finde oprindelige Jesu ord i trosbekendelsen. Den historisk-kritiske forskning, som var i sin vorden i Grundtvigs samtid, var således ikke længere noget problem for Grundtvig, da den levende kristendomsforkyndelse fandt sted ved dåben og ved nadveren, når trosbekendelse lød. Og ikke i de døde bogstaver i bibelen.

Dette faktum mener jeg bør have afgørende betydning for skriftsynet. Der er ingen tvivl om, at det ikke var tilfældigt, hvilke skrifter, der endte med at blive kanoniseret. Alligevel har der været enkelte skrifter, der var lige ved ikke at få stemplet, og en masse, der - af gode grunde - ikke fik det. Jeg kan nævne, at Johannesevangeliet var tæt på at dumpe, da det, pga sit sprog, var blevet misbrugt af gnostikerne. Selvom det naturligvis både er en anakronisme og en efterrationalisering, er jeg af den opfattelse, at det havde været en katastrofe, hvis ikke Johannesevangeliet var blevet kanoniseret. Ligeledes var Johannes Åbenbaring også tæt på ikke at kunne klare kanoniseringen, men blev det som bekendt, hvad man kan undre sig over. Johannes Møllehave har ligefrem kaldt det et ukristeligt skrift, og endog Luther lagde ud med at sige, at det ikke kunne være inspireret af Helligånden, som han mente de andre skrifter var. Han ændrede dog mening senere hen.

At evangelierne og brevene ikke er blevet til overnight, men har været længe undervejs, og heller ikke er skrevet på samme tidspunkt, er også historiske fakta, der kan være øjeåbnende. Man kan fx. undre sig over, hvorfor Paulus' forkyndelse sommetider er i direkte modstrid med Jesu forkyndelse, men på nævnte baggrund er forklaringen relativ ligetil. For selvom Paulus naturligvis har kendt til overleveringerne om Jesus - mundtlige eller skriftlige - så har han ikke kendt til evangelierne, som vi kender dem. Det tidligste evangelium, Markusevangeliet, er nemlig skrevet omkring år 70, og Paulus døde formenlig omkring år 60.

Alene derfor synes jeg, at det er næsten indlysende, at Jesu forkyndelse - og hermed mener jeg evangelierne - nødvendigvis må stå over Paulus' breve, ja hele brevlitteraturen. Det er blandt andet derfor, jeg ikke forstår al polemikken omkring kvindelige præster og homoseksuelle, alt den stund, at Jesus ikke nævner det med et ord.

Derfor er det også tankevækkende, at netop trosbekendelsen, som den lyder i forbindelse med dåben og nadveren, er så central for Grundtvig. Den er jo netop IKKE en del af bibelen - måske snarere et ultrakort resume af bibelens indhold. Årsagen til Grundtvigs fokus var ganske vist, at han var overbevist om, at det var ægte Jesu ord, selvom de ikke var en del af det nye testamente - alligevel er det en klar tilkendegivelse af, at kirken var før de kristne skrifter. Som nævnt må det have afgørende betydning for skriftsynet.

Menneske først, kristen så

Dette udsagn er måske det meste kendte 'Grundtvig-slogan'. Det betyder, at menneskelivet i sig selv har en værdi. Man kan også finde sandheder i eventyr, fabler, fortællinger - og ikke mindst i den nordiske mytologi, der lå Grundtvigs hjerte så nær. Alle historier, der beskriver kampen mellem det gode og det onde. Det gælder fx. også en nyklassiker som Harry Potter.

Livsoplysning, som disse historier kunne formidle, og som det blev formidlet i højskolebevægelsen (her var det især den nordiske mytologi), kunne have en Johannes Døber-funktion. Det vil sige, at fortællinger om guder, og det gode og det onde kunne pege frem mod Kristus, den egentlige Sandhed. Jo mere opmærksom man er på størrelser og begreber som gud, og kampen mellem det gode og det onde, desto mere ville man være i stand til at forstå de kristne begreber om samme. I det hele taget var det fra hverdagslivet, at man bedst kunne forstå de store begreber som kærlighed og omsorg (for barnet) og uegennyttighed, m. m.