"ti gode noveller, som dels vender op og ned på paralleler til de ti bud, og som samtidig skildrer [virkeligheden] på en måde, som udfordrer læseren."

Principielle overvejelser om forholdet præst/menighed


Det er min overbevisning, at en præst bør kunne være præst overfor alle, selvom enhver præst selvfølgelig har sin egen måde at være dét på, og selvom præster naturligvis har forskellige spidskompetencer - om det så er selve forkyndelsen under højmessen, konfirmandundervisningen, eller hvad det kunne tænkes at være.

 

Derfor er menighedsopfattelsen også meget centralt for, hvordan forholdet mellem præst og menighed kan udtrykke sig.

 

Jeg har ofte tænke på menigheden som dels, hvad man med et lidt uheldigt udtryk kunne kalde for "kernemenigheden". Dels "den bredere menighed", og endelig "sognet."

 

Jeg skal i den forbindelse understrege, at der i min optik ikke er nogle 'kvalitetsmæssige' forskelle på de tre menighedsudtryk. Den ene menighed er altså ikke bedre, eller mere from - om man så kan sige - end den anden.

 

Kernemenigheden er den gruppe af personer, der stort set møder op i kirken hver søndag, eller i hvert fald så ofte, så de betragter sig selv som "kirkegængere". Søndagsgudstjenesten er altså noget man enten forholder sig til - hvornår man eventuelt har lyst at gå i kirken - eller noget man uden de store refleksioner blot møder op til. Af vane, for - igen - at bruge et lidt uheldigt udtryk.

Den lidt bredere menighed, er den persongruppe, som måske ikke har sin identitet som "kirkegængere", men stadig er søgende og nysgerrige, og måske i højere grad opsøger de aktiviteter, der er tilknyttet kirken frem for selve højmessen.

Og til sidst er selve sognet som sådan jo også menighed. Det ligger i selve stillingsbetegnelsen, "sognepræst". Altså, præst for sognet. Ikke "kernemenighedspræst" eller lignende.

 

Det er klart, at disse tre kategorier, som er meget firkantet og overfladisk beskrevet ovenfor, til en vis grad væver ind i hinanden. Af indlysende grunde er de to første menighedsgrupper inkluderet i den sidste, ligesom der nødvendigvis må være en glidende overgang mellem første og anden menighed, og for så vidt, tredje menighed. Man kan jo i princippet godt tænke sig selv som kirkegænger, samtidig med, at det i praksis ikke bliver så meget, som man kunne ønske - fx. på grund af familie eller arbejde. Og derfor holder sig til de aktiviteter, der passer i kalenderen. For blot at komme med et helt lavpraktisk eksempel.

Hvordan den enkelte præst forholder sig til disse tre menighedsgrupper, og i hvor høj grad, præsten tænker dem sammen - altså, i hvor høj grad der tænkes i menigheden som "sognet", med de forskelligheder der her er, har afgørende betydning for formidlingen af det kristne budskab.

 

For hvordan skal en gudstjeneste formidles?

 

Hvis man forestiller sig, at præsten stort set kun møder kernemenigheden til gudstjenesten, og sjældent ser andre i kirken (og her forholder jeg mig slet ikke til antallet af kirkegængere), så kan der være en fristelse til at gøre gudstjenesten meget indforstået. Nu er der naturligvis en liturgi, der skal følges (som dog også kan opleves indforstået), så det er ikke i den forstand, at man bliver indforstået.

 

Men det har i min optik afgørende betydning - helt lavpraktisk - om præsten fx. ved tekstlæsninger eksplicit beder menigheden om at rejse sig, eller hvorvidt præsten forventer, at det gør man naturligvis, og ikke behøver at nævne det. Her mener jeg personligt, at man klart bør nævne det, selvom det helt givet er en temperamentssag. Hvis det føles unaturligt og overflødigt skal man som præst selvfølgelig ikke gøre det, men jeg har altid synes, at det opleves inkluderende, hvis man gør det. De personer, der ikke tilhører kernemenigheden, vil i hvert fald føle sig mere velkommen. De skal ikke være usikre på, hvordan de skal gebærde sig under gudstjenesten, selvom de kirkevante kan synes disse detaljer nok så banale. Nogle af de allerførste gange jeg var i kirke, for efterhånden mange år siden, generede det mig voldsomt, at jeg ikke vidste, hvilken sang, der blev sunget inden nadveren. Her kunne man helt lavpraktisk havde skrevet salmenummeret på tavlen, så "den bredere menighed", som jeg nok tilhørte på det tidspunkt, ikke skulle se forvirret ud, men helt naturligt kunne synge med.

 

Her er det ligeledes en overvejelse værd, om trosbekendelse skal synges eller reciteres. Personligt synes jeg jo det lyder fantastisk, når den synges. Men jeg ved også, at første gang, jeg for mange år siden hørte trosbekendelsen blive sunget af (kerne)menigheden, følte jeg mig en smule udenfor. Det kan godt opleves ekskluderende, hvis man ikke normalt kommer i en kirke, hvor den synges, og jeg kan da huske, at jeg blev lidt overrasket, første gang, jeg hørte den sunget. Selvom det lød fantastisk.

 

Hvis præsten, for at være så inkluderende så muligt, også tænker menigheden som "den bredere menighed", kan der omvendt være en fare for, at præsten ikke forholder sig til (kerne)menigheden, som han faktisk står overfor. Skoleeksemplet, det 'dårlige' eksempel, er præsten, som ændrer så meget (af det han kan) på højmessen, fordi han gerne vil nå længere ud end de sædvanlige kirkegængere, at kernemenigheden pludselig ikke længere føler sig tilpas. Jeg anser derfor personligt højmessen som det stabile og sikre, det, som (kerne)menigheden ved, hvad er. Har kernemenigheden det godt med at synge trosbekendelsen, er det jo det man gør, men jeg synes stadig det er væsentligt at forholde sig til det ekskluderende element i dette.

 

Endelig er der opgaven, at forholde sig til menigheden som "sognet". Det er trods alt opgaven som sognepræst. Det ligger også i forlængelse af ovenstående, for hvis gudstjenesten er tilrettelagt efter kernemenighedens ønsker og vaner, er der som antydet en risiko for, at kirkefremmede, der dog ser en værdi i at være med i folkekirken, slet ikke føler sig velkommen eller godt tilpas i kirken. Det skal helst ikke opleves som nogen præstation at komme i kirken. Helt centralt i den lutherske forståelse af kristendommen må være, at den enkelte netop ikke skal præstere. Det handler ikke om at være kirkegænger på den 'rigtige' måde. I kirken har man lov at være sig selv. Præsten skal blot være bevidst om, at eventuelt kirkefremmede også skal føle sig godt tilpas i kirken, når de dukker op. Og det er lige meget om det sker ved en dåb, juleaften, eller ved den helt almindelige højmesse.

 

Derfor er kirken meget mere en 'bare' højmessen. For præstens forhold til menigheden bevæger sig i høj grad i spændingsfeltet mellem kernemenigheden og sognet som menighed.

 

For hvor meget skal højmessen tilrettelægges efter, at kirkefremmede også kan forstå prædiken, liturgi, og hvordan man agerer i kirken (rejse sig op under tekstlæsning, fx.)? Og i hvor høj grad skal højmessen først og fremmest rettes mod kernemenigheden, og lade de andre kirkelige aktiviteter, om det så er babysalmesang, familiegudstjenester, eller et foredrag i sognegården, i hvor høj grad skal det være dér, præsten skal nå ud til den lidt bredere menighed, og måske ligefrem de kirkefremmede medlemmer (som ikke-medlemmer) af folkekirken, i sognet?

 

Jeg holder meget af Jan Lindhardts udsagn om, at dette at kunne sit Fadervor er et kørekort til kirken. Så det er ikke fordi, at præsten ikke skal turde forvente noget af kirkegængerne. Det er trods alt sjovere, når hele kirken reciterer Fadervor i kor, frem for en situation, hvor mange i kirken (fx. et dåbsfølge) ikke er med. MEN det er stadig væsentligt for mig at understrege, at kirken helst skal være et sted, hvor man føler sig godt tilpas, ikke behøver at lide af præstationsangst, føle sig forkert, eller udenfor. EN god prædiken er jo også både streng og opbyggelig på en gang.

 

Afsluttende kan jeg bemærke, at ovenstående betragtninger med gudstjenesten som omdrejningspunkt, naturligvis også gælder prædiken som sådan. For skal man prædike for en menighed, der har en god fornemmelse for, hvad begreber som synd, og nåde, og syndsbevidsthed dækker over? Eller skal man kontinuerligt forklare disse begreber fx. via billeder, hver gang man prædiker, som om menigheden hørte dem for første gang? Jeg er - som antydet i det ovenstående - mest tilbøjelig til at mene det sidste, da enhver prædiken bør være levende, og begreberne kan som bekendt illustreres på mange måder, afhængig af den konkrete evangelietekst, og kontekst i øvrigt.

 

Men det er en stående udfordring for præsten at have en fornemmelse for, hvor menigheden befinder sig, og således prædike/holde gudstjeneste i et sprog, så alle kirkegængere går beriget fra kirken, klogere på, hvad kristendommen kan betyde for dem, i deres konkrete hverdagsliv. Det må være det optimale forhold, præst og menigheden imellem.

 

For det hedder stadig sognepræst, og ikke kernemenighedspræst.

 

 

 

****

 

Ovenstående tekst er besvarelsen på en af de mindre opgaver i den Bispeeksamen, som jeg gennemførte 21. maj 2013 hos biskoppen i Viborg Stift, dagen før ordinationen 22. maj.

Flyt Store Bededag!




"Hvis nogen skulle finde på at spørge mig, hvad jeg synes er særligt dansk, kunne jeg finde på at svare Grundtvig og Store Bededag. Bededag er en lidt kunstig konstruktion, forstået på den måde, at selvom det er en helligdag på lige fod med andre helligdage i løbet af kirkeåret, så knytter der sig ikke en specifik hændelse i Jesu historie til dagen, hvad der ellers er normalt for en helligdag. Man kan også spørge, om navnet er særligt heldigt, for er alle søndage egentlig ikke at betragte som store bededage?". Således indledte jeg engang en prædiken på Store Bededag.

 

I første omgang er det spøjst, at vi har en helligdag, der ligger så fuldstændig umotiveret, som St. Bededag gør. Eneste begrundelse for, at vi stadig har Store Bededag, er ret beset, at det var en af de få helligdage, der overlevede helligdagsreformen af 20. oktober 1770, hvor 9 af årets dengang 22 helligdage blev afskaffet, herunder bl.a. helligtrekongersdag, 3. påskedag, 3. pinsedag, 3. juledag, kyndelmisse, Skt. Hans' dag, mortensdag og mikkelsdag, og 2 helligdage blev flyttet.


Men jeg synes, at St. Bededag bør flyttes til dagen lige efter Kristi Himmelfartsdag, hvor den giver mere teologisk mening. For her er der i den grad behov for en bods- og bededag.


Efter Jesu lideleshistorie og efter de 40 dage (iflg. NT) på jorden efter opstandelsen, og efter, at han viser sig en sidste gang og flyver til himmels (iflg. NT), så er der i den grad behov for en dag til at reflektere over, hvad det vil sige at søge og finde og banke på, mv.


Med en anden placering vil der blive meget mere kant over St. Bededag, i stedet for den noget umotiverede og ubehjælpsomme placering den har nu.

 

Der vil også være samfundsøkonomiske gevinster ved dette forslag (dagen efter Kristi Himmelfart bliver de facto ofte en halv til en hel fridag på mangearbejdspladser, og der er heller ikke undervisning i mange af landets skoler).


Min egen begrundelse er dog teologisk, da jeg mener der er bedre teologi ved at have den efter Kristi Himmelfart, end hvor den er i dag.