Der findes også tilgivelse efter døden

Historisk set har der været hårde konfrontationer mellem grundtvigianere og indremissionsk sindede kristne. Grundtvigs salme 'I kvæld blev der banket på Helvedes port', som giver udtryk for tilgivelsens og omvendelsens mulighed, også efter døden, blev på det nærmeste lyst i band og brændt af grundtvigianernes modstandere tilbage i 1800-tallet.

Problemet synes at være, at hvis det ikke er nødvendigt at omvende sig til kristendommen dennesidigt, hvorfor så overhovedet leve et liv som kristent nu? Hvorfor ikke bare nyde livet, hedder det. Alvoren i kristendommen skulle forsvinde.

Jeg mener at problemstillingen er helt helt forkert. Man får jo ikke point hos Gud ved at leve et liv som kristent. Man skulle helst være der for sin næste for sin næstes skyld og ikke for at opnå frelse. Frelsen får vi jo gratis ved troen. Det ville være selvkærlighed og ikke næstekærlighed, hvis vi dybest set gjorde godt for vores egen frelses skyld. Det er som om man stiller spørgsmålet: Kan det betale sig for mig at være kristen nu - eller kan jeg lige så godt vente til efter døden?!? 

Personligt glæder jeg mig altid til at synge salmen, og det sker typisk påskelørdag, da salmen handler om Jesu nedfart til Helvede - eller dødsriget, om man vil.

Frikirker/gudelige forsamlinger er en problematisk størrelse

Grundtvig nærede på sine sene dage en dyb skepsis over for datidens 'gudelige forsamlinger'. Det vil svare til det, vi i dag kalder frikirker. Grundtvig mente vel at mærke, at folk var i deres gode ret til at danne disse forsamlinger - men det kunne godt give et skær af farisæisme. Her bør det nævnes, at Grundtvig heller ikke ønskede nogen konfession bundet til folkekirken, som det jo endte med. En af hans pointer var, at når man aktivt vælger at danne 'sin egen' kirke, sender man signalet, at 'her er vi mere rigtige kristne end jer'. Sådan BEHØVER det jo ikke at være, men signalet er der. Det er også grunden til, at jeg selv er en varm fortaler for det, der er blevet kaldt 'den rummelige folkekirke'. Og derfor er det afgørende for mig, at der kun er én dåb, nemlig den i Faderens, Sønnens og Helligåndens Navn. Det betyder, at kommer man fra en frikirke, der praktiserer bekendelsesdåb (hvilket dog ikke alle frikirker gør), så skal man ikke gendøbes, hvis man i stedet vil være en del af folkekirken. Det omvendte er til gengæld tilfældet, hvis man går fra folkekirken til en sådan frikirke, da folkekirkens dåb ikke anerkendes her.