Ny prædikensamling - køb HER

Ny æra 2015: Begyndende grøn revolution og national-feticisme?

(skrevet umiddelbart efter folketingsvalget i 2015)


Alternativet og Dansk Folkeparti har, når det gælder retorik og ikke mindst reaktionen på retorikken, meget tilfælles med hinanden, hvis man ser helt helt bort fra indholdet.

DF startede ved sin fødsel for tyve år siden med nogle meget bastante udsagn om udlændingetruslen, som medførte voldsomme reaktioner fra politiske modstandere (som det stadig er i dag). Det er vel ikke for meget at sige, at partiet fra sin fødsel er blevet mødt med hån, spot og latterliggørelse (og dæmonisering) af næsten gud og hvermand.


I nullerne fik partiet sit gennembrud (helt givet hjulpet på vej af Nine-Eleven), hvor det indgik i et regeringslignende samarbejde med V og K - og samtidig og sidenhen har det medført en sejr for DF, hvad angår diskursen i den offentlige debat.


En sejr, der kulminerede, da både S og SF valgte at stemme ja til indvandringsprøven (siden erstattet af en stopprøve), og vel nåede et foreløbigt klimaks, da selv SF skulle bruge en hel uge på at overveje, om pointsystemet til familiesammenføring var deres kop the eller ej, i stedet for bare at sige klart nej.


Man må på den baggrund sige, at danskerne forlængst har sagt ja til national-feticismen, hvor stramninger på asylområdet endda er accepteret af Det Radikale Venstre, som ellers i deres egen selvforståelse er den gode morals vogter Nummer Et.


Det er ikke for meget at sige, at denne dagsorden sejrede ved torsdagens valg, som vitterlig ikke er nogen borgerlig sejr, da de partier, der ønsker en fordelingspolitik, der ligger til venstre for midten, samlet gik frem. Både EL, ALT og DF gik som bekendt markant frem. Selv S gik frem.


Når jeg indledningsvis "sammenlignede" ALT og DF skyldes det, at også Alternativet har været udsat for en masse hån, spot og latterliggørelse, uagtet, at ALT selvsagt mener, at når det tager hele klima- og miljødagsordenen mange gange mere alvorligt end nogen af de andre partier, også EL og SF, så er det fordi, at det er nødvendigt, hvis ikke vi skal bevæge os tættere mod et økologisk sammenbrud, end vi allerede er på vej til.


Og det bliver voldsomt interessant at følge de næste 5-10-20 år, om vi ser samme udvikling for Alternativet, som vi har kunnet se for Dansk Folkeparti, og den dagsorden/diskurs, de har været i stand til at sætte og præge (og vinde!), selv når de ikke har været parlamentarisk grundlag for nogen regering.


Hvis der er en fordelingspolitisk venstre-højre akse, som blev født i det 20. århundrede ved velfærdssamfundets vordende fødsel, og en værdipolitisk venstre-højre akse især blev cementeret i nullerne, og Sigge Winther Nielsen har ret i, at dette valg har cementeret en venstre-højre akse for drømmepartier og DJØFpartier, så kunne man spørge sig selv hvorvidt, og håbe på, at der i løbet af de næste 5-10-20 år vil manifestere sig en ny grøn-sort akse, hvor alle rent faktisk stemmer efter den grønne eller sorte farve.


Mon man ser Alternativet i regering indenfor de næste 20 år?

I en brydningstid 2019: Grønt eller omvendt jordskred?


(skrevet umiddelbart efter folketingsvalget i 2019)


De Radikale var i anledning af deres mandatfordobling ikke sen til at udråbe valget til en klimasejr.

Jeg er dog ikke så sikker. De to eneste partier, der har lavet en finansieret klimaplan, der opfylder parisaftalen, gik faktisk tilbage.

Radikale står ofte på to meget forskellige ben. Den humanistiske og den liberalistiske. Sidste valg tabte de, fordi den liberalistiske del havde været meget tydeligt som regeringsparti under Helle Thorning. I den netop overståede valgperiode har partiet derimod kunnet tale humanisme og flygtninge, og så går det straks noget bedre. Jeg er langt fra sikker på, at det er den grønne dagsorden, der har gjort udslaget for De Radikale, selvom de givet har hentet nogle stemmer tilbage fra Alternativet. Man må håbe, at de er klar over, at Radikale også er liberalister.

SF har altid solgt sig som et rødt-grønt parti, og så er der sikkert mange vælgere, der har fundet en tryghed i at stemme på et parti, der peger på en S-statsministerkandidat.

Det samme kan man sige om EL. De har også altid solgt sig som et rød-grønt parti. På engelsk hedder partiet The Red-Green Alliance. Overraskende for mig, gik de tilbage ved valget til trods for, at de også har valgt den sikre løsning at pege på en S-statsministerkandidat. Det vil være at stramme den at hævde, at den grønne dagsorden har haft nogen særlig stor betydning for ELs resultat. Det har aldrig være partiets hovedbudskab.

Det vil naturligvis vise sig, når vi ser et regeringsgrundlag, hvor meget det grønne kommer til at batte. OG hvor stort et humanistisk aftryk, de tre evt. kommende støttepartier får.

Jeg er mere tilbøjelig til at kalde det et omvendt jordskred. Vælgerne stemte efter tryghed. Hvilket der måske ikke er noget at sige til i en brydningstid. Jeg tror Lars Løkkes udmeldinger om en S-V eller S-V-R regering har haft stor betydning for Venstres gode valgresultat. Det signalerer nemlig stabilitet.

Dansk Folkeparti har næsten sejret sig ihjel, eller også bliver de bare straffet for at have forvaltet deres storsejr for fire år siden elendigt. Men sandsynligheden for, at mange danskere er nogenunde tilfreds med udlændingeloven, som den ser ud i dag, kan også være forklaringen. Bortset fra de cirka fire procent, der stemte Nye Borgerlige eller Stram Kurs.

Liberal Alliances måde at forvalte deres mandater på har heller ikke været noget kønt syn set fra deres platform, og så er danske vælgere sikkert heller ikke så liberalistiske at det gør noget, når det kommer til stykket.

Der er stor opbakning til den socialdemokratiske velfærdsstat, baseret på en kapitalistisk markedsøkonomi. Derfor vil partier som Socialdemokratiet og Venstre være forud på point, da de begge dygtigt sælger sig selv som garantien for netop det. Med forskellig accent. OG afhængig af hvor tilliden tipper hen, skiftes de til at have regeringsmagten. At der stadig er nogen, der har mere borgerlige drømme, ses på de Konservatives fordobling, og måske på det faktum, at Kristendemokraterne sandsynligvis kun var 192 stemmer fra at få tre mandater i folketinget.

Og DET kunne have vendt op og ned på det hele. For med tre mandater mere til den såkaldte blå blok havde rød blok sandsynligvis kun haft 88 mandater, og så havde Alternativet pludselig haft de afgørende mandater.

Hvis man vil have business as usual, så skal man ikke stemme Alternativet, sagde Uffe Elbæk. Sagen er dog nok, at rigtigt mange vælgere faktisk ønsker business as usual, blot med en ny statsminister.

Det voksende vælgersegment, der primært tænker klima, ved dog at business as usual ikke er nogen mulighed, hvis klimadagsordenen skal tages alvorligt.

En mainstream klimabevidsthed har helt sikkert haft betydning for vælgernes kryds.

Men de fleste vil gerne balancere det med tryghed og business as usual, og derfor tror jeg, at Alternativet (og Enhedslisten) gik tilbage.