2022: Reaktionært jordskred?

(skrevet umiddelbart efter folketingsvalget i 2022)

Som politisk nørd og historieinteresseret var en del af spændingen med hensyn til det netop overståede folketingsvalg, hvorvidt det ville blive et jordskredsvalg.

Sådan havde flere italesat det, og enhver tænker jo 1973 og historiens vingesus med alle de konsekvenser det kan få for dansk politiks fremtid, når man hører det ord.

Valget i 2015 blev kaldt for det lille jordskredsvalg, fordi at antallet af vælgere, der skiftede parti, var tæt på det samme som i 1973 (42,7 procent hhv. 45 procent).

Ville valget i 2022 blive endnu vildere?

Det kommer i høj grad an på, hvad definitionen på et jordskredsvalg er. I 1973 sagde vi farvel til et nogenlunde stabilt folketing med cirka 5-6 partier. De fire gamle (S, V, DRV og K) plus SF fra 60. Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) on-and-off, mens både Centrum-Demokraterne (CD) og Fremskridtspartiet bragede ind (begge ryger ud hhv. 2001 og 1999) sammen med Kristeligt Folkeparti (og DKPs genkomst).

CD med Erhard Jacobsen i spidsen var en udbryder fra Socialdemokratiet. Mens både Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti (senere Kristendemokraterne) var nye opfindelser.

Og samtidig skiftede rekord mange parti, ligesom vi fik hele 79 nyvalgte medlemmer af folketinget.

I 2022 er der faktisk ”kun” 64 nyvalgte medlemmer. Og med til historien hører, at der var 66 nyvalgte i 2011.

Men valget i 2022 er et jordskred i den forstand, at vi nu har rekord mange partier i folketinget, hele tolv af slagsen.

Men faktum er, at tvivlerne i overvejende grad stemte ”sikkert”, og at det største ”jordskred” kom i den såkaldte blå blok i den forstand, at to helt nye partier bragede ind.

Det er dog ikke to protestpartier. Det er ikke to nye partier, der vil noget helt andet. Selvom jeg personligt kan have sympati for mærkesagen at lave en regering over midten, i den forstand, at vi jo skal kunne tale sammen, er der i en dansk sammenhæng intet nyt ved et samarbejde over midten. I den forstand er både en stemme på Danmarksdemokraterne og en stemme på Moderaterne, begge to en stemme på business as usual. Begge partier er i høj grad personbårne, hos Danmarksdemokraterne direkte vist ved, at det officielle navn faktisk tilføjer en bindestreg og Inger Støjbergs navn. Så ved København også, hvilket parti de skal stemme på, selvom de ikke kan stemme direkte personligt.

Og både Lars Løkke og Inger Støjberg er begge to fælles om ikke rigtigt at have en egentlig klimapolitik, man kan forholde sig til.

Jakob Ellemann sagde det måske mest præcist, da han kaldte sit eget parti, Venstre sammen med Danmarksdemokraterne og Moderaterne for Det Forenede Venstre. Som – må man sige – i det perspektiv fik et godt valg. Men både Venstre og Socialdemokratiet (som fik det bedste valg i tyve år) er systembevarende partier.

Faktisk gik – med undtagelse af Alternativet og Liberal Alliance – de partier, der vil noget radikalt anderledes, tilbage. Enhedslisten fik et dårligt valg og Det Radikale Venstre, som også ønsker en mere seriøs klimapolitik, fik et katastrofevalg. Konservative er en historie for sig – de gik vel nærmest tilbage, fordi de ikke turde stå ved deres egen politik (og en masse dårlige personsager), ligesom DF kæmper en eksistenskamp pga. lækket til Danmarksdemokraterne, hvor over halvdelen af de valgte medlemmer er tidl. DF’ere.

Så hvis der er tale om en jordskredsvalg, må det være et reaktionært jordskred, hvilket ikke umiddelbart lover godt for fremtiden, herunder klimakampen.