Hvad er danskhed?
Ud fra en kristen synsvinkel går den allerede galt her, for alle begreber må i deres natur være relative, og historisk bestemte. Men en given kamp for 'danskheden' forudsætter, at man kan sætte bare nogenlunde præcise ord på, hvad det vil sige at være dansk. Og det kan heller ikke Pia Kjærsgaard. Således får hun i en interviewbog fire gange spørgsmålet, og kommer i ingen af tilfældene med et konkret svar. Hvis man skal forholde sig lidt analytisk til problemstillingen, er det nærmeste man kommer et svar, at det er vanen, der afgør, hvad det vil sige at leve dansk. Når vi gør, som vi altid har gjort i Danmark, så lever vi dansk, synes at være den implicitte definition. Og i Danmark plejer vi i reglen ikke at gøre, som mange muslimer gør, hedder det hos Dansk Folkeparti, altså er de ikke danske. Men hvad vi helt præcist gør, som er særligt dansk, mangler stadig et konkret svar. På den måde bliver værdien 'danskhed' mere en følelse, end noget rigtigt konkret. Et reklamespot for et dansk pengeinstitut eller kreditforening viser sagen i en nøddeskal. Mottoet er 'Vi kæmper for de lokale værdier'. I spottet er der en brandøvelse igang, hvor en af de to hovedpersoner er frivillig brandmand, for nogen skal jo kæmpe for de lokale værdier, som det hedder. Det viser sig, at øvelsen foregår ved en kirke, men kan man forestille sig noget mere universelt end en kirke? Det er i hvert fald ikke specielt lokalt endsige dansk!
Hvad vil det sige at diskriminere?
Med begrebet diskrimination menes en usaglig forskelsbehandling, som medfører, at et menneske får en ringere behandling end andre. Bliver man udsat for diskrimination, betyder det, at man ikke kan deltage på lige vilkår med andre, eller ikke har lige adgang til de gældende rettigheder i samfundet. Her bliver danske statsborgere diskrimineret, da de ikke har samme ret til at bo sammen med deres familie i Danmark uanset nationalitet, hvis partneren ikke er fra EU. Det er en konsekvens af udlændingeloven.
Det gjaldt også starthjælpen, som var forbeholdt nytilkomne indtil de havde haft 2 1/2 års fuldtidsarbejde og boet syv år af deres liv i Danmark, og som udgjorde cirka halvdelen af kontanthjælpen. Denne ydelse blev indført 2002, men S-SF-R regeringen afskaffede den fra 1. januar 2012. Hvis man overhovet kan få ydelsen, dvs. kontanthjælpen efter starthjælpens afskaffelse. Det forudsætter nemlig reelt, at man ikke har skullet stille en bankgaranti på 50.000 kr., som man har skullet siden 2002 (mellem 1. juli 2011 og 15. maj 2012 var beløbet 100.000 kr). Desuden gælder det for nytilkomne, at de reelt er udelukket for retten til at stemme til folketingsvalg i 7 år eller mere, og det uanset hvor godt dansk, de taler.
Her toner Dansk Folkeparti rent flag: De vil have ret til diskrimination på baggrund af etnicitet og religion. Et helt konkret eksempel var under forhandlingerne om den såkaldte genoprettelsesplan i maj 2010. Her var mange af deres forslag til besparelser rettet direkte mod nydanskere. For eksempel ønskede Dansk Folkeparti at fratage alle nydanskere/udlændinge børnefamilieydelsen (som normal omtales som "børnechecken"). Altså diskrimination alene på grund af en ikke-dansk baggrund. De fik dog - pga regeringen - ikke dette konkrete forslag igennem. Men fra 1. januar 2012 er indført et optjeningsprincip, der betyder, at nydanskere de første to år i landet ikke kan få fuld børnecheck (man skal have boet eller arbejdet i Danmark, i to ud af de sidste ti år, for at få det fulde beløb), og det første halve år, slet ingenting.
Mere alvorligt var DFs Martin Henriksens udtalelse 28. september 2012 (i Kristeligt Dagblad), hvor han gav udtryk for, at Dansk Folkeparti vil blokere for tilskud til værestedet Natcaféen i København, da stedet også tager imod udenlandske hjemløse, og det vil han ikke finde sig i. Om Kirkens Korshær, som driver stedet, siger han, at "det er Kirkens Korshærs ansvar at sørge for, at der kun kommer danskere hos dem.” Et værested, der ikke lader udenlandske hjemløse blive ude i kulden, og ikke kun tager danskere ind, ønsker Dansk Folkeparti altså ikke at støtte.
Ud fra en kristen synsvinkel er det åbenlyst et problem. Vi er alle lige meget skabt i Guds billede, er alle lige for Kristus. Hvis Jesus både er gave og opgave, er vi nødt til at tage det på os, og så meget som det er menneskeligt muligt, søge at behandle alle samfundsborgere lige, når det gælder helt basale rettigheder og behov.
Og hvad er racisme?
Den klassiske definition af racisme er, at udtrykket kun omfatter en egentlig racelære, hvor en biologisk race opfattes overlegen eller underlegen i forhold til andre. Men i dagligdags sprogbrug bruger mange i dag ordet racisme i en bred og mindre klar betydning, hvor det omfatter alle negative ytringer mod en bestemt gruppe mennesker, især minoritetsgrupper.
Da race er et omstridt begreb, er det ikke underligt, at der er uenighed om defitionen af racisme. Ordet race har siden den klassiske racismes fremkomst med Gobineau i 1800-tallet og især siden nazismen i 1930'erne været forbundet med en inddeling af menneskeheden i europæere, afrikanere og asiater, og evt. undergrupper. Men i ældre sprogbrug, og stadig på f.eks. engelsk, betyder race nærmest "slags", mennesketype, stamme, nation eller folk, uden den biologisk-genetiske betydning. Man kan derfor måske argumentere for, at ordet racisme skal have en udvidet betydning i retning af "lære, som bygger på at opdele mennesket i grupper/stammer", men dette er ikke den klassiske betydning af ordet. Nogle af de dagligdags betydninger af ordet racisme er bedre dækket af begreberne diskrimination (forskelsbehandling) eller xenofobi ("fremmedhad").
Det er med andre ord et spørgsmål om ordets betydning, der er afgørende for, om Dansk Folkeparti kan kaldes et racistisk parti. Men at Dansk Folkeparti deler menneskeheden op i grupper, er indiskutabelt. Helt åbenlyst, når der tales om muslimer som en generel gruppe, og den voksende uvillighed til at skelne mellem islam og islamisme. Og helt åbenlyst, når verden dels op i den vestlige, og tredieverdenslande. Dansk Folkeparti har bl.a. udtrykt ønske om en nytolkning af konventionerne, så mennesker fra den tredie verden ikke kan få samme rettigheder, eller i bedste fald slet ikke kan komme indenfor murene i den vestlige verden, og i særdeleshed i Danmark. Om der er tale om fremmedhad eller fremmedangst er nok en temperamentssag, men at Dansk Folkeparti ikke ligger skjul på ønsket om at forskelsbehandle forskellige grupper i samfundet er indiskutabelt.
Hvorvidt der er tale om racisme eller blot diskrimination kan meget hurtigt blive en akademisk diskussion. I hvert fald er det et faktum, at Pia Kjærsgaard tilbage i 2003 fik en højesterets dom for, at hendes holdinger kan kaldes racistiske. Denne dom slog fast, at ordet racisme ikke længere kun dækker nazisternes syn på arv, men også kan bruges til at dække nedsættende bemærkninger om alle på baggrund af arv, religion eller seksuel observans. Hun har også udtalt, at "der er kun én civilisation, og det er vores". I den stærk kritiske bog Stuerent? har Christian Braad Thomsen et indlæg ("Offermytologien"), hvor der er slag til både islam, Dansk Folkeparti og kristendommen (han læser biblen som Søren Krarup læser koranen). Sidst i indlægget har han følgende nøgterne observation:
"Jeg ved ikke, i hvor høj grad Krarup sympatiserer med den nynazistiske bevægelse, men både han og hans parti kunne i hvert fald have skrevet følgende afsnit i principprogrammet for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse: "Vi finder det naturligt, at ethvert folk ønsker at leve i overensstemmelse med det kulturmønster, det har skabt igennem generationer, og at bevare den jord, det har forsvaret med sit blod. Vi vil derfor bekæmpe enhver indvandring af folkeslag, som ikke er os biologisk og kulturelt beslægtede og tilstræbe en repatriering af allerede indvandrede"" (s. 138).
Det er i hvert fald påfaldende, hvad centrale medlemmer af partiet - bl.a. Jesper Langballe og Søren Krarup - kan komme afsted med at sige, uden at blive smidt ud af partiet, når man tænker på, at andre mindre kendte medlemmer har fået sparket for udtalelser, der nok har været ublu groteske, men ikke på højde med Langballe og Krarup. Og det skyldes helt sikkert, at disse to personer har en vis rygdækning blandt vælgerne. "På trods af DF's billede udadtil som stuerent støtteparti for den borgerlige regering er partiet del af et netværk både nationalt og internationalt med yderst ekstreme holdninger. Den danske forening fejrede sit 20-års jubilæum den 17. marts 2007. Søren Krarup, som var medlem af foreningen indtil 2002, hvor han sammen med Jesper Langballe og Søren Espersen meldte sig ud, holdt jubilæumstalen" (s. 8). Højreekstremister i Den Danske Forening kaldes ”nutidens sande helte” – og sammenlignes med besættelsestidens frihedskæmpere.