Integration og medborgerskab?

Integration er et af de mest forkætrede begreber i hele indvandrer-diskussionen. Især siden 2001 er den blevet brugt som midlet til at få nytilkomne til at acceptere, respektere, antage (alle) danske værdier og dansk kultur, hvad det så end er. Men dermed bruges begrebet forkert.

I samfundsmæssig sammenhæng henvises til den proces hvorved forskellige etniske grupperinger af et samfund finder fælles grundlag for at leve side om side uden at opgive deres respektive kulturer.

Efter min mening er begrebet i dag blevet politisk, og når man taler om, at nytilkomne skal integreres i det danske samfund, taler man normalt om, at de skal have eget arbejde, uddanne sig, lære dansk, acceptere den måde man bruger ytringsfriheden på i Danmark, acceptere ligestillingen mellem kønnene, mv.

Personligt har jeg det meget svært med begrebet, som det bruges i dag, da jeg ikke uden videre vil anerkende den dagsorden, der ligger bag brugen. For hvisbegrebet skal give mening, som det bruges i dag, må det nødvendigvis betyde, at dansk kultur og danske værdier uden videre er gode, og de nytilkomnes værdier og kulturer uden videre ikke er det. Ellers giver det ingen mening at bruge begrebet, som man bruger det i dag. Hele udgangspunktet er jo, at der er et problem, der skal løses. De nytilkomne har et problem, og for at løse dette problem, skal de integreres, for når de er blevet integreret, er problemet løst, da de aflagt deres problematiske værdier og kulturer, og i stedet antaget danske værdier, som omvendt og uden videre ikke er problematiske.

Det mest alvorlige problem, som dog ligger i forlængelse af ovenstående, er dog efter min mening hele 'os-og-dem'-retorikken, der ligger bag hele integrationsdebatten. For at integrationsretorikken skal give mening, må man nødvendigvis tale om et 'os' og et 'dem'. Ellers kan man slet ikke bruge integrationsbegrebet, som det bruges i dag. Der er et 'dem', der kommer her, og for at de ikke skal blive et problem for os, skal de antage vores værdier, de skal integreres så effektivt og hurtigt som muligt. Vil de ikke det, kan de lige så godt rejse hjem, hvor de kom fra, rejse tilbage til deres eget lykkeland. For så er det ikke hos 'os' de skal være.

Måske skulle man i stedet for integration tale om at styrke medborgerskabet hos de mennesker, der bor i Danmark. Det handler ikke nødvendigvis om kompromisser, for der er naturligvis forhold i Danmark, som er så grundfæstede i nyere dansk/vestlig kultur, at de er næsten hellige. Det handler først og fremmest om demokrati og ligestilling. Og så har jeg altid ment, at det er en borgerpligt at kunne tale dansk. Jeg skriver bevidst "næsten hellige", da man netop i et samtaledemokrati som det danske bør kunne sætte kvalificeret spørgsmålstegn ved alt, herunder både demokratiet, ytringsfriheden, og såmænd også ligestillingen. Der er situationer, hvor ligestilling for ligestillingens skyld er problematiske. Fx. kvoter for mænd eller kvinder i bestyrelser, o. lign.

Ligesom der ikke er noget underligt i, at en overbevist socialist helst ser et socialistisk samfund realiseret, men i det daglige politiske liv må have en mere pragmatisk tilgang til problemstillingen, og ligeså naturligt det må være for en superliberalist at ønske en minimalstat gennemført, men også må gå pragmatisk til værks, og er afhængig af realpolitikken, ligeså er der intet fordækt i at aktive muslimer ønsker et samfund gennemsyret af islamiske værdier. Jeg vil personligt med ord kæmpe imod både minimalstaten og uden nogen sammenligning i øvrigt, en kalifatstat, og er heller ikke nogen tilhænger af rendyrket socialisme.

Men i skrivende stund er undertegnede jo også nødt til at acceptere, eller i hvert fald tage til efterretning, at basale menneskerettigheder krænkes under den nuværende regering, og at konventioner bliver brudt med et parlamentarisk flertal bag sig. Sådan er demokrati også.

Hvis man i stedet for integration talte om medborgerskab, så vil de forskellige argumenter kunne mødes i en samtale. Lad være, at der er stædighed fra begge sider af. Samtale fremmer faktisk forståelsen, for det er en stor misforståelse, at forståelse handler om accept og anerkendelse, det handler i lige så høj grad om, faktisk at forstå, hvorfor ens samtalepartner tænker og tror, som vedkommende gør.

Apropos dette at tale sammen, så mener jeg at mange af problemerne, når det gælder sammenhængskraften, eller mangel på samme i dagens Danmark, i høj grad skyldes sproget. Det kan i høj grad bygge mure, og hjælpe til en 'os-og-dem'-tankegang, og så er vi tilbage ved det problematiske i udtrykket integration, som det bruges i dag.

For at komme med et konkret eksempel. Jeg ved ikke hvor meget man tænker over det til dagligt, men måden vi snakker om andre mennesker på, kan i allerhøjeste grad være med til at bygge mure imellem mennesker.

Da indvandringsproblematikken i nyere tid første gang kom til Danmark - tilbage i 60'erne - blev de nytilkomne kaldt for gæstearbejdere. Det var med andre ord nogle personer, som man forventede tog hjem igen, når vi ikke længere skulle bruge deres arbejdskraft. Sådan gik det som bekendt ikke.

Så begyndte man at bruge prædikatet 1. generationsindvandrere. Der var altså tale om personer, som ikke var lige som os andre, de var ikke danskere, og for at give udtryk for det, blev det præciseret, at de var indvandrere. Denne benævnelse fortsatte, så de følgende generationer fik prædikaterne 2. generationsindvandrere, 3. generationsindvandrere, osv. De var altså ikke danskere.

Siden begyndte man så at bruge udtrykket nydanskere. Stadigvæk ikke rigtige danskere, da de var nye, og lige kommet til. Udtrykket dansker med anden etnisk baggrund er i dag mere og mere brugt. Det vil sige, stadig ikke rigtig dansker. Det skal stadig understreges, at de i virkeligheden slet ikke stammer fra Danmark, eller i hvert fald ikke deler kulturel opfattelse med andre rigtige danskere. Det kan sommetider undre, hvis man ser til det land, som vi ellers i øvrigt er meget påvirket af, kulturelt forstået. Nemlig USA.

I USA bruges en helt anden terminologi. I stedet for at kalde personer for indvandrere eller 1., 2. eller 3. generationsindvandrere, bruges udtrykket 1., 2. og 3. generations amerikanere, osv.

Sammenhængskraften i Danmark er med andre ord kun i fare, så længe vi bliver ved at lade sproget skabe splid i samfundet. Ser man blot samfundet som en gruppe af medmennesker, handler danskernes fremtidige fællesskab om samtale om forskellighederne.

Jesu forkyndelse: Os og dem?

Jeg har altid holdt meget af Jesu bud om fjendekærlighed, og fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Forstår man, hvad der er på spil her, forstår man rigtigt meget af kristendommen.

Det betyder blandt andet, at Jesu forkyndelse er et opgør med alle kategorier, som i mange tilfælde dybest set er sproglige. I værste fald kan sproget ligefrembygge mure mellem mennesker.

I budet om fjendekærlighed siger Jesu noget, der dybest set er absurd, og meget provokerende. Fordi han med sin forkyndelse sprænger kendte kategorier. At skulle elske sin fjende er jo volapyk, da man jo netop ikke elsker sine fjender. Ligesom farisæerens spørgsmål til Jesus i fortællingen om den barmhjertige samaritaner er udtryk for hykleri, da han med sit spørgsmål dybest set blot ønsker at begrænse antallet af næst'er, som han er forpligtet overfor. 

Jesu forkyndelse tilsiger os, at se ethvert menneske som et medmenneske. Uanset om vi bryder os om vedkommende eller ej. Og vel at mærke behandle vedkommende som en ligemand - en broder eller søster, om man vil.

Der kan være mange pragmatiske grunde til at bygge mure mellem mennesker eller grupper af mennesker. Men tankegangen er i hvert fald ukristeligt, og udtryk for en os og dem-tankegang, som Jesu forkyndelse er et opgør med.

Jeg vil citere fra sufi-muslimen Sherin Khankans bog Islam & forsoning (s. 52f): "Enhver identitet er flydende, også den danske. Ingen har monopol på at definere dens indhold og grænser. Dansk identitet kan sagtens rumme forskellige holdninger, værdier og - lettest af alt - forskellige påklædninger. Det er mit håb, at fremtidens globale identiteter vil nedbryde forestillingen om de to distinkte civilisationer, islam og vesten, så der tilbage kun står én global civilisation".