"ti gode noveller, som dels vender op og ned på paralleler til de ti bud, og som samtidig skildrer [virkeligheden] på en måde, som udfordrer læseren."

Samtale med hvem?

 

Samtale med hvem, og på hvilke præmisser skal samtalen foregå?

"Den gud, han [Hal Koch] troede på, kunne hverken embedsmændene eller fagpolitikerne, hverken økonomerne, juristerne eller filosofferne påberåbe sig som uimodsigelig autorisation af deres magt og meninger" (s. 98), citerer Ejvind Larsen (i "Ret monolog eller skæv dialog"). Kun selve samtalen kan have autoritet, fordi ingen kan have ret på forhånd.

 

Ikke desto mindre gælder det a priori, at magtfuldkommenhed ikke er en dyd i et demokrati, derfor har man magtens tredeling, altså en opdeling af magten i en lovgivende, udøvende og en dømmende magt, en opdeling, der også skulle sikre samfundet mod korruption. Nogen ville også nævne FNs menneskerettigheder som et grundlag for en slags universel moral. Men "Samtalens moral" må have den spænding, eller dobbelthed om man vil, at den både er forpligtende og tåler modsigelse. Den kan ikke være forpligtende, da man så sætter en Sandhed a priori. Men samtidig kan samfundet/nationen/verden komme så langt ud, at vi bliver forbandet nødt til at tale sammen, selvom det kan være besværligt, og selvom nogen måske dybest set har mest lyst til at tromle deres "sandhed" ned over andre. Som Larsen selv siger: "det er en fantastisk udfordring, at menneskeheden ikke mindst af økologiske grunde nu bliver nødt til at forholde sig samtalende til sig selv og naturen for at redde demokratiet og sig selv fra naturødelæggelsen" (s. 102). Tankevækkende at teksten er fra 1996.

 

Men samtale med hvem?

 

Ja, i hvert fald ikke med de udstødte og marginaliserede grupper i samfundet. Det er ret deprimerende at læse Bjarne Lenau Henriksens indlæg "De svages demokrati - om fællesskab og udstødelse". De hjemløse, de alkoholiserende, de narkoprostituerede, de psykisk syge, der flakker rundt i bybilledet, dem, man meget nødig vil sidde ved siden af i bussen, eller på bænken. Henriksens anke er, at så længe det kan lade sig gøre, i demokratiets navn, og uden at nogen tilsyneladende for alvor protesterer, at bestemme, hvor disse mennesker må opholde sig, så lever vi i et sygt samfund. Disse skæve eksistenser er ofte henvist til parken og områder omkring de samme bænke, og forventes at blive der, så de ikke generer os andre med deres alkohollugte og generende adfærd. Men der er ingen til at tale deres sag, de er reelt ikke en del af demokratiet: "Kirkens Korshærs målgruppe hører hjemme i de ekstremt uproduktive grupper. Det er dem, der ikke er i stand til at præsentere deres resocialiseringpotentiale, deres aktiveringspotentiale, deres handlingsplanegnethed, deres normaliseringsevne og tilpasningspotentiale. Det er dem, der ikke kan tage del i det demokratiske samfundsliv på lige vilkår med andre. Så længe vi lever i et samfund, hvor det er tilladt at behandle hjemløse, psykisk syge, narkomaner og andre elendige som totalt uansvarlige og ikke-eksistensberettigede mennesker, som man kan tvangsfjerne fra samfundets synlige overflade, som man kan forbyde at opholde sig i bestemte geografiske områder, så har vi problemer med vores demokratiopfattelse (...) Helt ude ved samfundets ydergrænse stilles demokratiet på prøve. Før vi erkender det grundlæggende og omfattende folkelige ansvar for de svageste iblandt os og accepterer dem som livsberettigede mennesker, er det svært at opretholde ideen om et ordentligt demokratisk samfundsliv. De ekstremt udstødte har fuldgyldigt borgerskab i det dansk samfund og må behandles som sådan. Også selvom de ikke er eller kan blive som vi andre." (s. 109f).

 

Hertil vil Søster Hildegard Madsen (jvf. "Demokratiet og det nære") formentlig sige, at så længe der nogen der siger NEJ, er der håb foruden, for et 'nej' implicerer også et underforstået JA til noget radikalt anderledes: "Så længe festtalen holdes, er drømmen trods alt ikke død. Men sagen er formentlig den, at det skal gøre utrolig meget mere ondt, før smertegrænsen virkelig er nået og nogen - i flertal - rejser sig og iværksætter ændringer i, hvad der til den tid måtte stå som deres livskreds" (s. 116). Minder lidt om Ejvind Larsen pointe, der synes at være, at der skal lig på bordet, før nogen rent faktisk handler, og træffer radikalt nye beslutninger.

 

Det stiller også spørgsmålet, i hvor høj grad et demokrati er betinget af en eller anden form for sammenhængskraft i samfundet. Her vil svaret være, hvis man spørger Anna Marie Aagaard (i "Demokratiets fremtid?") - et 'måske'. Hvis alle forud-eksisterende etiske horisonter benægtes som indlysende, som de vel de facto bliver i et multi-religiøst / multi-etnisk samfund, er der vel et problem? Her synes hun dog at være fortrøstningsfuld, forstået på den måde, at alle kulturer og traditioner, historisk set, er dynamiske: "De forandrer sig i en stadig proces ved det, de indoptager og udelukker. Fordi øjnene ser, hvad de ikke før har set eller kunnet se. Fordi forholdet mellem virkelighed og mulig virkelighed forandres" (s. 121). På den baggrund bliver forskelligheden, potentielt i hvert fald, en berigelse, og ikke en belastning. Hvis sandheden ikke kan defineres a priori, og vi er tvunget til samtale om, hvad der egentlig er det rigtige at gøre i en given situation - så lever demokratiet, i hvert fald i Hal Kochs forstand.

 

Men - igen - det forudsætter, at alle er med i samtalen, og er de det? - lyder det også fra Lone Hertz i "Demokratiets diktatur". Som titlen på indlægget antyder, er hendes svar NEJ. Og det lader heller ikke til, at hun tror det bliver anderledes i nær fremtid. Flertallet vil altid tromle hen over mindretallet, alene fordi de kan. Måske kræver det en ny menneskesøn, for at kunne ændre på denne logik?

 

Samtale med hvem? - er dybest set også det spørgsmål, som Jakob Holdt stiller i "Demokrati med undertrykkelse": "Intet er mere ødelæggende for et sundt demokrati end borgere, som føler sig trængt op med ryggen mod muren og stemmer i frygtmønstre. (...) Undvigende racisme [uerkendt racisme hos den enkelte] betyder ghettoisering og ghettoisering er slet og ret vold mod mennesker. (...) Hvis vi skal undgå at demokratiet blot bliver et spørgsmål om flertalsafstemninger mellem mere eller mindre kroniske lidelsesmønstre som i 1930'ernes Tyskland, må der en vedvarende vækkelse til. En sådan kan kan komme til udtryk overfor naboens mishandlede barn - både før eg efter at det udvikler sig til Ku Klux Klan, nazist, massemorder - m.a.o. i den lille racisme, og over for os selv: Os, der i kraft af vores majoritet og magtposition udgør den store racisme, som udøver voldsom og uigenkaldelig skade på målgrupperne ved at udelukke og ghettoisere dem - og derved undergraver og ødelægger vort eget samfund. Og som derfor er den absolut største trussel mod demokratiet overhovedet." (s. 134).

Samtale om hvad?


Med lov skal man land bygge, og folkets liv er lovens fylde, som det hedder. Vækkelsen opstår i den daglige medmenneskelige kontakt, som Holdt nævner. Og beslutninger, der vedrører samfundet og dets indretning skal træffes med kærlighed, kærlighed til næsten, herunder de ressourcesvage og marginaliserede. Derfor handler demokrati heller ikke kun om det rent tekniske, som frie valg, ytrings- og pressefrihed, osv. Det er også en HOLDNING, og derfor refererer også Kjeld Holm (i "Demokrati - holdning og hysteri") til netop Hal Koch og hans fokus på samtalen. Men den kan ikke være fundamentet, mener Holm, for man kan sagtens føre samtaler, der ikke er befordrende for demokratiet, derfor må den etiske grundholdning, de fundamentale demokratiske værdier, være fundamentet - herunder forholdet til sine medmennesker. Er der ingen respekt for medmennesket, er det svært at se et demokrati for sig. Til gengæld er der ikke grænser for, hvad man kan føre samtaler om, og med hvem, og i hvilke sammenhænge, så længe denne grundholding er til stede.

 

Her nævner Knud Viby (i "Men er der noget at spille om?"), at netop dette sommetider kan være udfordringen i unge nationer som fx. i Afrika. Hvis fundamentet er relationerne i stammen/klanen, har en statsleder ikke nødvendigvis samme legitimitet som de "kloge mænd" i lokalsamfundet. Og med demokrati (i hvert fald efter vestligt forbillede) indføres som regel også økonomiske reformer, som på kort sigt vil gøre de fattige endnu fattigere. Mange afrikanere, i særdeleshed i stammesamfund, har det med demokratiet, som mange europæere, og i særdeleshed mange danskere, har det med demokratiet, som det udfolder sig i EU: Lang afstand, og spørgsmålet - hvad får jeg/vi egentlig ud af det?

 

"Vi skal også stille spørgsmålstegn ved de objektive sandheder, som samfundet i almindelighed optræder med", skriver Erik Clausen (i "Det udemokratiske demokrati - eller hvorfor er der ikke hunde i hundekiks?", s.192). Det er kendetegnende ved politiske debatter, at det sprog, der bruges, tages for givet. Hvordan taler man om arbejdsløshed? Om økonomiske kriser? Om førstnævnte skriver Clausen: "Nu er arbejdsløshed jo ikke noget Vor Herre har skabt lige som syd og nord og øst og vest, den er menneskeskabt, den har vi selv skabt, men vi omtaler det i vores bevidsthed og daglighed som om det var en objektiv sandhed" (s. 192). Her tænker Clausen blandt andet på, at talen om arbejdsløshed forudsætter, at vi er enige om, hvad det vil sige at arbejde. Kunstnere, og alle dem, der er beskæftiget i frivilligt arbejde, tælles som regel ikke med. Det kan have sine grunde, men nogen objektiv sandhed er det ikke.

 

Derfor er det helt essentielt, at man skal kunne diskutere ALT. Det er klart, at der er noget, der er mere meningsfuldt at diskutere end andet. Men principielt skal der ikke være grænser for, hvad der kan samtales om. Og det er så meget desto vigtigere, da de emner, der i en periode præger den offentlige debat, potentielt også vil få indflydelse på lovgivningen, og dermed "systemernes indretning", og dermed vor (fremtidige) adfærd, som Marianne Jelved udtrykker det (i "Demokratiet begynder hos os selv", s. 197). Enhver lovgivning vil potentielt have afsmitning på et samfunds moral, enten i tilslutning eller afstandstagen, og dermed, hvad vi er potentielt 'fælles om' at mene er rigtigt og forkert.

 

Men uanset, så skulle det jo helst ske på et oplyst grundlag, og her kan man helt i Grundtvigs ånd henvise til højskoletraditionen, som Harald Engberg-Pedersen (i "Fra palaver til samtale") gør. "En dansk højskole er ypperligt egnet til at varetage den vækkelse, oplysning og opdragelse, som er folkestyrets nødvendighed. På højskolen kan man fordybe sig i velfærdssamfundets problemer, de globale sammenhænge og hele den moderne politiske uoverskuelighed. Men vigtigere endnu: Som højskoleelev er man borger i et lille samfund, hvor man har alle chancer for at opdage noget om samtalens hemmeligheder og opleve glæden ved at være fælles om at løse de opgaver, der melder sig i dagligdagen" (s.204).

 

Med LOVE skal man land bygge, som en kunstnergruppe har formuleret det, hvor LOVE udtales på engelsk.