Ebbe Kløvedal Reich skriver i Billeder af Jesus (s. 184):
"Der er mange forskelle på dengang [for små 200 år siden] og nu, men Grundtvigs indsats dengang har alligevel bud til nutiden. Det er nok rigtigt, at han ved sin mageløse opdagelse gjorde den apostoliske trosbekendelse mere højhellig og magisk end rimeligt er [trosbekendelsen er blevet til mange århundrede efter Jesu død, og kan derfor ikke indiskutabelt være af hans mund, som Grundtvig hævdede - det var jo hans bolværk mod den historisk-kritiske bibelforskning]. Men opdagelsen står ved magt, selv hvis man nedtoner den del: Det er stadig det menneskelige, kristne fællesskab op gennem historien, der er kristendommens og kirkens egentlige grundlag. Uden det ville ingen af dem eksistere". Og han fortsætter (s.188):
"Jeg tror på den Jesus, der forkyndte Guds kærlighed og kraft imod magten og gik i døden for sin forkyndelse, så det har virket lige siden. Jeg tror på, at det gudsrige, den dom og den tilgivelse, han forkyndte, virker i enhver nutid. Jeg tror også, at det var evangelisterne og kirkebyggerne, der for at holde sammen på tropperne udstyrede ham med et stort udvalg af guddommelige titler, himmelsk trone, afskyelige djævle, gigantiske undergangssyner og dommedag ved tidernes ende. Alligevel tror jeg på Kristus, instansen. Han blev, som han er, og der er ingen andre - eller der er Gud som Det Absolut Anderledes eller som et vindtørt princip. Kristus har på godt og ondt præget næsten to årtusinder af det syndefulde Europas historie og meget mere end et årtusinde af det syndefulde Danmarks historie. At sidde med ved bordet i de historier er at sidde til bords mellem andre toldere, syndere, skøger og farisæere. Det hører med til at kalde sig kristen. Jeg tror endelig på, at folkekirken er en borgerlig indretning, og at åndsfriheden i det ligeværdige, menneskelige fællesskab er det eneste sted, hvor helligånden kan tænkes at dale ned eller flamme op og give mening og mod. Med nye, livgivende billeder af vejen, sandheden og livet".
Jeg har valgt at citere hele den tekst, som Reich kalder (sin) trosbekendelse. For selvom det jo er en utvetydig bekendelse til kristendommen, tror jeg, at mange af hans tanker er meget moderne.
At Ebbe Kløvedal Reich er lav-grundtvigianer (hans eget udtryk) ses af, at han nok tror på, at det er i det menneskelige fællesskab at Helligånden kan tænkes at dale ned, men kirken er dog 'blot' en borgerlig indretning. Hvad jeg også tror, mange vil give ham ret i. Her er det interessant, at Niels Højlund mener, at det i dag faktisk er kirken, der er de fleste danskeres anstødssten, og hverken religionen, kristendommen og måske ikke engang Kristus, der er forargelsen, sandsynligvis - i hvert fald blandt andet - dels fordi man jo prædiker i kirken (!), og især fordi kirken mildt sagt ikke har nogen særlig sympatisk historie bag sig, selvom det er længe siden, at tyraniet faldt, rimeligvis siden midten af nittenhundrede-tallet i Danmark. Niels Højlund kan ikke undvære kirken, og gør en dyd ud af at være vane-kirkegænger ("så meget kirken også er mig til forargelse, så umuligt er det mig alligevel at tænke mig den væk og borte. Uden at kristendommen gik med i købet. Jeg er lige ved (men også kun lige ved) at gentage den katolske kirkes berygtede ord: Extra ecclesiam nulla salus - Uden for kirken ingen frelse" ) (1). Indremissionærere anklager ofte de kirkelige grundtvigianere for netop at være vane-kristne, altså folk, som er kristne mere af navn
Fællesskabet og rummeligheden står altså i centrum for en grundtvigianer, og det i princippet uanset om man er lav-grundtvigianer eller kirkelig. Tidehverv vil sandsynligvis også anklage en grundtvigianer for at være for rummelig i den forstand, at alt er lige godt, selvom det nok snarere er friheden inden og udenfor kirken, som grundtvigianere mener med rummelighed. Der hvor uenigheden her er størst, er sandsynligvis forholdet til andre religioner, hvor en grundtvigianer er betydelig mere åben end en tidehvervsmand.
Og det var så absolut friheden, både inden for og uden for kirken, der var Grundtvigs mærkesag, selvom han hadede "Tysken", når en sådan var inden for Danmarks grænser, men det var mildt sagt også en anden tid, Grundtvig levede i. Krigens rædsler var dengang nærværende for en dansker på en måde, som vi ikke med rimelighed kan sætte os ind i i dag.
Og i en sådan situation kommer Jesu bud om fjendekærlighed sandsynligvis til kort. Som Thorkild Grosbøll siger i en prædiken over Matt. 5,43 - 48 med en henvisning til borgerkrigen i eks-jugoslavien, hvor budet om fjendekærlighed synes at tale for døve øren: "Fra hus til hus kæmper de. Og når de med riflen i hånden krydser gaden, slår de kors for sig, inden de løber - serbere, kroatere og alle de andre (på nær muslimerne naturligvis [der er intet bud om fjendekærlighed i Koranen]). For de [de kristne] kender jo historien. De har hørt den igen og igen i deres respektive kirker. Men øjensynlig med ringe effekt. Uciviliserede bæster, som ikke bare myrder løs, men gør det i Vorherres navn. Ingen undser sig for at gøre det. Og så står man dér med evangeliet som en punkteret badebold i alt for latterligt glade farver. Og man floves over sin tankeløse barnagtighed. For hvad er det også for noget? Der er jo ingen, der kan elske deres fjender [det er jo derfor de er fjender - jk], med mindre de er masochister - ingen er i stand til at gøre godt mod dem, der hader og forfølger én - det ville også være perverst" .(2)